Barca blues
FC Barcelona vil bygge et nyt, storslået stadion oven på det legendariske Camp Nou. Men der er sprækker i klubbens identitet og rod i selvforståelsen. Er Barça stadig mere end en klub, eller er det blevet en klub som alle andre? Reportage i Magasinet Clasico.
”Ærefuld afsked”.
Ordene står skrevet med store typer på forsiden af Barcelona-sportsavisen Sport henover et billede af en grædende Neymar, der skjuler ansigtet i hænderne. Byens anden store sportsavis, El Mundo Deportivo, har valgt præcis den samme forsidetekst, men her er billedsiden erstattet med en tårevædet Luis Suárez.
Aftenen før er Barça blevet slået ud af Juventus i kvartfinalen i Champions League, og den catalanske storklubs tidlige exit fra turneringen har trukket overskrifter gennem hele medielandskabet. På gaden i Barcelona mærkes den særlige stemning af sammenbidt vemod, som altid sænker sig over byen, når Barça har tabt en vigtig kamp. I dag er stemningen tilført et andet element. Der er en følelse af afsked i luften. En følelse af, at en epoke er slut.
Ved min lokale aviskiosk køber jeg hele striben af sportsaviser og et par af de store dagblade. Min avismand trækker opgivende på skuldrene, da han giver mig byttepengene. Han ligner ikke en, der tror på bedre tider foreløbig. De sidste mange måneder har de lokale medier lagt spalter til dommedagsprofetier, der forudser, at FC Barcelonas storhedstid er forbi. Lussingen i den første kamp mod PSG fik mange til at dømme Barça som færdige, og det mirakuløse comeback i returkampen tjente kun som kortvarigt kunstigt åndedræt.
Den knusende og isnende magtdemonstration fra det italienske mesterhold fik Barça til at ligne en fordrejet version af sig selv. Et hold uden sammenhæng, uden organisation og uden identitet. Heroisk kæmpende, javist, men blottet for den kombinationsstyrke og organiske spilforståelse, som i mange år har været synonym med Barça-stilen. Luis Enrique har gennem sine tre år i klubben banket power og sejrsmentalitet ind i holdet, men den næsten symfoniske slagorden fra Guardiola-årene er forsvundet. Og i kampen mod Juventus blev det tydeligere end nogensinde, at holdet har mistet sin gamle signatur.
Jeg sætter mig ind på Bar Manuel og får serveret en café con leche og en velvoksen portion af Barcelonas bedste tortilla de patatas – en uomgængelig ret på den lille café i hjørnet af Concepció-markedet, som forvandler den klassiske spanske kartoffelomelet til en autentisk himmerigsmundfuld. En gruppe bygningsarbejdere sidder med dagens første øl rundt om et bord og diskuterer gårsdagens kamp. Resignationen og afmagten kan næsten mærkes som en fysisk tilstedeværelse i rummet.
Jeg slår op i avisen El País, der dedikerer adskillige sider til gårsdagens kamp. Kampreportagen er skrevet af avisens sportsredaktør Ramon Besa, som har fulgt Barça tæt i årevis og er en af Spaniens højest respekterede fodboldskribenter. Han har i længere tid kørt en kritisk linje mod dispositionerne i den catalanske storklub, og i dagens avis folder han kritikken ud i højeste potens.
”Tarveligt, skævvredet, uden talent og uden magi” er blot nogle af de ord, han bruger til at beskrive det Barça-hold, der blev taget i skole af det disciplinerede Juve-mandskab.
Jeg ringer til Besa og hører, om han har tid til at mødes til en snak om Barça. Jeg kender ham fra tidligere interviews, og han beder mig komme forbi redaktionen på Calle Caspe, få skridt fra Plaza Catalunya i byens centrum. Da jeg møder ham, er han tydeligt presset af dagens deadlines. ”Jeg har kun ti minutter til at snakke!”, råber han, nærmest før jeg er kommet ind. Jeg lover ham, at vi kan gøre det kort.
En time senere taler han stadig. Vi sidder i et lille lukket kontor ved siden af det store redaktionslokale, men alle på redaktionen må have fået hele historien med. Besa er blevet revet med af sin egen talestrøm, han taler højt og rungende og akkompagnerer fortællingen med hidsige fagter og knytnæveslag i bordet.
”Jeg kan ikke genkende det Barça, jeg kendte. De har mistet tempoet i boldcirkulationen. Tidligere kunne de køre bolden rundt – og samtidig være farlige. De har mistet den centimeter og det splitsekund, der gør hele forskellen. Det har gjort dem til et anderledes hold. Et ordinært og middelmådigt hold, som kun bæres oppe af enkeltmandspræstationer og Messis genialitet.”
Det er ikke fordi, det har skortet på trofæer i Luis Enriques regeringstid. I de to første sæsoner blev det til to mesterskaber og en Champions League-triumf, men spillemæssigt har Barça ifølge Besa solgt ud. Med omstillingen til et tremandsangreb, hvor Messi fik selskab af Neymar og Suárez, mistede midtbanen sin hovedrolle, og dermed blev essensen i Cruyff og Guardiolas fodboldfilosofi ofret. Samtidig er klubben holdt op med at tro på talentakademiet La Masía og sælger de hjemmedyrkede spillere i stedet for at rykke dem op på førsteholdet. La Masía, der under Guardiola var storleverandør af spillere til førsteholdet, er ikke længere en del af den fodboldmæssige strategi, og derfor er Barça også holdt op med at være Barça.
”Cruyff og Guardiola fik Barça til at fungere som et musikorkester. Alle i La Masía lærer den samme musik, den samme nodelære, alle lærer at intonere på samme måde. Og når de spiller sammen, er det som en jazzkoncert: Messi er den store solist, og jo bedre orkestret spiller sammen, jo bedre de forstår det fælles tonesprog, jo mere kan solisten stråle. Den instrumentelle del er blevet udvandet, og Barça i dag har mere og mere fokus på solister.”
Ifølge Besa tænker klubbens ledelse mere på business end på fodboldmæssig bæredygtighed. Mens den tidligere præsident Joan Laporta var overbevist cruyffist, er den nuværende præsident Josep Maria Bartomeu helt uinteresseret i den fodboldmæssige identitet og klubbens ideologiske arvegods.
”Ledelsen driver Barça på samme måde som var det en supermarkedskæde eller et færgerute eller en lufthavn. Ikke fordi de brænder for det eller ånder og lever for det eller har nogen som helst passion for det”, hvæser Besa og harcelerer videre over ledelsens dispositioner.
”Hvorfor foretrækker du Andre Gomes frem for Samper? Hvorfor vælge en spiller udefra i stedet for en, som er vokset op med systemet? Den nuværende ledelse promoverer en køb og salg-kultur og ikke en fodboldkultur. De tror dybest set ikke på, at det handler om spillestil, men derimod om spillere. For dem er Cruyff en lidt irriterende type, og de tror, at hans filosofi vil uddø med denne generation af spillere, at det aldrig ville kunne ske med andre spillere. De tror at det afgørende var spillerne og ikke ideen om spillet – det er for mig den store fejltagelse, som denne ledelse begår. Barça har mistet storheden, ambitionen, poesien, alt det, der gjorde dem unikke. Det er blevet et rent business-projekt - en fantastisk marketingsmaskine, men en middelmådig klub. Hvis du ikke værner om fortællingen, om de usynlige værdier, er du død. For der vil altid være en russer eller en araber med flere penge. Din fodboldfabrik, din filosofi er din valuta.”
Heller ikke klubbens medlemmer går skyld forbi. Ifølge Besa bærer de et medansvar for udviklingen ved at blive væk fra stadion og i stedet sælge deres billetter videre til turister.
”Tidligere var Camp Nou et sted hvor los socios, klubbens medlemmer, gav udtryk for deres vrede og utilfredshed og protesterede mod præsidenten med hvide tørklæder. I dag er der ingen, der protesterer. Til mange kampe dette år har der været flere turister end lokale fans på stadion. De kommer for at se et show, de tager ikke del i den sociale bevægelse, som Barça altid har været.”
Besa bliver omsider klar over, at den afsatte tid til interviewet er gået op til flere gange. Han rejser sig op med et ryk og gør mine til, at han har sagt, hvad han havde på hjerte.
”Men hvad ved jeg om noget som helst? Jeg er jo bare en forbandet journalist!”, råber han, mens han følger mig ud gennem redaktionslokalet, hvor de unge journalister kigger forundret op fra deres skærme.
Jeg kommer ud i den skarpe forårsluft og bevæger mig gennem menneskemylderet på Plaza Catalunya. Det er ikke kun på Camp Nou, at turisternes tilstedeværelse er markant. Byen har gennem de seneste år oplevet en eksplosiv stigning i antallet af turister, og for mange lokale beboere er mætningspunktet for længst nået. Spekulation i turistudlejning har fået priserne på lejligheder til at stige voldsomt, og almindelige mennesker bliver tvunget til at flytte ud af centrum. Modstanderne af masseturismen frygter, at byen vil ende som en forlystelsespark, og den autenticitet, den kulturelle særegenhed, som turisterne kommer for at opleve, vil blive skyllet ud med badevandet.
Jeg tænker på Besas dystre profetier for Barça, mens jeg går op ad den elegante shopping-gade Passeig de Gràcia. Er klubben ved at blive et kommercielt produkt uden klangbund i det omgivende samfund? Er Barça stadig ”mes que un club” - og hvad betyder det egentlig i dag?
Jeg stiller spørgsmålet til David Carabén Vandermeer, som er fodboldklummeskribent for avisen La Vanguardia. Han er også forsanger i det catalanske indie-band Mishima, og da jeg ankommer til cafeen, hvor vi skal mødes, er han netop ved at afslutte et interview om bandets nye album. Kalenderen, har han fortalt mig, er fyldt til bristepunktet, men Barça kan han altid finde tid til at snakke om. Han er glødende fan af klubben, som han på det nærmeste har fået ind med modermælken. Hans far, Armand Carabén, førte forhandlingerne med Ajax om at købe Johan Cruyff , og hans forældre blev efterfølgende nære venner med Cruyff-parret, mens den unge David blev bedste venner med Jordi Cruyff.
For Carabén er klubben en kulturinstitution, der samler den catalanske befolkning.
”Da jeg var barn tog min far mig med på stadion. Camp Nou er et fantastisk billede på det samfund, vi er en del af. Vores sentimentalisme, vores tilbøjelighed til stærke følelser. Det irrationelle og lidt absurde krav om, at holdet skal spille godt – det er ikke nok at vinde. Måske er det fordi vi har tabt så mange krige, at vi foretrækker at spille godt, frem for noget andet. På mange måder kan fodbolden være en genvej til forståelse af større ting. Catalonien har aldrig haft en stat, og Barça er et spejl på det catalanske samfund med alle dets modsætninger, dets længsler, dets problemer, dets drømme om storhed og dets manglende evne til at forvandle nationen til en stat.”
Carabén taler om fodbold, som var det livet selv, det handlede om. I sin seneste klumme har han skrevet Barça ind i Den Tibetanske Dødebog, Bardo Tödröl, og i løbet af vores samtale kommer han både omkring David Lynch og postmoderne historiefortælling. Hans tilgang til fænomenet vækker mindelser om den store catalanske forfatter Manuel Vázquez Montalbán, som brugte fodbolden til at beskrive det samfund og den kultur, han var omgivet af. Det var Montalbán, der under Francos diktatur formulerede den berømte idé om Barça som ”Cataloniens våbenløse hær”, der gennem fodbolden forsvarer catalanerne mod overgreb fra centralmagten i Madrid.
I dag er Franco for længst død, demokratiet er genindført, og Catalonien har fået udstrakt regionalt selvstyre. Men Barça er stadig et symbol på den modvilje, mange catalanere føler ved at være en del af Spanien. Under hjemmekampene på Camp Nou er der fyldt med uafhængighedsflag, og præcis 17 minutter og 14 sekunder inde i hver kamp lyder råbet ”Independencia” fra tribunerne – en reference til årstallet 1714, hvor Barcelona faldt i den spanske arvefølgekrig og Catalonien blev underlagt centralstyring fra Madrid.
For Carabén er Barça ”més que in club”, fordi klubben har en funktion i samfundet, der går langt videre end det rent fodboldmæssige.
” Barça transmitterer værdier på mange planer, både socialt, politisk og kulturelt. Det er i virkeligheden tættere på en livsfilosofi. Den catalanske befolkning er sammensat af mennesker fra mange forskellige steder, og klubben er den perfekte metafor for samfundet – en åben og inkluderende institution, som symboliserer frihed, demokrati og solidaritet.”
Jeg spørger, hvordan det hænger sammen med denne fortælling, at en klub, som har kæmpet mod et undertrykkende diktatur i dag lader sig sponsorere af diktaturstaten Qatar. Carabéns ansigt formørkes, og øjnene lyner inde bag brillerne.
”Qatar er en kæmpe selvmodsigelse, en skandale. Jeg har kritiseret det fra starten. Unicef var et genialt symbol. Men det er en demokratisk klub, og det er ikke altid de gode, der vinder demokratiske valg. Der har altid været heftige debatter internt i klubben. Det er heller ikke alle, der foretrækker at spille godt frem for at vinde.”
Carabén er ligesom Besa overbevist cruyffist, og han begræder den spillemæssige slingrekurs. I sin klumme om den tibetanske dødebog placerer han Barça i et ingenmandsland mellem de levende og de døde, og han frygter, at den gyldne epoke er forbi. Men han minder sig selv om, at sejrsstimen har været en historisk anormalitet. Barça har historisk set været et taberhold, og klubbens fans var bundet sammen i en nederlagsmyte om ydre fjender og usynlige fællesskaber. Den nuværende periode med trofæer på samlebånd har i virkeligheden været én lang undtagelsestilstand.
”Vi har vundet så meget, vi har haft så mange store øjeblikke med klubben gennem de sidste 10 år. Det største, der nogensinde er sket i Barça. Vi har længe spurgt os selv: Hvor lang tid kan det fortsætte?”
Efter mødet med Carabén finder jeg Mishima i telefonens musikbibliotek og lader musikken ledsage min videre færd gennem byen. De sprøde guitarer og den let vemodige tone fletter sig sammen med stemningen i byen og det mistrøstige forårsvejr. En kølig blæst står ind fra bjergene, og solen kigger kun modvilligt frem bag de drivende skyer på den blege forårshimmel.
Hvor længe kan det fortsætte? Jeg funderer over spørgsmålet, mens jeg går væk fra byens centrum og ud mod den brede Avinguda Diagonal, der skærer sig skråt igennem byens kvadratiske gadenet. En time senere er jeg nået til bydelen Les Corts, hvor store beboelseskarrerer flankerer de træklædte boulevarder. Midt inde i dette kvarter ligger Barças legendariske hjemmebane Camp Nou.
”Welcome to the Camp Nou. History happens here”.
Ordene står skrevet med store typer på den kæmpemæssige plakat, der byder velkommen til besøgscentret ved siden af stadion. Under teksten sidder Lionel Messi i guldstol omgivet af jublende fans med næven knyttet i en sejrsgestus mod den sorte nattehimmel, som hviler over de fyldte tribuner.
Der er fyldt med mennesker foran klubmuseet. De fleste er turister i større eller mindre grupper udstyret med guidebøger og vandflasker og iklædt shorts, selvom vejret er alt andet end sommerligt. Om alle de besøgende er Barça-fans, er tvivlsomt, og mange er måske ikke engang interesseret i fodbold. Men de lader alle til at vide, at noget stort er på færde på dette sted. FC Barcelonas marketingsmaskine kører for fulde omdrejninger disse år, og
El Camp Nou Experience er blevet en turistattraktion på linje med de største kulturjuveler i den catalanske metropol. Sidste år løste næsten 2 millioner personer billet til oplevelsen, som både inkluderer et besøg på klubmuseet og en guidet tur på stadion. Når turen er overstået, kan man shoppe amok i den tilhørende megastore, som byder på Barça-merchandise i tre etager. Her kan alle blive en del af historien – i hvert fald hvis de køber en spilledragt i det nyeste design med Messi eller Neymar trykt på ryggen.
Få skridt fra besøgscentret ligger Camp Nou som en stor, tavs kolos, der rejser sig højt over gadeplan med Tibidabo-bjerget i baggrunden. Her har det ligget siden 1957, og inde bag de slidte betonfacader har generationer af culés delt utallige stunder af sorg og glæde, skuffelse og begejstring, vrede og eufori. Her scorede datidens superstjerne László Kubala mål på samlebånd, og her lagde Diego Maradona grunden for sin legende, inden han blev solgt videre til Napoli. Her tryllebandt Johan Cruyffs Dream Team i starten af halvfemserne en hel verden, og her blødte den storsmilende Ronaldinho i 00’erne de kuldslåede catalanske fodboldhjerter op med sin uovertrufne driblekunst. Og her dukkede den gådefulde Guardiola pludselig op fra kulissen og forenede med Xavi som spilfordeler og Messi som uskyldsren skarpretter Cruyffs vision om det smukke spil med internationale trofæer fra øverste hylde.
Jeg går en tur rundt om stadion, og jeg fornemmer, hvordan tidens tand har gnavet sig ind i det legendariske byggeri. Der er stadig umiskendelig storhed over Camp Nou, men træthedstegnene springer i øjnene. Camp Nou er et stadion fra en anden tid, og det mangler mange af de faciliteter og den komfort, som de fleste store fodboldarenaer har i dag. I sin samtid var det et arkitektonisk mesterværk, skabt af den catalanske arkitekt Fransesc Mitjans. Større, flottere og mere imponerende end noget andet stadion. Det blev bygget som erstatning for det gamle stadion, Camp de Les Corts, der trods kapacitet til 60.000 tilskuere var blevet for lille til den voksende tilhængerskare, der ville se Kubala spille. Det nye stadion med plads til over 90.000 tilskuere blev officielt navngivet Estadi del FC Barcelona, men alle kaldte det bare Camp Nou – den nye bane – og det navn blev hængende.
Snart bliver det nye stadion igen det gamle. Klubben har efter årelange spekulationer og diskussioner endelig besluttet at igangsætte byggeriet af en erstatning for det udtjente Camp Nou. Når sæsonen slutter, går klubben i gang med at opføre Nou Camp Nou – et monumentalt ombygningsprojekt, der skal omdanne det nuværende stadion til en moderne fodboldarena med tårnhøjt arkitektonisk ambitionsniveau. Nou Camp Nou bliver et spektakulært byggeri med plads til 105.000 tilskuere og et opsigtsvækkende design med store åbne plateauer, der smyger sig om stadions yderside som lette, svævende strukturer. Den japanske tegnestue Nikken Sekkei har sammen med catalanske Pascual i Ausió Arquitectes trukket stregerne til byggeriet, der forventes at vare i fem år.
På den ledsagende præsentationsfilm fortæller en højstemt voice over om den dybere mening med byggeriet:
”At være Barça-fan er det bedste, der findes”, lyder det, mens 3D-animationen fører seeren ind over det nye stadionkompleks.
”Det er så speciel en følelse, at det fortjener et nyt stadion, som kan rumme al den passion… Et stadion, der åbner sig op mod alle, mod byen og mod verden… Et stadion, som får plads til mere end 100.000 tilhængere, der bærer klodens mest beundrede hold i deres hjerter. Hvor Barça-passionen vil runge højere end nogensinde før. Dette er stedet, hvor vi vil fortsætte med at skabe historie. Det er her vi vil fortsætte med at lade hele verden drømme”.
Filmen maler med den brede pensel, og der er skruet helt op for den episke patos. Men der er også en mislyd i fortællingen, en følelse af marketingssnak, som er gået for vidt. Er historien om Barça virkelig så rosenrød, som den fremstilles her? Bliver dette enestående stadion mon rammen om et lige så enestående fodboldhold? Skal man tro Ramon Besa, vil det kræve et markant kursskifte fra den nuværende ledelse, hvis klubbens identitet og værdisæt skal bevares.
Om aftenen lægger jeg vejen forbi min lokale fodboldbar El Poblet, hvor den gamle bartender Josep langer vermut og fadøl ud til stamgæsterne fra nærområdet. Poblet ligger få skridt fra La Sagrada Familia, men turisterne styrer uden om den lidt skramlede bar, der ligner et levn fra en anden tid. Her kan man stadig få en lille flig af det Barcelona, der fandtes, før turisterne bemægtigede sig byen, og her bliver Barça-passionen udlevet med tobakshæse stemmer uden floromvundne vendinger.
Om det nye Camp Nou kommer til at danne ramme om en ny storhedstid for Barça, vil tiden vise. Uanset hvad vil klubbens hjemmebane blive forvandlet til en byggeplads de næste fem år, og spørgsmålet er, om det vil gå på samme måde med holdet. Om Barça vil værne om arven fra Cruyff og sætte La Masía tilbage i centrum, er alt andet end sikkert. Men marketingsmaskinen vil med sikkerhed fortsætte ufortrødent med at sælge fortællingen om ”den mest beundrede klub i verden”.
