← Back to portfolio

Barcelona græder over sine døde

Published on

Den catalanske hovedstad undgik på et hængende hår, hvad der kunne være blevet det blodigste angreb i Europas nyere historie. Rapport i Weekendavisen fra en by, som græder over sine døde, mens gamle fronter bliver tegnet op på ny.

Få steder i Spanien har så magnetisk en tiltrækning på turister som La Sagrada Familia i Barcelona. Flere end 4,5 millioner mennesker besøger hvert år Gaudís besynderlige kirke, som rejser sig højt og himmelstræbende over bydelen Eixample med sine snørklede tårne og vilde visioner, hvis lige ikke findes noget sted i verden.

Sidste uges terrorangreb i Catalonien, der kostede 15 menneskeliv, har sat den ikoniske kirke i et nyt og foruroligende lys. For hvad var endemålet med alt det sprængstof, terroristerne havde opmagasineret i deres hemmelige hovedkvarter? Hvad ville der være sket, hvis ikke hele lageret ved et uheld var røget i luften natten før sidste torsdags attentat?
 
Ingen kan endnu sige det med sikkerhed, men efter alt at dømme kunne angrebet have fået et langt mere blodigt og rædselsvækkende udfald. Meget tyder på, at dødskørslen på Ramblaen og den fejlslagne bersærkergang i kystbyen Cambrils i virkeligheden kun var terroristernes plan B og C.
 
Ifølge flere spanske medier var terroristernes oprindelige plan at bombe netop La Sagrada Familia og andre emblematiske steder i Barcelona, sandsynligvis med hundredvis af døde til følge. De specifikke mål for den oprindelige aktion er endnu ikke bekræftet, men de foreløbige afhøringer af de overlevende terrorister understøtter, at gruppen planlagde et større bombeangreb mod »monumenter og kirker« i Barcelona.
 
I cellens hovedkvarter ved byen Alcanar i det sydlige Catalonien har politiet fundet flere end 100 gasflasker samt ingredienserne til produktion af IS’ foretrukne sprængstof, det berygtede TATP, også kendt som »Satans Mor«. Her har gruppen gennem måneder i hemmelighed drevet en regulær bombefabrik og produceret eksplosiver med potentiale til at forårsage kolossale ødelæggelser. Plan A var angiveligt at montere bomberne i varevogne, som skulle bringes til sprængning ved de udvalgte mål i Barcelona.
 
Men noget gik galt. Natten før det planlagte angreb fik en kæmpemæssig eksplosion huset i Alcanar til at styrte i grus, og to af gruppens medlemmer blev begravet under murbrokkerne. Med bomberne ude af billedet fik de resterende medlemmer af cellen travlt med at gennemføre, hvad de kunne nå, inden politiet kom på sporet af dem.
 
Den følgende eftermiddag pløjede en hvid varevogn gennem menneskemængden på Ramblaen i Barcelona. Vognen nåede at køre 800 meter i høj fart gennem den tætbefærdede gågade og efterlod sig et makabert spor af lemlæstede kroppe, blod, skrig, kaos og forfærdelse. Med 13 dræbte og flere end 100 sårede fik Barcelona sit eget tragiske kapitel i jihadisternes dødebog over terroraktioner i vestlige storbyer.
 


Dagen derpå marcherede byens borgere i fælles flok gennem den blodplettede gade. »No tinc por« - »jeg er ikke bange« - lød det taktfaste råb fra 100.000 mennesker, der lod følelser og tårer få frit løb under den stegende augustsol. På denne gade, som digteren Federico García Lorca i en anden tid kaldte »den gladeste gade i verden«, nægtede Barcelonas borgere at give efter for frygten.
 
 
Rekruttering af mindreårige
Midt i sorgen og sammenholdet rejste sig også en række ubehagelige spørgsmål. Hvordan kunne en terrorcelle med mindst 12 medlemmer i ubemærkethed få lov til at etablere en bombefabrik midt i Catalonien og planlægge en udåd, der kunne være blandt de blodigste i Europas nyere historie? Har efterretningstjenesten mistet evnen til at beskytte sine borgere efter at have holdt Spanien fri for islamistisk terror i mere end 13 år?
 
 
Om myndighederne har svigtet i forløbet er endnu for tidligt at sige. Den foreløbige efterforskning tegner konturerne af en terrorcelle, som er gået usædvanligt stille med dørene. Hjernen bag cellen var ifølge politiet den 45-årige imam Abdelbaki Es Satty, som efter en afsonet fængselsdom for to år siden bosatte sig i Ripoll, en lille, søvnig by ved Pyrenæernes fod med godt 10.000 indbyggere. Her har det muslimske mindretal i årevis sameksisteret fredeligt med den catalanske lokalbefolkning.
 
 
Herfra startede han rekrutteringen af medlemmer til terrorcellen blandt byens helt unge mænd – heraf flere mindreårige. Ingen af de unge stod opført på politiets overvågningslister, de var velintegrerede i lokalsamfundet, og hverken familier eller venner havde tilsyneladende opdaget, at noget var i gære. I adskillige måneder mødtes de i hemmelighed i Es Sattys varevogn, og sideløbende hermed opbyggede de bombelaboratoriet i Alcanar.
 
 
Siden angrebet har det catalonske politi arbejdet intenst på at kortlægge cellens sammensætning og organisation. Fire er anholdt, og otte er døde – heriblandt imamen Abdelbaki Es Satty, som blev dræbt under eksplosionen i bombehuset i Alcanar. Manden bag dødskørslen på Ramblaen, den 22-årige Younes Abouyaaqoub, flygtede fra gerningsstedet, men blev fire dage senere skudt og dræbt af politistyrker i vinmarkerne uden for byen Sant Sadurni d’Anoia.
 
 
Mens politiet lægger de sidste brikker i det tragiske puslespil, er livet i Barcelona så småt ved at vende tilbage til det normale. På Ramblaen flokkes turister om improviserede mindesmærker, hvor stearinlys, blomster og breve til de dræbte danner små vemodige øer midt i den travle mennestrøm. Byens tårer er endnu ikke tørre, men hverdagen og de sorgløse turister visker langsomt tragedien ud.
 
 
Separatismen består
Sidste uges angreb satte også sit tydelige aftryk på de spændte relationer mellem Catalonien og den spanske centralmagt. Under fredagens mindehøjtidelighed på Plaça de Catalunya stod Spaniens premierminister, Mariano Rajoy, skulder ved skulder med sin politiske ærkefjende, Cataloniens regionspræsident Carles Puigdemont. Da stilheden i et uendeligt minut sænkede sig over menneskemængden, føltes det, som om vi alle var forenet i et fælles projekt.
 
 
Men kløften mellem de catalonske separatister og den spanske centralmagt er dyb, og ligesom byens liv vender også det politiske spil tilbage til de gængse former.
Carles Puigdemont slog allerede fredag fast, at terrorangrebet ikke ændrer ved hans plan om at gennemføre folkeafstemningen om catalonsk uafhængighed den 1.oktober, en afstemning, den spanske regering har erklæret ulovlig. Og snart begyndte det separatistiske spørgsmål at blande sig i de officielle udmeldinger.
 
 
Således insisterede den catalonske regering til stor forargelse for flere spanske politikere på at skelne mellem »catalonske« og »spanske« ofre for angrebet. Og da den spanske indenrigsminister Juan Ignacio Zoido lørdag fortalte medierne, at terrorcellen var »totalt opløst«, gik hans catalonske modpart, Joaquin Forn, ud og modsagde udmeldingen. Ingen skulle tro, at Catalonien ikke havde sin egen stemme i den sag.
 
 
Den manglende koordinering i politisamarbejdet mellem de spanske og catalonske myndigheder har i den forløbne uge fået alarmklokkerne til at ringe. Sammen med Baskerlandet er Catalonien den eneste spanske region med eget politikorps, men modsat baskerne har catalonierne ikke fået adgang til de vigtige informationer i Europols databaser – angiveligt på grund af Madrids mistillid til den catalonske regionsregering.
Og meget tyder på, at samarbejdet mellem de spanske og catalonske sikkerhedsstyrker på flere planer har været mangelfuldt. Det mener i hvert fald to fagforeninger fra de statslige politikorps, som tirsdag anklagede »politiske spørgsmål« for at have besværet politiindsatsen og »bragt befolkningens sikkerhed i fare«. De påpegede blandt andet, at det spanske politi længe havde kendt til imamens radikale forbindelser, og at den spanske civilgarde blev forhindret adgang til bombehuset i Alcanar efter eksplosionen onsdag aften, hvilket forsinkede pågribelsen af cellens resterende medlemmer.
 
 
Disse og mange andre spekulationer vil givetvis fortsætte i de kommende uger og måneder, mens chokket over angrebet langsomt fortager sig. Trods sammenholdet i tragedien vil terrorangrebet næppe hele sårene i samlivet mellem Catalonien og den spanske centralmagt. Det catalonske separatisttog er for længst kørt fra perron og har fast kurs mod kollisionen med den spanske forfatning den 1.oktober. Det bliver med sorgen og tristessen som rejsekammerater, men destinationen er den samme. Den kan hverken ændres af dødskørslen på Ramblaen eller af søndagens bevægende mindegudstjeneste i La Sagrada Familia, hvor Puigdemont og Rajoy, stående under Gaudís himmelstræbende hvælvinger, med sammenbidte miner modtog budskabet om fred fra ærkebiskoppen af Barcelona.