Catalansk reprise?
Situationen i Catalonien er langtfra normaliseret, og valget i næste uge kan være startskuddet til nye forsøg på løsrivelse – denne gang mindre konfrontationssøgende. Weekendavisen 15.12.2017.
»Catalonien skal tilbage til normaliteten«, lød budskabet fra Spaniens regeringschef Mariano Rajoy, da han i slutningen af oktober aktiverede paragraf 155 i den spanske forfatning, den såkaldte »atombombe«, og satte det catalanske selvstyre under administration. Det skete, efter at den regerende separatistbevægelse havde udråbt en selvstændig catalansk republik. Nu faldt den spanske hammer: Lokalregeringen blev afsat, politistyrkerne sat under spansk kommando, og der blev udskrevet nyvalg til det catalanske parlament.
I dag, knap to måneder senere, er situationen i den oprørske region langtfra normaliseret, og det er et alt andet end almindeligt regionsvalg, der venter de catalanske vælgere i næste uge. Flere ledende politikere er enten i fængsel eller på flugt, og valgkampen blev indledt af store demonstrationer med krav om løsladelse af »politiske fanger«. En betydelig del af det catalanske vælgerkorps betragter stadig den i Belgien eksilerede Carles Puigdemont som deres legitime præsident, og Oriol Junqueras, lederen af det største separatistparti, fører valgkamp fra en fængselscelle i Madrid.
Hvad værre er, set fra Rajoys stol, så står de separatistiske partier til at kunne genvinde deres flertal i det catalanske parlament. Dermed kan magten i Catalonien ende med at være tilbage på de samme hænder, som i oktober gik i frontal kollision med den spanske stat og kastede Spanien ud i den alvorligste forfatningskrise i årtier.
Det er altså ikke gået helt efter planen for Rajoy og hans bestræbelser på at stække den separatistiske mobilisering. Nok har der efter lokalregeringens afsættelse været relativt roligt i Catalonien, og de frygtede massedemonstrationer mod den statslige intervention er udeblevet. Men aktiveringen af paragraf 155 i forfatningen har ikke været den mirakelkur, der kunne få problemets kerne til at forsvinde.
Afstemning om selvstændighed
De forløbne måneder har snarere haft karakter af stilhed før storm, hvor parterne har samlet ny energi og kalibreret strategien efter den nye virkelighed. Uafhængighedsbevægelsen har taget valgudskrivelsen som en gylden mulighed for at fastslå den pointe, de ville bevise ved den omstridte folkeafstemning 1. oktober: At et flertal af catalanerne ønsker en fremtid i en selvstændig catalansk republik.
Af samme grund har uafhængighedsbevægelsen iscenesat regionsvalget som en de facto folkeafstemning for eller imod catalansk selvstændighed. En stemme på separatistblokken, lyder argumentet, er en stemme for uafhængighed og for en genoptagelse af den proces, der blev bremset, da den spanske stat i oktober overtog kontrollen med det catalanske selvstyre.
»Vi vil fortsætte med at implementere uafhængigheden og følge det demokratiske mandat, borgerne gav os den 1. oktober. Måske kommer det ikke til at gå helt så hurtigt, men vi fortsætter fremad,« lød det fra Roger Torrent fra det venstrerepublikanske separatistparti, ERC, i en tv-debat forleden.
Den afsatte regionspræsident Carles Puigdemont har en spansk arrestordre hængende over hovedet, men det har ikke afholdt ham fra at kandidere til præsidentposten. Fra sit eksil i Belgien slog han i en tv-tale forleden fast, at catalanerne ikke lader sig overbevise af »vold«, »løgne« og »undertrykkelse«, og at næste uges valg er en chance for at »genoprette demokratiet« i Catalonien.
Intet tyder således på, at Rajoys aktivering af paragraf 155 og fængslingerne af politikere og aktivister har fået separatistlederne til at nedtone retorikken synderligt. Men de samme ledere kan få mere end vanskeligt ved at omsætte retorikken til realpolitik, hvis de genvinder regeringsmagten på torsdag. Forfatningens paragraf 155 vil fortsat hænge som et Damoklessværd over regionen.
Ifølge politologen Jorge Galindo vil en valgsejr på torsdag tvinge separatisterne til at træffe et valg, som kan afgøre Cataloniens fremtid.
»Den spanske stat har gjort det tydeligt, at der er en pris at betale, hvis man trodser forfatningen og tager loven i egen hånd. Er separatisterne villige til at betale prisen? Det er det store spørgsmål, de skal tage stilling til«, fortæller Galindo til Weekendavisen.
Politisk analytiker Pere Rusiñol vurderer, at de seneste måneders sanktioner fra den spanske stat har påvirket separatisternes strategi. Han spår, at de vil forsøge at undgå nye, traumatiske frontalsammenstød, hvis de vinder valget.
»Det er tvivlsomt, om separatisterne vil fare frem med en ny uafhængighedserklæring, hvis de får flertal. Jeg tror, de i stedet vil bruge magtpositionen til at forsøge at gennemtrumfe en forhandlingsløsning med den spanske stat og insistere på at spille en hovedrolle i en politisk løsning af konflikten«, siger Rusiñol til Weekendavisen.
Dødt løb?
Den ultimative triumf for uafhængighedsbevægelsen vil være en folkeafstemning om uafhængighed med den spanske stats velsignelse – et ønske, som deles af tre ud af fire catalanere. Det vil imidlertid kræve mere end et julemirakel at få Mariano Rajoy til at sætte en sådan på dagsordenen – han har gentagne gange fastslået, at Spanien er udeleligt, og at den spanske forfatning ikke tillader den slags territoriale eksperimenter.
I mangel af bedre må catalanerne nøjes med regionsvalget på torsdag som indikator på, hvor stor en del af befolkningen, der ønsker løsrivelse fra Spanien. De foreløbige prognoser viser næsten dødt løb mellem de to store blokke, der tegner sig på hver side af løsrivelseslinjen. Valgeksperter spår en historisk høj deltagelse, som især forventes at komme de pro-spanske, »forfatningstro« partier til gode. Disse omfatter Mariano Rajoys konservative PP, det catalanske socialistparti PSC og det borgerlige centrumsparti Ciutadans, der står til at blive valgets helt store sejrherre. Partiet har kørt sig i stilling som separatismens ultimative antistof, og den andalusiske advokat Inés Arrimadas er blevet den nye stærke kvinde i catalansk politik.
Om Arrimadas kan bruge sit forventede kanonvalg til at knuse den nationalistiske ærkefjende er imidlertid tvivlsomt. Det vil for det første kræve, at uafhængighedsblokken mister sit flertal og for det andet, at alle de øvrige partier bakker op om hende som ny regionspræsident. Og særligt det sidste er usandsynligt. En Comú Podem – den catalanske gren af venstrefløjspartiet Podemos – vil næppe hjælpe en borgerlig kandidat til magten, og da de heller ikke vil lægge deres æg i den separatistiske kurv, kan det hele ende i en situation, hvor ingen af de to blokke kan opnå flertal til at danne en regering.
På torsdag er det stemmesedlerne, der taler, og valgets udfald kan få vidtrækkende konsekvenser for både Cataloniens og Spaniens fremtid. Mariano Rajoy havde sat sin lid til, at valget ville sende de separatistiske partier ud i kulden og lade »forfatningstro« kræfter overtage de catalanske regeringskontorer. Men paragraf 155 har ikke virket som den ønskede modgift mod uafhængighedstrangen, og de catalanske vælgere kan heller ikke fjernstyres fra Madrid.
Efter alt at dømme vil valget på torsdag enten føre til et handlingslammet parlament uden bæredygtige flertal eller et separatistisk triumftog med potentiale til at fortsætte udfordringen af Spaniens territoriale enhed. Ingen af delene vil få julefreden til at sænke sig over den spanske regeringschef.
