Den indfangede oprører
Separatisme. Efter anholdelsen af den tidligere regionsleder Carles Puigdemont kan en tysk dommer få afgørende indflydelse på Cataloniens videre skæbne. Weekendavisen 28.03.2018
Den catalanske uafhængighedsbevægelse blev i weekenden tildelt to hårde slag. Det første ramte fredag, da den spanske undersøgelsesdommer Pablo Llarena rejste tiltale mod 25 separatistledere for deres medvirken i efterårets løsrivelsesforsøg – heraf blev 13 tiltalt for oprør, og de risikerer fængselsstraffe på op til 30 år. Fem af de tiltalte blev varetægtsfængslet med det samme, blandt dem Jordi Turull, som stod til at blive indsat som ny regionspræsident i Catalonien den følgende dag.
Det andet slag kom søndag på en tankstation i Schleswig-Holstein, hvor tysk politi anholdt den afsatte regionspræsident Carles Puigdemont, som har været på flugt fra de spanske myndigheder siden oktober og nu afventer udlevering til retsforfølgelse i Spanien.
Det kunne ved første øjekast ligne et teknisk knockout af de catalanske separatister, som længe har fremstået groggy og magtesløse over for presset fra den spanske stat, der satte regionen under administration i oktober. Men weekendens fængslinger synes at have forvandlet de sidste måneders rådvildhed til fornyet kampvilje hos de catalanske separatister.
Weekenden igennem var der store demonstrationer, og flere steder kom det til sammenstød mellem politi og demonstranter. Motorveje blev blokeret, regeringsbygninger omringet, og protesterne gav genlyd helt ind i Barcelonas opera Liceu søndag aften, hvor publikum efter forestillingen i stedet for at hylde de optrædende brød ud i taktfaste råb med krav om løsladelse af de fængslede politikere.
Dagen efter annoncerede formanden for det catalanske regionsparlament, Roger Torrent fra løsrivelsespartiet ERC, en ekstraordinær parlamentssamling onsdag, hvor man på ny vil drøfte en indsættelse af Puigdemont som regionspræsident in absentia. Den separatistiske blok opnåede et flertal ved valget i december, men forsøgene på at indsætte først Puigdemont og siden den fængslede Jordi Sánchez er hidtil blevet blokeret af de spanske domstole.
Det er imidlertid ikke kun separatisterne, der har reageret på det påbegyndte retsopgør. Den hårde kurs mod de politiske ledere har udløst en bekymring og vrede, der går langt ud over løsrivelsesbevægelsens rækker.
Xavier Domènech fra den catalanske gren af Podemos, som ikke går ind for løsrivelse, kritisererede undersøgelsesdommer Llarena for at forsøge at »fjerne« politiske ledere fra det offentlige liv ud fra en misforstået logik om »vindere og tabere«, som ikke hører hjemme i et demokrati.
Nok så opsigtsvækkende var det, at den tidligere regeringsleder og grand old man i det spanske socialistparti, Felipe González, som absolut ikke nærer separatistiske sympatier, allerede dagen inden fredagens fængslinger var ude og advare mod den hårdtslående kurs.
»Det handler ikke om at knuse separatisterne, men om at overbevise dem,« lød det fra González, som også kritiserede den stigende overdragelse af politiske anliggender til dommerstanden: »Hvis dommerne skal træffe politiske beslutninger, ender det med, at det er dem, der regerer landet.«
Hvad enten det er politisk eller juridisk motiveret, så har Pablo Llarena med sit anklageskrift fået jorden til at ryste under både Catalonien og den spanske hovedstad. Og intet tyder på, at han med sin strategi har gjort den spanske premierminister Mariano Rajoy nogen særlig stor tjeneste. Rajoy har længe forsøgt at bløde op i sin tone over for Catalonien for at tækkes det baskiske nationalistparti PNV, hvis stemmer er afgørende for at få vedtaget statsbudgettet for 2018. PNV har tætte bånd til de catalanske nationalister, og weekendens fængslinger kan meget vel få dem til at trække deres støtte i protest.
En europæisk affære
Det er imidlertid for sent at trække i land for Rajoy, som for længst har deponeret serveretten i den catalanske konflikt hos det juridiske apparat. Det er nu op til domstolene at efterprøve, om der er hold i Llarenas anklager.
Inden det kommer så vidt, venter der en afgørende mellemregning ved Schleswigs Oberlandesgericht, hvor en tysk dommer skal afgøre, om Puigdemont skal udleveres til retsforfølgelse i Spanien – og i givet fald for hvilke forbrydelser. Centralt står spørgsmålet, om den tyske dommer vil anerkende tiltalen for oprør, der i både den spanske og den tyske straffelov – i sidstnævnte er den formelle betegnelse »højforræderi« – forudsætter anvendelsen af vold. Llarena har i sit digre anklageskrift argumenteret udførligt for, at den bevægelse, Puigdemont stod i spidsen for, i sin essens var voldelig, trods fraværet af direkte fysisk vold. Om den tyske dommer lader sig overbevise af den fortolkning, kan få vidtrækkende konsekvenser for det forestående retsopgør i Spanien.
I bekræftende fald vil den spanske centralmagt vinde et vigtigt symbolsk slag ved at få rygdækning fra en dommer i Europas mest magtfulde land. Hvis det omvendt ender med et nej til udlevering eller en udlevering med forbehold, kan det give separatisterne en tiltrængt international sejr og ammunition til i fremtiden at lægge pres på Spanien gennem de europæiske domstole.
Uanset hvad står én ting fast: Med anholdelsen af Puigdemont i Tyskland er den catalanske konflikt definitivt ophørt med at være et rent spansk anliggende.
