Masser af succes
Portugal var økonomisk basket case for få år siden; nu er optimismen vendt tilbage til det iberiske land. António Costas venstrefløjsregering har tilsyneladende med held trodset den EU-dikterede sparepolitik. Reportage i Weekendavisen 02.02.2018.
Da portugiserne gik til stemmeurnerne i 2015, så det ud til, at landet var i færd med at synke ned i en lang, mørk vinter. Arbejdsløsheden var tårnhøj, de offentlige budgetter beskåret til ukendelighed, og de, der kunne, pakkede kufferten for at søge lykken i udlandet. Det var dystert og desperat, og kun turisterne festede sorgløst til fadoens sørgmodige toner.
I dag, mindre end tre år senere, er det et vidt forandret Portugal, der tager imod Weekendavisens udsendte. Lissabons berømte lys står lige så stærkt på himlen som altid, men det er, som om der er kommet et ekstra selvsikkert knejs i de smukke, farvede huse i byens centrum.
Med den socialistiske premierminister António Costa som ideologisk indpisker har landet gennemgået en opsigtsvækkende forvandling fra pryglet økonomi til selvsikker succeshistorie. Den portugisiske økonomi er i vækst for tredje år i træk, arbejdsløsheden er på et historisk lavpunkt, og budgetunderskuddet er det laveste i 40 år.
Det lignede ellers på mange måder en selvmordsmission, da António Costa overtog regeringsmagten efter valget i 2015. Den tidligere borgmester i Lissabon havde allieret sig med den yderste venstrefløj i parlamentet, og regeringsprogrammet mindede om en manual til løsning af cirklens kvadratur. Med den ene hånd ville han nedbringe landets graverende budgetunderskud, med den anden ville han uddele velfærd og tilbagerulle den trojka-dikterede sparepolitik, der var blevet ført af den afgående borgerlige regering siden 2011, hvor EU kom det kriseramte land til undsætning med en hjælpepakke på 78 milliarder euro.
Højrefløjen tog sig til hovedet og døbte hånligt regeringsprojektet geringonça – en betegnelse for en improviseret og dårligt bygget konstruktion med tvivlsom virkeevne. Og i Bruxelles hævede de europæiske ledere bekymrede øjenbryn ved udsigten til det venstreorienterede eksperiment, som udfordrede trojkaens dogmer om smalhals og nedskæringer som den eneste virksomme kur mod kriseramte økonomier.
I dag er de skeptiske røster forstummet. Geringonça er blevet det nye modeord i Portugal, og António Costa rider på en bølge af medgang. Der tales vidt og bredt om et økonomisk mirakel, og selv den borgerlige opposition indrømmer, at det da egentlig går meget godt.
Succesformlen
En af dem, som har støbt de økonomiske kugler, er den socialistiske vicefinansminister, Ricardo Mourinho Félix. Ifølge ham var der behov for radikal nytænkning, hvis landet skulle have en chance for at komme på fode igen.
»Vi var nødt til at finde et alternativ til den økonomiske politik, der blev ført af højrefløjen. Strategien var ikke bæredygtig; den skabte kun øget fattigdom og satte forbruget i stå. Vi så også, hvordan landet blev drænet for højtuddannet arbejdskraft på grund af de mange, der søgte til udlandet for at arbejde. Hvordan skulle vi kunne rejse os, når de eneste, der blev tilbage, var de gamle og de ufaglærte?« fortæller Mourinho til Weekendavisen.
Ricardo Mourinho er fætter til den succesrige portugisiske fodboldtræner José Mourinho – også kendt som The Special One . Den tidligere topøkonom i den portugisiske nationalbank har fået tilnavnet The Special Two , og han har da også allerede placeret sig centralt som økonomisk mirakelmand i den portugisiske regering. Han taler mere som en begejstret videnskabsmand end en politiker, og de økonomiske detaljer og finansielle termer skydes af sted som maskingeværsalver, når han skal forklare den succesformel, der har rusket op i den portugisiske økonomi.
Mourinho og hans kolleger har ikke ligget på den lade side, siden de indtog regeringskontorerne i november 2015. Den socialistiske regering har allerede tilbagerullet en lang række af de nedskæringer, som blev gennemført af den forrige regering.
De offentlige lønninger er blevet bragt tilbage til udgangspunktet, pensionerne er blevet hævet, minimumslønnen sat op, momsen sat ned, arbejdstiden reduceret, og der er givet skattelettelser til de laveste indkomster.
Finansieringen er blandt andet fundet gennem rationaliseringer i den offentlige sektor, øgede eksportindtægter og et markant boom i turistindustrien. Og balancen i regnestykket er så vellykket, at budgetunderskuddet er blevet løbende nedbragt i overensstemmelse med trojkaens krav.
Selvtilliden ramt
De positive resultater er landet på et tørt sted. I årevis har den økonomiske krise hængt som en mørk og kuldslået skygge over det portugisiske samfund. Efter mange år med galopperende budgetunderskud var landets økonomi tæt på at bryde helt sammen i forbindelse med gældskrisen i 2008, og prisen for redningspakken fra EU i 2011 var høj.
»Det var den mest alvorlige krise i 40 år, og der bredte sig en følelse af desperation i samfundet,« fortæller Patricia Lisa, politisk analytiker fra tænketanken Instituto Elcano.
»Det handlede ikke kun om, at folk blev fattigere. Det var lige så meget en identitetskrise, hvor også selvbilledet og selvtilliden blev ramt. Mange flyttede til udlandet, og stemningen blandt dem, der blev tilbage, var dyster og opgivende.«
I dag er selvtilliden vendt tilbage, og man mærker den som en understrøm af forsigtig optimisme, når man bevæger sig rundt i Lissabon. De grillede sardiner på de traditionelle tavernaer ledsages af hjertelige smil, og selv de gnavne taxichauffører har overskud til en positiv historie om den økonomiske genrejsning. I hipster-mekkaet LX Factory bobler den kreative virkelyst, og den fashionable Pink Street i Cais do Sodre-kvarteret er et overflødighedshorn af gourmetmad og dyre cocktails.
Lissabon er forvandlet fra kriseramt storby til et af Europas nye hotspots for turister, iværksættere og kreative bohemer. Og selv om turisternes stadigt mere massive tilstedeværelse i centrum medfører stigende kritik, så er de udenlandske besøgende langtfra alene om at nyde godt af det portugisiske opsving.
På den legendariske skaldyrsrestaurant Ramiro er lydniveauet tårnhøjt, og fade med østers, dampende venusmuslinger og gigantiske carabinero-rejer sejler gennem det tætpakkede lokale, mens tjenerne råber bestillingerne ud til køkkenet som revolverskud. Her er andelen af portugisiske gæster mærkbar og afspejler den tendens, som man kan observere over hele byen – at det ikke længere kun er turister, der sætter sig til rette ved de veldækkede borde i Lissabon, men at flere og flere lokale igen har penge mellem hænderne og lyst til at bruge dem på en god aften i byen.
Ved nabobordet sidder fire venner, som har delt et fuldvoksent måltid og nu er i gang med den afsluttende kaffe. De oplever alle, at stemningen i samfundet har ændret sig til det bedre de seneste år.
»Jeg mærker en tydelig forskel,« fortæller Diogo Fernandes, som arbejder med PR og marketing. »Folk er mere optimistiske, og flere og flere tror igen på, at ting kan lade sig gøre.«
Politik kan skabe forandring
At optimismen i samfundet er reel, kan sociologen André Freire fra Lissabons Universitet skrive under på. Han har løbende undersøgt befolkningens tillid til det politiske system og dens tro på fremtiden:
»Vi kan konstatere, at folk generelt er gladere og har mere tillid til de politiske ledere. Tilfredsheden med politikerne har i mange år ligget på et meget lille sted, og under den forrige regering oplevede mange, at politikerne bare skar vilkårligt ned og brød de løfter, de havde givet. Den brudte tillid er ved at blive genoprettet, og folk er igen begyndt at tro på, at politik rent faktisk kan skabe forandring i samfundet,« fortæller Freire.
Freire tager imod i sit hjem i arbejderbydelen Benfica, hvor uendelige rækker af nedslidte boligblokke leder tankerne hen på en østeuropæisk storby. Kun de insisterende pastelfarver på facaderne minder om, at vi stadig er i Lissabon. I kvarterer som disse bor mange af de mennesker, som har været hårdt ramt af krisen – arbejdere, pensionister og folk med beskedne offentlige lønninger.
André Freire er overbevist om, at regeringens politik har en reel effekt på disse menneskers livsvilkår.
»Arbejdsløsheden falder, lønninger stiger, og skatterne falder. Det er ikke gigantiske forbedringer, men de er der, og folk kan mærke dem. Særligt de offentligt ansatte, som var ekstra hårdt ramt under nedskæringspolitikken, har fået det bedre.«
Indtil videre er der da også ro på bagsmækken i den usædvanlige venstrefløjskonstellation, »la geringonça«, der står bag regeringen. Alliancen består udover Socialistpartiet af det antikapitalistiske BE – en portugisisk afart af spanske Podemos – og kommunistpartiet PCP, der aldrig tidligere har villet røre ved magten. Dette samarbejde er for mange iagttagere det sande mirakel i den portugisiske genrejsning.
»Venstrefløjen i Portugal har aldrig tidligere kunnet enes, og splittelsen mellem Socialistpartiet og det meget ortodokse kommunistparti går mere end 40 år tilbage. Derfor har socialisterne altid søgt ind mod midten, hvor de har lavet forlig med de borgerlige partier,« fortæller António Costa Pinto, som er politolog og forsker i politiske bevægelser ved Lissabons Universitet, til Weekendavisen.
Efter valget i 2015 blev partierne på den yderste venstrefløj placeret i et dilemma.
»Det blev klart for venstrefløjen, at de ikke kunne forsvare at lade højrefløjen blive siddende og fortsætte nedskæringspolitikken og de mange privatiseringer. Derfor antog de en mere pragmatisk tilgang og fandt ud af at komme socialisterne i møde. En alliance med Socialistpartiet var, da det kom til stykket, det mindste af to onder,« fortæller Pinto, inden han takker af for at modtage en studerende til vejledningssamtale.
Det er eksamenstid på universitetet, og fællesområder og læsesale er tæt belagt med studerende, der sidder bøjet over deres bøger og laptops. Vil disse unge mennesker komme ud til et samfund, der kan tilbyde attraktive muligheder for højtuddannet arbejdskraft? Det bliver en af de afgørende lakmusprøver for den socialistiske regering, som har sat sig for at bremse det brain drain, der støvsugede Portugal for specialister og akademikere under krisen.
At forveksle bedøvelsen med kuren
Det er ikke alle, der deler de optimistiske visioner. En af de mest markante kritikere af det socialistiske regeringsprojekt er den konservative økonom João Cesar das Neves:
»Det er sandt, at vi har set en vis økonomisk vækst, men den er ikke bæredygtig. Regeringen lukrerer på internationale konjunkturer og deler penge ud til politiske pressionsgrupper som pensionister og offentligt ansatte, men det er som at behandle en cancer og forveksle bedøvelsen med kuren: Smerten er væk, og så tror vi, at vi er blevet raske, men sygdommen er der stadigvæk. I stedet for at dele penge ud, burde alle ressourcerne kanaliseres til investeringer«, lyder vurderingen fra Neves, som var økonomisk rådgiver for den tidligere premierminister Aníbal Cavaco Silva i 1990erne og i dag underviser ved Lissabons Katolske Universitet.
Ifølge økonomiprofessoren har regeringen forsømt at adressere de dybereliggende strukturelle problemer i den portugisiske økonomi.
»Det største problem er, at økonomien ikke er produktiv. Vi har en af de dårligst uddannede arbejdsstyrker og er et af de mindst produktive lande i Europa – og produktiviteten er tilmed faldet under denne regering. Det er et kæmpeproblem, men ingen gør noget ved det. De strukturelle problemer er der stadig, og der skal ikke så meget til, før det hele eksploderer igen.«
Om der er en ny boble på vej i den portugisiske økonomi er for tidligt at sige. Indtil videre nyder den socialistiske regering betydelig folkelig opbakning, og det er de færreste, der deler Neves’ dystre forudsigelser.
Portugal rider på en bølge af succeser, og udover den bemærkelsesværdige økonomiske genrejsning har de seneste par år budt på masser af gevinster til den nationale selvtillidskonto: sensationelle guldmedaljer ved EM i fodbold 2016, sejr ved Eurovision året efter og prisen som »verdens bedste turistdestination« ved World Travel Awards i december. For et år siden blev den tidligere premierminister António Manuel de Oliveira Guterres ny generalsekretær for FN, og i december blev den nuværende finansminister Mario Centeno udpeget til ny chef for Eurogruppen – en symbolsk blåstempling af den portugisiske model.
Det er næsten et eventyr værdigt, og det var måske med en helt bevidst reference til H.C. Andersen, da premierminister António Costa i december gjorde status over sin regeringsførelse: »Vi er gået fra at være en grim ælling til at blive en strålende svane.
