Kasper Kloch

Det tavse oprør

En boykot mod tre af Marokkos største virksomheder har udviklet sig til en social og politisk bevægelse af uoverskueligt omfang, som ifølge iagttagere har fået større gennemslagskraft end Det Arabiske Forår i kongedømmet. Er forbrugerprotester fremtiden for aktivisme i regionen? Weekendavisen 20.07.2018

Man løber normalt ikke om hjørner med Abdellatif Hammouchi. Den magtfulde chef for Marokkos sikkerhedsapparat har ry for at slå effektivt ned på alle, der skaber problemer for Kong Mohammed VIs regering – hvad enten der er tale om terroraspiranter, sociale aktivister eller migranter på gennemrejse.

Nu har en tavs og usynlig protestbevægelse imidlertid fået jorden til at ryste under den marokkanske regering. Og denne gang må Abdellatif Hammouchi se magtesløs til, for der er ingen menneskemængder, man kan slå løs på, og ingen ledere, der kan anholdes.

Millioner af marokkanske forbrugere har siden april systematisk boykottet tre af landets største virksomheder, alle med tætte bånd til kongen og regeringen. Ingen ved, hvem der står bag kampagnen, der blev søsat på en anonym side på Facebook. Det oprindelige mål var at få sat prisen ned på mejeriprodukter, mineralvand og benzin, men kampagnen har siden udviklet sig til en vidtrækkende social protestbevægelse.

»Målet for denne boykot er at forene det marokkanske folk og tale med én stemme mod høje priser, fattigdom, arbejdsløshed, uretfærdighed, korruption og despoti,« kan man eksempelvis læse på et af de mange anonyme kampagnesites, som florerer på de sociale medier.

Forståelsen hos landets politiske og ­økonomiske magthavere var i begyndelsen til at overse. Finansminister Mohamed Busaid kaldte de boykottende for »fjolser«, og Adeil Benkirane, direktør for mejeriproducenten Centrale Danone, en af de boykottede virksomheder, kaldte dem for »landsforrædere«. Regeringstalsmand Mustapha Khalfi truede med at straffe de ansvarlige for at bruge kampagnen som »et redskab til at sprede falske nyheder og tilsværte landets omdømme«.

Regeringens håndtering af boykotten forstærkede kun vreden yderligere, og sportsstjerner og kulturpersonligheder begyndte at melde deres opbakning i takt med, at mediedækningen tog til. Snart fik kampagnens økonomiske konsekvenser alarmlamperne til at blinke på direktionsgange og aktiebørser. Central Danone meddelte i starten af juni, at virksomhedens salgstal var blevet halveret siden kampagnens start, og regeringen udsendte efterfølgende en officiel opfordring til »omgående« at indstille boykotten.

Angriber det økonomiske hjerte

Ifølge Max Gallien, politolog og ph.d.-stipendiat ved London School of Economics med speciale i Nordafrika, stiller kampagnen skarpt på nogle centrale problemstillinger i det marokkanske samfund.

»Boykotten rammer direkte ind i hjertet af Marokkos politiske økonomi. De selskaber, der bliver ramt, er både eksponenter for de urimeligt store prisstigninger på almindelige forbrugsvarer og den problematiske sammenblanding af politik og forretningsinteresser,« siger han til Weekendavisen.

De tre virksomheder har i årtier været markedsledende inden for hver deres sektor. Benzingiganten Afriquia, som har mere end 500 stationer i Marokko, er ejet af milliardæren Aziz Ajanuch, nær ven af kongen og siden 2007 landbrugs- og fiskeriminister. Mejerigruppen Centrale Danone er en filial under den franske gigant Danone og indgår i kong Mohammed VIs private aktieportefølje. Sidi Ali mineralvand ­produceres af familiekonsortiet Holmarcom Group, ledet af Miriem Bensalah-Chaqroun, som indtil for nylig var præsident for Marokkos arbejdsgiverorganisation CGEM.

Kampagnen er kulminationen på godt halvandet år med stigende uro og social indignation i Marokko. Der var ellers relativt fredeligt i landet i en lang periode efter Det Arabiske Forår i 2011, hvor folkelige protester ledte til moderate forfat­ningsreformer, og kongen afgav nogle af sine beføjelser til parlamentet. Men i oktober 2016 blev freden brudt, da store uroligheder brød ud i byen Al Hoceïma i den nordlige Rif-region.

Den lokale fiskehandler Mouhcine Fikri blev knust i en skraldebil, efter at politiet havde ­konfiskeret en ladning sværdfisk, som han ­prøvede at redde ved at hoppe op i affaldsbunken. Hændelsen udløste en bølge af demonstrationer over hele Marokko, og særligt i den fattige og forsømte Rif-region brød utilfredsheden med styret ud i lys lue.

Her organiserede den spontant opståede Hirak-bevægelse under ledelse af den arbejdsløse Naser Zafzafi månedlange demonstrationer med krav om investeringer og sociale tiltag. Lige indtil myndighederne slog kontra. Mere end 300 personer blev anholdt og retsforfulgt, og for få uger siden faldt der dom i sagen. 53 aktivister blev idømt lange fængselsstraffe, herunder Naser Zafzafi, som fik 20 års fængsel for »attentat mod statens sikkerhed«.

Et forbillede for regionen?

Den vrede mod statsmagten, som har givet næring til den aktuelle boykot, er blevet yderligere intensiveret efter dommen mod Zafzazi. Men modsat demonstrationerne i Rif kan kongen ikke bare ringe til Abdellatif Hammouchi og hans sikkerhedsstyrker for at få protesten stoppet. For hvordan griber man ind over for mennesker, hvis eneste brøde består i, at de er ophørt med at købe bestemte produkter?

Ifølge politologen Ahmed el Buz er boykottens gennemslagskraft endnu større end Det Arabiske Forårs, som i Marokko var organiseret af den såkaldte 20. februar-bevægelse.

»Der var et væld af forskelle og uenigheder internt i 20. februar-bevægelsen. Nu er alle enige om at støtte boykotten, fordi det er ensbetydende med at kæmpe mod den sociale ulighed og gøre op med sammenblandingen af politik og forretningsinteresser,« siger Ahmed el Buz til den spanske avis El País.

Indtil videre har protesten formået at ryste både det politiske establishment og de berørte virksomheder, som øjensynlig er begyndt at tage befolkningens klager mere alvorligt. Ministeren for generelle anliggender, Lahcen Daoudi, er blevet nødt til at træde tilbage, efter at han var kommet for skade at slutte sig til en anti-boykot-demonstration i centrum af Rabat. Og regeringen har for nylig annonceret løbende justering af benzinpriserne for at beskytte forbrugerne mod de overdrevne prisudsving, som har været dagens orden siden 2015, hvor sektoren blev liberaliseret.

Centrale Danone har lovet bod og bedring og forsikret de marokkanske forbrugere om, at virksomheden vil efterkomme borgernes krav om »fair og overkommelige priser«. Den franske gigants topchef Emmanuel Faber er rejst personligt til Marokko i forsøget på at begrænse kampagnens skadevirkninger, og virksomheden har anmodet om, at boykotten indstilles i ti uger, mens virksomheden implementerer den »nye prisstruktur«.

Boykotten som politisk kampform har før været anvendt i Nordafrika. Men ifølge Max Gallien er den aktuelle kampagne unik i både fokus og rækkevidde. Og han vurderer, at den både kan føre til konkrete resultater og påvirke samfundet på et dybere plan.

»På kort sigt vil det formentlig påvirke prissætningen på de pågældende produkter. Men på lidt længere sigt kan det ændre landets protestkultur og lede til en mere omfattende udfordring af Marokkos politiske økonomi, drevet frem af et civilsamfund i vækst,« siger han.

Ifølge Gallien er boykotten en særligt velegnet protestform inden for områder, hvor borgere har oplevet, at andre typer protester undertrykkes med vold. Han mener, at lignende bevægelser kan finde grobund i lande som Tunesien og Egypten. Man har allerede ladet sig inspirere i Saudi-Arabien, hvor prisstigninger på mælk i starten af juli udløste en forbrugerboykot mod mejerivirksomheden Almanrai. Få dage efter var Almanrai-aktien allerede faldet med flere procentpoint.

»Denne protestform giver almindelige borgere en reel og håndgribelig magt, som kan få udbredt anvendelse i fremtiden. Den kræver et minimum af organisatorisk struktur, og den minimerer risikoen for repressalier fra myndighederne,« siger Gallien.

Men fremgangsmåden har også sine begrænsninger, bemærker politologen. Det kan let føre til spændinger, hvis boykotten retter sig mod produkter fremstillet i det pågældende land og dermed rammer almindelige borgere i de berørte brancher på livsgrundlaget. Flere tusind ansatte i Centrale Danone gik i sidste måned på gaden i Rabat i moddemonstration mod kampagnen, efter at virksomheden havde reduceret mælkeindkøbet fra sine 120.000 marokkanske småproducenter med 30 procent og fyret mere end 800 medarbejdere.

Heri ligger ifølge Gallien en anden af protest­formens udfordringer. Den samme mangel på organisationsstruktur, der giver styrke til de anonyme masser, gør det svært at svare på kritik. Og den gør det tilsvarende vanskeligt at ­formulere fælles krav, at forhandle om forbedringer og i sidste instans at afslutte den. For hvem bestemmer egentlig, hvornår det rigtige øjeblik er kommet?

Det er der indtil videre ingen, der kan svare på. Det eneste, der er sikkert, er, at det ikke længere er Abdellatif Hammouchi og hans sikkerheds­apparat, der bestemmer, hvornår det er tid til at lukke og slukke for demonstrationen.