Storbritanniens iberiske forpost
Gibraltar, den britiske enklave i det sydlige Spanien, er pludselig blevet et ømt punkt i Brexit-forhandlingerne. Halvøens patriotiske lokalbefolkning frygter, at Madrid igen vil gøre krav på det territorium, man mistede for over 300 år siden. Reportage i Weekendavisen.
Som han står der i sit blå jakkesæt med hvid skjorte og rødt slips ser det næsten ud, som om Joseph García er taget på arbejde iført Union Jack. Og som vicestatsminister i Gibraltar holder den lille, vævre mand da også dagligt den britiske fane højt i det diplomatiske uvejr, som har ramt enklaven i kølvandet på Brexit-forhandlingerne mellem EU og Storbritannien.
Kort før årsskiftet fik Spanien tildelt vetoret over alle fremtidige Brexit-aftaler, der vedrører Gibraltar, så enhver aftale mellem Storbritannien og EU kun vil gælde for Gibraltar, hvis der indgås en særskilt aftale mellem Spanien og Storbritannien. I det lille klippeland på sydspidsen af den iberiske halvø frygter mange, at spanierne vil forsøge at udnytte situationen til at genoplive deres gamle krav på territoriet.
»Det spanske veto er uhyrligt og fuldstændig uacceptabelt. Vi er villige til at gå så langt, det skal være, for at forsvare vores interesser, og vi vil indklage det spanske veto for EU-Domstolen, hvis de gør alvor af at bruge det,« siger García til Weekendavisen i regeringsbygningen midt i Gibraltar by. Han er tydeligt ophidset, men han opretholder en høflig attitude og kontrolleret stemmeføring.
Spanien har aldrig opgivet sit hævd på territoriet, der blev erobret af Storbritannien i 1704 under den spanske arvefølgekrig og officielt overdraget til briterne ved fredsslutningen i Utrecht i 1713. Den spanske regering har længe ønsket at genoptage de kuldsejlede forhandlinger fra 2002, hvor Madrid og London forsøgte at indgå en aftale om delt suverænitet over halvøen. Det udløste en storm af indignation i Gibraltar, hvor knap 99 procent af befolkningen ved en selvbestaltet, vejledende folkeafstemning stemte nej til at blive spanske.
De 32.000 indbyggere i enklaven er nu blevet fanget i endnu en storpolitisk brydekamp, som udspiller sig mellem EU, Storbritannien og Spanien. Den britiske premierminister Theresa May lovede for nylig, at ingen aftale vil blive indgået, hvis den ikke inkluderer Gibraltar – men med det spanske vetokrav, som blev bakket op af samtlige 27 medlemslande i EU, har Madrid fået afgørende indflydelse på Gibraltars videre skæbne.
En engelsk provinsby i Spanien
Joseph García er oprørt over aftalen, som i praksis giver Spanien beføjelser til at lukke Gibraltar ude af det indre marked og toldunionen i overgangsperioden efter Brexit, selvom resten af Storbritannien fortsat kan have adgang. Han kalder udviklingen et »slag i ansigtet«, og han er dybt skuffet over, at EU har godkendt denne form for »diskriminering« af et område, hvor 96 procent af befolkningen stemte for at blive i EU. Han afviser kategorisk enhver tale om suverænitetsafgivelse som led i en kommende forhandlingsløsning.
»Tanken om at blive en del af Spanien er absurd og fuldstændig uantagelig for os. Vi har været en del af Storbritannien i mere end 300 år, og vi anerkender ikke, at Gibraltar skulle være spansk,« siger García.
Frygten blandt halvøens indbyggere har ikke mindst fået næring på grund af udtalelser fra José Manuel García-Margallo, Spaniens udenrigsminister fra 2011 til 2016, der for et par måneder siden erklærede, at Gibraltar vil blive spansk »inden for de næste fire år«. Nuværende udenrigsminister Alfonso Dastis har dog været anderledes moderat og sagt, at Madrid gerne vil overbevise enklavens borgere om, at delt suverænitet er vejen frem, men ikke vil bruge Brexit-forhandlingerne til at gennemtrumfe sin vilje.
De tre hundrede år som britisk territorium har sat dybe spor i Gibraltar, og kontrasten til den solsvedne spanske naboregion Andalusien, som er kendt for flamenco og hvidkalkede landsbyer, kunne næppe være større. At køre ind i Gibraltar er som at køre ind i en søvnig engelsk provinsby. Her er røde dobbeltdækkerbusser, traditionelle pubber og ærkebritiske gadenavne som Winston Churchill Avenue og Prince Edward’s Road. Selv vejret har valgt at være britisk, da Weekendavisen lægger vejen forbi, og en grå, tåget dyne indhyller halvøens ikoniske vartegn, den 426 meter høje klippe, som til daglig blot kaldes The Rock og er hjemsted for Europas eneste vildtlevende aber.
På byens hovedstrøg, Main Street, promenerer turister og lokale side om side i de kulisseagtige omgivelser, og i byens boghandel er patriotisk lokalhistorie det store tilløbsstykke med titler som Defending The Rock , Serving My Gibraltar og Conquered By No Enemy .
På Bristol Hotel, få skridt fra hovedgaden, synes tiden at være gået i stå engang i det forrige århundrede. Her er det anakronistiske interiør sat tvivlsomt i scene af dybrøde gulvtæpper og ferskenfarvede vægge, og det kaotiske hotelpersonale kunne være trådt direkte ud af et afsnit af Fawlty Towers.
Bugnende økonomi
Gibraltar ser ved første øjekast alt andet end dynamisk ud, men bag det døsige og provinsielle ydre opererer en velsmurt økonomi, som genererer masser af værdi til det lille samfund. Enklaven er hjemsted for 14.000 virksomheder, der nyder godt af den lempelige selskabsskat på 10 procent, og gennemsnitsindkomsten er seks gange højere end i den spanske naboby La Línea de la Concepción på den anden side af grænsen. Spanien har gentagne gange beskyldt Gibraltar for at være et skattely, som konkurrerer på urimelige vilkår med den spanske naboregion, og en neutralisering af den lempelige skattepolitik er en af de bagvedliggende motivationer for kravet om delt suverænitet.
Det helt store guldæg i den lokale økonomi er online gaming -industrien, som tegner sig for op mod 25 procent af BNP og beskæftiger mere end 3000 mennesker. Mange af disse mennesker bor på den spanske side af grænsen, hvor boligpriserne og leveomkostningerne er markant lavere. Mange frygter, at Spanien vil benytte den vitale grænseovergang som pressionsmiddel i Brexit-forhandlingerne, og det kan få alvorlige konsekvenser for spillebranchen – og hele enklavens økonomi – hvis den fri passage over grænsen ophører.
»Brexit var et chok for os. Det vil være en katastrofe for vores forretning, hvis vi ikke længere kan bevæge os frit over grænsen. Vi er afhængige af, at vores medarbejdere kan komme frem og tilbage hver dag,« fortæller Nigel Birrell, som er direktør for den succesfulde gaming-virksomhed Lottoland.
Han viser stolt rundt i lokalerne i den nye maritime bydel Ocean Village, hvorfra medarbejderne har ugeneret udsigt over marinaen. Den udsigt kan han blive tvunget til at udskifte inden længe, hvis Brexit-forhandlingerne udvikler sig til en krise mellem Spanien og Storbritannien.
»Jeg er født og opvokset i Gibraltar. Dette er vores hjem, og jeg vil gøre alt for, at vi kan blive her. Men hvis Brexit gør det umuligt for os at være her, kan vi lynhurtigt flytte til et andet land – det er fordelen ved, at vores forretning er online-baseret og ikke betinget af et fysisk sted.«
Lokal afhængighed
Nigel Birrell vil ligesom resten af indbyggerne i Gibraltar følge de næste skridt i Brexit-forhandlingerne med tilbageholdt åndedræt. Den spanske regering har foreløbig fejret vetoretten som en triumf, og den vil givetvis blive brugt til at lægge maksimalt pres på Storbritannien i de bilaterale forhandlinger for at få afklaret en række af de historiske udeståender om enklaven.
Det gælder eksempelvis stridigheder om havterritorium og fiskerirettigheder, anklager om skattely og tobakssmugling, ønsket en fælles frihandelszone, og ikke mindst adgangen til den internationale lufthavn, som ifølge spanierne ligger på et område, der ikke var omfattet af fredsslutningen i Utrecht. Om den vitale grænseovergang også vil blive bragt til forhandlingsbordet for at lægge ekstra pres på briterne er for tidligt at sige, men det vil i givet fald sætte endnu flere følelser i kog.
Spørgsmålet om grænsen er den store ubehagelige ubekendte i ligningen, som får nervøse trækninger frem i de rødmossede ansigter på byens pubber. Ældre borgere husker stadig, da Spaniens diktator Francisco Franco lukkede grænsen i 1969 og totalisolerede Gibraltar fra det omgivende kontinent, indtil grænsen blev genåbnet i 1985 i forbindelse med Spaniens optagelse i EF.
Det husker de også på den anden side af grænsen, hvor afhængigheden af den britiske enklave er enorm. Op mod 40 procent af befolkningen flyttede væk fra La Línea de la Concepción efter grænselukningen i 1969 og efterlod byen i en elendig forfatning.
I dag er det økonomiske bånd til Gibraltar essentielt for byen, der er Spaniens næstfattigste og kæmper med en arbejdsløshed på 33 procent. Her bor hovedparten af de 13.000 personer, som hver dag krydser grænsen for at tage på arbejde i den britiske enklave – de fleste i lavtlønsjobs som tjenere, rengøringsassistenter eller bygningsarbejdere.
Klemt i grænselandet
En af pendlerne er Luís Mario Ortiz, som er ansat i Gibraltars sundhedsvæsen, men bor i La Línea med sin datter. Han frygter, at en »hård« grænse efter Brexit vil fjerne hans og de mange andre grænsearbejderes livsgrundlag.
»På denne side af grænsen er der ingen job, og derovre er det for dyrt at bo. Så vi er nødt til at bo her og arbejde derovre. Det er allerede blevet sværere at krydse grænsen, og hele situationen er meget usikker. Folk er nervøse for fremtiden,« fortæller Ortiz til Weekendavisen.
Han er medlem af organisationen ASCTEG, som repræsenterer en stor del af de spanske grænsearbejdere. Foreningen har til huse i et nedslidt lokale mellem ramponerede boligblokke i udkanten af La Línea. Her er kontrasten til det velstående Gibraltar markant, og de tobaksru stemmer og furede ansigter bærer vidnesbyrd om hårde liv med fysisk arbejde. Et par hundrede meter derfra ligger vandkanten, hvorfra der er frit udsyn til den ikoniske klippe på den anden side af bugten. Det forjættede land, der i generationer har været livsnerven til den fattige spanske by.
Nu er der igen risiko for, at den bliver amputeret. Ifølge Ortiz har den spanske regering ikke blik for arbejdernes situation, men bruger i stedet kræfterne på at forfølge en nationalistisk dagsorden, som ingen har gavn af.
»Den spanske regering ser slet ikke på det lokale niveau. Vi føler os diskrimineret og overset, og spørgsmålet om ejerskab over Gibraltar har kun ført til konflikt og spændinger. Folk er blevet mere nationalistiske og radikale, og efter Brexit er der blusset et had frem, som jeg ikke har set tidligere. Jeg føler mig fanget midt i denne strid og vil helst bare gerne leve i fred med folk på begge sider af grænsen.«
