Farvel til våbnene
Den baskiske terrorgruppe ETA har annonceret sit endelige farvel efter et halvt århundredes væbnet kamp med 829 dræbte og tusinder af sårede. Terroren er forbi, men sårene i Baskerlandet er langtfra helet. Reportage i Weekendavisen 04.05.2018.
Regnen siler stille ned uden for vinduet i José Maria Múgicas advokatkontor i det centrale San Sebastián. Som den så tit gør i denne smukke baskiske by ved Biscayabugten, og som den også gjorde den februardag for 22 år siden, hvor Múgica så sin far, socialistlederen Fernando Múgica, blive skudt ned på åben gade af to ETA-terrorister.
For de fleste spaniere er den baskiske terrorgruppe Euskadi Ta Askatasuna (Baskerland og Frihed) i dag et mørkt og ubehageligt minde fra fortiden, men for den 57-årige advokat er kampen mod et halvt århundredes terror i den nordspanske region langtfra slut.
»Terroren har mærket mit liv. Jeg har levet med forfølgelsen og volden, fra jeg var helt ung. Nu kommer disse mennesker og vil have os til at give indrømmelser og komme dem i møde. Vi skylder dem ingenting. De skylder os til gengæld at kaste lys over de mere end 300 mord, som aldrig er blevet opklaret.«
For to uger siden annoncerede ETA, der mellem 1968 og 2011 dræbte 829 mennesker i deres kamp for et uafhængigt Baskerland, sin endelige og definitive opløsning, som vil blive markeret ved en ceremoni denne weekend i den sydfranske by Bayonne.
Det er kulminationen på en lang afviklingsproces, og sammen med annonceringen kom en opsigtsvækkende anerkendelse af den påførte skade. Det er første gang, gruppen offentligt siger undskyld, og selv om undskyldningen var fyldt med forbehold, så var det ifølge mange iagttagere et forsøg fra terroristerne på at lette deres vej tilbage til samfundet og bedre forholdene for de hundreder af terrordømte fanger, der afsoner lange straffe under skærpede omstændigheder i fængsler mange hundrede kilometer fra Baskerlandet.
Múgica kalder begivenheden for en »propagandaevent fra en totalitær og kriminel bande, som forfulgte og tyranniserede majoriteten af samfundet, indtil den blev knust«. Han giver ingenting for deres undskyldninger og forsøg på at mildne strafudmålingen gennem beklagelser.
»Hvis man ikke samarbejder med myndighederne for at få opklaret forbrydelserne, så sandheden kan komme for dagen, hvilken mening giver det så?«
Livet uden livvagter
Múgica fortsætter det meste af en time sin langsomme og indædte talestrøm om terrorens hærgen i Baskerlandet, om chikane og forfølgelse, om retsstatens principper og behovet for at bekæmpe udemokratiske bevægelser af enhver art. Pludselig slår han en knyttet næve i bordet for at indikere, at interviewet er slut.
»Lad os gå ud og drikke et glas vin,« siger han og mobiliserer dagens første smil, som vil han lukke det dystre foredrag med en livsbekræftende afslutning. Og der ligger en egen tragisk pointe i, at vi uden videre kan gå ud på gaden og ind på den lokale café og fortsætte samtalen uden at skulle frygte for vores liv. For ikke mange år siden kunne Múgica ikke bevæge sig nogen steder uden livvagt, ligesom tusinder af politikere, dommere, journalister og erhvervsledere i Baskerlandet, som i årevis måtte leve under konstant beskyttelse.
I dag er livvagterne for længst forsvundet fra gadebilledet, og det samme er bilbomberne, gadeoptøjerne, bortførelserne og likvideringerne. Og væk er også de store demonstrationer mod ETA fra en civilbefolkning, der til sidst havde fået nok. Livet går sin egen rolige gang, og San Sebastián ligger tilbagelænet hen med sine elegante bygninger, sin overlegne gastronomi og sin helt egen atmosfære af melankolsk dekadence fra dengang i starten af 1900-tallet, da den var et yndet feriemål for det europæiske aristokrati.
Terroren er forbi, men spøgelserne fra fortiden forsvinder ikke af den grund. Hundreder af drabsdømte terrorister kommer i disse år ud af fængslerne efter endt afsoning og skal leve side om side med de efterladte til de mennesker, de har slået ihjel.
På dele af den separatistiske venstrefløj, la izquierda abertzale , er der stadig sympati for de gamle frontkæmpere. I februar i år mødte flere hundrede mennesker op i den baskiske by Andoain for med klapsalver og hyldestråb at byde velkommen hjem til bysbørnene Ignacio Otaño og Iñaki Igerategi, som havde afsonet fængselsstraffe for medvirken til drabet på den lokale politichef Joseba Pagaza i 2003.
Hændelsen står langtfra alene. Ifølge tal fra organisationen COVITE, som repræsenterer de pårørende til ofrene for ETAs terror, var der i 2017 alene 47 af denne type fejringer, hvor hjemvendte fanger blev modtaget som helte med hyldestoptog i gaderne rundt om i Baskerlandet.
Den hårde kerne i Hernani
Støtte til de fængslede terrorister er der også i den lille by Hernani, der ligger i industribæltet i indlandet syd for San Sebastián. Her havde ETA en af sine stærkeste bastioner, og her har partikoalitionen EH Bildu – arvtageren til ETAs politiske gren Batasuna, som blev forbudt i 2003 – absolut flertal i byrådet.
Når man går rundt i Hernanis gamle bykerne er det svært at forestille sig, at dette har været arnested for så mange blodige attentater. Byen ligger idyllisk omgivet af grønne bjerge, og i den hyggelige bykerne flankerer huse med bindingsværk og blomsterkasser de smalle gågader, hvor ældre mennesker promenerer med deres indkøbstasker på hjul og hilser venligt på hinanden.
Tiden udvisker mange spor, men historien glemmer ikke. Midt på hovedgaden ligger cafeen Joxe María, hvis daværende ejer Arturo Quintiliana i 1983 blev skudt ned for øjnene af sin kone og 15-årige datter, fordi han nægtede at betale den såkaldte »revolutionsskat« – en poetisk eufemisme for den indtægtskilde, der sammen med røverier og kidnapninger var med til at finansiere ETA indtil våbennedlæggelsen i 2011.
Yderligere fem dødelige attentater blev begået i denne by, hvor nabo vendte sig mod nabo, som det blændende er beskrevet i forfatteren Fernando Aramburus storsælgende murstensroman Patria , der har Hernani som inspirationskilde og af mange er udråbt som det definitive værk om terrorens år.
I dag hører terroren fortiden til, og ingen af de mennesker, Weekendavisen møder på gaden, har lyst til at tale om ETA eller Patria. Men byens facader taler deres eget sprog og minder om, at båndene til organisationen fortsat er stærke i Hernani. På balkoner og pladser hænger bannere, som kræver fangerne bragt hjem til afsoning i Baskerlandet, og foran den lokale herriko taberna , samlingsstedet for den separatistiske venstrefløj, er der et stort murmaleri med ikoniske kontrafejer af byens fængslede ETA-fanger.
De fængslede
Et banner midt på torvet protesterer mod udleveringen af bysbarnet Ugaitz Errazkin, som efter seks års afsoning i Frankrig er blevet overdraget til de spanske myndigheder, der sætter ham i forbindelse med to politiske mord.
For Urtzi Errazkin, som er storebror til Ugaitz, starter nu et nyt, smertefuldt kapitel i den historie, der startede i 2009, hvor lillebror gik under jorden med politiet i hælene.
»For de fleste er konflikten overstået. Men vi er desværre nogle, der ikke kan kigge bagud. For os lever konflikten videre i nutiden og i fremtiden. Og den bliver ved med at producere nye ofre,« siger Urtzi Errazkin til Weekendavisen, som møder ham i foreningen Etxerats lokaler i udkanten af Hernani.
Foreningen, som repræsenterer de pårørende til de knap 300 fængslede ETA-medlemmer, anklager den spanske stat for at forværre lidelserne og komplicere forsoningsprocessen i Baskerlandet ved at sprede hovedparten af fangerne over fængsler langt væk fra hjemegnen – heraf mange i den sydspanske region Andalusien, mere end tusind kilometer fra Baskerlandet.
Spredningen af fangerne blev indledt i 1980erne som et forsøg fra den spanske regering på at bryde gruppedisciplinen og få medlemmerne til at samarbejde med politiet. Kun få har valgt dissidentvejen, og for de tusinder af pårørende hjemme i Baskerlandet har strategien til gengæld haft alvorlige konsekvenser.
»Forestil dig, at du hver eneste weekend skal køre 12 timer hver vej for at kunne være sammen med din bror eller ægtefælle eller forælder i 40 minutter med en glasvæg imellem jer. Det er et kæmpestort fysisk og emotionelt pres. Vi har ikke selv valgt at være pårørende, men vi bliver udsat for denne ekstra straf.«
De mange år med uvished og strabadserende rejser har sat fysiske mærker på den 42-årige Urtzi Errazkin. Han har dybe furer i panden, tunge poser under øjnene, og håret ligger som en sølvfarvet hjelm om det runde hoved. De venlige øjne bliver fyldt med tårer ved spørgsmålet om, hvorvidt han ser sin bror som en terrorist.
»Jeg ser ham som min bror. Og jeg elsker ham. Han er et varmt og kærligt menneske, han er en fantastisk onkel for mine børn. Jeg vil ikke forholde mig til andre ting, jeg har ret til at holde af ham som min bror.«
Urtzi Errazkin og Etxerat kæmper på kort sigt for at få de fængslede ETA-fanger overført til baskiske fængsler, men det egentlige endemål er at få dem alle løsladt og sluset ud i samfundet, så der kan opnås en »ægte og retfærdig fred«.
Errazkin bruger ord som »væbnet konflikt«, han fastholder, at der var ofre på begge sider, og han taler om løsning gennem »DDR« - disarmament, demobilisation and reintegration – et begreb, FN benytter i fredsmæglingen efter en borgerkrig.
Fortrængninger
Ifølge ETA-ekspert og historieprofessor ved Baskerlandets Universitet, José Antonio Pérez, er ideen om en »væbnet konflikt« en udbredt, men misvisende udlægning af historien om ETA.
»De benytter bevidst militære termer for at fremmane billedet af en folkehær og af en krig, som aldrig fandtes. Det er denne fortælling om ’konflikten’ mellem to parter, som gennem årtier blev brugt til at retfærdiggøre terroren, og som nu skal bruges til at få ’begge lejre’ til at anerkende og tage ansvar for den påførte lidelse,« fortæller Pérez til Weekendavisen.
Dette er ifølge Pérez også forklaringen på, at gruppen i forrige uge udelukkende valgte at sige undskyld til »de ofre, der ikke havde direkte part i konflikten« – i praksis kun en brøkdel ud af de mange hundrede politifolk, politikere og erhvervsfolk, der ifølge gruppens egne principper var »legitime mål«.
For Pérez er der tvingende behov for, at historikerne kommer til orde og fortæller historien om ETA uden ideologisk eller emotionel indblanding. Ikke blot for at afmontere separatisternes udlægning, men også for at forhindre fortrængning og erindringsforskydning hos resten af samfundet.
»I dag er det en udbredt antagelse, at det var den folkelige modstand, der bragte ETA i knæ. Men det er en myte. Det var politiet og domstolene, der besejrede ETA. Det var samarbejdet med Frankrig, og det var ulovliggørelsen af den politiske gren. Civilsamfundet var nølende i sin protest mod volden. Og der var tusinder af mennesker, der samarbejdede med ETA, og endnu flere, der blot kiggede den anden vej, når deres naboer blev chikaneret eller afpresset. Det er desværre min oplevelse, at det baskiske samfund har mest lyst til at glemme og få lukket dette kapitel. Det er alt for ubekvemt.«
Ikke ét mål blev nået
I dag, fredag, vil ETA efter planen lukke og slukke, 59 år efter grundlæggelsen i 1959. Forud er gået en højtidelig erklæring fra organisationen, som med afsæt i bombardementet af Guernica – en grundsten i fortællingen om det undertrykte baskiske folk – trækker trådene fra den spanske borgerkrig og frem til i dag.
»Det handler fremfor alt om at iscenesætte ETA som en bevægelse, der er født af folket, og som nu, hvor den har opfyldt sin ’historiske mission’, vender tilbage til det folk, den kom fra. På den måde forsøger de at retfærdiggøre en kamp, som ikke har opnået et eneste af de mål, organisationen satte sig for et halvt århundrede siden: Baskerlandet blev ikke uafhængigt, de baskiske provinser i Spanien og Frankrig blev ikkelagt sammen med Navarra, de spanske sikkerhedsstyrker blev ikke smidt ud af territoriet, og socialismen sejrede ikke ,« fortæller Pérez.
Denne weekend kan ETA få sit sidste moment of fame , før gruppen lægger sig til rette på historiens gravplads. Men det er langtfra alle, der kan ånde lettet op af den grund. Det store åbne sår, de 300 uopklarede mord, vil ikke være kommet nærmere en opklaring, og den fulde sandhed om terrorens år vil muligvis aldrig komme for dagen.
»Ulykkeligvis er det mest sandsynlige nok, at de 300 forbrydelser aldrig bliver opklaret. Med ganske få undtagelser har ikke engang de angrende terrorister samarbejdet for at kaste lys over sagerne. Tiden vil gå, sagerne bliver forældede, og der bliver kastet jord over dem. Og familierne til disse 300 døde bliver taberne i denne historie,« siger José Antonio Pérez.
