← Back to portfolio

Glemslens pagt opsagt

Published on

Spaniens nye socialistiske regeringschef, Pedro
Sánchez, vil have den mangeårige diktator Francisco Francos jordiske
rester fjernet og vil omdanne De Faldnes Dal til et neutralt mindesmærke
for borgerkrigens ofre. Men det snart 60 år gamle monument vækker
fortsat stærke følelser. Reportage i Weekendavisen 06.07.2018

På klare dage kan man se det helt fra Madrid; det 150 meter høje kors, der kroner Spaniens mest kontroversielle monument fra Franco-tiden, El Valle de los Caídos. Her i de smukke Guadarrama-bjerge, en times kørsel fra den spanske hovedstad, hviler den tidligere diktator Francisco Franco i et kolossalt mausoleum omgivet af Spaniens største massegrav med flere end 33.000 faldne i den spanske borgerkrig.

Monumentet, som blev indviet i 1959, hylder Francos sejr i Den Spanske Borgerkrig og er en fast pilgrimsdestination for overvintrede nostalgikere, der drømmer sig tilbage til diktaturets faste hånd. Står det til den nyslåede socialdemokratiske regeringschef, Pedro Sánchez, skal det snart være slut. Han bebudede kort efter sin magtovertagelse i juni, at Francos lig skal graves op, og at El Valle de los Caídos, De Faldnes Dal, skal omdannes til et neutralt mindesmærke for borgerkrigens ofre.

Debatten om monumentets fremtid er nok en gang blevet vakt til live, da jeg en kølig og blæsende junidag lægger Madrids pulserende centrum bag mig med retning mod De Faldnes Dal. Og spørgsmålene, der trænger sig på, er mange.

For hvordan hænger det egentlig sammen, at et fascistisk-inspireret monument, der hylder et brutalt diktatur, så mange år efter stadig ligger der, som om ingenting var sket? Og hvorfor er det stadig ikke lykkedes at åbne massegravene trods massivt pres fra efterkommere, der ønsker at give deres slægtninge en værdig begravelse?

Selv på afstand forstår man, at De Faldnes Dal kan vække stærke følelser. Korset forekommer sært monstrøst midt mellem de træklædte bjerge, der nærmer sig i horisonten, og det bliver større og mere intimiderende, jo tættere jeg kommer på. Bilradioen vælger meget passende at spille Knocking on Heavens Door, da jeg kører gennem den bevogtede port til det fredede område, som er kontrolleret af Patrimonio Nacional, en myndighed under statsministeriet.

Den smalle, stejle vej op mod monumentet er flankeret af gyvel og soløje, og på de støvede, grågrønne bjergsider vokser ceder, kristtjørn og skovfyr. Den intense duft af nåletræer rammer næseborene gennem de åbne bilruder, og landskabet ligger uberørt og dramatisk hen, så langt øjet rækker. Her er ubegribeligt smukt.

Sejrsmonumentet

I disse omgivelser valgte Francisco Franco i 1940, året efter borgerkrigens afslutning, at igangsætte byggeriet af sit storslåede sejrsmonument, der skulle ære »korstogets helte og martyrer«. Tusinder af republikanske krigsfanger blev udkommanderet til at opføre komplekset, som det tog 18 år at færdiggøre. I dag er alle spor af fangernes barakker forsvundet. Men monumentet består, i al sin fascistoide og religiøse voldsomhed.

Under det gigantiske kors – verdens højeste – leder klippen ned til en række tunge, hvælvede arkader. De åbner op mod et nøgent plateau, der synes at fortsætte uendeligt ud mod det uberørte landskab. Midt i søjlegangen er der en pietà-udsmykket portal, som giver adgang til monumentets indre: Den underjordiske basilika.

At gå igennem denne port er som at træde ind i en anden verden. To kæmpemæssige engle med vinger og sværd byder den besøgende velkommen, og herefter følger en 260 meter lang korridor, som Darth Vader kunne have designet, hvis hans dødsstjerne var blevet bygget i Middelalderen. Vægge og lofter er af rå granit, og den uhyggelige stemning underbygges af store kors, ørnefigurer og gobeliner med motiver fra Apokalypsen.

For enden af korridoren, dybt inde i klippen, ligger basilikaen. Den 22 meter høje kuppel åbner sig mod en imaginær og dyster himmel, og store, ansigtsløse statuer giver en instinktiv lyst til at kaste sig frygtsomt mod jorden.

I det sorte marmorgulv foran basilikaens hovedalter ligger en simpel granitsten med et indgraveret kors og en buket friske blomster på toppen. Inskriptionen består blot af to ord: Francisco Franco.

Spansk lov forbyder eksplicit enhver form for offentlig hyldest til Franco, men her i El Valle synes andre principper at gælde. En midaldrende mand stiller sig foran stenen med foldede hænder og ansigtet vendt mod jorden i andægtig mine. Han mumler en sammenbidt hyldest til den gamle caudillo og retter sig så pludselig op og strækker armen frem i en fascistisk hilsen. Kort efter kommer endnu en herre til og tilbringer et kort intenst moment for sig selv, før endnu en arm bliver strakt frem.

Glemslens pagt

Opgøret med Francos diktatur har været en grumset affære fyldt med selvmodsigelser og kollektiv fortrængning. Spansk politik var i mange år præget af den »glemslens pagt«, som efter Francos død i 1975 blev indgået mellem moderate frankister og den venstreorienterede opposition. Ofrene for frankismen frasagde sig et retsopgør, mens regimets nøglepersoner bidrog aktivt til skabelsen af et nyt demokratisk system.

Det var langtfra alle, der var på det rene med den konstruktion. For måske var glemselspagten ikke den bedste måde at bearbejde en forhistorie, hvor mere end 100.000 mennesker var blevet henrettet og smidt i anonyme massegrave, uden at nogen blev stillet til regnskab. Og måske var det uforeneligt med et moderne demokrati at lade Franco ligge og hygge sig i sit storslåede sejrsmonument til de salige toner af munkenes sang.

Socialistpartiet forsøgte efter José Luis Rodríguez Zapateros magtovertagelse i 2004 at prikke hul i glemselspagten for at give oprejsning til borgerkrigens tabere og ofrene for Francos regime. Emnet blev forvandlet til politisk sprængstof i 2007 med den omstridte »Lov om Historisk Erindring«. Loven instruerer blandt andet de lokale myndigheder i at fjerne symboler og gadenavne, som ophøjer Francos militæropstand og diktatur. I forlængelse af loven blev der også nedsat en kommission, som anbefalede at flytte Francos grav og omdanne De Faldnes Dal til et museum.

Mange steder modsatte konservative byråd sig at implementere lovdiktatet, som de anklagede for at rippe op i gamle sår og genoplive gamle kløfter mellem spanierne. Og da Mariano Rajoys konservative regering kom til magten i 2011, blev alle initiativerne parkeret, og alle budgetposter skåret væk.

Nu har Pedro Sánchez’ regering pustet nyt liv i det tilsandede opgør med De Faldnes Dal, der har overlevet mere end 40 års demokratisk styre. Og måske er dagene talte for de fromt udseende benediktinermunke, som netop nu er ved at gøre klar til dagens messe i den dystre basilika.

Massegrave

Selv om De Faldnes Dal formelt er statslig ejendom, er det Benediktinerordenen, som siden 1959 har administreret komplekset med det tilhørende kloster og herberg. Det var dem, som i sin tid sørgede for at modtage og registrere de mange tusinde lig, som er begravet i kirkens sidekapeller, og de har, med den katolske kirke som tavs bisidder, gennem årene aktivt bekæmpet de pårørendes krav om at få åbnet massegravene.

Inde bag basilikaens tykke mure ligger 33.847 faldne fra begge sider af konflikten – heraf flere end 12.000, som aldrig er blevet identificeret. En af dem er Manuel Lapeña, som i 1936 blev henrettet af Francos soldater i den aragonske landsby Villarroya de la Sierra.

Det fastholder i hvert fald hans barnebarn, Purificación Lapeña, som i årtier har søgt efter resterne af sin forsvundne farfar. Sporet er endt i De Faldnes Dal, og hun har ført en årelang kamp i det spanske retsvæsen for at få lov til at åbne massegraven. I 2016 fik hun medhold, og i april i år blev udgravningen igangsat under stort medieopbud. Purificación Lapeña blev kendt som »kvinden, der åbnede El Valles massegrav«, men snart måtte hun resignere nok en gang. Efter de tekniske forundersøgelser blev arbejdet indstillet på ubestemt tid, mens en ny rapport om strukturens sikkerhed bliver udarbejdet.

Få dage efter mit besøg i De Faldnes Dal møder jeg Purificación Lapeña i den nordøstspanske by Zaragoza. Under en tør og bagende sol fortæller hun om den lange og seje kamp for at få lukket et mørkt kapitel i familiebogen.

»Min farfar blev dræbt uden rettergang og smidt i en massegrav. Han forsvandt bare. Vi har ledt efter ham i 20 år, og nu er vi kommet så tæt på. Det eneste, vi beder om, er, at staten vil anerkende de forbrydelser, der blev begået og hjælpe til med at finde ham, så vi kan lov til at give ham en rigtig begravelse.«

Purificación viser mig et billede af sin farfar. En tyndhåret herre med et venligt ansigt, dyrlæge af profession og grundlægger af den lokale afdeling af det anarkistiske fagforbund CNT. Hun viser mig også dødsattesten, hvor der som dødsårsag er angivet »krigshandling«. Den 60-årige kvindes øjne bliver fugtige bag brilleglassene, og der hviler en mørk og tungsindig skygge over hende, som ikke kan viskes ud af det skarpe solskin.

»Da jeg var barn, og vi så Franco i fjernsynet, sagde min far altid: ’Ham dér slog min far ihjel.’ Både min morfar og min farfar blev dræbt af Francos tropper. Min mor og far måtte begge flygte fra deres landsbyer og endte her i Zaragoza. Det har sat et kæmpe præg på mit liv. Jeg har ingen familieerindring, ingen rødder, det føles som et stort tomrum.«

Spaniens undladelsessynd

Purificación Lapeña er kun én blandt titusinder af spaniere, der leder efter forsvundne familiemedlemmer. En af dem, der har taget kampen op på vegne af efterkommerne til de forsvundne, er sociologen Emilio Silva, som står i spidsen for Asociación para la Recuperación de la Memoria Histórica, Foreningen for Genoprettelse af den Historiske Erindring.

Jeg møder ham i Madrid-bydelen Hortaleza, hvorfra han leder arbejdet med at hjælpe familier, der søger efter forsvundne slægtninge.

»Det er en menneskeret at få lov til at begrave sine familiemedlemmer. Det er noget af det mest grundlæggende, vi har,« fortæller Silva, som tilbage i 2000 fandt sin farfars lig i en massegrav sammen med 12 andre civile, der var blevet dræbt af en frankistisk dødspatrulje under borgerkrigen.

Ifølge Silva ligger mindst 114.000 forsvundne i massegrave rundt omkring i Spanien – et tal, der kun overgås af Cambodja. Silvas organisation har siden grundlæggelsen i 2000 været med til at få åbnet 400 massegrave med i alt 8.300 lig. Ingen af dem stod opført i et officielt register. Og alle udgravningerne er finansieret af private donationer.

Ingen massegrav i Spanien er større end De Faldnes Dal, og for Emilio Silva er monumentet det ultimative symbol på den spanske stats undladelsessynd.

»Siden overgangen til demokrati har staten brugt skattepenge, betalt af børn og børnebørn til de myrdede, til at vedligeholde dette monument, som hylder en diktator. Kan du forestille dig noget sådant ske i Tyskland?«

Fortidens forbrydelser bliver man ikke underholdt med, når man besøger De Faldnes Dal. Her er ingen tavler med information om borgerkrigen. Ingen oplysninger om de krigsfanger, der opførte byggeriet. Ingen navne på de tusinder af personer, der ligger stablet op i monumentets krypter og kapeller. Her er kun henvisninger til »Gud og Spanien« og andre evergreens fra Franco-tidens sprogkatalog.

Og den eneste, der ud over Franco har fået et navn på sin grav, er José Antonio Primo de Rivera – stifteren af den spanske Falange, som gav ideologisk og organisatorisk ammunition til Francos væbnede opstand i 1936. Han blev henrettet af den republikanske folkefrontsregering kort efter borgerkrigens udbrud og har lige som Franco en sten i kirkegulvet med en enkel inskription og en buket friske blomster på toppen.

’Fredsarkitekten’ Franco

Midt under dagens messe leverer præsten en opsigtsvækkende besyngelse af Spaniens enhed og en opfordring til forsoning mellem alle spaniere. Man føler næppe, der er gået 59 år, siden monumentet blev indviet med Francos fortælling om national forbrødring på diktaturets præmisser.

Ceremonien antager næsten okkulte dimensioner, da lyset pludselig slukkes, og mørket kun brydes af blafrende stearinlys og svingende røgelseskar, der sender røgskyer ud i kirkerummet. Nogle sortklædte munke sidder og nikker mekanisk i det bageste sakristi. De er så gamle, at de ser ud til at kunne falde sammen og dø hvert øjeblik, det skulle være.

Ude på den anden side, efter messen, skærer dagslyset skarpt og ubarmhjertigt i øjnene. En mursejler flyver uanfægtet rundt, og en gøg kukker i det fjerne. Det føles, som om jeg er vågnet op fra en besynderlig drøm, hvor Rosens Navn smeltede sammen med en fascistisk sci-fi-dystopi.

På pladsen foran indgangen til basilikaen står en familie med to børn omgivet af et større selskab af velklædte mennesker af det bedre borgerskab. De har også deltaget i messen, hvor det yngste af børnene modtog sin første kommunion. Nu står den lille Violeta i solen og skutter sig genert i sin hvide kjole, mens familien konverserer med afslappet naturlighed. De er kommet her af egen fri vilje. For dem er Valle de Los Caídos tydeligvis ikke et sted, man behøver at skamme sig over.

Det er det heller ikke for den kontroversielle succesforfatter Pío Moa, som har vundet en solid fanbase med sin revisionistiske historieskrivning – mest berømt er Los mitos de la guerra civil (Borgerkrigens myter) fra 2003, som har solgt 150.000 eksemplarer og tilbragte seks måneder øverst på bestsellerlisten. Inden mit besøg i De Faldnes Dal har han i en mailkorrespondance forsvaret monumentets eksistensberettigelse.

»Et monument, der hylder sejren over kommunisterne og separatisterne, bør forblive synligt for eftertiden. Franco bør forblive der, han var arkitekten til den længste fred, som Spanien har oplevet i århundreder, og som stadig varer ved. For mig at se er dette det ypperligste monument over det 20. århundrede. Det vil være en kriminel gerning at forsøge at ødelægge eller ændre det.«

Smukkest som ruin

Mens Moa gerne tager Franco offentligt i forsvar, er erklærede frankister et særsyn i det moderne Spanien. Fra tid til anden kan man møde en taxachauffør eller en cafégæst, som taler med længsel om diktaturets dage, men offentlige tilkendegivelser er sjældne. Få steder i Spanien føles Francos tilstedeværelse så nær og kompleksfri som her i De Faldnes Dal.

Meget tyder på, at dette sidste fristed for Franco-dyrkelse snart kan være fortid. Pedro Sánchez synes fast besluttet på at vinde dette symbolske slag, og kun det konservative PP har opponeret imod, at socialisterne sætter gryden med nationale traumer i kog. Flere fremtrædende konservative har kritiseret Sánchez for at føre en »sekterisk og hævngerrig« politik og for at bruge De Faldnes Dal til at så splid mellem spanierne og rippe op i gamle sår.

Politisk er Sánchez på sikker grund, og han har solid parlamentsopbakning bag sig i dette spørgsmål. De kommende måneder vil vise, om han også er klar til at sætte handling bag ordene. Om han vil bryde kirkegulvet op og hive Franco ud. Om han vil smide munkene ud af De Faldnes Dal. Om massegravene vil blive åbnet med statens mellemkomst, og om monumentet vil blive forvandlet til et museum, hvor hele historien kan blive fortalt. Om det kort fortalt vil lykkes ham at skrive en ny fortælling ind i Francos mausoleum.

Ifølge den toneangivende historiker Santos Juliá er det alt for sent at prøve at skrive en ny fortælling om De Faldnes Dal. Han foreslår, at man i stedet lader naturen overtage opgaven med at hele sårene i det spanske samfund.

»Dette monument kan ikke bare skifte betydning,« siger han over telefonen, da jeg er kommet tilbage til Madrid.

»Det er alt for ladet med den historie, der har skabt det: Oprørernes sejr over republikken i borgerkrigen og Francos diktatur. Min holdning er, at dette monument kun kan være smukt som ruin. At det bedste ville være at lade sneen, blæsten og varmen gøre sit arbejde. Bare efterlade det i forfald, som de romerske ruiner vi besøger i dag. Som ruiner, der stadig betyder det, de gjorde i samtiden.«