I en andens krop
Terapeutisk. Virtual reality-teknologi kan både manipulere den virkelighed, man oplever, og den person, man tror, man er. Teknologien benyttes i stigende grad terapeutisk og kan behandle alt fra voldelig adfærd til højdeskræk.Weekendavisen Ideer 14.09.2018.
Jeg læner mig forsigtigt ud over kanten af plateauet og kigger ned. Der er mindst 20 meter i frit fald til gadeplan. Reaktionen lader ikke vente på sig. Det giver et sug i mellemgulvet, benene skælver, og det svimler for øjnene. En akut kvalme vælder op, hjertet banker uhæmmet, og jeg skynder mig at træde et skridt tilbage.
Inderst inde ved jeg godt, at der ikke er noget fald på 20 meter lige foran mig. Jeg står jo i et lukket rum omgivet af computerprogrammører, iført VR-headset og med bevægelsessensorer monteret på kroppen. Men den virtuelle virkelighed, jeg oplever, føles særdeles livagtig og aktiverer uden problemer den højdeskræk, der har været mig en trofast følgesvend, så længe jeg kan huske.
Det er også meningen. Jeg befinder mig på Barcelona Universitets VR-laboratorium, og det program, jeg er i gang med at teste, er udviklet til at behandle folk med højdeskræk. Ifølge forskerne bag kan det godt betale sig for mig at gennemleve de grænseoverskridende, computerskabte simulationer. Tre ud af fire forsøgspersoner fik halveret deres højdeskræk efter at have gennemført det virtuelle terapiforløb, fremgår det af et nyligt publiceret studie i tidsskriftet Lancet Psychiatry.
»Vi havde en formodning om, at terapien ville være effektiv, men resultaterne oversteg langt vores forventninger,« fortæller rapportens førsteforfatter, psykologiprofessor Daniel Freeman fra Oxford Universitet.
Studiet har fået betydelig mediedækning de seneste uger og er blot det seneste i en række, som har benyttet VR-teknologi til adfærdsregulerende terapi og behandling af psykiske lidelser. Og ifølge Daniel Freeman bliver det langtfra det sidste:
»Virtual reality har et ekstraordinært potentiale til at hjælpe folk med fobier og psykiske lidelser, fordi det går direkte til kernen af enhver succesfuld behandling: at få folk til at få det bedre i deres dagligdag. I virtual reality kan folk gennemleve simulationer af dagligdags situationer, som volder dem besvær i den virkelige verden, og blive guidet til den bedste måde at tænke, føle og handle på,« fortæller Freeman.
Op mod en femtedel af befolkningen menes at lide af højdeskræk, eller akrofobi, hvilket gør det til en af de mest udbredte fobier. Forsøgspersonerne, hvoraf hovedparten havde lidt af akrofobi i mere end 30 år, gennemgik seks sessioner af en halv times varighed over en periode på to uger. Resultaterne var til at tage og føle på:
»Alle testpersonerne responderede på VR-terapien. Bagefter var der mange, som gjorde ting, de ikke havde forestillet sig mulige, såsom at gå op ad en stejl bjergside, krydse en hængebro med deres børn eller tage en elevator i et shoppingcenter uden frygt,« fortæller Freeman.
Tilbage i den virtuelle verden hjælper en venlig kvindelig avatar-coach mig til at komme højere og højere op i den imaginære kontorbygning, der er opført omkring et stort glasdækket atrium. På hver etage bliver jeg ledt hen til kanten af de åbne plateauer, der leder ud til bygningens atrium. Glasgelænderet sænkes gradvist for til sidst at forsvinde helt. Jeg bliver undervejs bedt om at spille xylofon, male abstrakte malerier og plukke æbler få centimeter fra kanten. Til sidst får jeg en svimlende tur i det virtuelle atrium stående på ryggen af en flyvende hval. Bagefter er jeg udmattet. Det hele har taget under en time.
Højdeskrækken har jeg givetvis ikke fået kureret på den korte rundtur. Men jeg er opfyldt af en forunderlig følelse af at have været fysisk til stede et andet sted, som ikke var her. Jeg kunne se mine ben bevæge sig tøvende hen mod kanten af plateauet, mens jeg kiggede ned. Og mine arme, der malede eller kastede med ting, virkede så præcist synkroniserede med mine egne, at det måtte være mine. Sådan lod min hjerne om ikke andet til at opleve det, og det er netop pointen.
Illusionen om at være fysisk til stede i den virtuelle verden er en central komponent i den terapeutiske brug af teknologien. Men hvordan narrer man hjernen til at tro, at den bebor en virtuel krop?
»Det handler om en simpel illusion,« fortæller Mel Slater, forskningsprofessor ved Barcelona Universitet. Han har arbejdet med virtual reality i næsten tre årtier og er medforfatter på rapporten i Lancet Psychiatry.
»Det er lidt, som når jeg tegner 12 linjer på et stykke papir, og du ser en terning – du ved, det ikke er en terning, men det er stadig det, du ser. På samme måde her. Du ser ned på en krop. Du ved, det ikke er din, men det opleves, som om det er din, og den bevæger sig, når du bevæger dig. Hjernen går med på illusionen, hele dit liv har du kigget ned og set din egen krop, så det er nærliggende at opleve det sådan.«
Inspirationen til at udfolde denne illusion i virtual reality kommer fra hjerneforskningen, hvor fænomenet kaldes for »body ownership«, ejerskab over kroppen. Tilbage i 1998 udførte Matthew Botvinick fra University of Pittsburgh det berømte gummihånds-eksperiment, hvor forsøgspersoner ved hjælp af nogle simple stimuli narres til at tro, at en gummihånd er deres egen og derfor reagerer fysisk, når gummihånden bliver angrebet.
Slater førte sammen med sin kone, hjerneforskeren Mavi Sánchez-Vives, eksperimentet et skridt videre, og de var blandt de første til at vise, at det kunne overføres til hele kroppen ved hjælp af virtual reality. At det var muligt at narre hjernen til at identificere sig med en avatars krop i et virtuelt univers.
Muligheden for at identificere sig med en virtuel krop gjorde det også muligt at ændre, hvordan kroppen ser ud. Fænomenet kaldes virtual embodiment (virtuel kropsliggørelse), og det har åbnet døren for et nyt rum i terapien, som ikke tidligere har været betrådt. For hvad sker der med oplevelsen af verden, hvis den krop, man identificerer sig med, pludselig er markant anderledes end ens egen?
Slater og Sánchez-Vives erfarede, at det kan fremprovokere psykologiske og adfærdsmæssige forandringer, hvis man bliver udstyret med en anden type krop i det virtuelle univers. Voksne, der oplevede verden fra et barns krop, fik lettere ved at føle empati for børn. Hvide mennesker, der blev placeret i en sort persons krop, udviste efterfølgende mindre implicit race-bias. Og voldelige mænd, der oplevede en overgrebssituation fra et kvindeligt offers perspektiv, havde efterfølgende lettere ved at føle empati og genkende frygt i kvinders ansigter.
Sidstnævnte scenario er siden 2011 blevet benyttet af den catalanske regionsregering som led i et rehabiliteringsprogram for mænd, der er dømt for vold mod deres partnere. Mere end 200 voldsdømte mænd har i forbindelse med deres afsoning gennemført et terapiforløb, hvor de har fået mulighed for at opleve, hvordan det føles at være en kvinde, der overfuses af en aggressiv mand.
Jeg bliver tilbudt at prøve simulationen og bliver nok en gang udstyret med VR-headset og kropssensorer. Få minutter efter dukker en ny verden op for øjnene af mig. Jeg står i en stue med et sofaarrangement, nogle grønne planter og en kommode ved væggen. Til venstre for mig er der et stort spejl. I spejlbilledet ser jeg en kvinde omkring de 30. Til min overraskelse bevæger hun sig præcis som mig. Jeg drejer hovedet, hun drejer hovedet. Jeg løfter armen, hun løfter armen.
Efter få minutter foran spejlet er identifikationen indtrådt: Den person, jeg ser i spejlet, er mig. Jeg er en kvinde med halvlangt hår, iført cardigan, gamacher og gårdsangersko. Oplevelsen af at bebo den kvindelige krop er fascinerende, og jeg kan ikke fjerne øjnene fra det virtuelle spejl.
Pludselig hører jeg en dør gå op og vender mig om. En mand er trådt ind i stuen. Jeg kan se mit eget spejlbillede bag ham i den anden ende af rummet. Han begynder straks at kritisere mig. Jeg er tyk, siger han med aggressivt tonefald. Grim og doven. Uduelig. »Hvad har du gang i?« råber han.« Med ét bevæger han sig hen imod mig, og jeg trækker mig instinktivt tilbage. Han stopper og leverer endnu en tirade. »Hold din kæft,« siger han, hvis jeg prøver at sige noget. »Se på mig!« råber han, hvis jeg vender ansigtet bort.
Til sidst kommer han helt tæt på mig, ansigtet er fyldt med vrede, og den store krop føles som en skygge omkring mig. Han er betydeligt højere end mig, det er voldsomt intimiderende, og jeg træder febrilsk tilbage og holder hænderne beskyttende op foran kroppen. Jeg føler mig overbevist om, at jeg lige om lidt vil blive slået. Pludselig hører jeg en stemme ude fra den anden side. Det er Bernhard Spanlang, en af forskerne ved laboratoriet, som fortæller mig, at jeg godt må tage mit headset af.
Ubehaget sidder stadig i kroppen, da jeg kommer tilbage til laboratoriets fredsommelige virkelighed og de venlige programmører, der har fulgt med på skærmen. Det har det muligvis også gjort hos mange af de voldsmænd, der gennemførte terapiforløbet. Ifølge Mavi Sánchez-Vives skubbede oplevelsen i manges tilfælde til centrale komponenter i deres emotionelle apparatur.
»Vi kunne konstatere, at det for mange af de mænd, som prøvede dette, var en kæmpe øjenåbner. Mange erkendte bagefter, at der kan være overgreb, uden at der er fysisk vold til stede, men at det også kan opleves som voldeligt at få invaderet sit personlige rum, og at mandens fysiske overlegenhed kan opleves aggressiv i sig selv. Mange sagde bagefter, at de forstod deres kone bedre, og at de kunne genkende sig selv i den voldelige mand i simulationen,« fortæller Mavi Sánchez-Vives.
Et videnskabeligt studie baseret på disse behandlinger blev for nylig publiceret i magasinet Nature Science Reports med Slater og Sánchez-Vives som medforfattere. Forskerholdet, som blev ledet af psykologen Sofia Seinfeld, analyserede effekten af VR-oplevelsen på 20 voldsdømte og sammenholdt det med en tilsvarende kontrolgruppe. De voldsdømte havde efterfølgende forbedret evnen til følelsesgenkendelse, og resultaterne, hvis varighed endnu ikke er dokumenteret, indikerer, at VR-oplevelsen kan påvirke processer såsom følelsesgenkendelse og empati, der kan betinge den aggressive adfærd.
Indtil videre har den terapeutiske brug af virtual reality hovedsageligt udfoldet sig i lukkede kredse omkring laboratorier eller specialiserede klinikker. Men de seneste års landvindinger inden for virtual reality har gjort teknologien billigere og langt mere tilgængelig – og måske vil vi snart se de virtuelle terapiprogrammer på butikshylderne sammen med de seneste gadgets. Det er i hvert fald ambitionen for Slater, Sánchez-Vives og Bernhard Spanlang, som allerede i 2015 grundlagde virksomheden Virtual Bodyworks, en spinoff-virksomhed under Barcelona Universitets VR-laboratorium. Målet er at gøre den software, der er udviklet i laboratoriet, tilgængelig for et bredere publikum og gøre den kompatibel med udbredte VR-headsets som Oculus Rift og Vive.
Samme ambition har Daniel Freeman fra Oxford University, der ønsker at gøre terapiprogrammer som højdeskrækscenariet tilgængelige for helt almindelige mennesker.
»Virtual reality til behandling af psykologiske problemer har været benyttet i mere end 20 år, men brugen har hidtil krævet assistance fra en professionel terapeut. Specialudviklede terapiprogrammer som dette kan benyttes af helt almindelige mennesker uden assistance fra en psykolog,« fortæller Freeman.
Han fastholder, at der altid vil være brug for professionelle terapeuter for de patienter, som har behov for den menneskelige kontakt. Og for komplekse psykologiske problemstillinger kommer VR-behandlingen også til kort. Men i en lang række tilfælde kan mennesker med psykiske ubalancer have stor glæde af de virtuelle terapiforløb, hvor psykologen er erstattet af en computergenereret avatar.
»En ud af fire oplever mentale problemer, men hovedparten modtager aldrig nogen professionel hjælp. Ved hjælp af automatiseret VR-terapi kan langt flere mennesker få adgang til den højeste psykologiske ekspertise på en hurtig, effektiv og overskuelig måde,« siger Freemann.
