I oprørets epicenter
I Girona, i de separatistiske catalaneres kerneland, danner de ansatte menneskekæder foran lokale regeringsbygninger for at beskytte det catalanske selvstyre. Og tiltroen til selvstyrepræsident Carles Puigdemont synes ubegrænset, trods hans nylige »flugt« til Belgien.Reportage i Weekendavisen 03.11.2017
»Vi anerkender ikke magthavere, der ikke er demokratisk valgte. Vores præsident hedder stadig Carles Puigdemont, og det demokratiske mandat i Catalonien kan kun udgå fra det catalanske parlament«.
Pere Cortada banker så hårdt i cafébordet for at understrege sin pointe, at kaffekoppen letter fra underkoppen. Han er ansat i den catalanske regionsregering, Generalitat, der i denne uge er blevet sat under administration fra Madrid som led i centralregeringens intervention i den oprørske region.
Sammen med hundredevis af kolleger fra den regionale administration i provinsbyen Girona har Cortada underskrevet et manifest i protest mod indgrebet, og forleden dannede de ansatte en menneskekæde rundt om regeringsbygningen for at vise, at de er parate til at beskytte institutionen med deres kroppe.
Cortada og hans kolleger er langt fra de eneste i Girona, som er i opposition til centralmagten i Madrid. Byen, som ligger 100 kilometer nord for Barcelona, er epicentret for den catalanske uafhængighedsbevægelse. Her stemte to ud af tre vælgere ved seneste valg til regionsparlamentet på den separatistiske blok, som også sidder på 18 ud af 25 medlemmer i byrådet.
Og her gik bysbarnet Carles Puigdemont i søndags tur gennem de smukke, gamle middelaldergader, hvor flere afsnit af Game of Thrones er optaget, og lod sig hylde af lokalbefolkningen, inden han satte kurs mod sin midlertidige landflygtighed i Belgien. Puigdemont har nægtet at anerkende statens ret til at intervenere i de catalanske institutioner, og trods truslen om 30 års fængsel for oprør hængende over hovedet har han fastholdt, at han fortsat er den legitime regeringsleder i Catalonien.
Loyalitet over for hvem?
De catalanske borgere befinder sig med andre ord i en juridisk tusmørkezone, hvor begge parter hævder at være de legitime magthavere i regionen. Indtil videre har Cortada og hans kolleger ikke været tvunget til at vælge mellem de to stridende myndigheder, men indgrebets omfang har skabt en stor utryghed over alt i administrationen.
»Madrid havde på forhånd annonceret minimale indgreb, og i stedet kommer denne totale intervention. Det har skabt både bekymring, vrede og indignation blandt de ansatte og er et angreb på os alle, uanset om vi er separatister eller ej«, siger Cortada til Weekendavisen på en café nær lokalregeringens hovedsæde i det gamle Santa Catalina-hospital fra 1600-tallet.
Det omfattende indgreb, som er blevet godkendt af det spanske senat, indebærer blandt andet afskedigelse af hele regionsregeringen, opløsning af parlamentet og udskrivning af nyvalg, der skal holdes 21. december. Indtil et nyt parlament er sammensat, er den spanske regeringschef, Mariano Rajoy, de facto leder af det catalanske selvstyre.
For Cortada er der ingen tvivl om, hvor loyaliteten bør ligge, hvis de bliver tvunget til at vælge side.
»Vi følger den legalitet, der udspringer af det catalanske parlament. Vores præsident er Carles Puigdemont. Jeg stemte ikke på ham og vil aldrig gøre det, men han er vores demokratisk valgte leder,« siger Cortada.
Om Puigdemont vil forsøge at udøve sin magt i en eksilregering fra distancen er på nuværende tidspunkt tvivlsomt. Men den fortsatte opbakning til hans præsidentskab kan blive en sten i skoen på den spanske overgangsadministration.
En af hans mest kompromisløse støtter er Gironas borgmester, Marta Madrenas, som overtog posten fra netop Puigdemont i 2015. Da Weekendavisen ankommer til rådhuset for at mødes med hende, er hun midt i et interview med den spanske tv-station La Sexta. Hendes pressechef går utålmodigt rundt og sveder mærkbart trods den kølige efterårsluft i rådhusets patio. Han fortæller, at der samme dag har været besøg af tv-hold fra både Holland, Japan og Tyskland.
Madrenas er overbevist separatist, og hun anerkender ikke regeringens indgreb i de catalanske institutioner, som hun kalder »misbrug af statens magt« og et »angreb på demokratiet«. Hun mener, at Puigdemont har valgt den rette strategi ved at rejse til Belgien for at »internationalisere« konflikten. På et tidspunkt, siger hun, vil EU gribe ind og hjælpe Catalonien, når overgrebene fra den spanske stat bliver tydelige nok.
»Puigdemont fører vores kamp videre i udlandet, så Europa kan høre vores råb. EU har pligt til at værne om alle sine borgere. Vi er syv millioner her, hvis rettigheder bliver trampet på,« siger hun.
Begejstring og visioner
Madrenas arbejdede tæt sammen med Puigdemont, mens han havde borgmesterposten fra 2011 til 2015, hvor han blev indsat som regionspræsident. Hun taler om ham med en overstrømmende ærefrygt, og hun ser en rød tråd mellem hans borgmestergerning og hans rolle som leder af uafhængighedsbevægelsen.
»Girona var en slukket by, uden håb og energi, da han kom til. Han vendte alting på hovedet, kom med masser af begejstring og visioner og satte gang i kultur, uddannelse og innovation. Girona skulle være noget særligt, han ville sætte byen på verdenskortet, og det lykkedes ham. Byen har vundet priser og udmærkelser, økonomien er i vækst, og vi fik Game of Thrones-optagelserne hertil. Idealet var det samme, da han blev indsat som regionspræsident; at tage landet til et nyt og bedre sted. Han indså, at hvis Catalonien for alvor skal blomstre, skal det løsrive sig fra Spanien.«
I dag er det er ikke længere lokalaviserne i Girona, men den internationale offentlighed, der følger med i Puigdemonts livtag med den spanske centralmagt. På ganske kort tid er han trådt ud af den provinsielle anonymitet og ind på den absolutte verdensscene, og hver beslutning, han træffer, får de europæiske territorialplader til at rykke sig en lille smule.
Fodaftrykkene har været markante, på godt og på ondt. Catalonien har under hans regeringstid bevæget sig fra separatistisk sabelraslen til frontal kollision med den spanske stat. Og det er på hans vagt, at Catalonien har mistet kontrollen over sine institutioner og det selvstyre, som blev genetableret i 1978 efter Franco-tidens autoritære centralisme.
For mange catalanere har han spillet eftertrykkeligt fallit, og den mystiske flugt til Belgien har spredt den mistanke, at han prøver at løbe fra sit ansvar.
Det afviser Miquel Riera, som er redaktør på Cataloniens tredjestørste avis, El Punt-Avui. Riera arbejdede i mange år sammen med Puigdemont, der i 1981 som blot 19-årig blev ansat som journalist på den nystartede avis i Girona. Puigdemont nåede at indtage stillingen som chefredaktør, inden han stoppede på avisen i 1992. Riera beskriver ham som en ildsjæl, der kunne få folk til at tro på de ting, han satte sig for, og samtidig er han typen, der aldrig giver op.
»Allerede dengang var han glødende separatist. Han talte altid om den dag, vi bliver uafhængige,« fortæller Riera til Weekendavisen.
Sigtelser for oprør og underslæb
Lige nu er Puigdemont i gang med at gennemføre sin hidtil største og dristigste plan. Om ambitionen denne gang var for høj, vil tiden vise. I den særlige kriminalret i Madrid, Audiencia Nacional, venter statsanklager José Manuel Maza med digre sagsanlæg mod Puigdemont og de andre ledende kræfter i separatistbevægelsen. De er sigtet for både oprør og underslæb og risikerer op mod 30 år bag tremmer.
Puigdemont har foreløbigt afvist, at han vil søge politisk asyl i Belgien, men der er lagt op til diplomatisk krise i højeste potens, hvis Spanien udsteder en international arrestordre på ham.
Næste store milepæl i konflikten er valget til det catalanske parlament den 21. december, hvor de separatistiske partier har annonceret, at de vil stille op, selv om de dermed indirekte anerkender deres eget nederlag og den spanske stats overtagelse af myndighden. Hvilken rolle Puigdemont vil spille frem mod det forestående valg er uklart, men der spekuleres allerede nu i en samlet, bred uafhængighedsliste, der også kunne inkludere de fængslede aktivistledere Jordi Sánchez og Jordi Cuixart.
For Girona-borgmester Marta Madrenas er valget i december den bedst mulige udgang på en situation, der er gået i politisk hårdknude.
»Valget er en glimrende mulighed for at få opklaret, hvor mange i Catalonien der rent faktisk ønsker uafhængigheden. Det vil også give mig ro i sindet, for hvis flertallet ikke ønsker det nu, så skal det ikke være nu, og så må vi sætte projektet på pause. Men hvis flertallet er der, så må vi handle med endnu større beslutsomhed for at sikre, at det folkelige mandat bliver omsat til en reel uafhængighed«, siger hun.
