Iberisk nedtrapning
Tænk, hvis løsningen på narkoudfordringen var kærlige krammere i stedet for krig. Den radikale portugisiske narkotikapolitik leverer opsigtsvækkende resultater. Weekendavisen 23.03.2018
Det, der startede som et vovet portugisisk eksperiment for 16 år siden, er i dag blevet en opsigtsvækkende europæisk succeshistorie i forebyggelse af narkomisbrug. Ved at erstatte straf med behandling som det bærende princip i kampen mod stoffer er et af Europas mest narkoplagede samfund på under to årtier bragt ud af herointågerne og ind på dukselisten i de internationale narkostatistikker.
Siden Portugal i 2001 afkriminaliserede stoffer, er antallet af heroinmisbrugere således styrtdykket, den narkorelaterede kriminalitet faldet markant, og antallet af dødsfald som følge af overdoser er i dag fem gange så lavt som gennemsnittet i EU. Modellen er enkel: Stofmisbrug, siger de i Portugal, er ikke en forbrydelse, men en sygdom. Og derfor skal samfundet heller ikke bruge energi på at retsforfølge de mennesker, der bliver taget med en kanyle i armen eller med næsen nede i kokainstriben. De skal i stedet have hjælp til at komme ud af deres misbrug eller udstyres med de nødvendige redskaber til at leve et anstændigt liv på trods af deres misbrug.
João Goulão er læge med speciale i misbrugsbehandling og leder af den nationale rusmiddelindsats. Han var arkitekten bag loven fra 2001, som vendte op og ned på narkoindsatsen i Portugal og promoverede en radikal ændring i synet på den enkelte stofmisbruger.
»Den afgørende faktor var at flytte håndteringen af stofmisbruget fra det kriminelle system og over i sundheds- og socialvæsenet. Vi betragter ikke længere den enkelte stofmisbruger som en kriminel, men som en person, der har brug for behandling og støtte,« fortæller Goulão til Weekendavisen. De ressourcer, der gennem denne prioritering frigives hos politi og retsvæsen, skal bruges på at bekæmpe de egentlige kriminelle: bagmændene og pusherne.
Stoffer er fortsat ulovlige i Portugal, og der er fængselsstraf for produktion og distribution. Men besiddelse af stoffer til eget brug – loven sætter som grænse, hvad der svarer til ti dages personligt forbrug og inkluderer både cannabis og hårde stoffer som kokain, heroin, amfetamin og ecstasy – sigtes ikke længere efter straffeloven. Det betragtes derimod som en administrativ forseelse, der ikke noteres på straffeattesten.
Bliver man pågrebet med ulovlige stoffer, bliver man til gengæld pålagt at møde op i den såkaldte Comissão para a Dissuasão da Toxicodependência (CDT), afskrækkelseskommissionen for stofafhængighed.
Ingen skal dømmes
Det lyder dramatisk, men det er det faktisk ikke. I virkeligheden er der blot tale om en uformel samtale med social- og sundhedsfaglige rådgivere, som evaluerer hver enkelt sag og beslutter, hvordan overtrædelsen skal takseres.
»Vi sidder stille og roligt rundt om et bord og taler med den person, der er blevet henvist til os. Det er ikke en retssal, og der er ingen, der skal dømmes. Vi er der frem for alt for at hjælpe og oplyse dem om konsekvenserne ved at fortsætte misbruget,« fortæller sociologen Nuno Capaz, som leder Lissabons CDT, til Weekendavisen.
Kommissionen består af ti professionelle rådgivere og håndterer hvert år byens omkring 2.500 narkotikasager, hvoraf hovedparten vedrører unge på under 25 år. En af de vigtigste opgaver for panelet er at vurdere, hvilken type misbrug der er tale om. En person, som har røget hash eller taget stoffer i forbindelse med en bytur og ikke har nogen tidligere kontakt med systemet, vil typisk få en bøde, og intet yderligere vil blive foretaget. Er der tale om et systematisk misbrug, kan personen blive henvist til behandling eller rehabilitering.
Formålet med kommissionerne, fortæller Capaz, er at afværge, at en person kommer ud i et dybere og farligere misbrug, og minimere de afledte skadevirkninger som kriminalitet, sociale problemer, hiv-smitte og overdoser.
»Vi foregiver ikke at kunne få alle folk til at holde op med at tage stoffer, og vi foregiver ikke, at vi kan udrydde stofferne. Men vi forsøger at give objektiv oplysning om risikoen ved at tage stoffer og motivere til at stoppe eller begrænse et misbrug,« fortæller Capaz.
CDT-samtalerne er en af hjørnestenene i den portugisiske narkopolitik, der også fokuserer på skadesreduktion i form af gratis sprøjter og metadon, rehabiliteringstilbud samt kampagner, der skal ændre samfundets syn på stofmisbrugeren fra en kriminel til en medborger, som har brug for hjælp. Målet er at minimere den sociale stigmatisering, stabilisere livssituationen for heroinmisbrugere og give dem mulighed for at varetage jobs eller uddannelse.
Ifølge Capaz har loven gjort det meget lettere for behandlingssystemet at komme i kontakt med den enkelte stofmisbruger.
»Efter afkriminaliseringen risikerer misbrugerne ikke at blive anholdt som før. De føler sig ikke længere truede af politiet, og det er meget lettere for dem at komme ud og sige, at de har brug for behandling,« fortæller Capaz.
Resultaterne af den portugisiske model er til at tage og føle på. Det portugisiske sundhedsministerium vurderer, at der i dag blot er 25.000 heroinmisbrugere i Portugal, mod 100.000 da loven blev indført. Antallet af hiv-smittede som følge af stofmisbrug er faldet med 95 procent, og ifølge tal fra European Monitoring Centre for Drugs and Drug Addiction (EMCDDA) er antallet af narkorelaterede dødsfald i Portugal i dag fem gange så lavt som EU-gennemsnittet – og ti gange så lavt som i Danmark.
Prisbillige resultater
Det allermest opsigtsvækkende er dog nok, at resultaterne er opnået ved at bruge færre – ikke flere – penge. Tiago Cabral er jurist og forsker ved Centre of Studies in European Union Law ved Minho-universitetet i Braga og har i en nylig rapport analyseret resultaterne af de første 15 år med den portugisiske narkopolitik. Heri påpeger han blandt andet, at staten har haft 18 procent færre udgifter til håndtering af stofmisbrug – en betydelig besparelse for et land, der i årevis har kæmpet med økonomiske problemer.
»Modellen opnåede imponerende resultater med en enkel og prisbillig tilgang. Det faktum kan man ikke sidde overhørig,« fortæller Tiago Cabral til Weekendavisen.
Den portugisiske succeshistorie er ikke gået ubemærket hen i den internationale debat. Lovmagere og lobbyister fra hele verden har de seneste år stillet skarpt på det lille iberiske land, og modellen er blevet rost af både WHO, American Public Health Association og Global Commission on Drug Policy. Det uafhængige ekspertorgan, International Narcotics Control Board (INCB), vurderede for et par år siden, at Portugal har fundet den »bedste praksis« for håndtering af narkotikaproblemet.
I dag får den portugisiske model masser af positiv opmærksomhed, men da loven skulle vedtages i 2001, var kritikken fra både ind- og udland højlydt. Portugal havde i årevis kæmpet med massive narkotikaproblemer, og siden 1980erne havde heroinmisbrug på det nærmeste været en national epidemi. Folk fixede på åben gade, røverier og indbrud hørte til dagens orden, og hiv-raten var den højeste i Europa. Skulle afkriminalisering nu være løsningen på al den elendighed? Mange frygtede, at Portugal ville blive oversvømmet med billige stoffer, som ville få antallet af stofmisbrugere til at stige endnu mere og gøre landet til et mekka for tilrejsende narkomaner.
Det skete som bekendt ikke, og i dag er der bred opbakning til modellen på tværs af Portugals politiske spektrum. Den hårdeste kritik kommer paradoksalt nok ikke fra folk, der ønsker modellen rullet tilbage, men fra folk, der synes, den ikke er gået langt nok. Flere græsrodsorganisationerkritiserer myndighederne for at være gået i stå og for ikke at tage de næste nødvendige skridt i forhold til etablering af bemandede fixerum og kanyle-programmer i fængslerne og for ikke at lette adgangen til modgiften naloxon, som kan forebygge skadevirkninger og dødsfald som følge af overdoser.
Der er også stærke stemmer i debatten, som ønsker, at Portugal skal tage et skridt videre og legalisere cannabis. Det sidste afviser João Goulão, som ikke mener, der er tvingende behov nu og her: »Da vi besluttede at afkriminalisere stoffer, var vi i en desperat situation og havde behov for at afprøve nye tilgange. Det er ikke længere tilfældet, og vi kan vente på erfaringerne fra de lande, som har prøvet nye veje med legalisering af cannabis,« siger João Goulão.
