Litterær regeringskrise
Den nye spanske regeringschef udnævnte højst overraskende en romanforfatter som kulturminister. Det skulle han snart komme til at fortryde. Weekendavisen Bøger 22.06.2018
Det skulle have været en festdag for det litterære Spanien. En romanforfatter på posten som kulturminister – kan man forestille sig en bedre ambassadør for litteraturen end en mand, der kender bøgernes verden indefra?
Det kunne mange af de toneangivende spanske forfattere godt. For hvordan var det dog faldet den nye spanske regeringschef, Pedro Sánchez, ind at pege på lige netop Màxim Huerta? Romanforfatter, javel, men af mange i kulturparnasset betragtet som en middelmådig tv-kendis, der havde gjort sine hoser grønne i den mere kulørte ende af programsfæren. Hvad i alverden havde gjort ham fortjent til at blive øverste høvding i det spanske kulturliv?
47-årige Huerta er uddannet journalist og var i mange år medvært på det populære talkshow El programa de Ana Rosa på tv-kanalen Telecinco. Han sprang først ud som romanforfatter i 2009 og har siden da udgivet seks romaner, som har vundet det brede publikums hjerter, men har haft svært ved at blive taget seriøst af det officielle anmelderi. Selvom han i 2014 vandt den prestigefyldte litterære pris Premio Primavera, synes de mange år som tv-kendis at have brændemærket ham som en letbenet mediefidus.
Forfatterkollega Juan Manuel de Prada kaldte udnævnelsen »foruroligende«, mens catalanske Jordi Puntí i en klumme i avisen El Periódico konkluderede, at hvis Huerta kan blive minister, så kan alle og enhver blive det. Digteren Carlos Marzal betvivlede åbent Huertas litterære meritter, og den højt respekterede forfatter Ignacio Martínez de Pisón konstaterede tørt, at han ikke anede, hvem den nye kulturminister var. Ingen kunne være i tvivl om, hvor i det kulturelle hierarki dét placerede Màxim Huerta.
Det var således med alt andet end lovord og rygklap fra forfatterkollegerne, at Màxim Huerta blev taget i ed som ny kulturminister forrige uge. De få, der gav udtryk for glæde, lignede små opløftende dryp i et hav af kølig indifference og nedladende skepsis. Og langtfra nok til at give Màxim Huerta den rygvind af begejstret energi, som ellers havde præget udnævnelsen af det nye regeringshold.
Pedro Sánchez, der overtog regeringsmagten fra den korruptionsfældede Mariano Rajoy, havde sat et regulært dream team af højt respekterede kapaciteter med tung faglig ballast. Det kvindedominerede kabinet talte både en stjerneøkonom fra Bruxelles til at styre økonomien, en astronaut i spidsen for forskning og innovation, en tidligere formand for Europaparlamentet som udenrigsminister og en højtprofileret undersøgelsesdommer som indenrigsminister.
Og så var der Màxim Huerta. The odd man out, som virkede lige så overrasket over udnævnelsen som de medier, der straks igangsatte en offentlig kølhaling af den nye minister. Og det skulle snart vise sig, at der var nok at komme efter.
For det første var der de gamle tweets. Huerta havde vedligeholdt en livlig og ublu meningsproduktion på Twitter, og den ramte ham nu som en boomerang. Eksempelvis havde han flere gange givet udtryk for sin foragt for både sport og sportsudøvere – et uheldigt udgangspunkt for en minister, der også har sporten som ressortområde. På tilsvarende vis havde han nedsablet tyrefægtning, der har status af national kulturarv og også rangerer under kulturministeriet, og som prikken over i’et havde han slynget forbandelser ud mod de catalanske separatister. Sidstnævnte forsøger Pedro Sánchez ihærdigt at række en forsonende hånd for at genåbne broerne til den oprørske region. Det sidste, han har brug for, er løsgående missiler fra sine egne ministre – også selvom de er sendt af sted i fortiden.
Det var således med en støvsky af polemik omkring sig, at Huerta indtog ministerposten. Men hvis han troede, at det værste dermed var overstået, skulle han snart blive klogere. Han havde tilsyneladende glemt at fortælle sin nye chef om en meget vigtig detalje fra sin fortid, men der gik ikke mange dage, før medierne fik den snuset op.
Avisen El Confidencial kunne mindre end en uge efter indsættelsen afsløre, at Màxim Huerta mellem 2006 og 2008 havde snydt for mere end 200.000 euro i skat og efterfølgende var blevet dømt for skatteunddragelse. Selvom Huerta bedyrede sin uskyld, og selvom tilbagebetalinger til skattevæsenet er i fuld gang, kunne ministerkarrieren ikke reddes. Den nye regering var kommet til magten i et opgør med korruption og fuskeri, og den kunne ikke tillade sig at lægge fra kaj med en skatteunddrager om bord.
Efter kun seks omtumlede dage på posten måtte Màxim Huerta gå på tidlig ministerpension. Ny kulturminister blev José Guirao, en garvet kulturformidler og museumschef med en lang karriere i nogle af Spaniens vigtigste kunstinstitutioner bag sig. Kulturparnasset klappede begejstret i hænderne, mens Huerta luskede ud ad bagdøren.
Hvad han nu skal, står hen i det uvisse. På sin nu lukkede Twitter-profil havde han fastgjort et citat fra sit store litterære idol, forfatteren Ana María Matute:
»Ordet er det smukkeste, der er blevet skabt, det er det vigtigste af alt det, vi har som mennesker. Ordet er det, der redder os.«
Der skulle mere end ord til for at redde Huerta som kulturminister. Han var for let for eliten og for lyssky for Sánchez. Ingen af delene burde forhindre ham i at genoptage karrieren som bestsellerforfatter.
