Narkoens port til Europa
Spansk politi kæmper en desperat kamp for at holde trit med narkosmuglingen i den andalusiske by La Línea, hvor de organiserede bander har kronede dage. Op mod 3000 mand er på lønningslisten hos de kriminelle, der er blandt hovedleverandørerne af hash til det europæiske marked. Reportage i Weekendavisen 20.04.2018.
»Det er en mafia, der er ved at infiltrere byen. Hvis ikke de bliver bremset meget snart, er jeg bange for, det kan komme helt ud af kontrol.«
Juan Franco slår ud med armene i en magtesløs gestus. Han er borgmester i den sydspanske by La Línea de la Concepción, som de seneste måneder har trukket overskrifter i både spanske og internationale medier. »Lovløshed« og »colombianske tilstande« er gennemgående termer i rapporterne fra byen, som er det primære brohoved for indsmugling og distribution af ulovlige stoffer fra Marokko til Europa.
Hver uge landes adskillige ton hash på områdets kyststrækning, hvorfra det bliver fragtet videre nordover. Leverancerne fra La Línea anslås at dække mere end halvdelen af Europas samlede hashforbrug, og politiet kæmper en desperat kamp for at holde trit med de organiserede bander, der har fået et solidt tag i lokalbefolkningen. Det anslås, at 3000 personer i La Línea er på lønningslisten hos byens narkogangstere, som benytter sig af specialbyggede speedbåde, sofistikeret teknologi og et vidt forgrenet netværk af informanter og håndlangere.
Og de tager stadigt mere voldelige metoder i brug for at beskytte deres forretning, som ifølge tal fra de spanske myndigheder årligt genererer i omegnen af 325 millioner euro: Politifolk bliver påkørt og overdænget med sten, når de prøver at gribe ind over for en transport. Konfiskeret materiel generobres fra politiets varetægt. Og for nylig blev et højtstående medlem af den ledende Castañita-klan ’befriet’ fra hospitalet, efter at han var blevet såret og pågrebet i forbindelse med en politijagt. 20 hætteklædte personer trængte ind på hospitalet, hvor de raserede inventar og pacificerede vagtpersonalet, inden de slæbte af sted med deres kollega, som efterfølgende blev sejlet over Gibraltarstrædet til behandling på et privathospital i Tanger.
For borgmester Juan Franco er episoden på hospitalet en trist milepæl, der får ham til at frygte for fremtiden i La Línea.
»Vi har hverken kapacitet eller kompetence til at bekæmpe narkokriminaliteten. Det er bander med kolossale ressourcer. Det er ikke et lokalt problem, det er et nationalt og globalt problem,« siger han.
Politiet har de seneste år konfiskeret mellem 100 og 150 ton hash årligt i området omkring La Línea, men civilgardistforbundet AUGC anslår, at omkring fire gange så meget slipper igennem nettet, og for en stor dels vedkommende videre til resten af Europa. EMCDDA, der monitorerer narkotikamarkedet for EU, anslog i 2016, at det samlede hashforbrug i unionen beløber sig til 641 ton (beregnet ud fra 2013-tal).
En karriere som narkogangster
42-årige Juan Franco har haft borgmesterkæden på i tre år, og hans job har været tynget af problemer fra første dag. La Línea, som har en befolkning på 63.000, er Spaniens næstfattigste by og kæmper med en arbejdsløshed på mere end 35 procent. De sociale problemer er massive, uddannelsesraten blandt de laveste i Spanien, og den frie passage over grænsen til Gibraltar, den britiske enklave, hvor en betydelig del af byens befolkning arbejder, er i farezonen som følge af Brexit.
Stort set alt er galt i La Línea – medmindre man da planlægger en karriere som narkogangster. Så får man til gengæld ideelle betingelser.
Det fortæller »Manuel«, som er politimand i La Línea og har indvilliget i at vise mig, hvordan byens narkoøkonomi er skruet sammen. Han har bedt om, at hans rigtige navn holdes skjult, da han har været udsat for trusler fra banderne og derfor ikke ønsker at stå offentligt frem. Lige nu er han på sygeorlov, efter at han blev påkørt af et flygtende bandemedlem ved en politikontrol. Men historien skal ud, siger han, så omverdenen kan blive bevidst om problemets omfang og den pris, La Línea betaler for at være landingsplads for ulovlige stoffer til resten af Europa.
»De har ingen hæmninger. Ingen respekt. Vi har fuldstændig mistet grebet om dette, og vi mangler desperat forstærkninger,« fortæller Manuel, mens vi kører langs vandet på østsiden af byen, hvor sandstrandene ligger øde hen.
Strandpromenaden ser alt andet end fashionabel ud. Som mange andre steder i La Línea efterlader den indtrykket af en træt og nedslidt by præget af tilfældigt opførte ejendomme. Den hyppige anvendelse af stranden som landingsplads for stoffer får beboerne til at flygte trods den attraktive placering i første række til vandet.
Mange af bygningerne står halvtomme hen med nedrullede skodder, og snart ser vi også de første vagtposter i vinduer og døropgange, hvor betragtere holder øje med de forbipasserende. Det er de såkaldte puntos, de laveste i narkobandernes hierarki, som blot skal holde udkig efter politi og mistænkelige forbipasserende. Lønnen er imidlertid klækkelig: En punto tjener mellem 1000 og 1500 euro for en enkelt dags arbejde.
»Hvordan skal du overbevise en ung mand om, at han skal knokle med studier eller tage et almindeligt arbejde, når han kan tjene så mange penge så let?« spørger Manuel.
Uudtømmeligt varelager
Vi nærmer os det berygtede kvarter La Atunara, en gammel fiskerbydel, som er en af bandernes højborge. De store, dyre biler, der holder langs gaderne, står i skærende kontrast til områdets ramponerede look. Mercedes, Chrysler, Range Rover. På toppen af et hus er der monteret et radaranlæg, som benyttes til at overvåge kystvagtens både.
Vi parkerer bilen og går ud på den brede sandstrand, hvor friske hjulspor og et virvar af fodaftryk indikerer, at der har været en nylig last. Mod syd kan man se forbjergene på Afrikas nordkyst som fine silhuetter mod himlen. Marokko ligger blot 30 kilometer væk i fugleflugt. Verdens største producent af cannabis, et uudtømmeligt varelager, der bare venter på at blive sejlet over strædet, så det kan komme videre til de europæiske markeder.
Den disciplin udfører banderne i La Línea til perfektion. Narkotransporterne, fortæller Manuel, foregår i specialbyggede speedbåde, som hver kan laste to til tre ton og kan holde en topfart på 120 kilometer i timen – noget, som ingen af politibådene kan matche. Dygtige bådførere bliver betalt op til 50.000 euro for turen over strædet, der blot tager en halv time, men somme tider kræver flere dages ventetid i rum sø, før det sidste hug mod kysten sættes ind.
I det øjeblik båden lander på stranden, aktiveres et kolossalt logistisk apparat, som kan involvere flere hundrede mennesker. Typisk kommer der fire store firehjulstrækkere – primært Toyota Land Cruisers, som er stjålet andre steder i Spanien – og op til 50 personer for at slæbe. Den ene af de fire biler er udelukkende med som »bulldozer«: Hvis politiet skulle dukke op, har chaufføren til opgave at blokere vejen og tilmed torpedere politiets køretøjer, så den dyrebare last kan transporteres væk.
»Der er sket et markant skifte i deres modus operandi inden for det seneste år. Tidligere flygtede de, hvis politiet kom. I dag tager de kampen op mod politiet for at beskytte deres varer. Og vi er altid underbemandede. Forestil dig, at vi kommer med en patrulje på to eller fire personer og møder flere hundrede mennesker, der spærrer vejen. Det gør det næsten umuligt for os at stille noget op. Jeg har oplevet, at selv gamle mennesker, børn og gravide kvinder blokerer kørebanen for at forhindre en politipatrulje i at nå frem. Det er typisk familie til dem, der er nede på stranden – de lever også af pengene fra transporterne, og de har alle sammen en interesse i, at ladningen ikke bliver konfiskeret, og at de involverede ikke bliver pågrebet,« fortæller Manuel.
Manuel stopper sin talestrøm og kigger op mod vejen. En bil med tonede ruder er kørt ind til siden, og vinduerne bliver rullet ned. Inde i bilen sidder fire mænd. De kigger på os og gør ikke mine til at køre videre. De har tydeligvis registreret, at der er fremmede fisk i akvariet. Og de ser ikke specielt venlige ud.
»De prøver at intimidere dig. Vise dig, at de holder øje med dig. Det er deres strategi,« siger Manuel.
Strategien virker udmærket – det føles, som om der er øjne på os overalt, og jeg får instinktivt lyst til at komme væk herfra. Vi forlader Atunara og kører mod vest ind i landet ad hullede jordveje. Næste stop på ruten er El Zabal, en stor udørk uden for bygrænsen, hvor narkogangsterne har skabt deres egen private by uden for myndighedernes opsyn. Her er journalister om muligt endnu mindre velkomne end i La Atunara. For nylig blev et reporterhold fra den spanske tv-station Antena 3 angrebet af bandemedlemmer, som knuste ruderne i deres bil, mens de sad inde i den. Nogle måneder forinden gik det ud over et tv-hold fra stationen La Sexta.
Gaderne i El Zabal har ikke navne, og ejendommene eksisterer ikke officielt i noget register. Husene er opført uden tilladelse, og håndværkere og leverandører bliver betalt i kontanter. Byen er opført af og til narkogangsterne i et område, der officielt er udlagt som landzone. Omkring de store villaer er der høje, massive betonmure med pigtråd og overvågningskameraer. Det ligner snarere fæstningsværker end luksusvillaer. Overdimensionerede porte i murene indikerer, at der bliver transporteret andet end personbiler ind på matriklerne.
Disse ejendomme, fortæller Manuel, har ikke kun til formål at lægge stuer til gangsternes luksusliv. Det er også lagerhaller for narkobådene og for de ulovlige stoffer på deres vej fra stranden og videre til det europæiske marked.
Vi kører dybere ind i El Zabal, et stort, labyrintisk netværk af hullede jordveje flankeret af høje betonmure. Manuel peger på en ejendom, der skiller sig ud ved sin størrelse. Han fortæller, at den tilhører brødrene Francisco og Antonio Tejón, lederne af den berygtede Castañitas-klan, som kontrollerer 60-70 procent af narkohandlen i La Línea. De har længe levet i skjul fra politiet, og mytedannelsen omkring dem er enorm. De er blevet sammenlignet med Pablo Escobar, og ligesom den legendariske colombianske narkoboss har de opbygget en hær af loyale undersåtter til at beskytte både sig selv og den indbringende forretning. Og ligesom ham har de givet masser af penge til lokalsamfundets svageste og sikret dem tag over hovedet. Det eneste, de kræver til gengæld, er tavshed og ubetinget troskab, og den får de. Det er så godt som umuligt at finde nogen, der vil tale dårligt om Tejón-brødrene. Eller tale om dem, i det hele taget.
»Mange herude opfatter dem som helte,« fortæller Manuel. »De beskytter dem med deres liv, og tavsheden er total.«
Den økonomiske logik
Ingen ved, hvor brødrene befinder sig lige nu. Rygterne lyder, at de skjuler sig i Gibraltar. Andre siger, at de befinder sig i Marokko. Og nogle hævder hårdnakket, at de stadig befinder sig lige her, i El Zabal.
En stor firehjulstrækker kommer kørende imod os på den smalle jordvej. Da den er kommet tættere på, trækker den pludselig ind mod midten af vejen og speeder op, direkte imod os. Jeg svinger bilen mod højre, ind mod den tætte bevoksning, der flankerer vejen, og hører den skærende lyd af grene mod lakken. Firehjulstrækkeren stryger forbi på centimeters afstand. Bag rattet sidder en kraftig, maskinklippet mand med solbriller og udtryksløst ansigt. I bakspejlet ser jeg bilen dreje om det næste hjørne. Endnu en soldat i narkobaronernes hær, vant til at intimidere udefrakommende. »Du kan ikke stole på nogen herude,« siger Manuel.
Vi finder vejen ud af El Zabal, men slipstrømmen fra narkoøkonomien fortsætter ude på den anden side. I det tilstødende område er der et hav af forretninger, som sælger dyre biler, ure, eksklusivt sportstøj, overdimensionerede møbler og kitschet boliginventar med guld og glimmer. Her er tilmed en butik, der sælger flygler. De mange millioner euro, som narkotrafikken genererer, skal bruges til noget. I dette virvar af nyttige og unyttige varer blander pengene fra narkohandlen sig med byens officielle økonomi. Manuel udpeger adskillige bandemedlemmer i gadebilledet. De er lette at identificere i deres obligatoriske mørke træningssæt og sneakers i mærker som Armani eller Guess samt deres skarptskårne frisurer og skæg.
»De gør intet for at skjule deres forbindelse til banderne. Tværtimod. De er stolte af det og bærer den påklædning som en uniform, som en måde at vise, at de tilhører denne verden.«
Manuel kender mange af dem personligt. Han er vokset op i udkanten af El Zabal, før det blev overtaget af banderne, og han har gået i skole med mange af de folk, han i dag står ansigt til ansigt med, når han er på patrulje. Folk med begrænsede ressourcer, som ifølge politimanden havde svært ved at stave eller lave et simpelt regnestykke, men som i dag har penge i mængder, han kun kan fantasere om. Narkoøkonomiens logik er ironisk.
Et europæisk anliggende
Manuel drømmer som mange af sine kolleger om at flytte væk fra La Línea og slå sig ned et nyt og fredeligere sted. Komme væk fra volden og truslerne og den konstante usikkerhed. Men han kan ikke få solgt barndomshjemmet, hvor hans mor stadig bor. Ingen udover narkogangsterne vil købe et hus i El Zabal, og deres penge vil han ikke tage imod, selvom tilbuddene har været rigelige.
»Jeg er afhængig af, at problemerne bliver løst her i La Línea. Men vi kan intet stille op, hvis ikke vi får de nødvendige ressourcer til at udføre vores opgaver ordentligt.«
Den kritik står han langtfra alene med. Frustrationen blandt områdets sikkerhedsansatte er massiv, og alle de store politiforbund kræver politisk handling fra den spanske regering. Over for Weekendavisen giver både José Encinas, lokal leder af det spanske fagforbund for civilgardister, AUGC, og Javier López, som er talsmand i den lokale afdeling af politiforbundet SUP, udtryk for, at situationen er ude af kontrol. De fortæller begge om en katastrofal mangel på mandskab og ønsker, at området får den samme type særstatus med ekstra økonomiske ressourcer, som i sin tid blev givet til Baskerlandet, dengang ETAs terror gjorde det svært at rekruttere politibetjente, funktionærer, læger og skolelærere.
Også civilsamfundet er begyndt at røre på sig i La Línea. I slutningen af februar gik 4000 mennesker på gaden i protest mod narkobandernes hærgen på initiativ af paraplyorganisationen Por tu seguridad, por la de todo (for din og alles sikkerhed), som forbinder civile organisationer og politiforbund. Demonstranterne krævede blandt andet flere betjente, flere ressourcer til efterforskning, en særlig domstol for narkokriminalitet og en øget social indsats for at hjælpe flere unge med at få uddannelse og arbejde.
»Vi ville sende et budskab til myndighederne om, at der skal gøres noget nu, og til befolkningen om, at de skal tage deres ansvar som medborgere seriøst. Der er en alt for stor del af befolkningen, som bare kigger den anden vej. Narkopengene korrumperer, og jeg frygter, at dette kan trænge ind i alle samfundets institutioner, hvis vi lader banderne vokse og blive endnu stærkere,« siger Francisco Mena, en af de ledende kræfter i bevægelsen, til Weekendavisen.
Han langer ud efter den spanske regerings passivitet og opfordrer til, at også resten af Europa tager medansvar for situationen: »Dette er også et europæisk anliggende. Vi er den yderste grænse for unionen og den første barriere, der kan blokere for indsmugling af ulovlige stoffer. Det er de samme stoffer, som myndighederne efterfølgende bekæmper i deres egne lande, så det er i hele Europas interesse, at den barriere ikke kan gennemtrænges.«
Måske er der lysere tider forude. De seneste måneders kaos og mediedækning lader til at have åbnet en ventil til den centrale pengetank i Madrid. Få dage efter mit besøg i La Línea annoncerede den spanske indenrigsminister Zoido en række nye tiltag til bekæmpelse af narkobanderne, herunder en hensigtserklæring om at forbyde deres specialbyggede speedbåde og om at skabe en permanent tilstedeværelse af politi i La Atunara. Hvornår det præcis skal ske, eller hvor mange nye betjente der skal udkommanderes, melder historien ikke noget om.
Om det bliver tilstrækkeligt til at vende situationen, vil tiden vise. Den kriminelle underverden har sat sig tungt på La Línea, og Los Castañitas og de andre klaner vil uden tvivl gå langt for at beskytte deres indbringende forretning.
