Rebellernes revanche
Catalonien. Regionsvalget var et dobbelt nederlag for den spanske premierminister. Dels genvandt de catalanske separatister flertallet og kan fortsætte kampen for selvstændighed. Dels udfordres Mariano Rajoy nu som de spanske borgerliges leder. Analyse Weekendavisen.
For den spanske regeringschef Mariano Rajoy kunne sidste uges regionsvalg i Catalonien næppe have fået et dårligere udfald. Dels genvandt den separatistiske blok sit flertal i regionsparlamentet, og dels blev Rajoys konservative parti PP besejret så eftertrykkeligt af det fremstormende unionistparti Ciudadanos, at chokbølgerne straks forplantede sig langt ned over den spanske højslette som et varsel om et snarligt vagtskifte i det borgerlige Spanien.
Rajoy havde slået sig op som beskytteren af et samlet Spanien og havde på forhånd lovet at »genoprette normaliteten« i den oprørske region. Men ud af valgkampens røgskyer trådte et mere splittet og polariseret Catalonien end nogensinde før, og Spaniens enhed synes alt andet end konsolideret. Løsrivelsestrangen er tilsyneladende uændret, og samtidig har de pro-spanske catalanere med deres omfavnelse af de antiseparatistiske hardlinere i Ciudadanos gjort det mere end tydeligt, at de ikke ser Rajoy som manden, der kan løse konflikten mellem separatister og unionister i Catalonien.
Indtil en ny regionsregering er konstitueret, er det imidlertid stadig Mariano Rajoy, der har den formelle magt i Catalonien. Og den groggy premierminister sidder fortsat med hånden på knappen til »atombomben«, paragraf 155 i den spanske forfatning, der gør det muligt for staten at suspendere selvstyret i en genstridig region.
Han har allerede trykket på den én gang, da Catalonien i oktober blev sat under administration, og han kan blive tvunget til at trykke på den igen, hvis en ny regionsregering fyrer op under løsrivelseskedlerne igen.
Om den gør det, er det store åbne spørgsmål i disse dage. Separatistblokken har mandaterne til at lave det regeringsgrundlag, de ønsker, og dermed genoptage solofærden mod selvstændighed. Men de seneste måneders frontalkollision med den spanske stat har været dyr for både uafhængighedsbevægelsen og Catalonien som region.
Flere separatistledere er i fængsel eller på flugt, og endnu flere sagsanlæg mod de ledende politikere er på vej. Samtidig har den ustabile politiske situation medført faldende forbrug, færre turister og opbremsning på ejendomsmarkedet, mens flere end 3000 virksomheder har flyttet deres juridiske adresse ud af regionen for at undgå at skulle betale skat i Catalonien, hvis den selvstændige republik bliver en realitet.
Løsrivelseskurs?
Der er således nok at forholde sig til for de separatistiske partier, som i de kommende uger skal nå til enighed om et regeringsgrundlag. Truslen om statslig intervention hænger over hovedet, og blokken er svækket af indre spændinger om såvel kurs som lederskab.
Rajoys godkendelse af valgudskrivelsen har ganske vist bibragt valgets sejrherrer en demokratisk legitimitet, som bevægelsen ikke opnåede ved oktobers ulovlige folkeafstemning. Men trods flertallet i mandater opnåede blokken kun 48 procent af stemmerne (idet valgsystemets fordelingsnøgler favoriserer de tyndt befolkede områder, hvor uafhængighedsbevægelsen står stærkest). Vil det blive tolket som et tilstrækkeligt folkeligt mandat til at forfølge en unilateral løsrivelseskurs?
Svaret på dette spørgsmål blæser fortsat i vinden, ligesom det heller ikke står klart, hvem der kommer til at stå i spidsen for den nye regionsregering. Favoritten er den afsatte præsident Carles Puigdemont, som befinder sig i Bruxelles. Men han vil blive arresteret på stedet, hvis han krydser grænsen til Spanien. Meget nemmere ser det ikke ud for den anden oplagte kandidat, lederen af det venstrerepublikanske ERC, Oriol Junqueras, som er varetægtsfængslet og må håbe på en udgangstilladelse for at kunne møde op i parlamentet og blive indsat som regionspræsident.
Ingen af de to kandidater ligner med andre ord driftssikre regionspræsidenter, som kan lede Catalonien gennem sin største politiske krise i det moderne Spaniens historie. Og da samtlige højtstående figurer i bevægelsen er i anklagemyndighedens søgelys, kan de nye ministre risikere at tilbringe mere tid i retssalene end i regeringskontorerne.
Om der kan komme en slagkraftig administration ud af det er nok mere end tvivlsomt, og der hviskes allerede om muligheden for nyvalg inden for seks måneder.
Rajoys »behagesyge«
Tilbage i Madrid kan Mariano Rajoy benytte juleferien til at reflektere over valgets udfald. Hans konservative parti har fået så eftertrykkelig en lussing i Catalonien, at han måske i sit stille sind overvejer, om strategien i Catalonien har været den rigtige. Vil han prøve at åbne en dør i regeringspaladset Moncloa og invitere de separatistiske ledere til reelle forhandlinger om det catalanske spørgsmål? Eller vil han modsat stramme kursen endnu mere og forsøge at genvinde det tabte borgerlige terræn, som Ciuadadanos selvsikkert har indtaget?
Meget tyder på det sidste. Ciudadanos’ triumf i Catalonien har fået alarmklokkerne til at ringe i det konservative parti, som er i gang med at miste sit monopol på det borgerlige Spanien.
Ciudadanos har med sine unge, renskurede ledere slået sig op som det moderne og ufordærvede alternativ til et forstenet konservativt parti, og i spørgsmålet om Catalonien har partiets linje været så hård og uforsonlig, at Rajoy er kommet til at se vag og tøvende ud. Den tidligere konservative premierminister, José María Aznar, har åbent tilkendegivet sin beundring for Ciudadanos’ leder Albert Rivera og kritiseret Mariano Rajoy for »behagesyge«.
Aznar er langtfra den eneste borgerlige høg, der har kastet sin kærlighed på Albert Rivera, og måske har han fornemmet, at forandringens vinde blæser over Spanien. Ciudadanos har med sin appel til de »tavse« spansksindede catalanere på blot syv år tidoblet sit stemmetal i Catalonien, og der er ingen tvivl om, at det er det unge partis ambition at gentage udraderingen af PP på den landspolitiske arena.
Og så længe separatisterne i Catalonien sidder ved magten, er Rivera garanteret masser af eksponering som både folkets mand og kompromisløs beskytter af Spaniens enhed.
