Rumvæsen bag tremmer
I 50 år har man forgæves forsøgt at opdrætte ottearmede blæksprutter på undersøiske farme. Nu ser det endelig ud til, at forskere har knækket koden – men er det overhovedet forsvarligt at holde de intelligente havdyr i fangenskab?
Link til artiklen i Weekendavisen: https://www.weekendavisen.dk/2...
Den ottearmede blæksprutte er et af klodens mest forunderlige væsener. Med sin usandsynlige fysik og gådefulde adfærd ligner den noget fra en anden galakse, og den har gennem århundreder været genstand for et hav af myter og fantastiske fortællinger. Snart skal den måske forberede sig på et liv i fangenskab på undersøiske blækspruttefarme. Den ottearmede blæksprutte er nemlig også en eftertragtet delikatesse, og de seneste år er efterspørgslen på dens kød blevet så stor, at udbuddet af vilde eksemplarer ikke længere kan følge med.
Fra Japan over Spanien til Chile og Mexico arbejder forskerne på højtryk for at muliggøre industrielt opdræt af de ottearmede sprutter, og efter mere end 50 år med forgæves forsøg ser gennembruddet ud til at være nær. For nylig annoncerede det japanske fødevareselskab Nissui, at de er klar til at sende opdrættet blæksprutte af arten octopus sinensis på markedet i 2020, og i den nordspanske by Vigo arbejder to forskningscentre, i samarbejde med forskellige fødevaregiganter, på at få den endnu mere eftertragtede octopus vulgaris til at formere sig i havburene.
»Vi er tættere på at knække koden end nogensinde før. Inden for to til fire år kan fuldcyklus-opdræt være en realitet,« siger Álvaro Roura, som er tilknyttet det statslige Instituto de Investigaciones Marinas i Vigo, hvor sprutten er en slags nationalspise.
Mens Roura og hans kolleger ser lyst på blæksprutteopdrættets fremtid, bliver der fra andre kanter råbt vagt i gevær. Det er nemlig ikke alle, der støtter ideen om kommercielt opdræt af de gådefulde havdyr.
En af de kritiske røster tilhører Jennifer Jacquet, som er tilknyttet Department of Environmental Studies ved New York University. Hun er hovedforfatter på rapporten The case against octopus farming, som blev bragt i januar i magasinet Issues in Science and Technology.
»Industrielt opdræt af blæksprutter vil være en økologisk og etisk katastrofe. Det vil give øget pres på havmiljøet, da der skal bruges store mængder levende fangst til at fodre dem, og ud fra et dyrevelfærdsperspektiv vil det være et stort overgreb på blækspruttens natur at opdrætte den i fangenskab,« siger Jacquet.
Blandt medforfatterne på rapporten er den australske bevidsthedsfilosof Peter Godfrey-Smith, som har forsket i blæksprutternes særegne intelligens. I den storsælgende bog Other Minds fra 2016 tegner han billedet af et forunderligt væsen, som kan bruge redskaber, skrue låg af glas, løse knuder op, åbne sikkerhedslåse, finde vej i labyrinter og bygge huler. Ifølge Godfrey-Smith kan blæksprutten planlægge og kommunikere, lære gennem observation, lagre erindringer, genkende enkelte mennesker og udtrykke følelser lige fra glæde og nysgerrighed til skepsis og vrede.
Godfrey-Smith kalder blæksprutterne »intelligente aliens«, som på grund af deres unikke neurologiske struktur, der har udviklet sig i sit eget evolutionære spor helt tilbage fra den tid, hvor de delte planet med dinosaurerne. De ottearmede blæksprutter har ud over en centralhjerne også et stort og komplekst distribueret nervesystem, hvor de enkelte arme har selvstændig »tænkning« og kan træffe beslutninger på egen hånd i uforklarlig koordination med resten af blækspruttehjernen.
Mens blæksprutten for psykologer og adfærdsbiologer er kilde til uendelig mystik, er den for fødevareindustrien en noget nær ideel kandidat til opdræt: Den vokser ekstremt hurtigt og har en høj konversion af føde til kropsvægt – og den er mere populær på tallerkenerne end nogensinde før.
Der er bare ét problem. Op mod 99 procent af sprutterne dør i den første livsmåned, når de udklækkes i fangenskab. Derfor er det trods årtiers forskning stadig ikke er lykkedes at gøre det kommercielle opdræt rentabelt.
I årtier har forskerne revet sig i håret over den høje dødelighed. Hvorfor vil de små paralarvae ikke leve videre, når de nu får serveret rigelige mængder af lækre saltsøkrebs og andre småorganismer i havburene?
Romantiske sjæle har hårdnakket hævdet, at blæksprutterne ganske enkelt er for intelligente til at acceptere livet som slagtedyr. Men måske skal forklaringen søges et andet sted. Det mener i hvert fald Álvaro Roura, som har gennemført utallige forskningsekspeditioner langs den nordspanske atlanterhavskyst.
»Problemet er, at man er gået i gang med at domesticere dem, før man har forstået deres naturlige livscyklus i havet,« fortæller Roura, som sidste år gjorde en revolutionerende opdagelse, som kan blive en »game changer« for dyrkningen af octopus vulgaris.
Roura havde længe undret sig over, at han på sine ekspeditioner langs kysten ikke fandt nogen eksemplarer i paralarvastadiet, men kun nyligt udklækkede æg og voksne sprutter. Hvor var de unge henne? Det lykkedes ham til sidst at dokumentere, at de bittesmå sprutter, ikke mere end nogle få millimeter lange, i bedste Find Nemo-stil rejser 200 kilometer på ryggen af havstrømmene ud i det åbne hav, hvor de vokser sig store, inden de vender tilbage til kysten på endnu en havstrøm som udvoksede blæksprutter.
»Det er en helt unik rejse, de tager på, hvor de uden at bruge energi søger langt ud i det åbne ocean. Det er meget vanskeligt at reproducere denne del af deres livscyklus i akvakultur,« fortæller Roura.
Resultaterne blev for nylig offentliggjort i Progress in Oceanography, og Roura håber, at den nye viden kan give det endelige gennembrud til at få dem til at overleve og udvikle sig i fangenskab.
»Hvis du ved, hvordan et dyr lever i naturen, kan du meget lettere skabe de rette vilkår i fangenskab. Vi har fået mulighed for at analysere, hvad de præcis lever af, og hvordan deres fordøjelse er i de kritiske måneder i planktonstadiet. Det har gjort det muligt at føje de rette kosttilskud til deres føde,« fortæller Roura.
Modsat octopus vulgaris bliver den japanske octopus sinensis pænt langs kysterne i planktonstadiet. Det har ifølge Roura gjort det lettere for de japanske forskere at studere dens naturlige livscyklus og få den til at overleve i fangenskab. Det er dog octopus vulgaris, som er den store favorit på forbrugernes tallerkener, og det er den, forskerne i Vigo nu er ved at få til at makke ret i havburene.
Gennembruddet i udviklingen af akvakultur for blæksprutter kommer på et tidspunkt, hvor de naturlige bestande af blæksprutter er under stort pres. FNs fødevare- og landbrugsorganisation FAO advarer i en rapport fra januar i år mod »alvorlige problemer« med overfiskning og fastslår, at der er et »akut behov for at forbedre håndteringen af disse ressourcer«.
Om blækspruttefarme er den bedste løsning på udfordringen, er et andet spørgsmål. For Jacquet er svaret et entydigt nej. Hun peger på, at 30 procent af fiskeriet på verdensplan går til foder til havbrug, og at det er en af de primære årsager til overfiskning. Hvorfor så føre flere farme med akvakultur til den betydelige produktion, der allerede foregår verden over?
»Vi bruger mange kræfter på at udbedre problemer, vi allerede har skabt. Hvad med, om vi gjorde noget andet og prøvede at stoppe et problem, før det indtræffer, i stedet for at skulle tage os af det om 40 år? Her er en chance for at gøre det, vi ofte ønsker, tidligere generationer havde været forudseende nok til at gøre.«
Jacquet håber, at rapporten vil kunne rejse en debat i det videnskabelige samfund og få forskere som Roura, der medvirker til udviklingen af blækspruttefarme, til at overveje deres egen rolle. For Roura er Jacquets rapport et velkomment indspark i debatten, men han køber ikke dens konklusioner. For ham er blæksprutter en ressource, vi som mennesker kan få gavn af som føde, ligesom så mange andre havdyr.
»Det handler om at opdrætte dem på en måde, der respekterer deres natur. Jeg arbejder på at forstå deres behov for at kunne skabe de bedst mulige livsvilkår for dem, så vi kan lave et opdræt, der også tager hensyn til dyrevelfærd.«
