Smukke Pedro i blandet selskab
Socialdemokraten Pedro Sánchez er ny regeringsleder i Spanien, efter at korruptionen fældede det konservative parti. Sjældent har opgaven med at regere det iberiske land set mere umuligt ud. Weekendavisen 08.06.2018.
En »Frankenstein-regering«. Det er, hvad Spanien har fået, hvis man skal tro den konservative presses dækning af sidste uges overraskende magtskifte i det iberiske land: En uhellig alliance af indebrændte socialdemokrater, uansvarlige venstrepopulister og nationalistiske separatister, der ligesom den sammenflikkede vanskabning i Mary Shelleys roman nødvendigvis må udløse et monstrøst kaos.
Manden, der har blæst liv i det borgerlige Spaniens mareridtsscenario, hedder Pedro Sánchez. Han er leder af socialistpartiet PSOE og formåede mod alle odds at detronisere den konservative regeringschef, Mariano Rajoy, gennem en mistillidsdagsorden i det spanske parlament, udløst af en korruptionsskandale.
I de konservatives optik var operationen nogenlunde lige så nobel som et væbnet røveri, men dens demokratiske legitimitet kan dårligt beklikkes. Med et flertal i parlamentet imod sig havde Rajoy intet andet valg end at dukke nakken og aflevere nøglerne til regeringspaladset Moncloa til sin ærkefjende Pedro Sánchez.
Mens det konservative Spanien taler om sammensværgelser, er stemningen på den modsatte fløj anderledes optimistisk. Nok er Sánchez en politisk opkomling med minimal parlamentarisk erfaring, og nok er hans 84 mandater ud af parlamentets 350 sæder næppe i stand til at udrette meget på egen hånd. Men signalet, der blev sendt ved fredagens mistillidsafstemning, opvejer for mange Rajoy-trætte spaniere de åbenlyse realpolitiske begrænsninger.
Spansk politik, og i særdeleshed det konservative parti, har i årevis været tilsværtet af korruptionsskandaler, og trods alarmerende indicier for både medskyld og medviden har mange af de ledende politikere hidtil formået at unddrage sig politisk medansvar i den såkaldte Gürtel-sag. Dommens hårrejsende beskrivelser af systematisk korruption på alle niveauer i det konservative parti var dråben, der fik bægeret til at flyde over, og nu er det allerstørste hoved rullet som et længe tiltrængt bevis på, at korruption bliver straffet – også i Spanien.
Umage partnere
Det er således med en rygvind af retfærdig harme og håb om fornyelse, at Sánchez indtager rollen som ny regeringschef. Men han kan snart komme på hårdt arbejde med at tilfredsstille det batteri af særinteresser, der er gået sammen for at vælte Rajoy.
Her er både anti-establishment-bevægelsen Unidos Podemos med deres krav om sociale reformer, de baskiske nationalister fra PNV og Bildu, som vil have ETA-fanger hjem til afsoning i baskiske fængsler, og ikke mindst de catalanske partier PDeCAT og ERC, hvis ambitioner om at rive Catalonien løs fra Spanien lever i bedste velgående.
Indtil videre er der kun én ting, der forener den umage koalition af partier, som gjorde magtskiftet muligt: Modstanden mod Mariano Rajoy og protesten mod den institutionaliserede korruption.
Det er, som historikeren Santos Juliá skriver i en kronik i avisen El País, en »afvisningens koalition«, der har bragt Sánchez til magten. Den har protesten som fællesnævner og ikke et fælles program eller en vision for Spaniens fremtid.
Og netop dét kan ifølge Juliá blive Sánchez’ store problem. Han forudser, at den »nye begyndelse«, som Sánchez har bebudet, med alle dens løfter om en genrejsning af demokratiet, socialpolitiske tiltag og territorial stabilitet vil ende som tomme løfter, hvis ikke spanierne får lov til at bekræfte regeringsdannelsen gennem stemmeurnerne.
Det er imidlertid langtfra sikkert, at Sánchez trykker på valgknappen inden for den nærmeste fremtid. Det vurderer Lluís Orriols, som er professor i politisk videnskab ved Carlos III-universitetet i Madrid.
»Alt tyder på, at Sánchez vil forsøge at få regeringsperioden til at vare som minimum til næste efterår. Ingen af hans alliancepartnere er interesserede i et valg nu, og Sánchez vil få mulighed for at sætte nogle af sine mærkesager på dagsordenen, såsom ligestilling, partnervold og børnefattigdom. Dermed kan han vinde nogle symbolske sejre uden at skulle igangsætte store, budgettunge reformer,« siger Orriols til Weekendavisen.
Håndsrækning til separatister?
De kommende måneder vil vise, om Sánchez kan omsætte regeringsmagten til politiske resultater. Et af de vanskeligste slag kommer til at stå i Catalonien, hvor den separatistiske mobilisering de seneste år har kastet Spanien ud i den alvorligste institutionelle krise siden overgangen til demokrati.
Intet tyder på, at Sánchez er i besiddelse af den trylleformular, der kan få konflikten til at forsvinde, og selv om han under mistillidsdebatten i sidste uge forsøgte at række hånden ud til uafhængighedsbevægelsen, er det territoriale spørgsmål tungt mineret på begge sider.
Dels vil de catalanske separatister næppe stille sig tilfredse med en hyggesnak over en kop kaffe, så længe en række af deres ledere sidder i varetægtsfængsel med udsigt til langvarige fængselsstraffe for medvirken i efterårets folkeafstemning om uafhængighed.
Dels vil den borgerlige opposition benytte enhver lejlighed til at udråbe Sánchez som landsforræder, hvis han bliver set i for ømme omfavnelser med de catalanske ledere eller på anden måde udviser blødsødenhed over for »kupmagerne«. Det konservative PP har allerede hvæsset knivene til en ubønhørlig opposition – uden Mariano Rajoy, som tirsdag tog konsekvensen af sit nederlag og gik af som formand for partiet – og i kulissen lurer Ciudadanos, centrumpartiet, som står stærkt i meningsmålingerne og har gjort det glødende forsvar for Spaniens enhed til sit adelsmærke.
Ifølge politisk kommentator Jorge Galindo fra magasinet Politikon lider spansk politik under samme uforsonlighed som den, der har præget den seneste udvikling i Catalonien.
»Det er svært at være optimist i spørgsmålet om Catalonien. For to år siden var dialogen stadig mulig, men alt er blevet tilspidset i dag. Sánchez har kun begrænset råderum, og han er presset fra både Madrid og Catalonien. Han kan forsøge sig med forfatningsreformer og indrømmelser inden for lovens rammer, men han har ikke hjemmel til at tilbyde det, der virkeligt ville gøre en forskel: en folkeafstemning om uafhængighed,« siger Jorge Galindo til Weekendavisen.
Comeback kid
Uanset hvordan det videre forløb kommer til at udspille sig, har Pedro Sánchez bragt PSOE tilbage i en hovedrolle i spansk politik. Og i en tid, hvor de gamle socialdemokratiske partier i Europa på stribe synker ned i ubetydelighed, er det i sig selv lidt af en sensation.
Sánchez, der er en dreven basketballspiller, har formået at være det rigtige sted på det rigtige tidspunkt – lige dér hvor rebounden lander. Og den 46-årige økonomiprofessors omtumlede vej til toppen i det socialistiske parti er mindst lige så opsigtsvækkende som sidste uges mistillidsafstemning mod Rajoy.
Ingen havde set det komme, da han i 2014 fra en position på bageste parlamentsrække blev valgt til partiets nye leder. Og ingen havde forventet at se ham igen, da partiets hovedbestyrelse i oktober 2016 kuppede ham fra magten efter måneders stillingskrig i parlamentet, hvor Sanchez havde afvist at lægge socialistiske stemmer til Rajoys regeringsprojekt.
Sánchez frasagde sig i protest sin taburet i parlamentet og tog i sin Peugeot 407 på et roadtrip gennem det spanske landskab for at lytte til de socialistiske græsrødder. Syv måneder senere var han nok en gang formand efter en urafstemning i partiet.
Pedro Sánchez har forvandlet sig til spansk politiks store comeback kid , og i sidste uge tog han det sidste skridt til magtens tinde. Hvordan »Smukke Pedro« vil tøjle det monstrøse kaos, de konservative kommentatorer har varslet, vil tiden vise.
Måske vil han kigge til nabolandet Portugal, hvor socialistkollega Antón Costas i 2015 indgik en kontroversiel og tilsyneladende umulig regeringsalliance med den yderste venstrefløj. Den blev ganske vist ikke sammenlignet med Frankensteins monster, men dog med det næsten lige så hånlige geringonça , der betegner en dårligt sammenflikket konstruktion med tvivlsom virkeevne. Et ord, der i dagens Portugal er kommet til at stå for opsving, optimisme og økonomisk mirakel.
