Stoleholderen
Catalonien. En separatistisk hardliner er indsat som ny catalansk selvstyrepræsident, men Puigdemont trækker fortsat i trådene fra sit eksil i Berlin. Analyse i Weekendavisen 18.05.2015
Det er langtfra altid, at et foto siger mere end tusind ord. Men billedet af den nyvalgte catalanske selvstyrepræsident, Quim Torra, i inderlig omfavnelse med sin forgænger på posten, den eksilerede Carles Puigdemont, fortæller alt om, at krisen mellem Cataloniens separatister og Spaniens centralregering langtfra er slut.
Torras møde med Puigdemont fandt sted i Berlin blot 24 timer efter mandagens indsættelsesdebat i det catalanske parlament i Barcelona. Og på det efterfølgende pressemøde udlagde Puigdemont, som afventer rettergang i Spanien for oprør mod den spanske stat, veloplagt køreplanen for det nye, catalanske regeringsprojekt, som var det ham, og ikke Torra, der netop var blevet udråbt som ny selvstyreleder.
Alt sammen lod det til at bekræfte den spanske regerings værste anelser: At Spaniens public enemy nummer ét, Puigdemont, fortsat dirigerer den separatistiske bevægelse fra sit eksil i Berlin, at Torra har accepteret rollen som hans marionet, og at planerne om at etablere en selvstændig catalansk republik stadig lever i bedste velgående.
Intet af dette stod skrevet i den drejebog, Spaniens premierminister, Mariano Rajoy, havde udtænkt, da han i oktober satte det catalanske selvstyre under administration og udskrev nyvalg til det regionale parlament. Planen var at få erstattet separatisterne med en lovlydig regionsregering, som kunne bringe »normaliteten« tilbage til den nordspanske region.
De catalanske vælgere kvitterede ved valget i december med at give genvalg til den separatistiske blok, som siden da har fastholdt kursen mod løsrivelse trods interne spændinger og strid modvind fra de spanske myndigheder. Hovedparten af bevægelsens ledende kræfter er enten i fængsel eller i eksil, og hele tre gange har de spanske domstole blokeret for forsøg på at indsætte en ny regionspræsident på grund af kandidaternes medvirken i efterårets løsrivelsesproces.
Foragt for spanierne
De spanske dommere havde ikke noget mellemværende med Quim Torra, men de, der havde håbet på en forsonende skikkelse, der kunne hele sårene i det catalanske samfund, er blevet slemt skuffede.
Torra er en separatistisk hardliner, som har rødder i den mere radikale del af uafhængighedsbevægelsen, og medierne var ikke sene til at finde en lang række gamle tweets og avisartikler, hvori Torra giver udtryk for en utilsløret foragt over for sine spanske medborgere. Udfaldene er ikke rettet mod »den spanske regering«, »den spanske stat« eller »det spanske monarki«, som typisk er skydeskiverne for de catalanske nationalister, men er rettet direkte mod »spanierne«, der af Torra anklages for at være alt fra skamløse og røveriske til udemokratiske og hadefulde.
Torra beklagede fra talerstolen i det catalanske parlament sine gamle skriverier og forsikrede, at det »aldrig vil gentage sig«. Det er næppe nok til at dæmpe harmen hos oppositionspartierne, der repræsenterer en stor del af den spansksindede befolkning i Catalonien.
»Den ideologi, som De forsvarer i hundredevis af artikler, er xenofobisk og ekskluderende populisme,« tordnede Inés Arrimadas fra det pro-spanske oppositionsparti Ciudadanos under mandagens indsættelsesdebat i det catalanske parlament.
Retorikken blev skærpet, og knivene yderligere hvæsset længere nede på den spanske højslette, hvor sympatien med de catalanske separatister kan ligge på et meget lille sted.
Politisk kommentator og radiovært på esRadio Federico Jiménez Losantos kaldte Rajoy for en »kujon« og opfordrede ham til at »bombe Barcelona« – en utilsløret reference til 1930rnes republikanske præsident, Manuel Azaña, som kaldte det en »historisk lovmæssighed«, at Barcelona skal bombes én gang hvert halve århundrede.
»Den politiske kaste foretrækker, at Spanien bliver ødelagt frem for at benytte legitim magtanvendelse«, lød det fra Losantos, som mindede om, at Spanien råder over 70.000 politifolk, 90.000 civilgardister og 50.000 soldater.
Den stadig mere hadefulde retorik i den offentlige debat vil næppe øge Torras chancer for at bygge broer over kløfterne i det catalanske samfund. Den vil næppe heller normalisere relationen til den spanske centralmagt.
Men måske er brobygning og forsoning heller ikke den egentlige strategi, som Puigdemont og hans inderkreds i separatistbevægelsen følger. Det mener i hvert fald Lola García, som er redaktør og politisk kommentator på avisen La Vanguardia.
»Det handler om at opretholde den folkelige mobilisering og holde løsrivelsesideen i live, indtil Carles Puigdemont finder det rette emotionelle momentum til at udskrive nyvalg. Domsfældelsen mod separatistlederne kan finde sted i oktober eller november, og det ville være et favorabelt tidspunkt,« skriver García i sin klumme.
Retsopgør vækker harme
Retsopgøret med separatistlederne har vakt harme langt ud over separatisternes egne rækker og er blevet premierminister Mariano Rajoys akilleshæl. Mange på begge sider af løsrivelseslinjen har kritiseret de langvarige varetægtsfængslinger og kravet om op til 30 års fængsel som misforstået og overdreven magtanvendelse i en konflikt, der burde løses politisk, ikke ved jura.
Det har yderligere svækket Spaniens troværdighed, at dommere i flere europæiske lande har nægtet at udlevere de flygtede separatistledere til retsforfølgelse i Spanien. Puigdemont afventer stadig den endelige afgørelse i den verserende udleveringssag, men de tyske dommere har indtil videre afvist at udlevere ham på anklagen om oprør.
Valget af Quim Torra til ny selvstyrepræsident har næppe forbedret humøret hos Rajoy. I stedet for en ny begyndelse har han fået en pladsholder for Puigdemont, og samtidig vokser presset fra det fremstormende centrum-højreparti Ciudadanos, som har overhalet Rajoys konservative regeringsparti, PP, i meningsmålingerne. Ciudadanos har høstet massevis af stemmer på sin uforsonlige linje over for de catalanske nationalister, og partileder Albert Rivera benytter hver en lejlighed til at få Rajoy til at ligne en slapper.
Indtil videre har Rajoy sagt ja tak til at drikke dialogkaffe med Quim Torra. Men han har gjort det klart, at han er klar til på ny at udløse paragraf 155 i forfatningen, den såkaldte »atombombe«, der suspenderede det catalanske selvstyre i oktober og kan gøre det igen, hvis Quim Torra omsætter løsrivelsesretorikken til konkret handling.
Ingen af parterne synes villige til at vige for den andens pres. Hvornår og hvordan de næste træk vil udspille sig, er det åbne spørgsmål lige nu, kun ét er sikkert: Puigdemont vil have en finger med i spillet. Eller som Lola García syrligt bemærker i sin klumme i La Vanguardia:
»Mens vi venter på republikkens komme, er Cataloniens hovedstad flyttet til Berlin«.
