Afstemning under belejring
Spanien holder vejret forud for søndagens folkeafstemning om løsrivelse i Catalonien. 4000 spanske betjente er udkommanderet til den nordspanske region for at blokere valghandlingen, der er blevet kendt forfatningsstridig. I Barcelona er der en følelse af fatalisme i luften; en udbredt fornemmelse af, at dette ender galt. Valgoptakt i Weekendavisen
Onsdag i sidste uge trængte en deling spanske civilgardister ind i det catalonske økonomiministerium i det centrale Barcelona. Aktionen havde til formål at beslaglægge bevismateriale og anholde de ledende embedsfolk bag den planlagte folkeafstemning om catalonsk uafhængighed på søndag. Ved en række simultane aktioner blev i alt 14 topembedsmænd i lokalregeringen anholdt og 10 millioner stemmesedler konfiskeret. Samme aften erklærede en tilfreds spansk premierminister Mariano Rajoy afstemningen for »afmonteret« og opfordrede de separatistiske ledere til at opgive deres planer.
»I ved, at denne afstemning ikke længere kan afholdes, den har aldrig været hverken lovlig eller legitim, og nu er den ikke andet end et umuligt luftkastel.«
Hvis Rajoy havde troet, at han hermed ville få separatisterne til at strække våben, måtte han snart tro om igen. Stemningen i Catalonien var allerede inden onsdagens politiaktion anspændt, efter at civilgarden i dagene forinden havde lukket en række officielle hjemmesider med information om afstemningen, beslaglagt 1,5 millioner valgplakater og indstævnet mere end 700 catalonske borgmestre til politiafhøring.
Anholdelserne af de 14 embedsmænd fik bægeret til at flyde over og udløste en flodbølge af kollektiv indignation, der fik folk på gaden overalt i Catalonien. Titusinder af demonstranter omringede det catalonske økonomiministerium, så civilgardisterne ikke kunne komme ud af bygningen, og en kæmpemæssig demonstration foran den catalonske højesteret krævede de anholdte løsladt. De separatistiske ledere talte om røde linjer, der blev overskredet, og ord som »forfølgelse«, »Franco-tilstande« og »statskup« fik vind i sejlene på Twitter. Også i det spanske parlament gik bølgerne højt, da Gabriel Rufián fra separatistpartiet ERC gik til frontalangreb på premierminister Mariano Rajoy:
»Fjern Deres beskidte hænder fra de catalonske institutioner,« tordnede Rufián, inden han sammen med de øvrige delegerede fra separatistkoalitionen forlod parlamentet i en storm af ophidsede tilråb fra Rajoys konservative partikolleger.
Den gennem måneder frygtede kollision mellem den spanske stat og de catalonske separatister er i fuld gang. Med anholdelserne er temperaturen i konflikten steget med adskillige grader, og de separatistiske ledere i Catalonien har sat alt ind på at gennemføre afstemningen for enhver pris.
Selvstyrepræsident Carles Puigdemont fra det borgerlige separatistparti PDeCAT lod da også snart forstå, at den hårde kurs fra Madrid ikke får ham til at ryste på hånden. Nok havde politiaktionerne ramt operationens logistiske nervecenter, men der er »beredskabsplaner« parat, så catalonierne kan stemme på søndag.
Rajoys jernnæve
Hvori de planer præcist består er her få dage inden afstemningen fortsat usikkert. Ingen kan svare på, hvor stemmeurnerne befinder sig, og civile organisationer er begyndt at printe stemmesedler for egen regning for at erstatte de sedler, der blev beslaglagt af civilgarden. Hvem der skal agere valgtilforordnede, er også uklart, ligesom der heller ikke er givet klar besked om kontrolinstanser og optællingsproces.
Det er med andre ord særdeles usikkert, hvordan søndagens afstemning rent praktisk kommer til at udspille sig, og det er vanskeligt at få øje på de demokratiske garantier i valghandlingen. Men over halvdelen af det catalonske vælgerkorps forventes at møde op ved valgstederne for at afgive deres stemme, mens den spanske centralmagt vil gøre alt, hvad der står i dens magt, for at sikre, at ikke en eneste stemme bliver afgivet. Det catalonske politi har af den øverste anklagemyndighed fået ordre til at afskærme afstemningsstederne og forhindre, at der bliver stemt – også uden for bygningerne.
Mariano Rajoy har kørt sig selv i stilling som manden med jernnæven, der samvittighedsfuldt værner om demokratiets sarte rose. Og »demokrati« har i hans – og mange andre spanieres – optik intet at gøre med den planlagte afstemning på søndag. Den har forfatningsdomstolen for længst kendt ulovlig, for grundloven fastslår, at Spanien er »udeleligt«, og at suveræniteten ligger hos hele det spanske folk – ikke dele heraf. Rajoy har utrætteligt forsikret, at afstemningen ikke vil blive til noget, og han vil gøre alt for at undgå en gentagelse af november 2014. Her gennemførte catalonierne trods forbud fra forfatningsdomstolen og gentagne advarsler fra den spanske regering en vejledende afstemning om uafhængighed med hele den internationale presse som begejstret øjenvidne. Ved den lejlighed stemte 80 procent af de fremmødte ja til uafhængighed, og daværende regionspræsident Artur Mas benyttede resultatet til at asfaltere den videre vej mod løsrivelse med rigelige doser folkelig legitimitet.
Denne gang er Rajoy anderledes forberedt, og de seneste interventioner er blot en del af en større indsats mod afstemningsplanerne. For at sikre ro og orden i forbindelse med afstemningen er der udkommanderet 4000 ekstra betjente fra andre dele af Spanien, som er blevet indkvarteret på chartrede krydstogtskibe i Barcelonas havn. Det catalonske politikorps, Mossos d’Esquadra, er i samme forbindelse kommet under statslig kontrol for at forhindre uklarhed om loyalitetsspørgsmålet, og en oberst fra den under Franco så forhadte civilgarde er indsat som øverstbefalende for den samlede politiindsats i regionen. Sideløbende har centralregeringen overtaget kontrollen med de catalonske finanser og de facto gjort regionsregeringen økonomisk handlingslammet.
Endelig har anklagemyndigheden åbnet straffesager mod de anholdte embedsfolk og mod de ansvarlige for demonstrationerne ved det catalonske økonomiministerium. Den spanske regering har konsekvent benyttet termen »tumultarisk« om begivenhederne – en forudsætning for at aktivere paragraffen »opildnelse til oprør«, som har en strafferamme på op til 15 års fængsel.
Åbne sår
Det er langtfra alle, der klapper i hænderne over den spanske regerings håndfaste fremfærd.
»Hvis nogen tror, at dette er måden at løse problemet på, er det enten, fordi de har meget lidt kendskab til Catalonien, eller fordi de ikke ønsker at løse det,« skrev den toneangivende journalist Jordi Evole på Twitter efter striben af anholdelser og ransagninger.
Løst er problemet da også langtfra, og kritikken mod centralregeringens fremfærd er taget til i styrke. Mange, som indledningsvis havde kritiseret den catalonske regerings forfatningsstridige soloridt, har efter sidste onsdags hændelser rettet den fordømmende pil mod den spanske regering.
Mariano Rajoy har afgivet initiativretten til domstolene og politimyndighederne og slår beklagende ud med hænderne og henviser til magtens tredeling. Han har efter alt at dømme forfatningsjuraen på sin side, men han har ikke formået at adressere konfliktens politiske kerne. 50 procent af catalonierne ønsker løsrivelse fra Spanien, og fire ud af fem borgere i regionen ønsker at få spørgsmålet afklaret ved en folkeafstemning. De holder ikke op med at ønske det, blot fordi de får at vide, at de ikke må, og de mange ekstra politistyrker vil næppe tjene som brobyggere til fornyet forståelse.
At konflikten er reel og vækker stærke følelser, kan man forvisse sig om hver aften klokken 22. Her slår borgere over hele Catalonien løs på potter, pander og kasseroller fra balkoner, hustage og gadehjørner i øredøvende larmekoncerter – en gammel protestform, som sender sit eget utvetydige signal om folkelig vrede.
Om vreden kan forløses i frugtbare løsninger, er mere usikkert. Der er en følelse af fatalisme i luften, når man går gennem Barcelona disse dage, en følelse af, at dette ender galt, og at ingen rigtigt gør noget for at forhindre det. Fronter er trukket op som sjældent før, både mellem Spanien og Catalonien og mellem de cataloniere, som ønsker løsrivelse, og dem, der hellere vil forblive en del af Spanien.
Det store flertal, der ønsker en afstemning, er blevet splittet mellem dem, som vil trodse forfatningsdomstolen, og dem, der kræver en forudgående aftale med den spanske regering. Disse skår og sprækker er usynlige for det blotte øje, men mærkes i dagligdagen som en dyster understrøm. Catalonien er et hus i splid med sig selv, og uanset udfaldet på søndag vil det tage lang tid at hele de åbne sår, som eskaleringen frem mod den forjættede afstemning har efterladt.
