Foredrag om Spanien

Foredrag om kultur, politik, historie og samfundsforhold i Spanien 

Jeg er bosat i Barcelona og har arbejdet som journalist i Spanien i mange år. Det har givet mig indgående kendskab til landet, kulturen, historien, befolkningen og det politiske landskab. Jeg har rapporteret fra Spanien til både TV og radio, og som korrespondent for Weekendavisen forsøger jeg efter bedste evne at give dybde og perspektiv til dagligdagens politiske og kulturelle nyhedsstrømme. 

Jeg har mange års erfaring som foredragsholder, og jeg kan tage jer med bag facaden, hvad enten emnet er Cataloniens løsrivelseskamp, fodboldkultur eller tyrefægtning i det nye årtusinde. 

Foredrag kan skræddersys til jeres ønsker og behov - hvad enten det er til spanskstuderende på gymnasiet i Danmark eller til en studietur eller erhvervsrejse i Spanien. 

Kontakt: kasperkloch@gmail.com eller tel: +34 610 866 467 for yderligere information.

Feedback på foredrag:

"Vi fik hurtigt en aftale på plads med Kasper og han kom og leverede præcis dét, vi havde håbet på: Et super aktuelt oplæg om den aktuelle krise i Spanien med knivskarp struktur og et væld af fotos. En kæmpe fornøjelse!"

"Kasper imponerede os med sit klare blik for årsagssammenhænge og skillelinjer i det spanske samfund OG farverige fotos og oplæg i øjenhøjde"

- Lene Svanholm Rosenbeck, gymnasievejleder Spansk, Virum Gymnasium


"Hvis man vil lære noget om leveforholdende i Barcelona, og hvad det vil sige at være ung i en region som Catalonien, vil vi helt klart anbefale Kasper Kloch. Kasper Kloch formidlede indlevende og engageret om kulturelle og politiske forhold i Barcelona, så det var horisontudvidende og lærerigt for både elever og lærere. Eleverne kunne i spanskundervisningen gøre stor brug af oplægget, som dannede grobund for videre arbejde med Catalonien."

- Ana Carina Santos, lektor fransk og spansk, Ordrup Gymnasium


”Nuanceret og dybdegående, formidlet på en klar og let spiselig måde, der optog eleverne 100 %.”

- Trine Roelsgaard, lektor i spansk, Rysensteen Gymnasium


Eksempler på foredragsemner:


Catalonien - oprør fra udkanten
De catalanske separatisters kamp for et selvstændigt Catalonien har kastet Spanien ud i den alvorligste krise i 40 år, og konflikten har trukket forsider i hele verden. Hvorfor er der så mange, der ønsker løsrivelse? Hvordan kan vi forklare den catalanske identitet? Og hvilke konsekvenser får den catalanske løsrivelseskamp for Spanien - og Europa? 

Barcelona og krigen mod masseturismen
De seneste år er turismen mangedoblet i den catalanske hovedstad. Turistlejligheder fortrænger almindelige mennesker fra byens historiske områder, og den autencitet, som gav Barcelona sin sjæl og karakter, er hastigt på vej til at blive udvandet. Nu har beboerne fået nok, og politikerne forsøger desperat at give byen tilbage til borgerne. Men er det for sent at gøre noget? 


Banebrydende byplanlægning 
Barcelonas byråd vil gøre 60 procent af byen bilfri og etablere grønne mini-landsbyer til fodgængere og cyklister på tværs af storbyen. "Superblokke" er det nye sort i Barcelona - og New York og Paris overvejer at kopiere modellen.


Tyrefægtning - kontroversiel kulturarv 
Tyrefægtning er et af Europas mest spektakulære og omstridte kulturfænomener.  På samme tid en kunstart, moderne masseunderholdning og et etisk og ideologisk minefelt. Gennem billeder, fortællinger og filmklip får tilhøreren indblik i denne fremmedartede verden og et bud på, hvad der driver mennesker til at sætte livet på spil for kunstens skyld og hvorfor tyrefægtningen vækker så stærke lidenskaber.

Fodbold og identitet i det moderne Spanien 
Fodbold i Spanien er langt mere end spillet på banen. Rivaliseringen mellem klubberne afspejler dybe sociale, politiske og regionale konflikter i det spanske samfund. Kom med bag facaden på den fodboldmani, der hver weekend sætter Spanien på den anden ende, og få historien om de dybe modsætninger i det spanske samfund fortalt gennem fodbolden.  


Close