Begærets anatomi
★★★★★
Tilda Swinton leverer fornem præstation i storladent italiensk drama fra Milanos overklasse. "Io sono l'amore" er en fortælling om farlig og oprørsk lidenskab, der kan få den sociale orden til at krakelere, men filmen interesserer sig mere for at udforske begærets anatomi end for moralsk opbyggelighed.
Det er vinter i Milano, og familien Recchi er samlet i sit palæ for at fejre farfar Edoardos fødselsdag. Den aldrende patriark annoncerer under middagen, at han vil trække sig tilbage og overlade familievirksomheden til sin søn Tancredi og sit barnebarn Edo Jr. "Det kræver to mand at erstatte mig," erklærer han. En ny tid indvarsles, og den gamle pater familias føler, at det er tid til at lade de nye generationer komme til for at føre tekstildynastiet videre.
Scenen er sat til et episk familiedrama i ånden fra Viscontis Leoparden, med den ekstravagante rigdom og familiedynastiet i Milanos velhavermiljø som skueplads for generationsopgør, familiefejder og kampen mellem det nye og det gamle. Filmen kredser om disse temaer, men den egentlige hovedperson er Edoardos svigerdatter Emma (Tilda Swinton), en russisk kvinde, som Tancredi traf under en forretningsrejse i Rusland og bragte med sig tilbage til Italien. Det er hendes personlige frigørelseshistorie, der bliver filmens omdrejningspunkt.
Emma er en trofæhustru nøje udvalgt af Tancredi, som var det et udsøgt kunstværk, han havde kastet sin kærlighed på. Hun har lært sig de korrekte omgangsformer, hun begår sig på italiensk og spiller rollen som hustru og værtinde. Men under den kontrollerede overflade fornemmer vi snart, at der bor både fremmedgørelse, skrøbelighed og uforløste lidenskaber. Da Emma gennem sin søn møder kokken Antonio, indleder hun et forhold til ham og kastes ud i et ukontrollabelt følelsesstormvejr.
Io sono l'amore er en film, der tør udforske karakterernes indre liv og lade forandringen opstå langsomt og umærkeligt. Instruktør Luca Guadagnino har en veludviklet sans for de bevægelser af sindet, der føles som jordskælv, men som knap kan anes som krusninger på overfladen. Tilda Swinton er fremragende i hovedrollen som den sarte, porcelænsagtige Emma, der giver slip på sig selv og giver sig lidenskaben i vold uden tanke på konsekvenserne.
Filmens visuelle side er overdådig og omhyggeligt iscenesat. Hvert eneste billede er ladet med poesi og sanselighed, hvad enten det er det tågede, disede vinterlandskab i filmens indledning, bjergene ved Sanremo eller de fornemme stuer i Recchi-familiens palæ. Musikken fra John Adams tilsætter dramatisk stemning, og scenografien skaber en imponerende illusion om at være til stede lige midt i det milanesiske aristokrati med alt, hvad det indebærer af eksklusiv elegance og nedarvet interiør.
Io sono l'amore er en gribende fortælling om magt, tradition og den forløsende, forfærdelige lidenskab.
