Censureret tronskifte
Anklager om royal censur på spanske medier har fået sindene i kog frem mod det spanske tronskifte. Men forsøget på at lægge hånden over det kriseramte kongehus kan meget vel ende med at få den modsatte effekt. Weekendavisen Kultur 20.06.2014.
Da den spanske konge, Juan Carlos, for nylig meddelte sin beslutning om at abdicere, fik de travlt på det satiriske ugeblad El Jueves. Ugens udgivelse var netop færdiggjort, og det skulle gå stærkt, hvis historien om tronskiftet skulle nå med inden deadline. I al hast blev der tegnet en ny forside, som viste den aldrende monark iført latexhandsker og næseklemme i færd med at placere en stinkende kongekrone fyldt med ekskrementer på kronprins Felipes hoved. Symbolikken kunne ikke misforstås. Efter 39 år som statsoverhoved overdrager Juan Carlos et skandaleramt monarki med historisk lav popularitet. En regulær lortetjans for den kommende konge.
Forsiden nåede aldrig aviskioskerne. Bladets udgiver, mediegiganten RBA, krævede i 11. time forsiden trukket tilbage, og de 60.000 eksemplarer, der allerede var trykt, blev destrueret. Da bladet endelig kom på gaden med en dags forsinkelse, var det i den oprindelige version med venstrefløjspolitikeren Pablo Iglesias på forsiden. Uheldigvis for RBA var tegningen af kongen allerede blevet offentliggjort på internettet, og den spredte sig med lynets hast på de sociale medier. Det samme gjorde vreden mod RBA, der angiveligt skulle have forbudt El Jueves at sætte medlemmer af kongefamilien på forsiden på ubestemt tid. Ti af bladets medarbejdere, herunder den tidligere chefredaktør Albert Monteys og flere højtprofilerede tegnere, forlod efterfølgende magasinet i protest.
Også Spaniens næststørste avis, El Mundo, blev ramt af anklager om censur i forbindelse med dækningen af kongens abdikation. Avisens stjernereporter Ana Romero blev beordret til at fjerne en passage om Juan Carlos’ mangeårige elskerinde Corinna zu Sayn-Wittgenstein. Romero nægtede og blev efterfølgende suspenderet fra avisen, ligesom to af hendes kolleger røg med i faldet efter offentligt at have kritiseret ledelsens beslutning.
Begge mediehuse har hårdnakket benægtet alle anklager om censur. RBA fastholdt, at det udelukkende var af logistiske hensyn, at man valgte at gå tilbage til den oprindelige forside. På tilsvarende vis vaskede El Mundo hænder, og chefredaktør Casimiro García-Abadillo gik i modoffensiv på twitter:
»Chefredaktøren på El Mundo har aldrig censureret en artikel,« skrev García-Abadillo som svar på kritikken, om end det unægteligt tydede på, at det lige præcis var det, han havde gjort i den aktuelle sag.
De to sager har medført ophedet debat i Spanien, hvor ethvert tiltag til mediecensur vækker mørke minder fra Franco-tiden. Selvom intet tyder på, at kongehuset selv har spillet en aktiv rolle, har episoderne givet ekstra næring til den debat om monarkiets fremtid, der er blusset op i forbindelse med tronskiftet.
For nogen holder tilsyneladende hånden over de kongelige, og for de 40 procent af spanierne, der ifølge meningsmålinger foretrækker monarkiet erstattet med en republik, er mediernes beskyttelse endnu et bevis på, at de kongelige nyder en urimelig særstatus i det spanske samfund. På blogs og sociale medier trives konspirationsteorier om, at censuren er institutionaliseret gennem en uhellig alliance af politikere, mediefolk og erhvervsmagnater, der lægger et røgslør over de kongeliges udskejelser for at begrænse den republikanske mobilisering.
Juan Carlos, der vandt stor folkelig respekt som brobygger mellem Franco og det moderne demokrati, har sat sin popularitet gevaldigt over styr de seneste år. Den 76-årige konge forbindes mere og mere med pinlige optrin, snøvlende taler, utallige elskerinder og skødesløs omgang med offentlige midler – herunder en dyr elefantjagt i Botswana midt i Spaniens værste økonomiske krise i nyere tid. Samtidig er kongens svigersøn Iñaki Urdangarín under anklage for millionsvindel i en omfattende korruptionssag, der har slået alvorlige sprækker i kongehusets renommé. I starten af året var støtten til monarkiet nede på historisk lave 49 procent, og frem mod tronskiftet i går, torsdag, har der overalt i Spanien været store demonstrationer for retten til selv at vælge fremtidens styreform.
Skulle El Mundo og RBA virkelig have haft til hensigt at beskytte kongehuset, har effekten været den stik modsatte. Den censurerede tegning fra El Jueves er gået verden rundt og har fået mangedoblet sin eksponering i forhold til bladets faste læsere, der ville have set den under normale omstændigheder.
Den dukkede tilmed op i det spanske parlament under debatten om tronskifteloven forleden. Parlamentarikeren Joan Baldoví fra partikoalitionen Compromís-Q gik på talerstolen med en kopi af den censurerede forside i hånden, og med en hilsen til Hamlet erklærede han, at »noget er råddent i det spanske rige«.
RBA har med andre ord fejlet eftertrykkeligt, hvis målet har været at beskytte kongefamilien. Helt i tråd med den såkaldte Streisand-effekt er forsøget på at tilbageholde information fra offentligheden resulteret i en mangedoblet eksponering via internettet. Denne effekt nød El Jueves selv godt af tilbage i 2007, da anklagemyndigheden beslaglagde et helt oplag af magasinet på grund af en forside, der afbildede det spanske kronprinsepar i aktion på lagnerne. Anklagen om majestætsfornærmelse sikrede El Jueves en overvældende eksponering, der landede på et tørt sted i en periode med dalende oplagstal.
Det er af samme grund også fristende at mistænke RBA for at have iscenesat hele episoden som et udspekuleret mediestunt. De har i så fald overset den vigtige detalje, at der er væsentlig forskel på censur og selvcensur – og alting peger i dette tilfælde på det sidste. Det har næppe heller været tanken, at en række af bladets legendariske tegnere skulle sige op i protest. De pønser efter sigende på at starte deres eget – uafhængige – satiremagasin.
Debatten kommer på det værst tænkelige tidspunkt for det pressede spanske kongehus. Tronskiftet er blevet iscenesat som en ny epoke for det spanske monarki, ført an af den ranke og pletfri Felipe, der modsat sin fars opvækst under Francos vinge er formet af demokratiets Spanien. En sag om censur og royal særbehandling er det sidste, kong Felipe VI har brug for. Det er muligvis ikke Franco, der spøger i kulissen, men spøgelset fra fortidens censurregime kan stadig skabe gys i galleriet.
