De indignerede til magten
Venstrefløjskoalitioner er nu ved magten i 4 af de 5 største byer i Spanien. Næste stop er regeringspaladset i Moncloa. Analyse i Weekendavisen.
En majdag i 2011 gik titusinder af vrede borgere på gaden over hele Spanien i protest mod nedskæringspolitik, korrupte politikere og håbløse fremtidsudsigter. De krævede social retfærdighed, mere direkte demokrati og et radikalt opgør med de herskende samfundsinstitutioner.
I Madrid udviklede demonstrationen sig til en månedlang besættelse af den centrale plads Puerta del Sol, og bevægelsen fik tilnavnetLos Indignados– De Indignerede.
Blandt demonstranterne på Puerta del Sol var en ung universitetsprofessor ved navn Pablo Iglesias. I dag, fire år senere, står han i spidsen for protestpartiet Podemos, som har givet De Indignerede et reelt politisk alternativ og skabt nye rystelser i det etablerede politiske system.
Ved sidste måneds lokal- og regionsvalg strøg Podemos og dets allierede fra forskellige venstreorienterede borgerlister således til tops i flere af landets store byer. Og da det nye politiske landkort blev præsenteret i lørdags efter tre ugers forhandlinger, var jordskredet en realitet: I fire af de fem største byer, herunder Madrid og Barcelona, gik borgmesterposten til kandidater fra Podemos-koalitionerne.
Nok er hovedparten af Spaniens 8.000 byråd stadig regeret af de gamle partier, det borgerlige PP og socialisterne i PSOE, men Podemos’ strategiske sejre i de store metropoler fik alarmklokkerne til at ringe hos de traditionelle magthavere. Det konservative regeringsparti PP fik revet tæppet væk under sig, og socialisterne i PSOE måtte modvilligt acceptere rollen som støtteparti for Podemos for at holde arvefjenderne i PP fra magten.
Særligt opsigtsvækkende var forløbet i landets hovedstad, hvor Podemos-platformenAhora Madridfik sat en stopper for næsten et kvart århundrede med konservative borgmestre. Et politisk svendestykke for Pablo Iglesias, som efter lokalvalgene er trådt definitivt i karakter som udfordrer til regeringsmagten, når der skal afholdes parlamentsvalg til efteråret.
Ny politisk kultur
Indtil videre er der nok at tage sig til i de syv byer, som Iglesias og hans allierede har fået kontrollen over – ud over Madrid og Barcelona drejer det sig om Zaragoza, Valencia, La Coruña, Santiago de Compostela og Cádiz. De relativt uprøvede politikere skal varetage administrationen af seks millioner spanieres daglige liv og et samlet budget på mere end otte milliarder euro.
Skal man tro de nyslåede borgmestre, vil de benytte chancen til at ruske op i både fordelingspolitikken og den udskældte politiske kultur. Således har de allerede lovet gennemsigtighed i administrationen, øget borgerinddragelse og et opgør med fryns og privilegier.
Der er annonceret vidtgående reformer, som skal komme de fattigste til gode, og det skal være slut med at sætte borgere på gaden, fordi de ikke kan betale afdrag på kreditforeningslånet. Ingen skal mangle el, vand og varme, og der er også luftet tanker om at indføre borgerløn.
Hvem regningen skal sendes til, er stadig uklart, om end der er varslet højere virksomhedsskatter, omstrukturering af den offentlige gæld og en bremse på de store, ambitiøse infrastrukturprojekter, som sluger masser af offentlige midler.
Om disse signaler også kan omsættes til konkret politik og forbedrede levevilkår for den almindelige spanier, vil tiden vise. Flere fremtrædende økonomer har sået tvivl om holdbarheden i de økonomiske programmer, der har afsat betydelige budgetposter til social udligning og fattigdomsbekæmpelse uden at give et tilbundsgående bud på tilsvarende indtægter.
De mest indædte modstandere advarer om græske tilstande, hvor det venstreorienterede regeringsparti Syriza har slået sig slemt ved mødet med virkeligheden, mens andre nøjes med at påpege, at mange af valgløfterne rækker et godt stykke ud over byrådenes kompetencer.
Kritikken har imidlertid ikke slået skår i tilhængernes begejstring. Løfterne om forandring, retfærdighed og ubestikkelighed er gået rent hjem hos de mange vælgere, der siden besættelsen af Puerta del Sol i 2011 har sukket efter reel demokratisk fornyelse.
Mens det »gamle« Spanien kiggede bekymret til, blev de nye borgmestre i lørdags taget i ed til jublende tilråb fra de fremmødte støtter foran rådhusene.Sí se puede, lød det taktfast og triumferende – en spansk afart af ObamasYes we can, som er blevet bevægelsens gennemgående slogan.
»Vi er jeres tjenere«
De nye borgmestre benyttede straks lejligheden til at demonstrere deres folkelighed og deres anderledes tilgang til det politiske embede. Nogle afslog at bære den traditionelle borgmesterstav, andre insisterede på at blive tiltalt med »du«, og atter andre begav sig ud i folkemængden og fejrede dagen med de fremmødte borgere.
»Tiden for autoritær regeringsførelse er forbi«, lød det fra Valencias nye borgmester, Joan Ribó fra borgerlistenCompromís.
I Madrid blev den 71-årige, tidligere højesteretsdommer og borgerretsforkæmper Manuela Carmena indsat som borgmester og slog det anti-autoritære tema fast ved at erklære, at »vi er jeres tjenere«. I den galiciske havneby La Coruña overrakte Xulio Ferreiro borgmesterstaven til folkemængden og talte om det »demokratiske forår«, der gennemstrømmer Europa.
Og i Barcelona insisterede boligaktivisten Ada Colau på, at hendes indsættelsestale skulle transmitteres på storskærm på Sant Jaume-pladsen, så alle kunne følge med, og hun sluttede talen med en bøn til de fremmødte tilhængere: »Smid os på porten, hvis vi ikke holder det, vi har lovet.«
I samtlige taler kunne man høre ekkoet fra Indignados-bevægelsens mantra om, at de etablerede politikere ikke længere repræsenterer folket.
Et hav af korruptionsskandaler har de seneste år bragt tilliden til politikerstanden ned under gulvbrædderne. Flere og flere spaniere har tilsluttet sig ideen om, at deres politikere mangler grundlæggende samfundssind og befinder sig i en anden verden, hvor de mæsker sig med fede lønninger og uretfærdige privilegier, mens de stjæler fra de offentlige kasser ved hjælp af luskede studehandler med deres venner i forretningsverdenen.
Det er netop denne afstand mellem borger og politiker, Podemos og de nye borgerlister har sat sig for at udligne. Og det er ikke kun blevet ved snak og løfter. De nyslåede borgmestre har valgt at gå markant ned i løn i forhold til deres forgængere, og de er derved fulgt i fodsporet på Pablo Iglesias, der insisterede på kun at beholde en fjerdedel af månedslønnen på 8.000 euro, da han sidste år blev valgt ind i EU-parlamentet for Podemos.
I Barcelona vil Ada Colau skrotte flåden af eksklusive borgmesterbiler, og Manuela Carmena vakte opsigt, da hun i mandags på sin første arbejdsdag som Madrids borgmester tog metroen på arbejde. Præcis som hun altid havde gjort.
Flere af de nye borgmestre er strøget ind på den politiske scene uden forudgående politisk erfaring, men med masser af gå-på-mod, social indignation og alternative svar på tidens udfordringer.
Iglesias til Moncloa?
Ifølge chefredaktøren for netavisen InfoLibre, Jesús Maraña, er der tale om et historisk nybrud i spansk politik. I sin klumme i avisen peger Maraña på ligheder med de euforiske år efter Francos død, hvor demokratiet var nyt og stemmeretten en uventet gave: »Det nye er ikke løfterne om forandring, men derimod tilliden til, at de, der kommer med dem, mener det seriøst. Det vækker mindelser om den særlige ånd, der omgav valgene i 1979 og 1982.«
Noget tyder på, at denne ånd kan ende med at give Podemos den afgørende støtte ved efterårets parlamentsvalg. Lige nu melder meningsmålingerne om næsten dødt løb mellem PP, PSOE og Podemos, og i kulissen lurer det socialliberale Ciudadanos, som vil kræve sin andel i det ventede jordskred.
Der bliver efter alt at dømme behov for koalitionsaftaler, og det kuldslåede forhold mellem PP og PSOE vil med stor sandsynlighed sikre Podemos en afgørende rolle i konstitueringsforhandlingerne.
Alt synes lige nu muligt, og for Pablo Iglesias er rejsen fra den improviserede teltlejr på Puerta del Sol til regeringspaladset i Moncloa kommet et stort skridt nærmere sin afslutning.
