Det catalanske bål brænder igen
Spanien holder vejret forud for næste uges catalanske regionsvalg, som kan kaste landet ud i en voldsom politisk krise. De catalanske separatister har reelt omdannet valget til en folkeafstemning om selvstændighed og har annonceret, at de vil udråbe en catalansk stat, hvis de får flertal i regionsparlamentet. Valgoptakt i Weekendavisen.
Efter sidste efterårs mislykkede forsøg på at gennemføre en folkeafstemning om løsrivelse fra Spanien syntes gassen for en stund at være gået ud af den separatistiske ballon i Catalonien. Valghandlingen var på forhånd erklæret ulovlig af forfatningsdomstolen, og det sparsomme fremmøde på valgdagen fjernede den sidste rest af demokratisk legitimitet. Modstanderne af løsrivelse blev hjemme i sofaen, mens tilhængerne mødte op og sikrede ja-siden en solid, men nytteløs sejr. Trods stædige forsøg på at udlægge afstemningen som en triumf, lignede den separatistiske bevægelse mest af alt en rådvild opfinder, hvis seneste påfund lige var gået op i røg. Over for separatisterne stod en spansk regering, der ikke havde tænkt sig at vige en tomme, og som havde forfatningsjuraen på sin side. Catalanernes drøm om at få afprøvet uafhængighedsønsket ved stemmeurnerne syntes længere væk end nogensinde.
De, som troede, at det separatistiske bål dermed var blevet slukket, har måttet sande, at de tog grueligt fejl. Ved sidste uges fejring af den catalanske nationaldag mødte op mod en million mennesker op i Barcelona for at deltage i den gigantiske demonstrationLa Via Lliure, vejen mod frihed. Det hvidklædte menneskehav, som dækkede 5,2 kilometer af Meridiana-avenuen, skulle symbolisere det ubeskrevne blad, hvorpå en fremtidig catalansk stat kunne skrive sin historie. Og uafhængighedstilhængerne har genvundet håbet forud for næste uges valg til Cataloniens regionsparlament. De catalanske separatister har nemlig sat alt på et bræt og lanceret en særdeles kontroversiel strategi, som skal omdanne regionsvalget til en de facto folkeafstemning om et ja eller nej til uafhængighed.
De to store separatistpartier, det konservative CDC og det venstrerepublikanske ERC, har således indgået en usædvanlig valgkoalition. De stiller op til valget på fælleslisten Junts pel Si – »Sammen for et ja«. Listen, som også tæller flere store catalansk-nationalistiske organisationer, har ét eneste programpunkt: uafhængighed fra Spanien. Hvis sammenslutningen opnår flertal i regionsparlamentet – med eller uden støtte fra ligesindede partier – vil den som sin første regeringshandling erklære en unilateral løsrivelse fra Spanien.
Separatisternes seneste påfund har sat sindene i kog både i og uden for Catalonien og nok en gang gjort den rebelske region til forsidestof i de spanske dagblade.
For er det egentlig demokratisk forsvarligt at reducere et valg med deltagelse af en lang række partier med regulære politiske programmer til et simpelt spørgsmål om ja eller nej til så fundamentalt et anliggende? Vil et smalt mandatflertal i regionsparlamentet være tilstrækkeligt til, at Junts pel Si kaster sig ud i en farlig konfrontation med den spanske centralmagt?
Selvstyrepræsident Artur Mas fra regeringspartiet CDC har erklæret, at den separatistiske blok ikke vil ryste på hånden, hvis den opnår et flertal ved valget. Han mener, at Spaniens afvisning af en reel folkeafstemning har tvunget catalanerne til at benytte denne strategi.
»Jeg ville til hver en tid bytte med en folkeafstemning, men dette er det demokratiske redskab, vi har til rådighed,« lød det fra Artur Mas forleden i et interview med tv-kanalen la Sexta.
Usikre udsigter
De foreløbige meningsmålinger spår, at Junts pel Si vil opnå flertal i parlamentet med støtte fra det venstreradikale separatistparti CUP. Ganske vist vil de tilsammen kun opnå i omegnen 45 procent af stemmerne, men på grund af valgsystemets fordelingsnøgler kan det være tilstrækkeligt til at sikre et flertal af mandater i parlamentet. Og dermed vil vejen være banet for at fortsætte den annoncerede »proces« frem mod en selvstændig catalansk stat.
Hvordan det i givet fald skal spænde af, henstår i det uvisse. Ingen kan forudsige de juridiske og politiske konsekvenser af en unilateral løsrivelseserklæring, og ingen ved, om Junts pel Si rent faktisk vil turde sætte handling bag ordene, hvis de får flertal i det catalanske parlament. Hvis de gør, vil Spanien så blive tvunget til at intervenere og suspendere det catalanske selvstyre med magt?
Catalanerne får hårdt brug for international sympati for at lægge pres på den spanske stat. Spidskandidaten for Junts pel Si, den politisk uprøvede Raül Romeva, fik forleden mulighed for at overbevise verden om det catalanske løsrivelsesprojekt, da han var gæst i programmet Hard Talk på BBC World. Det kunne nok være gået bedre. Journalisten Stephen Sackur gik særdeles hårdt til Romeva, der havde svært ved at redegøre overbevisende for den demokratiske legitimitet i den aktuelle løsrivelsesstrategi.
Også med hensyn til spørgsmålet om et selvstændigt Cataloniens mulige medlemskab af EU kom Romeva i vanskeligheder. Han insisterede på, at EU ikke ville kunne finde på at smide 7,5 millioner driftige catalanere ud af den europæiske klub, men Sackur mindede ham om, at EU-lederskabet gentagne gange har gjort det ganske klart: Et selvstændigt Catalonien ryger ud og må stille sig pænt op i køen og ansøge om medlemskab på linje med alle andre.
González’ fadæse
Internt i Catalonien fylder disse spørgsmål overraskende lidt. I stedet for en saglig debat om de faktiske konsekvenser af uafhængigheden udspiller der sig en følelsesladet meta-debat med Spanien og Catalonien som to rivaliserende parter, der hver ønsker hinanden det værste. Løsrivelsesbevægelsen henter fremfor alt sit brændstof i det kuldsejlede samliv med Spanien, og der er en udbredt følelse af, at det ikke kan blive værre, end det er nu.
Det anstrengte forhold til Spanien er blevet forværret af den økonomiske krise, og flere og flere catalanerne føler, at de bidrager uforholdsmæssigt meget til fælleskassen. Ideen om uafhængighed er blevet et tillokkende alternativ til en deprimerende virkelighed, og separatisternes økonomiske fremskrivninger får lov til at stå uimodsagte hen. Samtidig har den spanske regering kørt en hård konfrontationsstrategi over for de nationalistiske ledere, og regeringsleder Mariano Rajoy har iscenesat sig selv som ridderen af den territoriale enhed. Han irettesætter på alfaderlig vis de catalanske ledere, som var de uvorne skoledrenge, og den spanske forfatning bliver trukket frem, som var der tale om Moses’ stentavler.
De spanske medier flyder i disse dage over af lige dele dommedagsscenarier og forsøg på at gyde olie på vandene. Et af de mest omdiskuterede indspark kom fra den tidligere spanske regeringschef Felipe González, som for nylig indrykkede et højstemt åbent brev, »Til catalanerne«, i den store spanske avis El País. Heri manede han til besindighed, opfordrede til dialog og forbrødring og mindede om alt det gode, Catalonien havde opnået og fortsat kunne opnå som en del af Spanien.
»Jeg har altid troet på, at vi er meget bedre sammen end i konfrontation med hinanden. Vi bør anerkende forskelligheden som en fælles rigdom og ikke som en tilskyndelse til splittelse og opbrud,« skrev han.
González, der ledede Spanien fra 1982 til 1996, inddrog i brevet sin egen personlige erfaring fra en tid, hvor landet overgik fra diktatur til demokrati, og det moderne decentrale Spanien blev konsolideret med udstrakt selvstyre til regionerne og anerkendelse af den kulturelle og sproglige diversitet.
Desværre kom González også for skade at sammenligne den aktuelle situation i Catalonien, hvor en politisk bevægelse vil sætte sig op imod forfatningen, med Italien og Tyskland i 1930rne. Det medførte voldsom harme i Catalonien, hvor mange havde svært ved at få øje på lighedspunkterne mellem deres ønske om selvbestemmelse og den fascistiske mobilisering i mellemkrigstidens Europa. González trak efterfølgende sammenligningen tilbage, men skaden var allerede sket. Trods de velmenende intentioner havde han fået kastet ny benzin på det nationalistiske bål, og alle catalanere med kærlighed til løsrivelsesideen kunne nok en gang få bekræftet, at Catalonien har fortjent bedre end at være en del af et Spanien, der dybest set ikke forstår dem.
