Europas bevogtede bagdør
Den spanske enklave Melilla, der engang udgjorde det spanske imperiums forpost i Nordafrika, markerer i dag den Europæiske Unions sydligste grænse. Marokko har forvandlet sig fra en historisk hovedfjende til en tæt, men kontroversiel allieret, når det gælder beskyttelsen af grænsen. Reportage i Weekendavisen.
Ved første øjekast ligner den spanske enklave Melilla på Marokkos nordkyst en hvilken som helst anden søvnig spansk provinsby ved Middelhavet. Her er en badestrand, en tyrefægterarena, en stribe tapasbarer af svingende kvalitet og et par lokalaviser, der informerer om den daglige trummerum. Et sted, der mest af alt inviterer til at falde i staver med en kølig drink og kigge ud over det blå vand, mens solen langsomt vandrer fra øst mod vest.
Men Melilla er alt andet end en almindelig spansk provinsby. Enklaven er befæstet til tænderne, og 3000 soldater sørger sammen med 1200 politifolk og civilgardister for at passe på dette lille fragment af Europa i Afrika. Vender man ryggen til vandet, vil man få øje på Gurugú-bjerget, der rejser sig som en skovklædt kæmpe inde på den marokkanske side af grænsen. I mange år har disse skråninger været tilholdssted for fattige afrikanske migranter, som slår lejr der før mødet med den sidste forhindring på vejen mod Europa: det svært bevogtede, seks meter høje grænsehegn, som afskærmer Melilla fra det omgivende kontinent.
Presset mod Melillas grænse har i mange år været støt stigende. Alene i 2014 var der mere end 70 stormløb mod grænsehegnet, la valla, og de voldsomme tv-billeder af de klatrende migranter gik verden rundt. Hundreder af desperate afrikanere revet til blods af grænsehegnets pigtråd, mens kampklædte betjente slog løs på dem med kniplerne for at få dem til at slippe taget. Sjældent havde metaforen »Fort Europa« været så dramatisk iscenesat i den virkelige verden.
Konfrontationerne ved Melillas grænsehegn har givet hovedpine i både Madrid og Bruxelles, og den er ikke blevet mindre efter gentagne anklager fra lokale ngo’erom voldelige grænsevagter. Stormløbene har også medført en række dødsfald, typisk som følge af uheld under forsøgene på at nå over hegnet. Ifølge de officielle tal er 15 migranter siden 2005 omkommet i forbindelse med stormløbene på Melillas grænsehegn. Dertil kommer 12 døde ved grænsehegnet ved Ceuta, den anden spanske enklave i Marokko.
EU har i årevis postet masser af penge i beskyttelsen af grænserne omkring Melilla og Ceuta. Sidste års uroligheder udløste endnu en check fra unionen, der blandt andet blev benyttet til at styrke Melillas grænsehegn med termiske kameraer og antiklatrings-net. Der blev endvidere hentet forstærkninger til enklavens civilgardister i form af flere hundrede antidisturbios, de mest hårdkogte urobetjente i politikorpset. Senest har det spanske parlament vedtaget en kontroversiel lov, der giver grænsestyrkerne hjemmel til at returnere migranter direkte til den marokkanske side af grænsen, efter at de har sat fod på spansk jord. Ifølge ngo’er såsom Amnesty International er det i lodret strid med international lov. Også en gruppe bestående af 16 fremtrædende spanske jurister publicerede i april en rapport, som konkluderede, at denne praksis er »radikalt ulovlig« og suspenderer grundlæggende retssikkerhed i de to spanske enklaver.
Det har ikke gjort det store indtryk på den spanske regering, som fastholder, at den nye lov lever op til alle internationale krav, og at det står migranterne frit for at søge asyl ved den officielle grænseovergang fra Marokko til Melilla. Den spanske indenrigsminister Jorge Fernández Díaz har gentagne gange forsvaret loven med henvisning til, at migranterne forsøger at gennemføre en ulovlig forcering af grænsen, og at der ikke er tale om flygtninge, men økonomiske migranter.
»De, som kritiserer os for at have vedtaget denne lov, er nødt til at forstå, at disse mennesker krydser grænsen på ulovlig vis og ikke har ret til asyl. Det er et menneskeligt drama, men de har ikke krav på asyl,« udtalte Fernández Díaz i maj.
Langt de fleste, som forsøger at komme over grænsehegnet ved Melilla, er fattigdomsflygtninge fra landene syd for Sahara. De migranter, som når ind på spansk territorium, mangler ofte identitetspapirer, og i andre tilfælde har Spanien ingen tilbagesendelsesaftaler med deres oprindelseslande. Det ultimative mål er at blive overført til Europa, hvor de spanske myndigheder ofte må lade dem gå, fordi man ikke kan gennemføre en reglementeret tilbagesendelse i løbet af de 60 dage, som migranterne maksimalt må tilbageholdes. Derefter kan de rejse videre som illegale eller »udokumenterede«indvandrere.
Marokko har også skruet bissen på over for de afrikanske migranter på vej mod Melilla. Tidligere på året rykkede marokkanske specialstyrker ind på Gurugú-bjerget og brændte migranternes lejre ned uden at efterlade så meget som en teltpløk. Op mod 1200 migranter blev arresteret og transporteret til provisoriske tilbageholdelsescentre i den sydlige del af landet. Området omkring Melilla patruljeres med høj frekvens, og de marokkanske styrker har etableret et mobilt hovedkvarter lige ved siden af de gamle lejre på Gurugú.
Alt dette har sat en effektiv stopper for stormløbene mod la valla, og i årets første halvdel er kun 100 personer sluppet over hegnet mod mere end 2000 året før.
Drømmen om Europa
Ifølge Luís Manzano, som er koordinator for hjælpeorganisationen Delegación de Migraciones i Marokko, har rydningen af Gurugú ikke bremset tilstrømningen af migranter fra landene syd for Sahara. De er til gengæld blevet endnu mere afhængige af menneskesmuglerne for at nå til Europa.
»Gurugú var et frirum for de fattigste og mest desperate, dem der ikke havde råd til at betale for bådtransporten. Det var den eneste rute til Europa, der ikke var kontrolleret af menneskesmuglerne,« fortæller Manzano.
Efter razziaen på Gurugú er mange af migranterne rykket længere sydpå og har søgt tilflugt i skovene omkring byen Nador i Marokko. Herfra er grænsehegnet langt uden for rækkevidde, og de forsøger hovedsagelig at nå til Melilla eller Europas kyster ad vandvejen.
Sammen med den lokale journalist Jesús Blasco de Avellaneda tager jeg turen til den marokkanske landsby Selouane, hvor en af de største lejre ligger. Vi kører gennem støvede og afsvedne landskaber i brune og gullige nuancer med Middelhavet på den ene side og det bjergrige landskab på den anden. Nogle kilometer efter Nador drejer vi fra hovedvejen ind ad en grusvej og kører op gennem et affolket ingenmandsland af forfaldne boligblokke og halvbyggede huse uden tag og vinduer. En nøgen bakkeskråning markerer grænsen mellem det bebyggede område og Selouane-skoven. Vi parkerer bilen og bevæger os ind i skoven, hvor luften er tung og stillestående, og solen skyder skarpe kiler ned mellem trækronerne. Den varme brise føles som en hårtørrer i ansigtet, og den krydrede duft af tørre nåletræer fylder næseborene. Den eneste lyd er den høje, monotone syngen fra cikaderne.
Et stykke inde i skoven støder vi på de første lejre med primitive telte af plasticpresenninger, grene og reb. Madlavningsfaciliteterne udgøres af nedgravede bålsteder, tøj hænger til tørre mellem træerne, og de sanitære forhold er ikke-eksisterende. Migranterne ser os årvågent an, men da de genkender Blasco, kommer flere os i møde med store smil. Blasco har været her flere gange før, og han lader til at have vundet deres tillid. Stemningen bliver endnu bedre, da vi deler ud af den medbragte tobak og medicin.
Det anslås, at mere end 1000 migranter opholder sig i Selouane-skoven, og i modsætning til lejrene på Gurugú, der kun bestod af mænd, er her også kvinder og børn. Grupperne er typisk organiseret efter oprindelsesland, og de fleste kommer fra lande som Cameroun, Nigeria, Mali, Senegal og Elfenbenskysten. Der er flere højgravide kvinder iblandt, og adskillige børn er kommet til verden i skoven, mens forældrene har ventet på deres mulighed for at komme om bord på en båd mod Europa. Det er ikke for ingenting, at Selouane-lejren kaldes Bolingo, som betyder »kærlighed« på det congolesiske sprog lingala.
På en bakketop længere inde i skoven møder vi en gruppe unge mænd fra Nigeria, der har forsamlet sig i skyggen under nåletræerne.
Dennis Mgbechi er 24 år og har opholdt sig i skovene omkring Nador i 18 måneder. Han er høj og atletisk, men ansigtet er hærget, øjnene trætte, og han har groet et pjusket fuldskæg. Begge arme er dækket af ar fra mødet med pigtråden på grænsehegnet. Han fortæller, at han tre gange har forsøgt at krydse la valla, og at han fem gange har været om bord på både, som er blevet tvunget tilbage til den marokkanske kyst.
Som så mange andre har han begivet sig ud på den lange rejse mod Europa i desperation over livsvilkårene i hjemlandet.
»I Nigeria er der ingen job, ingen muligheder. Det er umuligt for mig at forsørge min familie, der er kun elendighed og fattigdom i min hjemby. Derfor er jeg her, jeg ønsker bare at få lov til at give min familie en bedre fremtid.«
De andre i gruppen fortæller på tilsvarende vis om håbløse fremtidsudsigter, opslidende rejser gennem Sahara og månedlang venten i skovene omkring Melilla.
»Ingen af os ønsker at være her«, fortæller Nelson på 29. »Marokkanerne behandler os som dyr. De tæsker os, tager vores penge og forfølger os, selvom vi gemmer os herude i skoven. Vi kan ikke være i sikkerhed nogen steder,« siger han. »Hvis politiet fanger os, kører de os langt væk og smider os af i udkanten af en eller anden stor by.«
Ligesom de andre i gruppen forestiller Nelson sig Europa som et sted, hvor man kan forfølge sine drømme uden selv at blive forfulgt: »I Europa er der menneskerettigheder. Der lader de ikke folk bo i skoven som dyr. Der kan man arbejde, forsørge sig selv og blive behandlet med værdighed.«
Dennis tager os med længere op ad de skovklædte skråninger for at vise os gruppens lejr. Han har bygget et telt af grene og presenninger, og ved siden af har han lavet et lille ildsted, hvor et par bulede potter og pander udgør køkkengrejet. Under nabotræerne ligger gruppens øvrige telte.
Få skridt fra teltet er der en lille lysning, hvorfra der er frit udsyn ned mod kysten og Middelhavets blå vand. Dennis fortæller, at han tit står her og kigger ud over havet og drømmer om Europa.
»Synet af havet holder mig gående. Men jeg bliver også trist, for så mange jeg kendte er druknet derude. Min fætter døde på vej over vandet. Jeg har prøvet fem gange, og hver gang er jeg blevet sendt tilbage til dette forfærdelige sted.«
Afhængig af Marokko
Vi kører tilbage mod Melilla, mens journalisten Blasco reflekterer over migranternes situation.
»Europa er bare glade for, at Marokko tager sig af det beskidte arbejde. Så længe der ikke er sammenstød ved grænsehegnet, ser det ud, som om problemet er løst. Men problemet er ikke løst, bare fordi der kommer færre ind i Melilla. Migranterne er her stadig. Der er klapjagt på dem nu, og de har absolut ingen beskyttelse.«
Ngo’er har i årevis kritiseret marokkanernes hårde fremfærd over for migranterne, men det officielle Europa har forholdt sig tavst. Ifølge den spanske grænseforsker Jaume Castan Pinos skyldes det, at Europa er dybt afhængig af Marokko i kampen mod den illegale indvandring.
»Alle er enige om, at beskyttelsen af grænsen ikke kan klares fra den spanske side alene. Marokko blevet garant for den europæiske immigrationspolitik, og vi vælger at se gennem fingre med det, hvis der er overtrædelser af menneskerettighederne,« fortæller Castan Pinos, som er tilknyttet Institut for Grænseregionsforskning ved Syddansk Universitet.
Ifølge Castan Pinos bruger Marokko indvandringspresset som diplomatisk og økonomisk pressionsmiddel mod EU.
»Der er et kæmpe økonomisk incitament forbundet med dette. Marokko har særstatus i EU med lukrative samhandelsaftaler og er samtidig det land, der modtager mest økonomisk støtte fra unionen. Mange af pengene kommer fra fonde, der er allokeret til kampen mod illegal indvandring.«
Ved grænsen bliver vi tilbageholdt, og Blasco bliver hevet ind til forhør hos det marokkanske politi. De mistænker ham for at transportere illegale flygtninge. Vi får til sidst lov til at fortsætte, blot for at blive stoppet af de spanske betjente, der også lige vil undersøge bilen. Blasco er hverken afholdt i Spanien eller Marokko. Han har flere gange dokumenteret de voldelige sammenstød i forbindelse med stormløbene på grænsehegnet, og han er blevet arresteret i både Spanien og Marokko i forbindelse med sine fotoreportager.
Få meter fra os opstår der pludselig kaos, da en ung mand forsøger at løbe fra grænsebetjentene og ind i enklaven. Seks betjente sætter efter ham og kommer snart slæbende tilbage med ham under højlydte protester.
Tilbage i Melillas centrum går livet sin egen søvnige gang. De ældre par promenerer under palmerne, de gamle Mercedes-biler cruiser i gaderne, og de lokale unge nyder det ubekymrede strandliv. Om aftenen bliver der tændt op i grillen foran den legendariske Bar Sevilla. Duften af trækul og pinchos morunos, krydrede marokkanske grillspyd, breder sig i aftenluften, og familier og vennegrupper fylder hurtigt bordene på fortovet.
Fra Bar Sevilla er der frit udsyn til den gamle bymur, som er oplyst af projektører og ligner et uindtageligt fæstningsværk fra en fjern fortid. Melilla har altid været en forskanset by, lige siden Ferdinand og Isabella erobrede den i 1497, og den har modstået adskillige generobringsforsøg fra de marokkanske sultaner gennem århundrederne. I dag udgør den ikke det spanske imperiums forpost i Nordafrika, men den Europæiske Unions sydligste grænse, og Marokko har forvandlet sig fra hovedfjende til den nærmeste allierede i beskyttelsen af grænsen. Forseglingen af la valla har for en stund taget presset af den lille enklaves landegrænse, men inde i Marokko fortsætter menneskestrømmene med at søge mod Europas kyster med uformindsket styrke.
