Flugten mod midten
Det spanske topartisystem ligner en dødsmærket kæmpe forud for søndagens valg, som sandsynligvis vil efterlade landet i en kaotisk situation med fire næsten lige store partier. Den 36-årige jurist Albert Rivera fra midterpartiet Ciudadanos kan få en nøglerolle som brobygger. Valgoptakt i Weekendavisen.
For bare et år siden var Albert Rivera stort set ukendt i Spanien. Nok havde den unge politiker gjort sig bemærket i det catalanske regionsparlament som leder for det centrum-liberale, anti-nationalistiske parti Ciutadans, men uden for Catalonien havde de færreste hørt om ham eller hans parti.
I dag står han midt i det nationale projektørlys forud for parlamentsvalget på søndag. Hver femte vælger ventes at sætte kryds ved Ciudadanos, som er partiets spanske navn, og Rivera har lovet spanierne vidtgående reformer, et radikalt opgør med politisk korruption og forbrødring med den rebelske region Catalonien. Den blot 36-årige jurist fra Barcelona har erobret det ubeboede centrum i spansk politik og iscenesat sig selv som manden, der kan samle alle spanierne omkring et nyt, fælles projekt.
Søndagens parlamentsvalg tegner til at levere en historisk øretæve til de to gamle partier, socialistpartiet PSOE og det konservative PP, som i årtier har skiftedes til at have regeringsmagten i Spanien. Efterveer fra den økonomiske krise, eskalerende politikerlede og mistillid til de bærende samfundsinstitutioner har fået spanierne til at vende de gamle partier ryggen, men modsat flere andre europæiske lande, hvor utilfredsheden har givet populistiske højrepartier vind i sejlene, er proteststemmerne i Spanien gået til centrum og venstrefløjen.
Udover Ciudadanos har protestpartiet Podemos ædt sig ind på de gamle partier fra venstre, og partiets frontfigur, 37-årige Pablo Iglesias med den ikoniske hestehale har i flere år tordnet mod nedskæringspolitikken, korruptionen og magtfuldkommenheden hos den politiske »kaste«. Tilsammen forventes de to nye drenge i klassen at få op mod 40 procent af stemmerne på søndag, og de får efter alt at dømme afgørende indflydelse på den kommende regeringsdannelse.
Konservativ katastrofe
Det spanske topartisystem ligner en dødsmærket kæmpe, og for den siddende premierminister Mariano Rajoy ser valget ud til at blive en regulær katastrofe. Hans konservative parti opnåede ved sidste valg i 2011 absolut flertal i parlamentet, men står kun til at indkassere omkring 27 procent af stemmerne på søndag. Selvom Spanien er ude af recessionen og kan prale af en af de højeste vækstrater i Europa, har vælgerne ikke købt fortællingen om succesfuld krisehåndtering og nødvendigheden af de skrappe nedskæringer på velfærden. De positive nøgletal har ikke for alvor ladet sig mærke i almindelige menneskers liv, uligheden i samfundet stiger, og arbejdsløsheden er stadig tårnhøj. De, der får arbejde, bliver mestendels ansat på midlertidige kontrakter uden sikkerhedsnet.
Den velstående region Catalonien truer fortsat med at rive sig løs, og Mariano Rajoy er blevet beskyldt for at forværre den territoriale konflikt snarere end at afbøde den. Endelig har en lang række korruptionsskandaler kostet hårdt på politikerstandens troværdighed, og Rajoy har været særlig hårdt ramt af sagen om ulovlige pengeoverførsler i hjertet af det konservative parti – orkestreret af hans personlige ven, hovedkasserer Luis Bárcenas.
Under normale omstændigheder ville de konservatives nedsmeltning have medført en storsejr til socialisterne. Men intet er længere, som det plejer at være, og PSOE bløder lige så slemt som sin konservative ærkefjende. Socialistpartiet, der har været en samfundsbærende institution i fire årtier, står til at få det ringeste valg, siden de første frie valg efter Francos død blev afholdt i 1977. De utilfredse vælgere er ikke bare trætte af Rajoy og nedskæringspolitikken. De er trætte af hele det politiske establishment og alt, hvad det repræsenterer af pamperi, korruption og ineffektiv regeringsførelse – af hvilken socialisterne har haft deres betydelige andel gennem årene.
Koalitionens nødvendighed
Søndagens valg vil efter alt at dømme efterlade Spanien i en kaotisk situation med fire næsten lige store partier, og hermed er scenen sat til et helt nyt kapitel i spansk politik. Koalitionsregeringer er et fremmedord i Spanien, og tv-serien Borgens skildring af det samarbejdende danske folkestyre har for de spanske seere hidtil været en eksotisk fortælling fra en fjern planet. Nu skal disciplinen formentlig afprøves i praksis. De foreløbige prognoser tyder på, at de konservative bliver det største af de fire partier og dermed vinder retten til at prøve at danne regering. Men vil Mariano Rajoy formå at navigere i det nye politiske landskab? Og vil nogen af de tre konkurrerende partier lade sig invitere op til dans?
Dybest set er der ingen, der aner, hvad der kommer til at ske, når stemmerne er talt op. PSOE har antagonismen til de konservative indskrevet i sin DNA, og det er svært at forestille sig de to gamle dødsfjender dele ægteseng i en kommende regeringsdannelse. Podemos er med sit venstrepopulistiske afsæt en endnu mere bizar koalitionspartner for det gammelborgerlige PP.
Den eneste, der synes at kunne bygge broer i dette landskab, er Albert Rivera. Hans centrum-liberale projekt har trukket vælgere fra både højre og venstre, og hans erklærede mål er at gøre op med den gamle sondring mellem »rød og blå«. Ciudadanos er partiet i midten, og Rivera har annonceret en »ny etape i spansk politik«, hvor socialliberale reformer skal genrejse økonomien, og arbejdsmarkedspolitikken skal udformes med Danmark som forbillede.
I valgkampens hede er der imidlertid ingen, der har villet forlove sig med den fremstormende leder for det orangefarvede parti. Alle har travlt med at pege fingre ad de andre, og i mangelen på forhåndsalliancer har der i stedet udspillet sig en egentlig »præsidentvalgkamp«, hvor alle fire partiledere hævder, at de kan lede en regering.
Albert Rivera, Pablo Iglesias og socialistpartiets nyslåede leder Pedro Sánchez har således krydset klinger flere gange i stort opslåede livedebatter med millioner af tv-seere. Den eneste, der ikke har deltaget, er den pressesky Rajoy, der har nægtet at stille op til debatter mod Rivera og Iglesias. Han optræder, som var der stadig kun to partier i Spanien, og han har satset på at booste sin menneskelige side i feel good-programmer med servile studieværter.
Uskøn duel
Den eneste tv-debat, Rajoy har deltaget i, var mod Pedro Sánchez i den traditionsrige afslutningsdebat på nationalt tv mellem den siddende præsident og lederen af oppositionen. Her var rammen velordnet og overskuelig, og her kunne han i ro og mag spille rollen som den erfarne og tillidvækkende statsmand, der havde bragt Spanien ud af recessionen. Troede han da.
Debatten, som foregik i et anakronistisk tv-studie under ledelse af en halvsovende studievært, udviklede sig til en af de mest brutale og underlødige i nyere spansk historie. Pedro Sánchez, der ikke havde meget tilbage at miste, var særdeles angrebslysten, og allerede første gang, han fik ordet, begyndte han at stikke mod det blødeste punkt i Rajoys forsvarsværk: korruptionsskandalerne i det konservative parti.
Angrebet kulminerede med en rungende dom over regeringschefen, som blev gentaget adskillige gange: »Hr. Rajoy, De er ikke en anstændig person.« Det blev for meget for Rajoy, som mistede kontrollen over sine nervøse trækninger og sendte en svada af dimensioner tilbage i hovedet på Sánchez: »De er ussel, foragtelig, nederdrægtig, og skammelig.«
Sánchez havde givetvis håbet på en game changer i ellevte time, men hans offensiv kom mest af alt til at ligne et selvmordsangreb. Her sad landets to førende politikere som højrøstede værtshusgæster og slog løs på hinanden under bæltestedet midt i den bedste sendetid. Det var på mange måder en uskøn forestilling, og den har næppe hjulpet med til at genrejse respekten for de gamle, kriseramte partier.
»Spanien har fortjent bedre end dette«, lød det efterfølgende fra Albert Rivera, som mente, at spanierne havde overværet »topartisystemets sidste debat«.
Om valget på søndag vil bringe de nye partier til magten, er stadig et åbent spørgsmål. Under alle omstændigheder bliver der behov for dialog og samarbejde for at etablere en bæredygtig regering, og som manden i midten kan Rivera meget vel blive den person, der skal få det hele til at hænge sammen efter valget.
