Fod i døren til magtens bolig
Det gamle topartisystem, der har defineret Spanien siden Francos død, er afgået ved døden, og to nye protestpartier vil til efteråret deltage i kampen om regeringsmagten. Lokalvalg i Andalusien var første test. Analyse i Weekendavisen.
Himlen var dækket af mørke skyer, og den silende regn blev akkompagneret af lyn og torden. De 6,5 millioner vælgere i det normalt så solbeskinnede Andalusien blev mødt af en usædvanlig forårsdag, da de i søndags skulle til stemmeurnerne for at sammensætte et nyt lokalparlament. Men kulissen syntes passende til et valg, der på forhånd var udset til at bringe jordskred i hele Spaniens politiske landskab.
Regionsvalget i Andalusien var startskuddet til et intenst spansk valgår, der byder på både regionalvalg, kommunalvalg og nationalt parlamentsvalg.
Det var også første gang, at det fremstormende protestparti Podemos skulle måle sig i en rigtig valgkamp efter den sensationelle debut ved EU-valget i maj sidste år, hvor partiet vandt fem mandater. Partiet har siden redet på en bølge af succes og vil ifølge flere meningsmålinger blive landets største. Bliver prognoserne omsat til mandater ved parlamentsvalget senere i år, kan den kontroversielle 36-årige partileder, Pablo Iglesias, med den ikoniske hestehale blive Spaniens næste regeringschef.
At det kun lykkedes Podemos at høste 15 procent af stemmerne ved valget til det andalusiske regionsparlament lignede ved første øjekast et tilbageslag for partiet, der har rod i den spanske variant af Occupy-bevægelsen.
Partiets tilhængere havde drømt om, at det fattige og folkerige Andalusien skulle lægge jord til første runde af oprøret mod den forhadte politiske »kaste« og den konservative regerings Trojka-dikterede sparepolitik. I stedet genvandt det socialdemokratiske PSOE magten med 35 procent af stemmerne, og den siddende selvstyrepræsident, Susana Díaz, kunne fortsætte i spidsen for lokalregeringen.
Et skridt nærmere Moncloa
Intet tyder imidlertid på, at PSOE af den grund har sendt Podemos til tælling og genvundet kontrollen med den spanske venstrefløj. Podemos blev det tredjestørste parti i regionsparlamentet, og de 15 procent af stemmerne var faktisk et ganske imponerende resultat i Andalusien.
For det første har partiet endnu ikke haft tid til at opbygge sin organisationsstruktur i Sydspanien, og det fremskyndede parlamentsvalg stak en pind i hjulet på det vigtige græsrodsarbejde.
For det andet er Andalusien næsten umuligt territorium for alle, der ikke er PSOE. Socialisterne har siddet tungt på magten i den solsvedne region siden 1982, og mens Podemos på landsplan fisker PSOE-vælgere i stor stil, er de andalusiske socialister trods talrige korruptionsskandaler forblevet loyale mod det gamle venstrefløjsparti.
For det tredje, og måske vigtigst, fik Podemos præcis den andel af stemmerne, meningsmålingerne havde forudset. Rammer de landsdækkende prognoser lige så præcist, vil Pablo Iglesias’ parti blive det største ved det nationale parlamentsvalg og derved komme et langt skridt nærmere regeringspaladset Moncloa.
Dette scenario har i de sidste mange måneder fået det til at løbe koldt ned ad ryggen på både politikere, meningsdannere og erhvervsfolk – i og uden for Spanien. Podemos, der har mange lighedspunkter med græske Syriza, beskyldes for at ville destabilisere Spanien, hvis de kommer til magten.
Ingen af de etablerede partier vil røre Podemos med en ildtang, og Pablo Iglesias har da heller ikke ligefrem inviteret til det med sin insisterende tordnen mod den politiske kaste, som han kræver udskiftet fra ende til anden.
I Andalusien kunne PSOE således have dannet en komfortabel flertalsregering med Podemos som støtteparti, men Susana Díaz valgte i stedet at danne en mindretalsregering – velvidende, at ingen af de andre partier vil alliere sig med Podemos for at bringe hende i mindretal.
Podemos er dem, de andre ikke vil lege med, men for et parti, der i vid udstrækning henter sine stemmer hos de vrede, de indignerede og de marginaliserede, kan denne eksklusionsstrategi meget vel trække endnu flere tilhængere til bevægelsen.
Efter valget citerede Pablo Iglesias på sin twitter-konto den andalusiske digter Antonio Machados berømte digt, Caminante no hay camino, om den ukuelige vandringsmand, der selv skaber vejen foran sig for hvert skridt, han tager. Podemos, lod Iglesias forstå, har nu taget det første skridt og vil fortsætte ufortrødent.
Trætte af politikerne
De kommende måneder vil byde på masser af muligheder for at sætte foden i døren til magtens boliger. Den 24. maj skal der vælges nye byråd over hele Spanien, samme dag er en lang række selvstyreparlamenter på valg, og sidst på året skal det store slag slås i form af det nationale parlamentsvalg.
Det konservative regeringsparti PP står til øretæver til trods for, at økonomien er i bedring, og at der igen er kommet gang i beskæftigelsen. Nedskæringspolitikken har haft store sociale omkostninger, og den almindelige spanier deler ikke EUs og de internationale børsers begejstring over den spanske sparekur.
I det hele taget er spanierne godt og grundigt trætte af deres politikere, og også det andet store parti, socialisterne i PSOE, bløder i meningsmålingerne.
Mens PP allerede i Andalusien måtte indkassere en sviende vælgerlussing, vil PSOE meget vel komme til at lide samme skæbne, når kampen skal føres uden for det andalusiske hjerteland, hvor der er mere appetit på alternative venstrefløjsprojekter.
Det er ikke blot Podemos, der hugger stemmer fra de gamle traditionspartier. Den helt store overraskelse ved det andalusiske regionalvalg kom således fra det socialliberale centrumparti Ciudadanos (Borgerne), der ud af det blå dukkede op på scenen og erobrede knap 10 procent af stemmerne.
Ciudadanos blev grundlagt i Catalonien i 2006 af en gruppe intellektuelle, der ønskede et liberalt modsvar til de regionale nationalistiske partier. Nu har partiet taget springet til landspolitik, og med den unge, veltalende jurist Albert Rivera som karismatisk frontfigur har partiet på rekordtid skabt sig en solid tilhængerskare over hele Spanien. Hver femte vælger overvejer i dag ifølge målinger at stemme på partiet, der har kampen mod korruption som en slagkraftig mærkesag.
Ciudadanos har ligesom Podemos fisket i rørte vande og kapitaliseret på den massive politikerlede, der præger Spanien i disse år. Tilsammen kan de to partier i dag mønstre over 40 procent af de spanske vælgere – for blot et år siden var de så godt som ikke-eksisterende på den landspolitiske scene.
Af samme grund udspillede det andalusiske valg sig på mange måder som en positionskrig med landspolitiske aftryk. Mariano Rajoy var seks gange i Andalusien på blot en måned i forsøget på at afværge det truende konservative kollaps. Albert Rivera og Pablo Iglesias har på tilsvarende vis stået skulder ved skulder med deres respektive lokale spidskandidater og benyttet taletiden til at tale om visioner for fremtidens Spanien.
Magtkamp hos socialisterne
Den eneste partileder, der ikke har været aktiv i valgkampen, er PSOEs Pedro Sánchez. Angiveligt er der iskold luft mellem den lokale socialistleder Susana Díaz og Pedro Sánchez, og mange har gættet på, at den ambitiøse Díaz forbereder sig på at vælte Sánchez af pinden, når partiet skal vælge regeringslederkandidat til efteråret. Heraf også hendes taktiske beslutning om at udskrive valg i Andalusien et år før tiden – det gav hende chancen for at slå Podemos og give PSOE en tiltrængt sejr på et tidspunkt, hvor partiets vælgeropbakning er styrtdykkende.
Uanset om det bliver med Sánchez eller Díaz i spidsen, kommer PSOE på en hård opgave med at samle den spanske venstrefløj under en fælles fane. Podemos vil give det gamle socialistparti kamp til stregen, og også Ciudadanos er gået om bord i PSOEs vælgerkorps.
For det konservative PP bliver det efter alt at dømme en lodret deroute i forhold til det absolutte flertal, partiet opnåede ved seneste parlamentsvalg i 2011. Det gamle topartisystem, der har defineret Spanien siden Francos død, er afgået ved døden, og hele fire partier vil til efteråret kæmpe om nøglerne til Moncloa-paladset.
