Forandring eller kaos
De nye partier Podemos og Ciudadanos, som har blæst til kamp mod det politiske establishment, er stormet ind i parlamentet. Den konservative leder Mariano Rajoy skal nu forsøge at stable en levedygtig regering på benene og samarbejde med folk, som er gået til valg på at vælte ham. Analyse i Weekendavisen.
Der stod han. Badet i projektørlys, på balkonen foran det konservative partis hovedkvarter, mens sejrsmusikken bragede ud af højttalerne. Stemmeoptællingen efter søndagens valg var netop slut, og konservative Partido Popular (PP) var igen blevet Spaniens største parti. Det hele var iscenesat med pomp og pragt og blev tv-transmitteret til de spanske seere, men hovedpersonen, regeringsleder Mariano Rajoy, så alt andet end triumferende ud, da han tog ordet for at tale til de fremmødte sympatisører i Madrid. Ansigtet var stadig hævet efter det knytnæveslag, han havde modtaget under sin kampagnetur et par dage forinden, stemmen var grødet, og hans kone stod udtryksløs ved hans side og lignede alt andet end en first lady, der lige havde vundet fire år mere på de bonede gulve.
Det kan da også blive mere end vanskeligt for Rajoy at blive siddende som regeringschef. Nok blev PP parlamentets største parti, men det indkasserede samtidig en sviende vælgerlussing, der reducerede mandattallet med en tredjedel. Væk er det absolutte flertal, der har gjort det muligt for de konservative at regere uden indblanding de sidste fire år. Med kun 28 procent af stemmerne bag sig skal Rajoy bygge koalitioner med de partier, der er gået til valg på at vælte ham.
Ikke desto mindre insisterede Mariano Rajoy på at udlægge valget som en sejr for de konservative, og han forsikrede folkemængden om, at han naturligvis vil lede landet de næste fire år.
»Jeg vil bestræbe mig på at danne en stabil regering. Spanien har brug for stabilitet, tryghed, vished og tillid,« lød det fra Rajoy, der gennem hele valgkampen har gentaget topartisystemets indbyggede logik om, at det største parti skal danne regering.
Hvem der i givet fald skal være en del af – eller lægge stemmer til – en sådan regering, blæste i den kølige decembervind over Madrid. Selv med støtte fra det nye midterparti Ciuadanos er der lang vej til flertallet, og end ikke de mest fantasifulde af valgaftenens mange analytikere kunne få øje på realistiske koalitionspartnere blandt de øvrige partier.
Stabilitet og tryghed er med andre ord det sidste, der springer i øjnene, når man kigger ud over det politiske landskab efter søndagens valg, som har efterladt Spanien i en kaotisk situation med et fragmenteret parlament og en særdeles usikker konstitueringsproces. Det traditionsrige socialistparti PSOE fik det dårligste resultat i nyere tid med et tab på 20 mandater i forhold til katastrofevalget i 2011. Samtidig stormede to nye partier, venstrepopulistiske Podemos og centrum-liberale Ciudadanos ind i parlamentet med over 35 procent af stemmerne tilsammen.
Folkelig mobilisering
Podemos har ligesom Ciudadanos kaldt borgerne til oprør mod de gamle partier og den politiske stil, som præger dem. Podemos er især blevet kendt for sit angreb på sparepolitikken, mens Ciudadanos ønsker at gennemføre liberale reformer af blandt andet arbejdsmarkedet. De to nye partier brød igennem ved lokalvalgene tidligere i år, hvor de fik nøgleroller i mange byråd. Det var i særlig grad tilfældet for Podemos, som sammen med lokale borgergrupper erobrede magten i en række større spanske byer, herunder Madrid og Barcelona.
Borgere i tusindvis har meldt sig ind i de nye partier, som har givet en saltvandsindsprøjtning til den politiske debat i Spanien, der i mange år har slumret under vægten af det fastlåste topartisystem. Hele valgkampen har været præget af de nye brudlinjer, hvor gammelt og nyt er blevet stillet over for hinanden, og der har været en sjælden folkelig mobilisering frem mod søndagens valg.
Ønsket om forandring er også det det gennemgående tema for mange af de vælgere, Weekendavisen taler med i Barcelona i løbet af søndagen. Der er lange køer på valgstederne helt frem til lukketid, og tililende vælgere blander sig med julehandlende, mens de neonfarvede juledekorationer lyser op på aftenhimlen.
»Der er brug for, at der sker noget nyt,« siger Claudia på 28. »Politik er blevet som en krig, og i stedet for at skabe løsninger for borgerne, kæmper de mod hinanden. Jeg er så træt af de gamle partier, som bare skiftes til at have magten uden nogensinde at lytte til almindelige mennesker.«
Toni Coll er 54 og valgtilforordnet på det centrale valgsted i bydelen Eixample. Han har passet valgborde mange gange tidligere, og han oplever en helt særlig stemning ved årets valg.
»Man fornemmer, at noget er under opsejling. At folk er trætte af de gamle politikere og har lyst til at ruske dem og vække dem fra deres dvale. Der er en vrede, der vil ud, en frustration. Mange føler, at de gamle partier ikke har lyttet, og nu håber de, at de nye partier kan gentage det, der skete ved lokalvalgene.«
Røde linjer
I både Catalonien og Baskerlandet blev Podemos det største parti ved søndagens valg, og millioner af spaniere over hele landet stemte på de nye partier. Havde det ikke været for valgsystemets fordelingsnøgler, havde partierne fået endnu flere mandater til at arbejde for den ønskede forandring. Det spanske valgsystem favoriserer de store partier i de mindre valgkredse, og en stemme på landet vægter meget højere end en stemme i byerne, hvor de nye partier står stærkest.
PP skulle således kun bruge 58.000 stemmer for at vinde et mandat, mens det for Podemos krævede 75.000 og for Ciudadanos hele 87.000. Hårdest ramt var venstrefløjspartiet Unidad Popular en Común, der trods næsten en million stemmer kun kom ind med to mandater i parlamentet.
For de nye partier var dette blot endnu et sørgeligt bevis på, at topartisystemet havde spillet fallit. Allerede på valgaftenen stillede de ufravigelige krav om en reform af valgsystemet, så alle stemmer vægtes ens.
Søndagens valgresultat har under alle omstændigheder slået betydelige sprækker i topartisystemets fundament. Om jordskredet kan forløses i bæredygtige alliancer og demokratisk fornyelse er imidlertid et åbent spørgsmål. Ingen af de fire store partier ser ud til at være enige om noget som helst, og alle har travlt med at trække røde linjer i terrænet og stille ultimative krav til en kommende regeringsdannelse.
Forude venter et kompliceret puslespil, hvor al kreativitet skal slippes løs for at nå op på de magiske 176, der sikrer flertal i parlamentet.
Tre scenarier
Den store avis El Mundo oplistede efter valget tre mulige scenarier, som kan løse den gordiske knude. Det første er en bred koalition efter tysk forbillede, hvor PP og PSOE begraver stridsøksen og går sammen for at sikre et stabilt regeringsgrundlag under konservativ ledelse. En sådan alliance ville sikre et solidt parlamentsflertal, men de ideologiske modsætninger mellem de to partier er så store, og forhistorien så forbitret, at socialisterne næppe vil indvillige i sådan et samarbejde.
En anden mulighed er en konservativ mindretalsregering med støtte fra Ciudadanos, hvor PSOE undlader at stemme nej ved indsættelsen af den nye premierminister. Det vil i givet fald forudsætte et tronskifte hos de konservative, da Ciudadanos på forhånd har afvist at ville lægge stemmer til en ny regering under Rajoys ledelse. I dette scenarie ville socialisterne undlade at tabe ansigt ved at arbejde direkte sammen med PP og samtidig forhindre det kaos, der vil udløses, hvis ingen kan danne regering.
Det tredje scenarie er det eneste, der bringer venstrefløjens proteststemmer i spil. Det indebærer en alliance mellem PSOE og Podemos med opbakning fra mindst fem af de små partier i parlamentet, herunder de catalanske separatister. En sådan alliance vil imidlertid være eksplosiv fra første sekund, for både Podemos og de regional-nationalistiske partier vil stille krav om en for socialisterne uacceptabel folkeafstemning om catalansk uafhængighed.
Alle tre scenarier kræver store indrømmelser, som ingen af de berørte partier lige nu synes villige til at give. Og i sidste instans kan det ende med, at det hele falder sammen med et brag, og at de spanske vælgere må til stemmeurnerne én gang til.
De spanske vælgere har mistet tilliden til politikerne, og de har nu reageret ved at give politikerne en tilsyneladende uløselig opgave med at danne en ny regering. Men måske er dette netop kernen i den fornyelse, som vælgerne har efterspurgt.
Ifølge en leder i Spaniens største avis, El País, er der mere end nogensinde brug for, at politikerne begynder at tale med hinanden.
»Efter fire år, hvor den politiske dialog har glimret ved sit fravær, må politikerne tilbage på forhandlingssporet for at løse de problemer, vores land står overfor. Det er den bedste måde at besvare den besked på, der blev sendt af sted fra stemmeurnerne.«
