Forbandede forstad
Den amerikanske film "Lymelife" er et melankolsk studie af livet i forstæderne og en klassisk coming of age-fortælling. Den er stedvis charmerende og har hjertet på rette sted, men er for konstrueret til for alvor at krybe ind under huden på tilskueren.
Vi befinder os i en forstad til New York i slutningen af 1970'erne. Den 15-årige Scott Bartlett (Rory Culkin) er en følsom fyr, der er vild med naboens datter Adrianna. Hun foretrækker at gå ud med ældre fyre, og Scott må udleve sin forelskelse hjemme foran spejlet, hvor han i fantasien forfører Adrianna og banker de irriterende fyre, der gør kur til hende.
Scotts storebror Jim (Kieran Culkin) er hjemme på lynvisit fra militæret, og faderen (Alec Baldwin) er en selvsikker entreprenør, der udstykker lokalområdet til husparceller, så almindelige mennesker kan få del i drømmen om eget hus og nyslået plæne. Forstadsparadiset er imidlertid truet af den lumske borrelia (lyme disease), der har spredt sig i nabolaget. Den bekymrede mor (Jill Hennesy) pakker Scott ind fra top til tå for at beskytte ham mod at blive bidt af den ondskabsfulde flåt, der spreder sygdommen.
Scenen er sat til en film, der lægger sig i sporet af suburbia-skildringer som American Beauty og The Ice Storm. Snart bliver både vi og Scott da også klar over, at den daglige trummerum i forstaden dækker over en mere dyster virkelighed. Farmand har en affære med Adriannas vampede mor (Cynthia Nixon), brormand kan ikke styre sine aggressioner, og moren sumper rundt i en tilstand af neurotisk selvfortrængning. Adriannas far (Timothy Hutton) har fået den frygtede borrelia-sygdom, der langsomt tager forstanden fra ham. Under dække af at søge job inde i byen tilbringer han dagene sammenkrøbet i et hjørne i kælderen, hvor han ryger pot og tegner bizarre tegninger. Han bliver en metafor for den snigende sjælelige forarmelse, filmen lader os forstå er en uundgåelig konsekvens af de hastigt opskydende forstæder med deres blinde fokus på materiel velstand og renskurede overflader.
Scotts figur er skåret over samme læst som J.D. Salingers Holden Caulfield fra romanen Forbandede Ungdom. En forvirret teenager, der længes efter renhed og ægte værdier i en verden, der har mistet sin uskyld. Lymelife er en såre sympatisk film om at blive voksen og opdage, hvordan verden virkelig hænger sammen. Spillefilmsdebuttanten Derick Martini har både skrevet og instrueret, og råmaterialet er hentet fra hans egen barndom i et forstadskvarter på Long Island. Når den alligevel aldrig rigtigt kommer til at fungere, skyldes det især den meget omstændelige dialog, hvor personerne konstant sættes til at forklare, hvad de føler. Martini vælger at gøre filmens teenagere til talerør for sine egne - voksne - erkendelser, og figurernes troværdighed lider derfor et alvorligt knæk.
Mens The Ice Storm var knugende og tragisk og American Beauty humoristisk og bittersød, så er Lymelife ikke rigtigt nogen af delene og ender, trods gode intentioner og en håndfuld stærke skuespillere, som en sært konstrueret og kun momentvis gribende fortælling.
