Fortiden set oppefra
Vi kan godt forberede os på at skulle revidere vores forestillinger om de tropiske regnskove, der måske slet ikke er så uberørte endda. Arkæologer har fundet kæmpebyer med laserteknologi i Centralamerika og fortsætter til Amazonas. Men får de et sandt billede af fortiden? Weekendavisen Ideer, 22.06.2018.
»Uanset hvorhen vi peger med vores scannere, finder vi nye og fantastiske ting. Hvis vi fortsætter med at opdage nye ting i dette tempo, skal lærebøgerne om Centralamerika skrives om en gang hvert andet år.«
Chris Fisher har svært ved at skjule sin begejstring. Han er arkæolog og professor ved Colorado State University, og han var leder af det hold, som sidste år kortlagde Angamuco – en hidtil uudforsket kæmpeby i det centrale Mexico. Byen viste sig at have flere bygninger end Manhattan og mere end 100.000 indbyggere, og den er blot ét ud af en lang række opsigtsvækkende fund i Centralamerika, som i den seneste tid er kommet for dagens lys takket være laserteknologien LiDAR.
LiDAR står for Light Detection And Ranging og er en luftbåren scanningsmetode, som gør det muligt at se igennem tæt vegetation og på den baggrund lave detaljerede 3D-kort over jordoverfladen. LiDAR-sensorer monteret på fly sender millioner af lysimpulser i sekundet mod jorden, og de refleksioner, der sendes tilbage, benyttes til at ’fjerne’ vegetationen. Herved åbenbares et nøgent billede af geometriske formationer på jordens overflade inklusive veje, bygninger og templer, som i århundreder har været skjult under junglens tætte kappe.
Teknologien har de seneste år givet arkæologerne helt nye muligheder for at undersøge, hvad der gemmer sig under den uigennemtrængelige regnskov, som dækker store dele af Centralamerika. Og det er ikke småting, der ligger skjult i dette område, som angiveligt har været hjemsted for langt mere omfattende og sofistikerede civilisationer end hidtil antaget.
Et hold af amerikanske arkæologer opdagede tidligere i år resterne af en maya-megalopolis i det nordlige Guatemala med mere end 60.000 strukturer forbundet i et stort netværk af byer, fæstningsværker, templer, vandingskanaler og veje. Laserteknologien har også for nylig kastet nyt lys over turistmagneten Tikal i Guatemala. Tikal er en af de bedst udforskede Maya-byer, men så snart LiDAR-scannerne kom på banen, viste det sig, at forskerne slet ikke havde haft begreb om omfanget. Målingerne fra luften viste, at byen er fem gange så stor som hidtil antaget, og forskerne fandt endvidere en ny stor pyramide, som aldrig tidligere var blevet identificeret.
Samme mønster gentog sig i Angamuco, der ligger i højlandet i det centrale Mexico. Byen blev opdaget i 2007, og arkæologer på jorden havde i årevis møjsommeligt afdækket ruinerne, da Chris Fisher og hans team fløj ind over området med deres scannere. På en eftermiddag ændrede de radikalt billedet af byens omfang og dermed også historien om Purepécha-civilisationen, der opførte denne enorme by tilbage i 900-tallet.
»Dette var en by som ingen anden, vi har kendskab til i Centralamerika. Den havde ikke ét, men adskillige centre, der var højt avanceret vandforsyning og talrige grønne områder og haver med fødevareproduktion inden for bygrænsen. På mange måder en pendant til den garden city-trend, som vi ser i moderne byer i dag,« fortæller Fisher til Weekendavisen.
Ifølge Fisher giver LiDAR-teknologien en helt ny adgang til det, han kalder Latinamerikas »forsvundne historie«.
»Europæernes ankomst i starten af 1500-tallet og de sygdomme, der fulgte i kølvandet, udryddede 90 procent af befolkningen på mindre end 50 år. Det var en katastrofe mange gange værre end Den Sorte Død. Nu begynder vi at få en reel idé om, hvilke samfund der eksisterede her, før europæerne ankom. Og vi begynder at forstå, hvor mange mennesker der egentlig boede i disse områder,« fortæller Fisher.
LiDAR-arkæologien buldrer derudad, og opdagelserne fra Centralamerika fortæller løbende nye historier om hemmelige byer, avancerede civilisationer og gådefulde paladser dybt inde i den tropiske regnskov. På få dage kan forskerne fra luften kortlægge et område, som det ville have taget arkæologer udstyret med junglestøvler, macheter og hakker adskillige år at udforske ved traditionel fremgangsmåde.
Midt i begejstringen over den nye teknologi er der også kritiske stemmer – fra arkæologernes egne rækker. For kan de avancerede 3D-kort helt erstatte gamle dages møjsommelige gravearbejde og de strabadserende ekspeditioner på landjorden? Og kan man egentlig fortælle en fyldestgørende historie om fortiden udelukkende ved hjælp af laserscanninger?
En af de skeptiske røster tilhører arkæologiprofessor og Honduras-ekspert Christopher Begley fra Transylvania University i Lexington:
»LiDAR er genialt – det kan bare ikke stå alene. Det er let at lade sig forføre af disse fantastiske billeder og tro, at man dermed har gennemskuet det hele. Men historien kan ikke fortælles uden konteksten, lokalkendskabet, sansningen og kontakten til menneskene, der bor i disse områder. Som arkæologer siger vi ofte, at det vigtigste ikke er, hvad du finder, det vigtigste er, hvad du finder ud af,« fortæller Begley til Weekendavisen.
Laserteknologien, siger han, gør det muligt at »finde« nye, uopdagede steder i rekordfart. Og medierne elsker historierne om de ukendte kæmpebyer, der dukker op under junglens tætte bevoksning. Men det er ifølge Begley ikke tilstrækkeligt til at forstå den fulde sandhed om et sted.
»LiDAR frister, fordi det er hurtigt, let og præcist, men det giver forrang til det visuelle, til det man kan se oppefra, og det kan føre til overfladiske konklusioner. Det traditionelle arkæologiske arbejde er besværligt, bøvlet og tidskrævende. Til gengæld kommer man virkelig ind på livet af det sted, man studerer, og man forstår det på en helt anden måde,« siger Begley.
Han nævner som eksempel jagten på den sagnomspundne Ciudad Blanca – Den Hvide By – i den ufremkommelige Mosquitia-region i det nordøstlige Honduras. Allerede i 1500-tallet fik Hernán Cortés færten af en »forsvunden by«, og op gennem det 20. århundrede var den mål for en lang række fejlslagne ekspeditioner. I 2012 lykkedes det ved hjælp af LiDAR filmmageren og eventyreren Steve Elkins at identificere et ruinkompleks dybt inde i regnskoven, og tre år senere nåede et ekspeditionshold frem til ruinerne. Medierne gengav beredvilligt historier om den mystiske, forsvundne by, men de var fulde af fejl og misforståelser, mener Begley, som selv har tilbragt en årrække i Mosquitia-regionen, hvor han har foretaget adskillige feltstudier.
»Du kan se en masse detaljer, du kan skifte perspektivet, og du kan tage en virtuel tur op og ned ad gaderne. Men du kan ikke mærke stedet, du kan ikke dufte det og sanse det. Du kan ikke tale med de mennesker, der bor der, og som er de vigtigste kilder til forståelse af stedets natur. Det er noget helt, helt andet, når først du er fysisk til stede.«
Kritikken fra Begley preller af på Chris Fisher, der selv var med på de opfølgende ekspeditioner til Ciudad Blanca i 2015 og 2016. Han mener, kritikken udspringer af »akademisk mistro« og »frygt for ny teknologi«, og han anerkender ikke præmissen om, at de professionelle arkæologer skulle slække på metodologien, bare fordi de har fået adgang til den nye teknologi.
»LiDAR kan ikke erstatte ’boots on the ground’ . Alle, jeg kender, der bruger LiDAR, bruger også masser af tid på jorden for at verificere deres resultater med traditionel arkæologi. Jeg kender ikke nogen, der ikke gør det. Det giver ganske enkelt ikke mening,« siger Fisher.
For Fisher er det svært at få øje på negative konsekvenser ved laserteknologien, som han ikke tøver med at kalde et paradigmeskift i arkæologien. Han forudser, at den vil føre til nye og revolutionerende erkendelser i de kommende år i takt med, at LiDAR-maskinerne begynder at overflyve resten af Syd- og Mellemamerika og i særdeleshed Amazonas. Ifølge ham kan vi godt begynde at forberede os på en gennemgribende revision af vores forestillinger om den tropiske regnskov, der måske slet ikke er så uberørt, som vi hidtil har troet.
»Man har tidligere antaget, at det var umuligt at opretholde store befolkningskoncentrationer i tropiske områder. Nu begynder vi at se, hvor mange mennesker der rent faktisk boede der, at de byggede terrasser og vandingssystemer, at de havde strategier for at konservere jorden, forhindre erosion og sikre bæredygtigheden. De områder, vi i dag betragter som uberørte tropiske regnskove, er i virkeligheden bare forladte haver.«
