Hovedrengøring af historien
Madrids bystyre vil fjerne gadenavne og monumenter, som stammer fra Francos diktatur. Historikere kritiserer politikerne for at spille hasard med den nationale erindring, og debatten har rippet op i borgerkrigens gamle sår. 40 år efter diktatorens død fortsætter hans spøgelse med at skabe splid mellem spanierne. Reportage i Weekendavisen.
En varm augustdag i 1936 marcherede Juan Yagüe Blanco i spidsen for 3.000 legionærer frem mod byen Badajoz i den sydvestspanske region Extremadura. Den spanske borgerkrig var blot en måned gammel, og Yagüe havde sluttet sig til kupmagerne, der havde rejst sig mod den demokratisk valgte folkefrontsregering. Inde i Badajoz havde 8.000 regeringstro soldater forskanset sig, men de måtte se sig overvundet af Yagües legionærer og marokkanske hjælpetropper.
I timerne efter byens erobring blev op mod 4.000 mennesker henrettet, civile såvel som militærpersoner, en stor del af dem på byens tyrefægterarena. Det er ikke for ingenting, at Juan Yagüe fik sit tilnavn:Slagteren fra Badajoz. Han opnåede også Francos dybtfølte respekt, blev minister efter borgerkrigens afslutning og fik som hædersbevisning en gade opkaldt efter sig i Madrid.
I dag er Francos diktatur for længst forbi, men man kan stadig gå tur gennem Calle del General Yagüe, når man besøger Madrid. Slagteren fra Badajoz har ligesom mange andre af regimets topfolk bevaret en prominent tilstedeværelse i gadebilledet, og overalt i byen finder man gadenavne, mindeplader og monumenter med reference til Franco-tiden.
Står det til de madrilenske lokalpolitikere, skal det snart være slut med at støde på fortidens spøgelser, når man spadserer gennem landets hovedstad. Bystyret, som ledes af den venstreorienterede Podemos-koalition Ahora Madrid med 72-årige Manuela Carmena i spidsen, vedtog i december en resolution om at erstatte de frankistiske gadenavne med nye, mere opbyggelige referencer.
»Borgerkrigen førte til 40 års undertrykkelse og banede vejen for en stat, som systematisk forbrød sig mod menneskerettighederne. Trods dette er Madrids gader stadig navngivet efter de mennesker, som havde et direkte ansvar for disse uhyrligheder,« lød det fra kulturborgmester Celia Mayer, som ved samme lejlighed præsenterede en liste med 30 navne og en håndfuld monumenter, der efter hendes mening skulle elimineres fra bybilledet hurtigst muligt.
Den sorte liste
Mayer, som har en fortid i det madrilenske aktivistmiljø, var ikke sen til at sætte handling bag ordene. I starten af februar blev kommunale teknikere uden forvarsel sendt i byen for at afmontere en række mindeplader og monumenter, og det hele gik så stærkt, at det også hurtigt gik galt.
De nødvendige tilladelser var ikke blevet indhentet, kollegerne i kulturudvalget ikke underrettet, og kritikken haglede efterfølgende ned over bystyret, som blandt andet var kommet for skade at fjerne et mindesmærke for otte Karmelitermunke, der blev henrettet af republikanske militsfolk under borgerkrigen.
Også fjernelsen af monumentet for de frankistiske frivillige i borgerkrigen,Monolito al Alférez Provisional, blev hårdt kritiseret, da det stod placeret i et område, der er omfattet af kulturarvsbeskyttelse. Bedre blev det ikke, da avisen El País få dage senere kom i besiddelse af en uofficiel liste med hele 256 navne, som angiveligt skulle fjernes fra det madrilenske landkort. Listen var udarbejdet af en arbejdsgruppe ved Complutense-universitetet på foranledning af bystyrets ledende parti Ahora Madrid, og udover frankistiske superskurke som Juan Yagüe indeholdt den også en række kunstnere, forfattere og intellektuelle, som på den ene eller anden måde havde haft bånd til regimet.
Blandt de mange skønånder på den sorte liste fandt man blandt andre digteren Manuel Machado, forfatteren Josep Pla og den surrealistiske multikunstner Salvador Dalí. Reaktionen ramte Ahora Madrid som en boomerang. Kunne det virkelig være rigtigt, at et nationalikon som Dalí skal have frataget sin plads i gadebilledet? Og hvad med Manuel Machados bøger – skal de kastes på bålet?
Borgmester Manuela Carmena forsikrede bagefter offentligheden om, at kunstnere som Dalí selvfølgelig ikke skal røres, men ingen i bystyret kunne give en fyldestgørende forklaring på, hvad listen så skulle bruges til.
Glemslens pagt
Den aktuelle strid om gadenavne og monumenter i Madrid har sit udspring i den omstridte Lov om Historisk Erindring, som blev vedtaget i 2007 under den daværende socialistiske regering. Loven havde til hensigt at give moralsk oprejsning til taberne i borgerkrigen og ofrene for Francos styre. Den instruerer blandt andet de lokale myndigheder i at fjerne symboler, mindesmærker og gadenavne, som ophøjer Francos diktatur og militæropstanden i 1936.
Det daværende konservative bystyre i Madrid nægtede at implementere loven, som partiet anklagede for at genoplive gamle fjendskaber mellem spanierne. I mange andre byer har man ligeledes været tilbageholdende med at føre loven ud i livet.
Men ved sidste års spanske regional- og lokalvalg klarede det nye venstrefløjsparti Podemos sig særdeles godt i flere områder, og den uprøvede Podemos-administration, som indtog Madrids rådhus sidste år, har kastet sig over erindringspolitikken med stor iver.
Ifølge historikeren Antonio Morcillo bærer bystyrets fremfærd præg af, at ideologien vejer tungere end historien.
»Loven om Historisk Erindring er på mange måder en god lov, der handler om at give oprejsning og anerkendelse til dem, der tabte krigen og led under Francos undertrykkelse. Men implementeringen af den er kommet ud af kontrol. Der foregår en heksejagt lige nu,« siger Morcillo til Weekendavisen.
»Man begynder med et monument, så skifter man gadenavne, og før man ved af det, fjerner man forfattere, kunstnere, arkitekter fra gadebilledet. Hvad er kriteriet? De samarbejdede med regimet, ja, ganske rigtigt, men det gjorde halvdelen af Spanien eller mere. Er man skyldig, hvis man en dag har hilst på Franco? Det er kommet til at handle om at fjerne ethvert spor, ethvert symbol fra frankismen. Det ender til sidst med at fjerne vores historie,« siger historikeren, hvis far selv kæmpede i borgerkrigen på republikkens side og tilbragte fem år i fangelejr efter krigen.
Morcillo har sat Weekendavisen stævne ved den plads mellem Prado-museet og Retiro-parken, hvor Alférez-monumentet stod indtil for få dage siden. Februar-kulden bider i kinderne, støvregnen daler, og himlen ligger som en tung, grå dyne over byen. Midt på den saftiggrønne græsplæne er der udskåret en firkant i jorden, hvor monumentet stod. I hullet har nogen lagt en blomst med et bånd i spanske farver.
»At fjerne dette monument er det samme som at udviske historien. Som historiker bør man begræde, at vidnesbyrd om historien forsvinder. Om vi kan lide dem eller ej: Disse monumenter fortæller os vigtige ting om vores fortid, og de bør ikke forsvinde. Problemet er, at der mangler monumenter – ikke at der er for mange,« siger Morcillo.
Mens Antonio Morcillo frygter for byens historiske arvegods, kritiserer andre initiativet for at vække begravede konflikter til live.
Den Spanske Borgerkrig var et tragisk blodbad, hvor familiemedlemmer kæmpede mod hinanden. Ved krigens slutning i 1939 var over en halv million spaniere døde, og det anslås, at 200.000 blev henrettet. Franco, der så sig selv som Spaniens frelser, rejste storslåede monumenter for de faldne, »for Gud og Spanien«, mens »de røde«, der tabte krigen, blev dømt til straffearbejde og tavshed. Der var kun én version af historien, og den havde Franco patent på. Efter Francos død i 1975 gik moderate frankister og den venstreorienterede opposition sammen for at skabe rammerne om en ny demokratisk stat baseret på konsensus og forbrødring. Ofrene for frankismen frasagde sig et retsopgør, mens regimets nøglepersoner bidrog aktivt til skabelsen af et nyt demokratisk system.El pacto del olvido, »Glemselspagten«, handlede om at lægge fortiden bag sig og se fremad.
En af dem, der har oplevet perioden på egen krop, er 88-årige Rafael de Mendizábal Allende, som er tidligere dommer ved forfatningsdomstolen. Han var ni år, da borgerkrigen brød ud, og han levede 36 år af sit liv under Francos diktatur. Som vicejustitsminister underla transición, overgangen til demokrati efter Francos død, var han med til at udforme det lovgrundlag, der skulle afmontere det gamle regime og konsolidere det nye demokrati.
»Jeg er ikke personligt optaget af, om gaderne hedder det ene eller det andet, men jeg ved, at det er farligt at lege med disse ting. Loven om Historisk Erindring har den store defekt, at den ikke adresserer forbrydelserne fra den republikanske side og de forbrydelser, der blev begået under republikken før borgerkrigen. Den udpeger den ene side i konflikten som den onde og tager ikke hensyn til den anden side,« siger Mendizábal til Weekendavisen. »Det svarer på sin vis til den måde, Franco fortalte historien efter borgerkrigen på – en manikæisk version med gode og onde. Halvfjerds år efter kommer denne nye lov, der gør præcis det samme. For mig at se har denne lov ikke andet formål end at splitte og skabe kløfter i samfundet.«
Det er imidlertid langtfra alle spaniere, der kan leve med at lægge låg på fortiden og bare se fremad. For er hele sandheden om borgerkrigen og Francos diktatur egentlig blevet fyldestgørende afdækket? Og kan Glemselspagten meningsfuldt bruges til at bearbejde en historie, hvor flere hundrede tusinde mennesker blev henrettet og smidt i anonyme massegrave, uden at nogen er blevet stillet til regnskab?
Museumsgenstande
Ifølge sociologen og journalisten Emilio Silva er der behov for et langt mere gennemgribende opgør med fortiden. Han satte emnet på den nationale dagsorden, da han i 2000 fandt sin farfars lig i en massegrav sammen med tolv andre civile, der var blevet dræbt af en frankistisk dødspatrulje under borgerkrigen.
Snart begyndte tilsvarende massegrave at dukke op overalt i Spanien, og det viste sig, at spanierne bogstaveligt talt levede oven på resterne af de titusinder af mennesker, som forsvandt under borgerkrigen. Som præsident for Asociaciónpara la Recuperación de la Memoria Histórica (Foreningen for Genoprettelse af den Historiske Erindring) har Silva siden kæmpet en utrættelig kamp for at bringe sandheden om borgerkrigens forsvundne frem i lyset.
Emilio Silva tager imod Weekendavisen i sin lejlighed i Madrid-forstaden Hortaleza. TV’et kører med de seneste opdateringer fra debatten om de madrilenske gadenavne, og laptoppen bipper ustandseligt med nye emails. Silva er netop vendt tilbage fra Guadaljara-provinsen, hvor han hjalp 92-årige Ascención Mendieta med at finde sin fars skelet i en massegrav. For ham er diskussionen om gadenavne og monumenter absurd, da der ikke burde være noget at rafle om.
»Ofrene for diktaturet beder kun om, at man fjerner det, der smerter, de beder kun om oprejsning. Er det ikke kun rimeligt?« siger han. »Ascención Mendieta bor her i Madrid, lige ved siden af en gade, som hedder Hermanos García Noblejas – navngivet efter en familie af falangister, som under borgerkrigen forfulgte og dræbte folk som hendes far. Hun skal se disse mennesker blive hyldet hver eneste dag. Vi taler om mennesker, der er skyldige i forbrydelser i vores egen levetid! Der kan ikke være en æresbevisning i bybilledet tilen person, som har taget et helt land som gidsel eller til de personer, der har deltaget i det. Lad os da tage gadeskiltene ned og placere det hele på et museum.«
Om gadeskiltene og monumenterne ender på museum er et åbent spørgsmål. De mange fodfejl fra Podemos-folkene i Ahora Madrid har givet ny ammunition til modstanderne af loven. Historien om Dalí og de henrettede Karmelitermunke har fjernet fokus fra det faktum, at der dybest set blot er tale om at implementere en lov, som allerede er vedtaget i det nationale parlament.
På Madrids rådhus er socialisterne rasende. Loven om Historisk Erindring er deres hjertebarn, vedtaget under daværende regeringsleder José Luis Rodríguez Zapatero i 2007, og de har ventet lige siden på at få lov til at føre den ud i livet i Madrid.
»Ahora Madrid har ikke forstået, hvad loven går ud på,« siger kulturordfører Mar Espinar fra den socialistiske gruppe til Weekendavisen. »Den handler om retfærdighed, den handler om at give oprejsning og anerkendelse til dem, der har lidt tab og undertrykkelse. Den foreskriver, at man skal udskifte gadenavne og mindesmærker, derophøjerdiktaturet eller opstanden i 1936. Det handler ikke om at fjerne sporene fra alle de mennesker, som levede under diktaturet.«
