Kongekabale
Venstrepopulisterne i Podemos fik et dårligere valg end ventet og de konservative et bedre. Chokket over Storbritanniens nej til EU har sandsynligvis medvirket til at lægge en dæmper på spaniernes lyst til eksperimenter. Men der er ingen udsigt til en stabil regering. Analyse i Weekendavisen
Det er ikke ofte, at den spanske monark blander sig aktivt i landets politiske forhold. Sidst, det skete, var den 23. februar 1981, hvor en gruppe officerer indtog det spanske parlament i forsøget på at gennemføre et militærkup mod det unge spanske demokrati. I de dramatiske timer, der fulgte, tog kong Juan Carlos styringen og fik forhindret, at opstanden spredte sig.
Landet vendte efterfølgende tilbage på det demokratiske spor, og kongen kunne få lov til at dyrke sine biler og elskerinder i fred og nøjes med at nikke bekræftende over tekoppen, når en ny premierminister hvert fjerde år skulle indsættes. Hvem det skulle være, fandt politikerne selv ud af, og det var også let nok, for det var altid kandidaten fra dét af de to store partier, det konservative PP og det socialistiske PSOE, der havde fået flest stemmer.
Men i dag, 35 år senere, er der igen bud efter kongen som problemknuser i en politisk krisetid. Spanien har været uden regering i seks måneder, og efter søndagens parlamentsvalg – det andet siden december – er risikoen for endnu en parlamentarisk hårdknude overhængende. Nok vandt de konservative med en tredjedel af stemmerne retten til at prøve at danne regering, men udsigten til at kunne bygge bæredygtige flertal synes endnu en gang aldeles ringe på både højre og venstre fløj.
Ifølge onlineavisen El Confidencial vil kong Felipe VI – Juan Carlos’ søn – denne gang ikke nøjes med at kigge på, mens politikerne løber panderne mod de mure, de har bygget op omkring sig selv. En række eksperter adspurgt af avisen vurderer, at kongen vil påtage sig en langt mere aktiv og autoritativ rolle i forsøget på at bringe Spanien ud af dødvandet. Ifølge Miguel Ángel Fernández Valencia, professor i forfatningsret ved Complutense-universitetet i Madrid, vil kongen lægge pres på politikerne for at få dem til at forstå, at det er deres pligt at finde en løsning – om det så kræver, at de skal »ofre sig selv for landets bedste«.
Ifølge avisen har kong Felipe allerede taget kontakt til lederne af de fire store partier, selvom de officielle samtaler først indledes efter nedsættelsen af det nye parlament den 20. juli. Og en af de teorier, der luftes lige nu, er, at kongen vil pege på en uafhængig figur som premierministerkandidat, hvis det viser sig, at de nuværende ledere står i vejen for mulige flertal.
Det kunne eksempelvis være tilfældet for den fungerende konservative premierminister Mariano Rajoy, der i manges optik har for urene hænder som følge af korruptionsskandaler i partiet og den omdiskuterede sparepolitiks sociale konsekvenser. Hvis ikke en neutral kandidat kan hives frem af den konservative underskov, kunne et alternativ være Albert Rivera fra det nye centrumparti Ciudadanos, der ville kunne fungere som leder af en samlingsregering med deltagelse af både PP og socialistpartiet PSOE.
Mislykket hamskifte
Mens befolkningen venter på politikernes næste træk, er der tid til refleksion oven på et besynderligt valg, hvor intet forløb, som eksperterne havde forudset. Valget markerede en brat opbremsning for de to nye partier, der i december var stormet ind i parlamentet med løfter om at forandre den politiske kultur i Spanien. Det gjaldt socialliberale Ciudadanos, som i søndags mistede en femtedel af sine mandater, og det gjaldt i særlig grad venstrefløjsprojektet Unidos Podemos – en alliance mellem anti-establishment-partiet Podemos og det spanske svar på Enhedslisten, Izquierda Unida, som samlet gik en million stemmer tilbage i forhold til sidste valg.
Mens de frafaldne Ciudadanos-vælgere primært er vandret tilbage til PP, hvor de kom fra, er den tabte million hos Podemos-alliancen tilsyneladende forsvundet ud i det blå. Måske er de ganske enkelt blevet hjemme: Valgdeltagelsen var lavere end normalt i de større byer, hvor Podemos hidtil har stået stærkt, særligt bandt de yngre vælgere. Den samme desillusion over det politiske system, der gav partiet medvind ved valget i december, kan have ramt det som en boomerang ved dette.
»Det lader til, at de unge har overhørt kaldet fra politikerne, og den intensive mobiliseringskampagne har ikke kunnet trumfe udmattelsen over endnu en valgrunde,« skriver sociologen Jorge Galindo i avisen El País.
Alle havde forventet, at Unidos Podemos ville overhale det gamle socialistparti PSOE – ganske som det skete for PASOK i Grækenland, der blev overhalet af Syriza – og at Pablo Iglesias skulle overtage rollen som oppositionsleder på venstrefløjen. Mens de fleste analytikere frem mod valget således havde travlt med at hylde Pablo Iglesias som en brillant strateg, er de samme analytikere nu i gang med at nedsable hans forfejlede kampagne. Efter at alliancen med de gamle kommunister i Izquierda Unida var på plads, gik Iglesias målrettet efter at appellere til den moderate venstrefløj; han holdt op med at tale dunder mod samfundets establishment, udråbte sig selv som socialdemokrat og forsøgte tilmed at iscenesætte Podemos som Spaniens patriotiske parti.
Forsøget mislykkedes, og såvel kommunister som socialdemokrater har øjensynlig følt sig fremmedgjorte ved den umage konstellation. Det har efter alt at dømme fået mange afhoppede PSOE-vælgere til at vende tilbage til deres gamle parti og dermed afværget den totale katastrofe for socialisterne.
Svag regering forude Den eneste, der er kommet gennem valget i styrket tilstand er fungerende premierminister Mariano Rajoy og PP, der gik 14 mandater frem – hjulpet godt på vej af chokket over »Brexit«-resultatet tre dage før det spanske valg. Selvom ingen af de fire store partier har anti-europæiske programpunkter, så har den usikkerhed, som det britiske nej til unionen affødte, efter alt at dømme dæmpet lysten til politiske eksperimenter og skubbet vælgere over mod den velkendte havn hos de konservative.
De mange uklarheder om følgerne af det britiske resultat har også pustet til den spanske frygt for catalansk separatisme. Ved onsdagens EU-topmøde understregede Mariano Rajoy således, at Skotland – hvis pro-europæiske regeringsparti Scottish National Party nu flirter med ideen om endnu en folkeafstemning om selvstændighed fra Storbritannien – under ingen omstændigheder kan forhandle med EU på egen hånd. De hjemlige separatister i Spanien skal nødig få endnu mere blod på tanden.
Selvom mange spanske vælgere har valgt det sikre kort ved at stemme konservativt, vil der i parlamentarisk henseende blive behov for et eksperiment af de helt store, hvis PPskal danne regering i det nuværende politiske landskab; den eneste måde at skaffe sig flertal på vil være ved hjælp af direkte eller indirekte støtte fra de gamle dødsfjender PSOE.
Der vil efter alt at dømme blive tale om en svag og ustabil mindretalsregering, som skal hente sine forlig hjem fra sag til sag. I det aktuelle dødvande er det muligvis bedre end ingenting, og kong Felipe vil formentlig tage aktiv del i kortgivningen, så regeringskabalen om ikke andet for en stund kan gå op.
