Ingen hyldest til Catalonien
De catalanske separatister har udråbt selvstændigheden, men udsat den i »nogle uger« i håb om dialog. Den kommer næppe, og oprørerne synes at miste momentum. Den internationale støtte er udeblevet, og catalanerne er begyndt at frygte de økonomiske konsekvenser. Reportage i Weekendavisen
Spanien gennemlever i disse dage sin alvorligste institutionelle krise siden overgangen til demokrati i 1978. Tirsdagens uafhængighedserklæring fra Cataloniens regionsregering truer den territoriale enhed, og på regeringskontorerne i Madrid er alle alarmlamper tændt.
Den spanske regeringsleder Mariano Rajoy har givet selvstyrepræsident Carles Puigdemont otte dage til at trække erklæringen tilbage. Sker det ikke, vil regeringen aktivere den paragraf 155 i forfatningen, som gør det muligt for Madrid at overtage kontrollen med de catalanske institutioner, herunder det regionale politikorps.
Der er med andre ord lagt maksimalt pres på Puigdemont, som lagde resultatet ved forrige uges omstridte folkeafstemning til grund for erklæringen i det catalanske parlament.
Han havde ellers forsøgt at modificere udmeldingen ved først at erklære Catalonien uafhængigt for straks derefter at suspendere selv samme erklæring i »nogle uger« til fortsat dialog og forhandling. Det var en uafhængighedserklæring med sordin, fuld fart frem med håndbremsen trukket, og med den reelle løsrivelse sat på stand by var bolden behændigt spillet over på den spanske banehalvdel.
I Madrid hæftede man sig imidlertid meget lidt ved den trukne håndbremse, men særdeles meget ved den fod, der stadig var tungt plantet på speederen. Og i stedet for en invitation til dialogkaffe sendte Rajoy i onsdags et ultimatum til den catalanske regeringsleder, som har fået indtil mandag til entydigt at afklare, om der vitterlig var tale om en selvstændighedserklæring. I bekræftende fald har han tre dage mere til at trække den tilbage. Hvis Puigdemont ikke inden torsdag i næste uge er »vendt tilbage til legaliteten«, falder hammeren, og paragraf 155 udløses.
I centralregeringens optik er de catalanske ledere »kupmagere«, som har forbrudt sig mod den spanske forfatning og mistet enhver legitimitet som troværdige forhandlingspartnere.
Isoleret
Og indtil videre har catalanske appeller til det internationale samfund om at mægle i konflikten heller ikke givet det ønskede afkast. De europæiske ledere har tydeligvis ingen interesse i at blive fanget i det tomme rum mellem den spanske forfatning og den separatistiske blok, der synes mere og mere isoleret for hver dag, der går.
Kort før tirsdagens tale opfordrede Donald Tusk, EUs rådsformand, Puigdemont til at holde sig inden for rammerne af den spanske grundlov, og samme dag gjorde den franske præsident, Emmanuel Macron, det klart, at han ikke var til sinds at komme separatisterne til undsætning, og at et nyt selvstændigt Catalonien ikke ville blive anerkendt af nabolandet Frankrig.
De følgende dage vil vise, om internationale mæglere vil melde sig på banen for at afværge den forestående konflikt, eller om Puigdemont af egen drift vil kaste håndklædet i ringen. Hvis ikke, er scenen sat til en direkte konfrontation mellem den spanske stat og det catalanske selvstyre – givetvis med massive folkelige demonstrationer til følge.
Den seneste uge har været svær for Puigdemont, der for mindre end to uger siden lignede en mand i medvind. Ved den omstridte folkeafstemning 1. oktober trodsede flere end to millioner catalanere det store politiopbud for at sætte deres kryds, og 90 procent af dem var for uafhængighed. Nok havde afstemningen ikke skyggen af juridisk gyldighed, men politivolden ved valgstederne fik en næsten samlet verdensopinion til at rette en fordømmende pegefinger mod den spanske stat.
Momentum blev imidlertid mistet igen, da den politiske uro forplantede sig i markedet, og ibex-35 aktieindekset begyndte at dykke. En række store virksomheder rykkede i en nærmest koordineret aktion deres hovedsæder ud af Catalonien, og catalanerne stillede sig pludselig i kø ved hæveautomaterne for at sikre, at opsparingen ikke kom i fare. Måske var selvstændigheden alligevel ikke helt uden økonomiske konsekvenser, sådan som separatisterne ellers havde forsikret?
Semantisk linedans
Samtidig begyndte tvivlen at gnave i den catalanske regeringsblok, der blev splittet mellem dem, der ville have uafhængighed her og nu, og dem, der ønskede en våbenhvile og nyvalg til regionsparlamentet i erkendelse af, at separatisttoget formentlig ville brage ind i en mur, hvis det blev sendt fra perron nu.
Til slut valgte Puigdemont en mellemvej, en form for juridisk limbo og semantisk linedans, hvor uafhængigheden blev erklæret, men alligevel ikke helt. Hånden blev rakt frem, men den spanske regering tog den ikke op for at give den et varmt klem.
Og Puigdemont skal heller ikke forvente et venligt opkald fra den spanske opposition, hverken fra socialistpartiets leder, Pedro Sánchez, eller Albert Rivera fra centrumpartiet Ciudadanos. De har begge haft travlt med at stå vagt om forfatningen og retsstatens ukrænkelighed og har givet deres fulde opbakning til Rajoys håndtering af konflikten.
Til gengæld fik Pedro Sánchez i bytte for sin støtte til Rajoy en aftale om at påbegynde en reform af den spanske forfatning. En kæmpesejr for socialisterne, der længe har hævdet, at en forfatningsreform er den eneste vej frem, hvis den catalanske hårdknude skal løses op.
Af de store nationale partier opfordrer kun Podemos lige nu til åben dialog og forhandling med de catalanske separatistledere. Under onsdagens parlamentsdebat bad partileder Pablo Iglesias indtrængende Rajoy om ikke at aktivere paragraf 155 i forfatningen. »Ideen om Spanien skal forføre. Den kan ikke påtvinges nogen med magt (...) Hold op med at ødelægge Spanien, hr. premierminister«, lød det fra Iglesias.
Mens nervekrigen fortsætter mellem den catalanske og den spanske regering, sidder resten af Spanien og følger situationen med bekymring. Truslen om løsrivelse har vakt en ellers slumrende spansk patriotisme til live, og i mange spanske byer har der de seneste uger været afholdt store demonstrationer til støtte for Spaniens enhed.
I søndags kom »patrioter« fra hele Spanien rejsende til Barcelona for at støtte op om det påstået »tavse flertal« af pro-spanske catalanere i den hidtil største demonstration mod catalansk løsrivelse. De mange hundredtusinde demonstranter fyldte Barcelonas gader med spanske slagsange og spanske flag – et ejendommeligt syn i en by, hvor det spanske flag siden Francos død har været nærmest ikke-eksisterende i det offentlige rum.
Også i det spanske medielandskab har det catalanske løsrivelsesprojekt i mange uger været det altdominerende tema med en uendelig strøm af reportager, vurderinger, analyser og debatindlæg. Mange af Spaniens intellektuelle fyrtårne deltager passioneret i debatten.
En af dem er den baskiske filosof og forfatter, Fernando Savater, som har ført en årelang kamp mod den baskiske separatisme og nu har rettet det kritiske skyts mod radikaliseringen af den catalanske nationalisme. »Der er så megen løgn og manipulation i omløb, og det er meget trist at se på,« siger Savater til Weekendavisen på en telefon fra hjembyen San Sebastián i Baskerlandet.
Ifølge Savater er det lykkedes separatisterne at promovere en fortælling om, at catalanerne er et undertrykt folk, som har en legitim ret til at stemme om deres egen fremtid.
Han fastholder, at catalanerne er omfattet af samme rettigheder som alle andre spanske borgere, men at deres egne magthavere har taget loven i egen hånd for at gennemtrumfe en ulovlig afstemning om selvstændighed.
»Det, vi ser i Catalonien lige nu, er et nærmest middelalderligt syn på nationen, en idé om, at jorden og territoriet definerer folket og har forrang for det demokratiske værdisæt, der er indlejret i forfatningen.«
Som i Baskerlandet
Savater har i årevis været på kant med de nationalistiske bevægelser i Baskerlandet og Catalonien, som har beskyldt ham for selv at være nationalist – bare med spansk og centralistisk fortegn.
Som åbenmundet kritiker af den baskiske terrorgruppe ETA har han mærket den mørke bagside af separatismen, og han måtte i mere end ti år leve under beskyttelse af livvagter. Han var medstifter af græsrodsorganisationen »Basta ya« – Nu er det nok – som fik hundredtusindvis af baskere til at gå på gaden i protest mod ETAs terror, og som i 2000 modtog Sakharov-prisen for sin indsats for frihed og menneskerettigheder.
Mens kampen for uafhængighed i Baskerlandet foregik med voldelige metoder og kun havde begrænset folkelig opbakning, er den i Catalonien fredelig og bredt forankret i samfundet. Alligevel er der for Savater mange ligheder.
»Ligesom i Baskerlandet har de mest moderate overladt undervisningen og medierne til de mest radikale. I Catalonien er manipulationen i undervisningen og i mediedækningen massiv, og sådan har det været i mange år. Hele identitetsbygningen tager afsæt i at etablere en fælles, ydre fjende: Spanien. Det er for mig at se en af de vigtigste grunde til, at så mange unge mennesker i dag bekender sig til separatismen.«
Den 70-årige filosof er bekymret og trist over situationen, og han er langtfra imponeret over den spanske regerings håndtering af konflikten.
»Den spanske regering har siddet lammet og kigget på det her uden at gøre noget ved det. Måske er Rajoy en fremragende strateg, som vil overraske os alle, som Tolstojs russiske general i ’Krig og Fred’, der overvinder den franske hær, fordi han ingenting gør. Men jeg tror ærligt talt ikke, han har gennemtænkt situationen. Han har ikke forestillet sig, at det virkelig var så alvorligt, at det ville få det omfang, det har fået.«
Rajoy, siger Savater, skulle for længst have grebet ind over for de ledende kræfter i separatistbevægelsen. »De ansvarlige ledere burde ikke gå frit rundt på gaden. Der har været rigelige grunde til at retsforfølge dem; de kunne have siddet i fængsel i årevis allerede. Det ville også have virket præventivt, så andre ikke fristes til at gøre det samme.«
Måske vil den seneste udvikling føre til de ledende separatisters fald, men for Savater er der ikke længere en lykkelig udgang på krisen.
»Denne konflikt vil efterlade et kølvand af frustration og fjendskab og dybe flænger i sameksistensen både mellem catalanerne internt og mellem spaniere og catalanere. Det eneste, vi kan håbe på, er, at det ikke bliver et eksempel til efterfølgelse for andre i Europa.«
En anden baskisk filosof, Daniel Innerarity, professor i politisk filosofi ved Universidad del Pais Vasco, har et lidt andet syn på konflikten:
»Problemerne i Catalonien kan ikke løses ved at fokusere udelukkende på legaliteten eller den offentlige orden. Man er nødt til at løse de dybereliggende konflikter, der har ført til denne situation. Lad os sige, at den ’konstitutionelle orden’ bliver genoprettet – det får jo ikke folk til at holde op med at ønske, at de ikke var en del af Spanien, og sådan er der en meget stor del af catalanerne, der har det,« siger Innerarity til Weekendavisen.
»I demokratiske samfund må der, når der ikke er et tilstrækkelig stort flertal for det ene eller det andet, findes et kompromis. Enhver form for påtvingelse, fra hvilken kant den end kommer, vil ødelægge samfundet,« mener han.
Hvor megen magtanvendelse?
Foreløbig venter catalanerne med nervøsitet på de næste træk fra de politiske ledere. Det store åbne spørgsmål lige nu er, hvor meget magt Madrid er villig til at sætte ind bag paragraf 155 for at sikre en effektiv genetablering af »den konstitutionelle orden« i Catalonien. Der er fortsat flere tusind spanske betjente og civilgardister udstationeret i Catalonien, og ifølge avisen El País gør den spanske hær sig klar til at assistere politistyrkerne, hvis det bliver nødvendigt.
Regeringen i Madrid vil én gang for alle sætte en stopper for separatisternes solofærd. Det skal ikke være gratis at tage loven i egen hånd, og allerede inden tirsdagens tale advarede Pablo Casado fra regeringspartiet PP om, at Puigdemont kunne »ende som Companys«. En henvisning til den tidligere selvstyrepræsident Lluís Companys, som i 1934 udråbte en selvstændig catalansk stat og efterfølgende blev arresteret og idømt 30 års fængsel.
At Companys seks år senere blev henrettet af Francos soldater, havde Casado muligvis glemt i skyndingen, men den morbide analogi var sigende for den mørke og truende understrøm, der løber under konflikten.
