Kulturarv eller ondsindet kult?
Blodig ballet. Tilhængere og modstandere af tyrefægtning er på stadig hårdere kollisionskurs i Spanien. For nylig gik tilhængere af tyrefægtning på barrikaderne for deres passion. Weekendavisen Kultur 01.04.2016
De var der alle sammen. Matadorer med stjernedrys, firskårne picadorer og letfodede banderilleros skulder ved skulder med vejrbidte tyreopdrættere, pengestærke managers og titusinder af helt almindelige aficionados. De var kommet til Valencia fra alle hjørner af Spanien, og i samlet flok gik de gennem byens gader med budskabet om frihed og respekt for traditionen og kulturen, mens nogle og tyve moddemonstranter overhældt med blodrød sminkefarve forsøgte at stjæle opmærksomheden, mens de taktfast råbte »Asesinos!« Mordere.
Forrige uges demonstration i Valencia var den første nationale mobilisering nogensinde til forsvar for tyrefægtningen og den seneste konfrontation i den eskalerende ideologiske konflikt mellem taurinos og antitaurinos – tilhængere og modstandere af tyrefægtning. Trods sin nyvundne status som national kulturarv – vedtaget i det nationale parlament i 2013 – gennemlever tyrefægtningen en problemfyldt tid med krav om forbud og politiske krigserklæringer fra de nye Podemos-dominerede byråd, som har sat modstanden mod traditionen højt på dagsordenen. Samtidig stjæler den utrættelige aktivisme fra forskellige dyrebeskyttelsesgrupper gang på gang medieopmærksomheden med opsigtsvækkende happenings i forbindelse med de store tyrefægtninger.
Ifølge den mangeårige tyrefægtningsskribent Antonio Lorca fra dagbladet El País var det på høje tid, at tilhængerne kravlede ud fra deres skjul.
»Det er vigtigt, at nogen går på gaden for at sige højt og klart, at tyrefægtning er en lovlig aktivitet her i landet. Kontroversiel, ja, men lovlig og understøttet af loven om national kulturarv. Tilhængere af tyrefægtning tilhører ikke en syg og ondsindet sekt. De tilhører en kulturel tradition, hvor skønheden udtrykkes med tyren som medium, de glædes ved dens mod, ved et glimt af inspiration og fuldkommenhed, ved storheden i en heroisk kunstner og et kraftfuldt og gådefuldt dyr,« skrev Lorca i sin klumme iEl País.
Det er imidlertid langtfra alle spaniere, der kan identificere sig med Lorcas højstemte lovprisning af tyrefægtningens værdisæt. Mens tyrekampene i Francos Spanien var et folkeligt fikspunkt, hvor tv-transmitterede tyrefægtninger fik nationens liv til at gå i stå for et par timer, er tyrefægtning i dag en subkultur, som dyrkes af en trofast, men svindende, tilhængerskare, der også tæller markante kulturpersonligheder som nobelpristageren Mario Vargas Llosa, filminstruktøren Pedro Almodóvar og sangeren Joaquín Sabina. Men i den brede befolkning er interessen til at overse. Tidens sensibilitet er mere til fodbold og fastfood end til arkaiske æresbegreber og blodig ballet i arenaens sand.
At tyrefægtningen på mange måder befinder sig i en tidslomme, blev tydeligt, da matadoren Francisco Rivera Ordóñez for nylig publicerede et foto på Instagram, hvor han fører en tyrekalv forbi sig med muletaen – det røde klæde – med sin fem måneder gamle datter Carmen siddende på armen.
»Debut for Carmen, femte generation af tyrefægtere i vores familie,« skrev Rivera, som er ud af et legendarisk tyrefægterdynasti og barnebarn til Antonio Ordoñez, der blev portrætteret af Hemingway i bogenFarlig sommer.
Reaktionen lod ikke vente på sig. En vaskeægte shitstorm ramte tyrefægteren, der blev beskyldt for børnemishandling og sågar blev indberettet til de sociale myndigheder i Andalusien. Rivera svarede på Twitter harmdirrende tilbage på de mange angreb.
»Hvad er der dog galt med Spanien ... At tænke sig, at jeg ville udsætte min datter for fare, er en uhyrlighed. Der findes ikke et mere trygt og sikkert sted for hende at være end i mine arme.«
Sympatireaktionerne strømmede snart ind fra Riveras kolleger, der i solidaritet publicerede tilsvarende fotos med deres egne afkom på armen – et klassisk »indvielsesritual« for nye skud på stammen i tyrefægterfamilier. En af dem var matadoren El Cordobés, som stillede sig undrende over for den voldsomme reaktion.
»Hvad er problemet i at lære vores børn om en profession, som vi elsker, og som er så rig på værdier?« tweetede matadoren, som er søn af 1960ernes legendariske matador af samme navn.
Heri ligger måske lige præcis kernen i problemet. For det er langtfra alle spaniere, der i dag kan se den opbyggelige værdi i en tradition, som indebærer, at seks smukke dyr skal dø for matadorens sværd foran et betalende publikum.
Men måske behøver tyrene heller ikke at dø. Det var i hvert fald budskabet fra Valencias borgmester Joan Ribó, som efter den historiske demonstration forrige uge på salomonisk vis forsøgte at mægle mellem parterne og gjorde sig til talsmand for, at Spanien indfører den portugisiske variant af tyrefægtningen, hvor tyren ikke dræbes i arenaen. Ifølge Ribó ville det være et vigtigt skridt i kampen mod dyremishandling, idet man samtidig bevarede respekten for tyrefægtningstraditionen.
Ribó havde tydeligvis gjort regning uden vært. Såvel tilhængere som modstandere mod tyrefægtning tog efterfølgende skarp afstand fra borgmesterens forslag.
Dyrebeskyttelsesgrupper påpegede, at tyren i Portugal lider samme overlast som i den spanske variant, og at den i øvrigt bliver slået ihjel, så snart den er ført ud af arenaen. De opfordrede borgmesteren til i stedet at være tro mod sine egne principper og arbejde for et totalt forbud mod alle former for tyrefægtning.
Tilhængerne af tyrefægtning havde lige så lidt tilovers for Ribós initiativ om at indføre en light-version, hvor publikum ikke skal overvære tyrens død.
Ifølge Patricia Navarro, som er tyrefægtnings-kritiker ved dagbladetLa Razón, er døden essensen i forestillingen og kan ikke bare udelades. Tyrefægteren, udtalte hun til netavisenlainformación.com, kan kun vinde publikums respekt, hvis han dræber tyren efter forskrifterne – hurtigt og effektivt med minimal lidelse til følge. Det handler om, at tyrefægteren skal bevise sit mod og sine evner, men det handler også om respekt for dyret. Derfor er den portugisiske variant i direkte modstrid med tyrefægtningens inderste værdisæt.
»Døden på arenaen er en langt mere værdig død for tyren end døden i bygningens mørke dyb, uden vidner.«
