Lys og mørke over Madrid
Krisen er vendt, men almindelige spaniere lider stadig. Tilliden til politikerne er på nulpunktet, protestpartiet Podemos står til at blive landets største parti, og separatisterne i Catalonien er klar til at træde ud af fællesskabet. Reportage i Weekendavisen fra et land i eksistenskrise.
Forestil Dem en midaldrende mand, gråsprængt, alvorstynget og arbejdsløs. Vi kunne kalde ham Manuel. Som størstedelen af den spanske befolkning deltager han hvert år i det store nationale julelotteri i håbet om at vinde hovedpræmien, El Gordo.
Bare ikke denne jul. Krisen kradser, og der var ikke penge til at betale anparten af det hovedlod, vennerne fra den lokale café traditionen tro køber i fællesskab. Og naturligvis rammer det rigtige nummer lige præcis i år. Da vennerne samles på cafeen for at fejre milliongevinsten, møder Manuel modvilligt op for at lykønske.
Han bestiller en kop kaffe og kigger forpint på de euforiske venner, der danser og skåler i cava. Han må ud derfra, og beder værten om regningen. »21 euro«, siger den runde bartender. »21 euro for en kop kaffe?!«, udbryder Manuel. »En euro for kaffen«, siger værten med et lille smil. »Og 20 euro for denne.« Han skubber en rød konvolut hen over bardisken. Inde i den ligger det lod, Manuel ikke havde råd til at betale for. »Jeg har gemt dette til dig.«
Der var ikke mange tørre øjne i de spanske stuer, da det stort opslåede reklamespot for årets julelotteri rullede over tv-skærmene. Historien om den tyngede Manuel og den godhjertede ven gik rent hjem hos spanierne, som alle kender mindst én, der har mistet håbet, jobbet eller begge dele som følge af den økonomiske krise. I filmen forenes drømmen om den store gevinst med en fortælling om venskab og solidaritet i en tid, hvor nedskæringspolitikken har klippet store huller i det offentlige sikkerhedsnet.
Historien om Manuel er en fantasi over et Spanien, hvor man hjælper hinanden, bekymrer sig om sin næste og løfter i flok.
Kaster man et blik på det forgangne år, forstår man godt, hvis spanierne har behov for at drømme sig lidt væk. Nok er recessionen vendt, men hver fjerde spanier står stadig uden arbejde, 12 procent af befolkningen har ingen indkomst overhovedet, og flere end 150 familier bliver hver dag smidt ud af deres boliger, fordi de ikke kan betale kreditforeningslånet.
Fire ud af fem spaniere mener, at situationen i 2014 var endnu værre end året før, og 70 procent af de unge overvejer at rejse væk og bosætte sig i udlandet. Det er seks år siden, krisen brød ud, og efterdønningerne mærkes hver eneste dag.
Ukendt alvor
En af dem, der drømmer om at rejse væk, er min gamle ven Alberto Alcalá, som har været arbejdsløs i to år, siden han blev fyret fra sit job som klipper på den lokale tv-station Telemadrid.
Han tager imod i sin lejlighed i den sydlige del af Madrid på en råkold decemberaften, hvor den isnende vind fra højsletten er ved at blæse mig omkuld, da jeg står ud af taxaen. Indenfor er der dejligt varmt, og i dagens anledning har Alberto stillet rødvin, iberisk skinke og manchego-ost på bordet. Det er ikke en luksus, han normalt kan tillade sig på et budget, hvor hver euro skal vendes.
Der er kommet en ukendt alvor i det glade, ubekymrede blik, jeg husker fra mit første møde med ham for 14 år siden. Dengang tjente han gode penge hos Telemadrid, gik lapset klædt i skinnende skjorter og dyrkede nattelivets glæder i den pulserende metropol. Det var midt under Spaniens økonomiske opsving, det euforiske boom, der varede fra 1994 til 2007 og skabte syv millioner arbejdspladser.
I dag er billedet vendt på vrangen. En stor del af opsvinget skyldtes en kunstigt opskruet økonomi med voldsom gældsætning, omfattende spekulation og en ensidig satsning på ejendomsmarkedet. Det skabte Europas største boligboble, og siden den bristede i 2008, har fire millioner spaniere mistet jobbet.
Der er hård rift om de få jobs, der udbydes, gennemsnitslønnen er i frit fald, og de fleste jobs udbydes på midlertidige kontrakter. Alberto var en af de mange, der røg med i faldet, da Telemadrid i 2012 afskedigede tre ud af fire medarbejdere, og det har været en hård kamp at finde et nyt job til en blot nogenlunde løn.
»Jeg har 16 års erfaring som professionel klipper fra en stor tv-kanal, og i dag skal jeg være heldig, hvis nogen vil tilbyde mig 1000 euro om måneden for et job. Det kan ikke hænge sammen«, fortæller Alberto.
Han er indstillet på at gå ned i løn, men gabet er så dybt og vilkårene så urimelige, at han har opgivet at finde et almindeligt job. I stedet forsøger han nu at etablere sig som selvstændig – en vej, der også er hård og fyldt med desperate konkurrenter.
Podemos
Som så mange andre har Alberto mistet tilliden til, at de etablerede politiske partier kan vende udviklingen og skabe bedre vilkår for almindelige mennesker. Han sætter i stedet sin lid til det fremstormende Podemos, der har samlet Spaniens mange »indignerede« i en fælles politisk front.
Med den veltalende universitetsprofessor Pablo Iglesias som karismatisk frontfigur har partiet på rekordtid vundet millioner af sympatisører med løfter om social retfærdighed, nedsat arbejdstid og gældssanering. Og ikke mindst et opgør med den herskende politiske og økonomiske »kaste«.
Flere meningsmålinger spår i dag Podemos til at blive Spaniens største parti med op mod 30 procent af vælgerne. Mindre end et år efter, at partiet blev grundlagt, er Podemos blevet en seriøs udfordrer til den spanske regeringsmagt, som traditionelt er gået på skift mellem de to store partier, det borgerlige PP og det socialdemokratiske PSOE.
Podemos er særligt gået på strandhugst i det socialdemokratiske segment og har i årets sidste måneder erstattet de venstreradikale paroler med en langt mere moderat diskurs. Det har dog ikke afholdt økonomer og kommentatorer fra at gå til angreb på Podemos’ økonomiske og politiske program, som beskyldes for at være både utopisk og populistisk.
Er der liv efter krisen?
En af de kritiske røster tilhører økonomen og forfatteren José Carlos Díez, som er en fremtrædende tv-kommentator og klummeskribent i avisen El País.
Jeg møder ham på det fornemme Hotel Wellington, hvor krisen er svær at få øje på. Her er dyre drenge i velsiddende jakkesæt, interiøret i den elegante tesalon ligner noget fra Victoria-tiden, lysekronerne glimter højt over mig, og jeg synker flere centimeter ned i de tykke, dybrøde gulvtæpper. Díez ankommer 20 minutter for sent til vores aftale, men indhenter snart det tabte med en lang, lidenskabelig monolog om tingenes tilstand i Spanien. Kommer Podemos til magten, siger han, vil det være en bombe under den spanske økonomi.
»Podemos foreslår at sætte arbejdstiden ned uden at sænke lønningerne – det ville medføre et kæmpe-produktivitetsfald, nedsat konkurrenceevne for virksomhederne og i sidste ende koste masser arbejdspladser. Vi vil med andre ord være tilbage i recessionen.«
I sit nålestribede jakkesæt og velbundne silkeslips ligner Díez ved første øjekast en integreret del af Wellington-segmentet, men når han taler, lyder han mere som mønsterbryderen fra arbejderforstaden, der drømmer om en bedre, mere retfærdig verden. Flere gange giver han udtryk for sin beundring for den nordiske velfærdsmodel, som han gerne så sine egne børn vokse op i.
»Jeg ville gerne have, at vi kunne blive som Sverige eller Danmark. Men som økonom ved jeg også, at pengene skal komme et sted fra, og Spanien har dem ikke. Vi har fremfor alt gæld, og før vi kommer af med den, kommer vi ingen vegne. Nu siger Podemos, at de vil have den samme velfærdsstat som Sverige. Men hov, Sverige har 25 procents højere produktivitet end Spanien. Vi er nødt til at tage afsæt i virkeligheden og ikke i fantasien.«
Díez udgav sidste år den meget omtalte bog »Er der liv efter krisen?«. Skal Spanien rejse sig, hævder han, forudsætter det både et selvopgør og et opgør med den førte økonomiske politik.
»Krisen er ikke udelukkende politikernes skyld. Det er i lige så høj grad borgernes egen gældsætning, der har ført til den nuværende situation. Der var en stemning af kollektiv eufori i de gode år, men ingen tvang spanierne til at sætte sig i gæld til langt over skorstenen.«
Den massive gæld – såvel den offentlige som den private – bliver ifølge Díez den helt store udfordring i de kommende år. Nok er flere kommet i arbejde, men gældsproblemet vil ikke forsvinde. Siden konservative Mariano Rajoy kom til magten i 2011, er Spaniens udlandsgæld vokset fra 70 procent til næsten 100 procent af BNP, og tendensen ser ud til at fortsætte.
»Rajoy har blindt fulgt den europæiske krisepolitik, som har været katastrofal for Spanien. Der var behov for nedskæringspolitikken, men den dosis, der blev givet, var alt for voldsom og blev sat i værk i alt for mange lande samtidig. Det satte eksporten i stå og blokerede for den økonomiske aktivitet på tværs af landegrænserne.«
Har vendt skuden
Fra Hotel Wellington er der få minutters gang til regeringspartiet Partido Popular’s hovedkvarter i Calle Génova. Det er en trist og utilnærmelig bygning med mørke vinduesruder, som vækker mindelser om de arkitektoniske præferencer i det gamle Østeuropa. Herinde er kuglerne blevet støbt til den politik, der med Mariano Rajoy som rorgænger har styret Spanien siden 2011, hvor PP fik absolut flertal i parlamentet.
Spørger man de konservative selv, går det over al forventning. »Vi arvede en frygtelig vanskelig situation, men har fået vendt skuden. Tallene er fremragende, flere kommer i arbejde, og Spanien har i dag vækstrater langt over nabolandenes,« fortæller parlamentarikeren José Ramón García-Hernández.
Trods de positive tendenser mener 80 procent af befolkningen, at Mariano Rajoys regeringsførelse har forværret krisen. Og der er da også huller i fortællingen om den succesfulde genrejsning af den spanske økonomi.
PP overtog magten fra det socialdemokratiske PSOE med løftet om at skabe 3,5 millioner nye jobs uden at skære i de grundlæggende velfærdsydelser inden for sundhed, uddannelse og pensioner. Tre år senere er der ikke skabt et eneste nyt job, der er skåret massivt i den offentlige service, og en million mennesker har mistet deres understøttelse. Nok er væksten stigende, og der er omsider kommet fremgang i beskæftigelsen, men i absolutte tal har 150.000 mistet jobbet, siden PP kom til magten. Der vil givetvis gå lang tid, før almindelige mennesker for alvor kan mærke de positive nøgletal i egne liv.
García-Hernández anerkender, at der er lang vej endnu, men holder fast i, at PP har lagt grunden for en genrejsning af økonomien.
Den udlægning bakkes op af landene i Eurozonen, der har rost Spaniens ansvarsfulde og konsekvente sparekur. Men udenlandske skulderklap er næppe nok til at sikre Rajoy en tur mere som regeringschef.
2015 er valgår, og PP står til en syngende lussing af vælgerne. Og det er ikke kun den sociale indignation, der har fået partiet til at bløde. En lavine af korruptionsskandaler har taget hårdt på de konservatives troværdighed, og Rajoys håndtering af det catalanske løsrivelsesønske har i manges optik forværret konflikten mellem Spanien og Catalonien.
Skandalerne
Jeg går fra Calle Génova ned for at spise frokost på restauranten El Cisne Azul i bydelen Chueca. Her er propfyldt, og der er røg og damp i hele lokalet, da maden bliver tilberedt på en stor stegeplade bag bardisken. Jeg bestiller en tallerken vilde svampe, som ankommer med et spejlæg i midten, en humpel brød og et glas kraftig rødvin.
Mens jeg spiser måltidet stående ved zinkdisken, beretter tv’et på væggen om nye afsløringer i sagen om den offentligt kontrollerede storbank Bankia, der angiveligt manipulerede med regnskaberne før børsnoteringen i 2011. De sminkede regnskaber førte til milliardtab for investorerne, herunder mange almindelige spaniere, og året efter måtte banken bede om en gigantisk redningspakke på 150 milliarder euro fra den spanske stat for at forhindre et truende krak.
De andre gæster tager ikke notits af tv-skærmen. De er optaget af deres mad og hinanden. Og gider sikkert ikke høre om flere skandalehistorier.
Den aktuelle historie er blot den seneste af en lang række korruptionssager, der har kastet mørke skygger over Spanien gennem hele 2014. Politikere fra hele det politiske spektrum er blevet hængt til tørre i sager, der handler om alt fra bestikkelse og hvidvaskning til misbrug af offentlige midler.
Blandt de mest opsigtsvækkende er sagen om den tidligere generalsekretær i PP, Francisco Granados, hvis sindrigt konstruerede korruptionsring på blot to år angiveligt fuskede med offentlige kontrakter for 1,8 milliarder kroner. I alt 51 politikere, embedsmænd og forretningsfolk blev anholdt, herunder seks borgmestre fra Madrid-regionen.
Også sagen om de »sorte« kreditkort i den offentligt ejede sparekasse Caja Madrid har fået spanierne til at tage sig til hovedet. I årevis forlystede bankens direktører og bestyrelsesmedlemmer, herunder adskillige politikere og fagforeningsrepræsentanter, sig for millioner af euro ved hjælp af særlige VIP-kreditkort under skattevæsenets radar.
Årets mange afsløringer har sendt spaniernes tillid til politikerne langt ned under det lavpunkt, den i forvejen befandt sig på. Rekordmange mener ifølge en ny undersøgelse, at korruptionen er Spaniens næstmest presserende problem. Kun marginalt overgået af arbejdsløsheden.
Podemos har kapitaliseret på den omfattende politikerlede, og i de gamle partier er der begyndende selvransagelse.
I PSOE har den nye dynamiske leder, Pedro Sánchez, sat sig for at reformere både Spanien og sit eget parti. Han har blandt andet annonceret nultolerance over for korruption, total transparens i politikernes lønindkomst, nye regler for finansiering af partierne og ikke mindst en vidtrækkende reform af forfatningen med henblik på at skabe en føderal statsmodel.
Livet på trods
Da jeg går fra El Cisne Azúl, er solen kommet frem på den blege decemberhimmel. Luften er klar og skarp, og vinterkulden fra højsletten bider i kinderne. Jeg lægger vejen forbi Plaza Colón med Columbus-statuen og monumentet over opdagelsen af Amerika. Et gigantisk spansk flag hænger slapt ned fra en kæmpe-flagstang midt på pladsen. Symbolet på det moderne, demokratiske Spanien, der blev konsolideret med forfatningen fra 1978, ser mildest talt ud til at savne opdrift.
De spanske politikere gennemlever en massiv legitimitetskrise, velfærdsmodellen knager i fundamentet, og separatisterne i Catalonien er klar til at træde ud af fællesskabet.
Stadig flere foreslår en reform af grundloven for at komme problemerne til livs. Forslagene strækker fra en ny territorial organisering over grundlovssikrede velfærdsydelser til afskaffelse af monarkiet og mere direkte demokrati.
På sin 36 års fødselsdag er den spanske forfatning blevet lagt på operationsbordet, og både politikere og meningsdannere er klar med skalpel og sutur. Dog har PP indtil videre valgt at stå udenfor, og uden de konservative ved bordet har en grundlovsreform lange udsigter.
Mørket lægger sig over byen; der kommer lys i de neonfarvede juledekorationer på træer og husfacader. I det elegante Salamanca-distrikt promenerer pelsklædte fruer, i hipster-bydelen Malasaña bliver der drukket specialøl på de mange nye cafeer, og i de snørklede stræder i La Latina flokkes turister og lokale på de gamle, listige tapasbarer. I bydelen Huertas blander hippe madtempler med skyhøjt ambitionsniveau sig med traditionelle tavernaer, hvor braisserede tyrehaler og krydrede kødboller sender forførende dufte ud til de forbipasserende.
Overalt, hvor jeg kommer, er der mennesker og liv i gaderne. Selv på en råkold onsdag aften i december vibrerer Madrid med sin velkendte blanding af elektrisk energi og skødesløs livsglæde.
Krisen ligger som en tung, mørk understrøm i Spanien, men den har ikke dræbt evnen til at leve livet og glemme hverdagens bekymringer for en stund. Der er stadig plads til et glas vin og en tapita med vennerne på den lokale café. Og de fleste har også fundet pengene til at købe et anpartslod til årets julelotteri. Det kunne jo være, det lige præcis var i år, det rigtige nummer kom ud.
