Med fast kurs mod det uvisse
Den catalonske lokalpræsident Artur Mas har iscenesat sig selv som en frelser, der vil befri sit folk fra spansk undertrykkelse og gøre Catalonien til et nyt land i Europa. De økonomiske konsekvenser tales der ikke meget om. Reportage i Weekendavisen.
»Jeg havde ikke turdet tro på, at jeg skulle opleve dette i min egen levetid. Det er uvirkeligt, en umulig drøm, der er ved at gå i opfyldelse.«
Josep Rubiols er catalonier med stort C. I hans lejlighed i Barcelona-bydelen Raval er reoler fra gulv til loft fyldt med bøger om catalonsk historie, litteratur, malerkunst, geografi og gastronomi.
Den 60-årige Rubiols har, siden han var ganske ung, drømt om et selvstændigt Catalonien, og den seneste tids udvikling i den nordspanske region har bragt drømmen tættere på virkelighed end nogensinde før.
Valget på søndag til det catalonske lokalparlament har udviklet sig til en åben konfrontation mellem separatister og forsvarere af den spanske enhed. De foreløbige meningsmålinger giver massivt flertal til separatisterne, der har annonceret en folkeafstemning om catalonsk uafhængighed i næste valgperiode, selv om en sådan afstemning allerede er blevet dømt forfatningsstridig af en række juridiske eksperter.
Et par hundrede meter fra Rubiols' lejlighed ligger Ramblaen, hvor spredte grupper af turister skutter sig i den kølige novemberluft, mens tjenerne forsøger at lokke dem ind på de halvtomme restauranter. Catalonien er hårdt ramt af den økonomiske krise, og der hænger en påfaldende sløvhed over den ellers så pulserende catalonske metropol.
Den økonomiske krise har givet ny næring til nationalisternes gamle påstand om, at alle Cataloniens ulykker skyldes udplyndring og undertrykkelse fra centralregeringen i Madrid. Catalonien er ligesom resten af Spanien tvunget i knæ af enorme budgetunderskud, galopperende gæld, arbejdsløshed og borgere i tusindtal, der bliver sat ud af deres bolig, fordi de ikke kan betale kreditforeningslånene.
Fjerner fokus
Efter at adskillige hundredtusinde i september gik på gaden i Barcelona med kravet om en selvstændig catalonsk stat, sluttede præsidenten for lokalregeringen, Artur Mas, sig til separatisternes rækker og udskrev valg to år før tiden. Det skete med det erklærede mål at opnå et folkeligt mandat til at forfølge uafhængigheden.
Den sociale armod, hævder Mas, er en direkte konsekvens af et uretfærdigt skattesystem, der tvinger Catalonien til at dele sin rigdom med resten af Spanien gennem den regionale omfordeling. Catalonien er en af 17 selvstyrende regioner i Spanien og er med sine 7,5 millioner indbyggere en vigtig motor i den spanske økonomi.
Kritikere beskylder Mas for at bruge separatismen til at fjerne fokus fra sin egen fejlslagne regeringsførelse. Mas og hans borgerlige partikoalition, Convergencia i Unió (CiU), har da også haft mere end svært ved at administrere finanserne og har selv været med til at iværksætte den strammerkurs, la austeridad, der har skåret hårdt ned på udgifter til sundhed og uddannelse i Catalonien.
Men nu har Artur Mas iscenesat sig selv som manden, der kan give catalonerne den selvstændige stat, de aldrig har haft. Overalt i Barcelona hænger valgplakater med Artur Mas, afbildet i en messiansk positur med udbredte arme mod himlen foran et hav af catalonske flag under sloganet »La voluntat de un poble« - Et folks vilje. Plakaten bærer i motiv og komposition en slående lighed med plakaten for filmklassikeren De Ti Bud, hvor Charlton Heston i rollen som Moses åbner vandene og fører sit folk mod det forjættede land.
Tal, der ikke stemmer
I kulturhuset L'Ateneu i det centrale Barcelona er Artur Mas på scenen til et af mange valgmøder frem mod søndagens valg. Bag ham står Cataloniens og EUs flag. Det spanske er ingen steder at se.
Ved første øjekast ligner Mas alt andet end en karismatisk frihedshelt. Med sit diskrete jakkesæt, sin letvægtsbrille og rolige stemmeføring minder han mest af alt om en revisor, der med tilfredshed har konstateret, at tallene stemmer.
Det gør de langtfra, men Mas undlader behændigt at give konkrete svar på, hvordan der skal skaffes job til 600.000 arbejdsløse, hvordan pensionerne til 1,6 millioner pensionister skal finansieres, eller hvordan et selvstændigt Catalonien skal vinde international kreditværdighed med en gæld på 43 milliarder euro - for ikke at tale om den andel af den kolossale spanske statsgæld Catalonien vil skulle hæfte for. Han giver heller ingen bud på, hvordan han vil holde på de mange catalonske virksomheder, der allerede har truet med at forlade Catalonien i tilfælde af uafhængighed,
Mas maler i stedet med den brede pensel og retter gang på gang skytset mod den spanske stat. »Når vi får vores egen stat, vil der være mindre krise, færre nedskæringer, færre protester og flere muligheder,« erklærer Mas under stort bifald.
Det vil i givet fald blive en selvstændig catalonsk stat uden for EU. EU-kommissionens formand, José Manuel Barroso, har i klare vendinger slået fast, at Catalonien vil blive sat uden for EU i tilfælde af løsrivelse og vil skulle ansøge om optagelse på lige fod med andre lande. Hvilken møntfod, der i mellemtiden skal være officiel valuta i Catalonien, gør dagens valgmøde os heller ikke klogere på.
Til gengæld giver det et tydeligt billede af den nationalistiske eufori, der fylder det politiske landskab i Catalonien i disse dage. Mas har salen i sin hule hånd, og da han har afsluttet sin tale, bryder hele salen ud i spontan sang, og Cataloniens nationalhymne Els Segadors fylder lokalet med en overvældende styrke.
Selvmordsprojekt
Ifølge den catalonske dramatiker og forfatter Albert Boadella er Catalonien trådt ind på en regulær katastrofekurs. Boadella har siden de catalonske nationalister for første gang kom til magten i Catalonien i 1981 været en af de mest åbenmundede kritikere af det nationalistiske projekt. Sammen med en gruppe catalonske intellektuelle var han i 2005 med til at stifte partiet Ciutadans de Catalunya, et pro-europæisk, liberalt projekt i direkte opposition til den catalonske nationalisme.
Boadella sammenligner den catalonske separatisme med et selvmordsprojekt, der er funderet i romantisk fiktion. »Catalonerne bevæger sig frem mod afgrunden med deres egne ledere i spidsen. Selv om lederne kan se afgrunden, kan de ikke bremse bevægelsen på grund af presset bagfra.«
Han ser tilslutningen til uafhængighedskravet som en direkte konsekvens af politiserende medier og et decentraliseret undervisningssystem, der har givet de enkelte regioner råderet over skolernes pensum.
»I Catalonien er to generationer af skoleelever blevet uddannet til at hade Spanien. I historiebøgerne optræder Spanien som en fremmed invasionsmagt, og catalonierne er vokset op med ideen om, at det spanske flag er fjendens flag. Nationalisterne har bygget et bjerg af myter for at underbygge påstanden om, at catalonierne er forskellige fra resten af Spanien.«
De catalonske nationalister, hævder Boadella, har erstattet Francos kulturelle ensretning med en anden, der er lige så undertrykkende. Som eksempel giver han den catalonske sprogpolitik, der aktivt har promoveret catalonsk på bekostning af spansk. Catalonien er den eneste region i Spanien, hvor forældre ikke kan vælge en spansksproget folkeskole til deres børn, og forretningsdrivende tildeles bøder, hvis de ikke annoncerer deres produkter på catalonsk.
Boadella mener, at Barcelona, Cataloniens hovedstad, har forpasset en historisk mulighed for at træde i karakter som omfavnende europæisk kulturby.
»Barcelona var i de sidste år frem mod Francos død den mest åbne og kosmopolitiske by i Spanien. Efter nationalisternes indtog har det ændret sig. Barcelona har lukket sig om sig selv med sin trodsige modstand mod alt, der er spansk.«
På søndag skal catalonierne til stemmeurnerne til et valg, der har udviklet sig til en direkte konfrontation mellem Catalonien og Spanien. Artur Mas har vundet første runde, men vejen mod et selvstændigt Catalonien vil være brolagt med udfordringer. Modsat løfterne fra Mas kan uafhængigheden i sidste instans blive en dårlig forretning for de økonomisk bevidste cataloniere.
Tilbage i lejligheden i Raval er Josep Rubiols ikke bekymret ved udsigten til, at uafhængigheden bliver dyr. For ham er det retten til at være herre i eget hus, det handler om.
»Så længe jeg kan få mad hver aften, vil jeg ikke kræve mere. Friheden er meget mere værd end penge.«
