Nedtælling til kollision
Catalonierne er kaldt til stemmeurnerne 1. oktober for at afgøre, om de vil være selvstændige. Madrid truer med at bruge »alle midler« for at hindre det. Det ser ud til at være alvor denne gang. Analyse i Weekendavisen
Efter fem år med politisk armlægning og massedemonstrationer i Barcelonas gader er konflikten mellem Catalonien og den spanske centralmagt trådt ind i en ny og afgørende fase. Cataloniens regionspræsident Carles Puigdemont erklærede forrige fredag forhandlingssporet udtømt og annoncerede en bindende folkeafstemning om løsrivelse fra Spanien til afholdelse 1. oktober – uanset hvad resten af Spanien ellers skulle mene om den sag.
Den spanske regering, sagde Puigdemont, har ikke ønsket dialogens vej til at finde en fælles løsning på konflikten, og nu må catalonierne tage sagen i egen hånd.
»Catalonien er en tusindårig nation, som har en legitim ret til selvbestemmelse,« lød det blandt andet fra Puigdemont, der var omgivet af sine nærmeste allierede fra den separatistiske partikoalition Junts pel Sí – Sammen for et Ja. Pressemødet foregik i den solbeskinnede middelalderpatio i regeringspaladset Palau de La Generalitat i Barcelona, og budskabet blev med vanlig sans for nationalistisk iscenesættelse leveret foran statuen af Cataloniens skytshelgen, dragedræberen Sant Jordi.
Problemet for Puigdemont – og for det store flertal af cataloniere, der ønsker at få lov til selv at bestemme deres fremtidige samliv med Spanien – er, at en sådan afstemning er i lodret strid med den spanske grundlov. Det har landets forfatningsdomstol for længst fastslået, og de catalonske magthavere vil begå lovbrud med åbne øjne, hvis de vælger at sætte stemmeurnerne frem den 1. oktober.
Intet tyder imidlertid på, at Puigdemont og Junts pel Sí af den grund har tænkt sig at trykke på bremsen. Den umage regeringskoalition bestående af borgerlige og venstrerepublikanske nationalister kom til magten for halvandet år siden på et fælles valgprogram med ét eneste programpunkt: løsrivelse fra Spanien.
Koalitionen har tolket sit flertal som et folkeligt mandat til at forfølge løsrivelsen for enhver pris og har i forløbet udstedt så mange oprørsløfter, at de for længst har passeret point of no return . Det officielle endemål har hele tiden været at opnå en forhandlingsløsning med den spanske stats velsignelse til at gennemføre en bindende folkeafstemning – men koalitionen har sideløbende arbejdet på at flytte såvel suverænitet som legitimitet fra de spanske til de catalonske institutioner, ligesom der også er etableret en række selvstændige repræsentationer i udlandet, som er parate til at agere som catalonsk diplomati.
Køreplan for selvstændighed
Avisen El País fik for nylig adgang til en hidtil hemmeligholdt køreplan, som i detaljer beskriver, hvordan løsrivelsen skal foregå i praksis. Hvis Madrid – med blød eller hård magt – forhindrer catalonierne i at stemme, vil loven blive bragt til ekspres-godkendelse i det catalonske parlament, og uafhængigheden vil i så fald blive udråbt inden for blot 48 timer.
Dokumentet beskriver i detaljer, hvordan processen skal foregå, inklusive tildeling af statsborgerskab, overførsel af kompetencer og udarbejdelse af ny forfatning. Blandt penneførerne er den tidligere vicepræsident for den spanske forfatningsret, Carles Viver Pi Sunyer, som er et af uafhængighedsbevægelsens mest prominente medlemmer.
Efter de seneste års sabelraslen er de catalonske løsrivelsestrusler nu blevet udstyret med reelle sprængladninger. I Madrid har alarmlamperne længe blinket i regeringskontorerne, men forsøgene på dialog har været få og frugtesløse. Den spanske regeringsleder, Mariano Rajoy, har stålsat og med rituel gentagelse afvist det catalonske afstemningsønske, og han har båret forfatningsjuraen foran sig i strakt arm, som var det et helligt kors, der kunne bortmane den separatistiske djævelskab.
Den strategi har ikke virket synderligt effektivt, og en frontalkollision mellem de to stridende parter synes nu uundgåelig. Efter alt at dømme vil forfatningsdomstolen nok en gang erklære afstemningen ulovlig, når den formelt bliver udskrevet til august. Det vil de catalonske ledere formentlig ignorere og ufortrødent fortsætte med forberedelserne – og dermed spille bolden tilbage på den spanske banehalvdel.
Hvad der herefter sker er det store åbne spørgsmål. Rajoy ønsker for alt i verden at undgå et scenario som i november 2014, hvor den catalonske regering med hele verdenspressen som vidner gennemførte en vejledende folkeafstemning om uafhængighed på trods af, at forfatningsdomstolen på forhånd havde dømt den ulovlig. En passiv og handlingslammet Rajoy sad tilbage som ydmyget tilskuer i Madrid, mens løsrivelsesbevægelsen kunne fejre et gigantisk paradenummer. De efterfølgende retssager mod de ledende politikere tjente kun som yderligere næring til at fodre undertrykkelsesfortællingen.
Hårdt mod hårdt
Alt tyder på, at den spanske regering denne gang vil sætte hårdt mod hårdt fra første færd. Forsvarsminister María Dolores de Cospedal har kaldt planerne fra Puigdemont og separatistbevægelsen et »forsøg på statskup«, og hun har forsikret, at Spanien vil benytte »alle forhåndenværende midler« for at bekæmpe dem.
Hvad disse midler i så fald indebærer har været det store samtaleemne i de seneste uger. Regeringen har allerede truet med sanktioner mod de catalonske funktionærer, der deltager i valghandlingen, men om det er tilstrækkeligt til at bremse afstemningen, er usikkert.
Der har været spekuleret i, om regeringen vil aktivere paragraf 155 i forfatningen, der gør det muligt at suspendere det catalonske selvstyre og opløse det regionale parlament. Der har også været talt om at overtage kontrollen med det catalonske politikorps Mossos d’Esquadra for at sikre lov og orden i tilfælde af, at valghandlingen skal blokeres med magt.
Der er tilmed blevet hvisket om muligheden for en militær intervention, hvis tingene kommer helt ud af kontrol, og Catalonien erklærer sig selvstændig – et dybt foruroligende perspektiv, der leder tanken hen mod Den Spanske Borgerkrig, som var sidste gang, der kørte tanks i Barcelonas gader.
Alt dette er naturligvis bare gisninger, men at situationen er alvorlig, vidner den ophedede retorik om. Indenrigsminister Juan Ignacio Zoido blev af radiostationen es.Radio spurgt, om han overvejede at overtage kontrollen med det catalonske politikorps.
»Vær ikke i tvivl om, at staten, at den nationale regering, vil tage alle de midler i anvendelse, som bliver nødvendige. Vær ikke et sekund i tvivl om det,« lød det advarende fra Zoido.
Den spanske regering har formelt set juraen på sin side og besidder ubestrideligt midlerne til at blokere valghandlingen med magt. Men den risikerer også et propagandaselvmål af dimensioner, hvis det kommer dertil.
Man forestiller sig tv-billederne af kampklædte betjente, der lukker valgsteder med magt og river stemmesedlerne ud af hånden på fredelige borgere. Det vil næppe give sympatipoint til den spanske regering, og det vil alt andet lige styrke separatisternes fortælling om den undertrykkende statsmagt, som blokerer en demokratisk handling og fratager det catalonske folk retten til at bestemme over egen fremtid. Og måske er dette scenario i virkeligheden det, de catalonske separatister sætter deres lid til.
Uafhængighedsbevægelsen er svækket, og tilslutningen til selvstændighed har de seneste år været faldende. Det momentum, som efter de store demonstrationer i 2012 og 2013 fik mere end halvdelen af befolkningen til at ønske sig en ny stat, findes ikke længere, og kun 42 procent vil ifølge en nylig meningsmåling stemme for uafhængighed i dag – det laveste tal siden 2013.
Fire ud af fem cataloniere ønsker stadig at få lov til at stemme, men langtfra alle bakker op om konfrontationskursen. Det store flertal ønsker en velordnet og lovlig folkeafstemning sanktioneret af den spanske stat, og 61 procent er imod den unilaterale løsrivelseserklæring, som Junts pel Sí har varslet, hvis Spanien siger nej til afstemningen.
Det er således langtfra et samlet og enigt Catalonien, der går ind i den eskalerende frontalkollision med den spanske regering.
En direkte magtanvendelse fra den spanske stat vil givetvis puste nyt liv i indignationen og måske give det boost til rekrutteringen af nye separatister, som kan få bevægelsen til at fortsætte sin kamp for et uafhængigt Catalonien med et flertal af befolkningen bag sig.
