Ortegas vandmotorvej
Nicaraguanske bønder og fiskere ruster sig til opgør med et gigantisk kinesisk-drevet ingeniørprojekt, indhyllet i mystik, kontroverser og magtspil. Weekendavisen 23.01.2015
490 år. Så lang tid er der gået, siden Hernan Cortés i 1524 som den første formulerede drømmen om at forbinde Atlanten og Stillehavet via en sejlrute gennem Nicaragua. Siden da har generationer af politikere, pengefolk og præsidenter forsøgt at gøre drømmen til virkelighed, men alle de, der prøvede, måtte give fortabt, og til sidst endte kanalen mellem oceanerne som bekendt i Panama.
Mange rystede på hovedet, da Nicaraguas præsident, Daniel Ortega, for halvandet år siden i selskab med en mystisk kinesisk forretningsmand genoplivede den gamle drøm og præsenterede planerne for en ny superkanal gennem det centralamerikanske land.
Det er rent fantasteri, lød det. Det bliver alt for dyrt, alt for kompliceret, og giver det overhovedet mening med Panama-kanalens udvidelse lige på trapperne? Og hvem er i øvrigt ham kineseren, der skal lede projektet – en 40-årig tele-milliardær, der aldrig har bygget kanaler før?
Det lød vitterlig som en joke, og ingen kunne fortælle, hvem der skulle betale regningen på 50 milliarder dollar – fire gange Nicaraguas bruttonationalprodukt.
Halvandet år senere er latteren forstummet. Dagen før juleaften gik byggeriet i gang til El Gran Canal de Nicaragua, der med sine 278 kilometer bliver tre gange så lang som lillesøsteren i Panama, knap 500 kilometer længere mod syd.
Det er blevet kaldt det største og mest ambitiøse ingeniørprojekt i verdenshistorien, og med i pakken følger også to dybvandshavne, en international lufthavn, en olieledning, en jernbane og en frihandelszone med turistfaciliteter. Hele herligheden skal efter planen stå færdig allerede i 2020.
Præsident Ortega har lovet, at kanalen vil bringe vækst og velstand til Nicaragua – det næstfattigste land på den vestlige halvkugle efter Haiti – og at byggeriet alene vil give 50.000 arbejdspladser. Dertil kommer den generelle kapitalindsprøjtning, forbedret infrastruktur, teknologiske landvindinger og et kvantespring for turistindustrien. Ifølge tilhængerne bliver kanalen en game changer for verdenshandelen og en strategisk magtbase for den, der kontrollerer gennemsejlingen.
Vandmotorvej
Det skulle da også have været en festdag, da det første spadestik til byggeriet blev taget dagen efter ved stillehavsbyen Brito. Men i stedet for juleidyl, blev indvielsen markeret af voldsomme protester og blodige sammenstød mellem politi og demonstranter flere steder langs den planlagte sejlrute. Det er nemlig langtfra alle nicaraguanere, der deler regeringens begejstring over kanalprojektet.
Den op til 520 meter brede vandmotorvej gennem Nicaragua vil tvangsforflytte titusinder af bønder, og miljøforkæmpere advarer om katastrofale indgreb i landets økosystem. Kanalen skal blandt andet gå gennem den enorme ferskvandssø Lago de Nicaragua, der er vandreservoir for 17 regioner, hjemsted for en lang række udrydningstruede dyrearter og en vigtig ernæringskilde for befolkningen. Mange frygter omfattende forureningsskader, når søbunden skal fræses ud for at give tilstrækkelig sejldybde til den nyeste generation af XXL supertankere.
En anden ubehagelig sandhed, der er gået op for nicaraguanerne, er, at det kinesiske kanalkonsortium HKND har fået stort set frie hænder til at skalte og valte med landets naturrigdomme. Konsortiet har fået 100 års koncession til kanaldriften med dertil hørende skattefritagelse og omfattende juridisk immunitet.
Kineserne hæfter ikke selv for skader på miljøet, og de har blandt andet ret til at ekspropriere de berørte bønders jord for minimale erstatninger, uden at de kan appellere. Så vidtrækkende er HKNDs beføjelser, at den nicaraguanske grundlov var nødt til at blive ændret med tilbagevirkende kraft for at give juridisk hjemmel til den generøse suverænitetsafgivelse.
I bytte for alt dette får Nicaraguas regering årligt 10 millioner dollar og én procents ejerandel af kanalen per år i de 100 år, koncessionen varer. Ifølge mange eksperter en sølle kompensation for en overdragelse af den kaliber, og præsident Ortega mistænkes for at have lavet en lukrativ underhåndsaftale, der vil berige ham selv og hans mere og mere magtfuldkomne familiedynasti.
Som om det ikke var nok, frygter mange nu, at de tusindvis af lovede arbejdspladser ikke vil gå til nicaraguanerne selv, men i stedet til kinesiske arbejdere, der er begyndt at dukke op i Nicaragua sammen med kinesisk isenkram og teknikere fra de kinesiske statsselskaber, der er involveret i byggeriet.
Hemmelighedskræmmeri
Det værste ved det hele er, at ingen helt er klar over, hvordan det er kommet så vidt. Hele projektet har fra starten været omgærdet af et stort hemmelighedskræmmeri. Aftalen med HKND blev vedtaget på rekordtid uden forudgående debat i parlamentet, der kontrolleres af præsident Ortegas venstreorienterede sandinist-parti FSLN. Der var ingen borgerhøringer, ingen tekniske analyser, ingen forretningsplan og ingen tilbundsgående undersøgelser af den økonomiske bæredygtighed eller de miljømæssige implikationer.
Sidst, men ikke mindst, var projektet aldrig i offentligt udbud – præsident Ortega havde allerede valgt den person, der skulle bygge kanalen.
Alt dette har fået spekulationerne til at rase, og flere og flere nicaraguanere føler i dag, at noget er ravruskende galt. For hvem er det egentlig, Daniel Ortega har givet lov til at skære deres land over i to?
Og hermed er vi tilbage ved den mystiske kinesiske forretningsmand, der stod arm i arm med Daniel Ortega, da projektet blev præsenteret i 2013.
Wang Jing var manden med pengene, manden, der skulle løfte den monumentale ingeniøropgave og bringe vækst og velstand til det nicaraguanske folk. Det var godt nok en smule mærkeligt, at han ikke havde nogen forudgående erfaring med større ingeniørprojekter og slet ikke kanalbyggeri. Og hvorfor nægtede han at oplyse navnene på de investorer, der angiveligt var vilde efter at skyde penge i projektet?
Måske var det nogle helt andre, der trak i trådene bag det gådefulde konsortium HKND. Konsortiet blev registreret på Cayman Islands i 2012, og udover en række internationale konsulentvirksomheder tæller partnerlisten flere statsejede kinesiske selskaber.
Kinas interesser
Mange observatører vurderer, at Wang Jing i virkeligheden er sendt i byen af den kinesiske regering, og at HKND er konstrueret til at kaste røgslør over båndene til Beijing. Selv afviser både Wang Jing og Daniel Ortega enhver forbindelse til det officielle Kina, og den kinesiske regering har også benægtet at skulle være involveret.
Der er heller ingen dokumentation for påstanden, men indicier er der rigelige af. For det første synes det alt andet end sandsynligt, at private investorer har lyst til at finansiere et milliardprojekt med en yderst tvivlsom rentabilitet. For det andet har kineserne både kommercielle og geopolitiske interesser i Latinamerika, og Nicaragua-kanalen ligner det perfekte brohoved.
Med kanalen vil Kina få sin helt egen passage gennem Centralamerika og samtidig sætte et stort, demonstrativt fodaftryk i en del af verden, som USA traditionelt har betragtet som sin egen baggård.
Kina har i de senere år øget sin tilstedeværelse i Latinamerika markant og har udkonkurreret USA som vigtigste handelspartner i både Brasilien og Chile. Den samlede kinesiske samhandel med Latinamerika er vokset fra 12 milliarder dollar i 2000 til 257 milliarder dollar i 2013. Og eventyret slutter ikke her – kineserne slikker sig allerede om munden ved udsigten til privatiseringen af den mexicanske energisektor, som forventes at løbe af stablen i løbet af 2015.
Nicaragua-kanalen vil give den kinesiske regering fuld kontrol over den vitale råvareimport af olie, jernmalm, kobber, sojabønner og frugt fra Latinamerika, og samtidig vil kineserne få lettere og mere direkte adgang til de europæiske markeder.
Hertil kommer, at kanalen er designet til at håndtere den nyeste generation af Chinamax supertankere, som selv den opgraderede Panama-kanal må afvise. Disse mastodonter på op til 400 meter er i dag henvist til Suez-kanalen, men vil i fremtiden kunne tage smutvejen gennem Centralamerika. En ekstra bonus, når der skal sejles olie fra Venezuela hjem til Kina.
De strategiske gevinster ved den nye superkanal er således indlysende, og Kina er ikke den eneste stormagt, der har kastet sin kærlighed på den nye sejlrute gennem Centralamerika.
Det var i hvert fald påfaldende, og næppe tilfældigt, at Vladimir Putin pludselig dukkede op på improviseret besøg i Managua i juli sidste år – det første besøg i Nicaragua nogensinde fra en russisk statsleder. Putin fremhævede ved den lejlighed det ludfattige Nicaragua som en »meget vigtig allieret for Rusland i Latinamerika«.
Besøget kom få dage efter offentliggørelsen af kanalens linjeføring og satte gang i rygter om, at Rusland skulle være »silent partner« i kanalprojektet.
Modstanden vokser
Uanset hvem der lurer i kulissen, bliver der tale om et byggeprojekt af monumentale dimensioner. Og det vil efter alt at dømme få vidtrækkende konsekvenser – ikke bare for den geopolitiske magtbalance, men også for miljø og mennesker i det naturskønne land.
Daniel Ortega forsøger ihærdigt at fastholde den positive fortælling om kanalen og dens mirakuløse effekter for det fattige land. Og nok er der stadig mange i befolkningen, der tror på historien, men i de seneste måneder er modstanden mod projektet vokset eksplosivt.
Det er fremfor alt udsigten til vilkårlig ekspropriering af jord, der har fået blodet i kog hos den hårdt prøvede landbefolkning. Og at netop Ortega står fadder til denne udvikling tilføjer hele konflikten en tragisk ironi.
Ortega førte an i den socialistiske sandinista-revolution i 1979, og som præsident fra 1979 til 1990 forsøgte han med Cuba som forbillede at genrejse det forarmede land, der i 150 år havde ført en tragisk eksistens som privat forlystelsespark for lunefulde diktatorer og nordamerikanske kapitalinteresser.
Han blev væltet i 1990, da han dristede sig til at udskrive demokratiske valg efter et årti med blodig borgerkrig mod de USA-støttede kontraer.
Efter tre mislykkede forsøg lykkedes det ham i 2006 at blive genvalgt til præsidentposten efter at have allieret sig med både den katolske kirke og kapitalstærke virksomhedsejere.
Siden har han ifølge oppositionen styret landet, som var det hans egen private ejendom. Således har han indsat sin nærmeste familie på centrale regeringsposter, og han har gennemtrumfet en forfatningsændring, der gør det muligt for ham at forblive på præsidentposten på ubestemt tid.
Nu har han ifølge mange solgt den sidste del af sin revolutionære sjæl til det kinesiske kanalkonsortium, der har fået carte blanche til at etablere en selvstyrende enklave midt i Nicaragua, hvor de kan regere uden indblanding i de næste 100 år – uanset hvem der måtte have regeringsmagten i hovedstaden Managua.
Hvis det da kommer til at gå så let. Overalt langs den planlagte kanalrute opruster bønder og indianske lokalsamfund til kamp mod de kinesiske gravemaskiner.
Myndighederne har forment pressen adgang til de berørte områder, men det har ikke forhindret rapporter om urolighederne i at nå frem til offentligheden. To mennesker skulle have mistet livet og op mod 50 er hospitalsindlagt efter voldsomme sammenstød mellem politi og demonstranter i juledagene.
Modstanderne af kanalen vil ikke give sig uden kamp, og med en fælles fjende udlignes gamle modsætningsforhold. Flere medier har således berettet om overraskende alliancer mellem Ortega-tro landsbyer og gamle kontra-bastioner, der har haft deres baser på hver side af Nicaragua-søen.
»Folk bevæbner sig overalt i området,« fortæller aktivisten Lombardo Fonseca til netavisen The Daily Beast.
»Kampen om jorden får folk langs kanalruten til at rejse sig og slutte sig til De Nye Kontraer, som har oprustet og forskanset sig i bjergene. Sammen vil vi gøre alt, hvad der er menneskeligt muligt for at stoppe byggeriet af den kanal.«
