Præsidenten i sin labyrint
Selvstyrepræsident Artur Mas forbereder en folkeafstemning om catalansk uafhængighed, og catalonierne er indstillet på at gå hele vejen, selv om det indebærer et brud med den spanske forfatning. Reportage fra et land i politisk og økonomisk undtagelsestilstand til Weekendavisens sommerserie Ekstremernes Tid.
Manuel de Cámara mente det givetvis i den bedste mening.Under det nylige catalanske handelsfremstød i Brasilien talte han i sin egenskab af Spaniens ambassadør ved et af de officielle arrangementer, og han benyttede lejligheden til at fremhæve Catalonien som en »ekstraordinær region med en enorm dynamik«.
Ved siden af ambassadøren stod Cataloniens selvstyrepræsident Artur Mas. Han var ikke fornøjet over indlægget og valgte at bryde den diplomatiske etikette med en usædvanlig korrektion: »Catalonien er ikke bare en region i Spanien. Catalonien er en nation og et land i Europa.«
Langt væk fra den iberiske halvø trådte Manuel de Cámara direkte ned i det politiske minefelt, der det seneste års tid har udviklet sig til en tikkende bombe under Spaniens territoriale enhed.
Den økonomiske krise har radikaliseret den catalanske nationalisme, og præsident Mas fra den borgerlige nationalistkoalition Convergència i Unió (CiU) har sat sig i spidsen for en folkebevægelse, der fra vidt forskellige politiske positioner påkalder sig retten til selv at afgøre, om man fortsat vil være en del af Spanien.
Det catalanske selvstyreparlament vedtog i januar en suverænitetserklæring, som i marts blev fulgt op med en resolution om at gennemføre en folkeafstemning om en selvstændig catalansk stat. Tre ud af fire cataloniere ønsker at få lov til at stemme, og repræsentanter for et halvt hundrede catalanske fagforeninger, civile organisationer, erhvervsdrivende samt fire politiske partier har underskrevet en »national pagt« under overskriften »Dret a Decidir« – retten til at bestemme.
I slutningen af juli sendte Artur Mas et officielt brev til den spanske regeringsleder Mariano Rajoy med anmodning om at afholde en folkeafstemning i 2014.
Rajoy har endnu ikke svaret, men konklusionen er kendt på forhånd. Cataloniernes løsrivelsesplaner er blevet mødt med en iskold skulder fra centralregeringen i Madrid. Her har man svært ved at se morskaben i, at landets rigeste region vil gå solo, mens Spanien kæmper med næb og kløer for at komme ud af den økonomiske krise. Den spanske regering har kategorisk afvist den annoncerede folkeafstemning med henvisning til, at den vil være et brud på forfatningen fra 1978, der definerer Spanien som en »uopløselig enhed«.
Dilemma
Den forventede afvisning vil placere Artur Mas i et næsten uløseligt dilemma. På den ene side står de catalanske vælgere, som Mas forud for regionsvalget i november 2012 lovede en afstemning om uafhængighed, »uanset hvad den spanske regering siger.« På den anden side står den spanske stat og truslen om at kaste Spanien ud i en dyb forfatningsmæssig krise, hvis catalonierne sætter stemmeurnerne frem uden accept fra centralmagten.
Den spanske regering kan i yderste konsekvens blive tvunget til at ophæve den catalanske selvstyrestatut, hvis catalonierne udsender en unilateral uafhængighedserklæring uden hjemmel i forfatningen.
Der er nok at tænke over for Artur Mas. Hans problem er dybest set, at han har lovet vælgerne noget, som ikke er lovligt, og som efter alt at dømme vil medføre et frontalt sammenstød med centralmagten.
Skulle Mas trække i land i forhold til den lovede afstemning, vil det omvendt medføre politisk kaos i Catalonien. Mas’ parlamentariske grundlag, de venstrerepublikanske separatister fra Esquerra Republicana (ERC), har ikke i sinde at forspilde chancen for at få en folkeafstemning om en selvstændig catalansk stat. ERC har med deres stålsatte linje oplevet en stor vælgertilstrømning i takt med konfliktens optrapning, og de vil holde Mas fast på den udstukne kurs, koste hvad det vil.
Catalonien bløder
Den separatistiske mobilisering i Catalonien er sket på kort tid og med en styrke, der er kommet bag på de fleste. Catalonien har haft udstrakt selvstyre siden 1978, og uafhængighed har aldrig tidligere været et programpunkt hos de borgerlige nationalister i CiU, der har siddet på magten størstedelen af tiden.
Den økonomiske krise har været den udslagsgivende faktor, der har fået flere og flere cataloniere til at tage samlivet med Spanien op til kritisk revision. Catalonien bløder hårdt under krisen, og der er stigende utilfredshed med, at catalanske skattepenge bruges til at holde andre dele af Spanien oven vande, når catalonierne selv er ved at synke.
Catalonien har længe kæmpet for udvidet selvstyre og øget kontrol over egne skatteindtægter, men led i 2010 et ydmygende nederlag ved den spanske forfatningsdomstol, som underkendte væsentlige dele af en ny catalansk selvstyrestatut, der skulle give regionen større politisk og økonomisk råderum.
Den separatistiske gryde var allerede begyndt at boble, og på den catalanske nationaldag 11. september 2012 kogte den over, da mere end en halv million mennesker gik på gaden i Barcelona med kravet om en selvstændig catalansk stat.
Kort efter sluttede præsident Mas sig til separatisternes rækker. Med folkestemningen i ryggen forsøgte han at forhandle en mere fordelagtig skatteaftale hjem, men måtte rejse hjem fra Madrid uden så meget som nogen krummer at spise catalonierne af med.
Med en historisk dårlig timing valgte kong Juan Carlos at blande sig i konflikten med en opfordring til catalonierne om »ikke at jage fantasifostre«, og den kontroversielle spanske undervisningsminister José Ignacio Wert fulgte trop med en udmelding om, at det var nødvendigt at »spaniolisere« de catalanske skolebørn. Få måneder senere kunne et nyvalgt catalansk parlament sætte sig til rette med et folkeligt mandat til at bane vejen for en folkeafstemning om uafhængighed.
Skotlands eksempel
Lige nu står de catalanske separatister og den spanske centralmagt stejlt over for hinanden, og det er svært at få øje på den åbning, der kan få hårdknuden til at løsnes.
De catalanske nationalister har ivrigt peget mod Storbritannien, hvor David Cameron i efteråret 2012 underskrev en aftale med den skotske separatistleder Alex Salmond om en skotsk afstemning om uafhængighed i 2014.
Den spanske centralmagt har afvist sammenligningen med henvisning til, at det spanske parlament – modsat det britiske – ikke har politiske beføjelser til at give grønt lys for en regional afstemning om uafhængighed. I Spanien ligger denne kompetence suverænt hos forfatningsdomstolen, og regeringen har ikke vist vilje til at åbne det forhandlingsrum, der i givet fald kunne åbne for den nødvendige revision af forfatningen. Rajoy har afvist de catalanske krav med en attitude som en træt far, der trækker »sådan er det bare«-kortet over for sine plagende børn.
Lederskribenten i El País gav for nylig udtryk for dyb bekymring over den fastlåste situation og langede ud efter såvel Artur Mas som den spanske regering: »Der er akut brug for, at dialogen træder i stedet for den ekskluderende diskurs og fraværet af politisk handling.«
Centralmagten har efter alt at dømme juraen på sin side, men spørgsmålet er, om den i længden kan tåle at ignorere det stadig mere højrøstede krav fra de catalanske separatister. Den politiske kommentator og professor i forfatningsret Javier Pérez Royo advarer i en kommentar i El País om konsekvenserne ved den stålsatte kurs fra den spanske regering.
»Det er ganske enkelt ikke forsvarligt at blive ved med at afvise forhandlingen som løsningsmodel, hvis målet er at bevare Spaniens politiske enhed. Jeg håber, at det stadig er tids nok, men jeg er bange for, at vi er lige ved at nå grænsen,« skriver Pérez Royo.
Ifølge hans analyse har catalonierne masser af muligheder for at destabilisere Spanien – også uden at forbryde sig mod forfatningen. Han forudser en yderligere radikalisering, hvor Catalonien vil forblive i en tilstand af »permanent folkeafstemning«, så længe der ikke kommer en åbning fra den spanske regering.
Uafhængighedsprojektet har monopoliseret det politiske liv i Catalonien i en grad, så håndteringen af almindelige menneskers hverdagsproblemer er forskubbet til anden eller tredje række. Afstemningen, La consulta, er blevet det store dyr i den catalanske åbenbaring, og alle sejl er sat til for at lægge maksimalt pres på den spanske regering.
Internationalt fremstød
I et forsøg på at »internationalisere konflikten« har Artur Mas sat alt ind på at vinde propagandakrigen om den internationale opinion. Ved besøg i udlandet omtaler han konsekvent Catalonien som et »land«, og efter det nylige handelsfremstød i Brasilien venter tilsvarende rejser til Indien, Sydafrika og Kina, hvor Mas vil kombinere kommercielle initiativer med politiske budskaber om det catalanske frihedsønske. Sideløbende hermed har han udsendt et semiofficielt korps af catalanske diplomater, Diplocat, der skal påvirke politikere og meningsdannere over hele Europa og vinde opbakning til den catalanske løsrivelsesproces.
Også på den akademiske front opruster catalonierne. Hos de catalanske boghandlere kan man finde et væld af nyudgivne bøger om uafhængighedsprojektet i økonomisk, kulturelt og historisk perspektiv. Den catalanske lokalregering har for nylig annonceret et kontroversielt historiesymposium, der skal afholdes i Barcelona til december under titlen »Spanien mod Catalonien«. Symposiet skal som led i markeringen af 300-året for det catalanske nederlag i arvefølgekrigen i 1714 fortælle historien om den spanske stats »undertrykkelse af det catalanske folk gennem de sidste tre århundreder«.
Symposiets indhold har fået flere fremtrædende historikere til at råbe vagt i gevær. José Álvarez Junco fra Complutense-universitetet i Madrid har kritiseret arrangørerne for at politisere og vurderer, at symposiet intet har at gøre med en videnskabelig debat, da konklusionerne er givet på forhånd. Han påpeger, at alle nationalistiske ideologier benytter historien som råstof til at sandsynliggøre eksistensen af en national identitet, længe før en sådan har eksisteret.
»Én ting er at kende historien, noget ganske andet er at benytte den til politiske formål. Det, der foregik dengang, var internationale, dynastiske krige mellem Bourbonerne og Habsburgerne, som blev støttet af England. Og det har på ingen måde noget at gøre med catalonierne,« udtaler Junco til El País.
Junco, der selv er født i Catalonien, er ikke blevet inviteret til symposiet, men der mangler ikke catalanske akademikere, der bakker op om nationalisternes sag. Den catalanske nationalisme er solidt funderet i den kulturelle, økonomiske og intellektuelle elite, og herved adskiller den sig markant fra andre af tidens nationalpopulistiske strømninger, der ofte rodfæster sig i samfundets lavere lag.
Det bemærkes også i mediebilledet, hvor de toneangivende catalanske dagblade åbent tilkendegiver deres støtte til løsrivelsesprojektet. Selvstyreregionens egen tv-station, TVC, er længe blevet beskyldt for at sende propagandaudsendelser til støtte for den catalanske nationalisme og tilsidesætte den del af befolkningen, der ikke deler nationalisternes verdenssyn.
Modstanderne
Over for den herskende diskurs står modstanderne af løsrivelsen, der spænder fra kongetro konservative til marginaliserede indvandrere, der betragter det spanske sprog og statsborgerskab som adgangsbilletten til en bedre fremtid.
Politisk er modstanden koncentreret i den catalanske gren af regeringspartiet PP og det liberale, anti-nationalistiske protestparti Ciutadans. Sidstnævnte tredoblede sit mandattal ved valget i november og har især tiltrukket mange af de arbejdervælgere med rødder i andre dele af Spanien, der traditionelt har stemt på det catalanske socialistparti PSC. Socialisterne har haft mere end svært ved at beslutte, om de er for eller imod en folkeafstemning om uafhængighed, og deres diffuse budskab om en føderalistisk reform gav dem en sviende vælgerlussing ved valget i november.
En af de frafaldne er taxachaufføren David, der har ønsket at give sin stemme til et parti, der vil kæmpe for Spaniens enhed.
»Min mor er fra La Mancha og min far fra Extremadura. Jeg er født og opvokset her. Jeg er catalonier, men jeg er også spanier. Det giver slet ikke mening for mig at forestille mig Catalonien uden Spanien – og omvendt. Jeg ønsker, at mine børn skal kunne få deres undervisning på spansk og få del i alle de muligheder det giver,« fortæller David til Weekendavisen, mens taxaen snegler sig gennem Barcelonas myldretidstrafik.
David kommer fra byen Vilanova i la Geltrú, som ligger i det bælte omkring Barcelona, hvor befolkningen er præget af de indvandrere, der i 50erne og 60erne kom til Catalonien fra fattigere egne af Spanien for at arbejde. For en stor del af disse indvandrere og deres efterkommere – i daglig tale xarnegos – er spansk stadig hovedsproget, og i disse områder finder man den største andel af modstandere af løsrivelsesprojektet.
Det catalanske kerneland
Anderledes ser det ud, hvis man kører fra Barcelona til den velhavende Girona-provins i det nordlige Catalonien. Dette er det catalanske hjerteland, og i de gamle, velbevarede middelalderlandsbyer vajer det separatistiske Estelada-flag fra tårne, balkoner og offentlige bygninger, som havde en fremmed hærstyrke netop erobret landet. Her brænder nationalismens flamme stærkt og klart, mens nordeuropæiske solturister i Costa Bravas badebyer lever la vida loca og fylder gode euros i den slunkne catalanske pengekasse.
I den lille pittoreske landsby Cadaqués i Cataloniens nordligste hjørne har Laia Pomés rejst La Estalada over familiens tre-stjernede hotel La Saguarda.
»Jeg har hejst flaget for at sende et signal til verden om, at bægeret er fyldt,« fortæller Pomés til Weekendavisen. »Vi vil have lov til at udøve vores demokratiske ret og selv bestemme, om vi vil høre til Spanien. Jeg føler mig ikke som spanier og har aldrig gjort det. Jeg er catalonier, vi har vores eget sprog og vores egen kultur. Dette er mit land, og det har intet til fælles med Spanien udover en historisk tilfældighed.«
For Laia Pomés er sagen klar. Hun stemmer på Artur Mas og har sat sin lid til, at den catalanske selvstyrepræsident kan blive den person, der opfylder hendes livslange drøm om at blive borger i sit eget hjemland. Det er hun ikke ene om. Ifølge de seneste målinger vil 54,7 procent af catalonierne i dag stemme for uafhængighed, hvis spørgsmålet bliver bragt til folkeafstemning.
Mens befolkningen venter på politikerne, føres kampen på symbolplan i det offentlige rum. I slutningen af juni samledes 90.000 mennesker i et hav af Esteladas til en kæmpemæssig tv-transmitteret koncert til støtte for uafhængigheden med deltagelse af catalanske musikere og kulturpersonligheder.
Cataloniens kulturambassadør par excellence, fodboldklubben FC Barcelona, har til den kommende sæson fået designet en særlig udebanedragt med de rød-gule striber fra det catalanske flag. Overalt i Barcelona finder man nøgleringe, armbånd, puder og indkøbsnet med de catalanske farver, de kinesiske marskandisere sælger Estalada-flag til fire euro stykket, og foran en købmandsbutik i Barcelona-bydelen Poble Nou står en lille hund med halsbånd i de catalanske farver og bjæffer truende ad Weekendavisens udsendte.
Den symbolske oprustning forventes at kulminere ved fejringen af den catalanske nationaldag den 11. september. Her er der blandt andet planlagt en kæmpemæssig menneskekæde, der skal strække sig på tværs af Catalonien. De spektakulære demonstrationer vil efter al sandsynlighed give catalonierne masser af eksponering i internationale medier, og separatisterne vil sende et signal til omverdenen om, at et massivt folkeligt ønske bliver ignoreret af den spanske stat.
Medlem af EU?
Om det voldsomme pres vil få den spanske regering til at bløde op og åbne et forhandlingsrum, er endnu uvist. Skulle det ske, vil et væld af nye spørgsmål dukke op i kølvandet på en eventuel folkeafstemning.
Kan et selvstændigt Catalonien stadig være en del af EU? Hvordan er den nye stats kreditværdighed med en gæld på 50 milliarder euro – plus den del af den spanske udlandsgæld, der i givet fald skal hæftes for? Og måske vigtigere endnu: Hvad er det for et land, der skal opstå på den anden side af en eventuel uafhængighed? Er der, når det kommer til stykket, en fælles vision for den fremtidige catalanske stat?
Artur Mas har sat sig selv i spidsen for en bevægelse med mange ideologiske dagsordener. Indtil videre er alle forenet i kampen for den forjættede folkeafstemning, men bag den fælles front gemmer sig afgrundsdybe politiske forskelle. Der er meget langt fra CiUs neoliberale linje til de venstreorienterede paroler fra ERC, og de traditionelle ærkefjender vil næppe finde mange ting at være fælles om i en selvstændig catalansk stat.
Kampen for uafhængighed har for en sjælden gangs skyld bragt borgerlige og venstreorienterede cataloniere skulder ved skulder, men alliancen kan hurtigt blive brudt igen, hvis det fælles fjendebillede skulle forsvinde.
