Kasper Kloch

Riget i midten

Castilien. Engang det selvsikre centrum for et globalt imperium. I dag et øde og affolket drømmeland med fåreflokke, vindmøller, galskab og højtidelighed. Her lever ånden fra Don Quijote, Francisco Franco og Pedro Almodóvar i skøn forening. Weekendavisen 12.07.2019.

CASTILLA-LA MANCHA – Det er svært ikke at lade tankerne og fantasien flyve, når man kører gennem La Mancha. Her, på den store castilianske højslette, er der højt til himlen, og de øde landskaber med bølgende marker og drivende skyer har en næsten drømmeagtig karakter. Dette er de store vidders land, med fåreflokke og vindmøller, middelalderborge og forladte landsbyer.

Det er også Don Quijotes land, og det ved de bedre end nogen i landsbyen Villanueva de los Infantes. En by som så mange andre på højsletten, hvis det ikke var for én lille detalje. Et forskerhold fra Complutense Universitet i Madrid nåede i 2005 frem til, at det er lige her, at handlingen i Miguel de Cervantes’ verdensberømte roman Don Quijote de la Mancha tager sin begyndelse.

Forud var gået århundreders spekulationer om, hvilket sted der gemte sig bag romanens gådefulde åbning: »I en lille by i La Mancha, hvis navn jeg ikke lige kan huske …«. Nu var mysteriet omsider løst, takket være sindrige studier af romanens lokalitetsbeskrivelser, beregninger af æslets gennemsnitsfart og overslag over dagsmarchernes længde. Den »lille by i La Mancha«, hvor den fallerede adelsmand Alonso Quijano lever sit liv, før han bliver til Don Quijote, måtte være Villanueva de los Infantes.

»Opdagelsen udløste en kollektiv eufori her i byen. Det var vores store chance, tænkte vi,« fortæller Miguel Angel Valero, der har boet hele sit liv i Villanueva og åbnede et lille hotel, da nyheden kom ud.

Det var han ikke alene om. Pensionater, restauranter og hoteller skød op over hele byen, 400-året for romanens udgivelse var på trapperne, og Don Quijote var på alles læber. I hele La Mancha stod man klar til at høste berømmelsens frugter på den jord, romanen var groet frem af.

I dag, 15 år senere, er euforien erstattet af resignation. Den økonomiske krise kom på tværs, politikerne i regionsregeringen fik andre prioriteter, og de storstilede planer om at gøre La Mancha til Spaniens nye turistmagnet sandede til. Valero måtte ligesom mange andre i området indse, at det hele var et fatamorgana på linje med de vindmøller, Don Quijote troede var onde kæmper.

En times kørsel fra Villanueva ligger de 683 hektar land, der skulle have huset El Reino de Don Quijote – et faraonisk byggeprojekt med luksushoteller, kasinoer, golfbaner, kongrescenter og en spritny by med 9.000 boliger. Byggeriet nåede aldrig at blive sat i gang.

Det gjorde til gengæld den internationale lufthavn i Ciudad Real, der blev døbt »Aeropuerto Don Quijote« og indviet i 2008. Fra første dag var det en spøgelseslufthavn uden afgange, som i 2015 blev overtaget af et kinesisk konsortium til en pris så lav, at selv køberne må have skammet sig.

»Al den hype omkring Don Quijote har gjort os alle sammen mere skøre, end vi var i forvejen. Det er på mange måder ironisk. Her, hvor de største drømme bliver drømt, falder vi også dybest. Vi lever stadig i de umulige fantasiers verden,« fortæller Valero.

Imperiets centrum

La Mancha udgør den sydlige del af den castilianske højslette, La Meseta Central, der dækker store dele af det centrale Spanien. Højsletten er i store træk sammenfaldende med den historiske region Castilien, der var centrum for det spanske imperium. I dag, hvor imperiet for længst er svundet ind, er Castilien blevet splittet op i tre selvstyrende regioner: Castilla-La Mancha i syd, Castilla y León i nord og midt imellem den spanske hovedstad, Madrid.

Castilien forsvandt, men ideen om Castilien lever i bedste velgående. Denne imaginære region er stadig tydeligt afmærket af højslettens geografiske virkelighed. En virkelighed, der har fostret mange af de symboler, forestillinger og identitetsmarkører, der definerer Spanien i dag.

Herfra kommer det spanske sprog, castellano , som blot var ét blandt mange sprog og dialekter på den iberiske halvø i middelalderen. Herfra regeredes det imperium, som i det 15. og 16. århundrede underlagde sig store dele af verden og satte afgørende aftryk på Europas – og verdens – historie. Og heroppe på det barske, forblæste og solsvedne plateau med en gennemsnitshøjde på 600 meter, fjernt fra havet og kysternes frodige vegetation, formedes den idé om det særligt spanske, som stadig er rygraden i Spaniens nationale mytologi.

Det hele begynder i middelalderen. Castilla er et mindre grevskab under det kristne kongedømme León i det nordlige Spanien. De muslimske maurere sidder på store dele af den iberiske halvø, men den kristne generobring, La reconquista , er i fuld gang.

De castilianske krigere har det, der skal til. Med kors og sværd rydder de modstanden af vejen, og i slutningen af 1400-tallet er Castilien vokset til en selvstændig magtfaktor, der har underlagt sig det meste af det centrale Spanien.

Med ægteskabet i 1469 mellem Isabella af Castilien og Ferdinand af Aragonien, »Det katolske kongepar«, bliver grundstenen til det moderne, forenede Spanien lagt. Castilien bliver rigets centrum, først med Toledo og siden Madrid som hovedstad, og erobringen af Amerika og territorier i Fjernøsten forvandler det spanske monarki til verdenshistoriens første globale imperium.

I denne proces bliver Castiliens lokale variant af vulgærlatin, castellano , til Spaniens – og imperiets – officielle sprog. Og de strenge castilianske æresidealer, den brændende religiøsitet, middelalderens riddermystik med sin højtidelighed og dyrkelse af åndens verden bliver eksporteret til resten af det ekspanderende imperium.

I Toledo maler El Greco portrætter af mystiske, sortklædte adelsmænd med fjerne, drømmende blikke; sindbilleder på 1500-tallets spanske spirituelle landskab, spændt ud mellem det jordiske forsvar for Gud og æren og visheden om belønningen i det hinsides. I San Lorenzo de El Escorial, nordøst for Madrid, opfører Filip II sit kolossale klosterpalads Monasterio del Escorial, hvorfra han leder modreformationens kamp om den europæiske sjæl.

Og »i en lille by i La Mancha« skriver Cervantes den roman, der vender det hele på vrangen og mere end noget andet værk sætter Castilien på det internationale landkort. Værket, som af mange anses for at være den første moderne roman, er et satirisk mesterværk, der efterlader læseren i en sansemættet hvirvelstorm et sted mellem det komiske og det tragiske, mellem drøm og virkelighed.

Det sande og uspolerede

Om Villanueva de los Infantes vitterligt er Don Quijotes hjemby, ved kun Cervantes. Men landsbyens smalle gader og den smukke renæssance- og barokarkitektur leder uden problemer tankerne tilbage til romanens tid. På byens torv er der rejst en statue af Don Quijote, der stavrer af sted på Rocinante med Sancho Panza traskende efter sig. Drømmeren, der har slugt så mange middelalderromaner om ædle riddere, at han til sidst har mistet forstanden, og hans jordbundne hjælper, som accepterer Don Quijotes fantasiverden, så længe han bare får mad på bordet og en seng at sove i.

Da aftenen falder på, sætter jeg mig ned på et af torvets mange spisesteder. Kortet byder på traditionelle egnsretter som grillede lammebrisler, fåreost, hvidløgssuppe og gachas – en slags grød lavet af mel, der bages op med masser af olivenolie og hvidløg og toppes med chorizopølse. Jeg trodser tjenerens advarsler og bestiller gachas . Muligvis skulle jeg have lyttet. Retten er tung og usigeligt mættende, og jeg vakler hjem på hotellet som en slagen mand. Man skal ikke spøge med La Manchas egnsretter.

På den castilianske højslette har man i århundreder trodset den barske natur, blæsten, de brændende varme somre og de bidende kolde vintre i tro tjeneste for et imperium, der blev stadig mere skrantende for til sidst at bryde helt sammen.

Det skete i 1898, da Spanien mistede sine sidste kolonier, Cuba, Puerto Rico og Filippinerne. En traumatisk begivenhed, der kastede Spanien ud i en dyb identitetskrise. Efter i århundreder at have spillet rollen som imperiemagt var det i nederlagets stund tid til at se indad og reflektere. Hvad udad var tabt, skulle indad vindes, og forfattere og filosoffer omkring den såkaldte 98-generation gav sig til at søge efter de nationale essenser.

Svaret fandt de i Castilien. I det karakterfaste bondeland på den barske højslette fandt de det sande, uspolerede Spanien. I utallige digterværker og afhandlinger besang de det castilianske landskab, befolkningens simple og arbejdsomme væsen,

nøjsomheden, værdigheden og den dybe forbundethed med jorden. Værdier, som i deres optik skulle danne grunden for Spaniens genrejsning.

Generationens mest berømte stemme var digteren Antonio Machado, som i 1912 udgav hovedværket Campos de Castilla efter at have opholdt sig fem år i Soria-provinsen i det nordlige Castilien.

Når man i dag kører igennem Soria, fornemmer man ingen spor af national genrejsning. Affolkningen fra denne og de omkringliggende provinser har været massiv de sidste 50 år, og dette er i dag et af Spaniens mest øde egne, hvor befolkningstætheden i flere områder er på niveau med Laplands.

Hundredvis af landsbyer er blevet forladt og ligger og forfalder i det naturskønne landskab. Jeg stopper op ved en af dem og går en tur gennem gaderne, som er dækket af højt græs. Flere steder står kun ydermurene tilbage på de gamle stenhuse, og overalt vokser træer og buske frit. Det ligner forhistoriske ruiner, men her har boet mennesker indtil for få generationer siden.

Måske har Machado været her på sin rejse gennem Soria i begyndelsen af det 20. århundrede. Måske har denne landsby dengang været fuld af liv. Skønheden i landskabet er overvældende, men de forladte landsbyer tilfører toner af tristhed.

For Machado blev drømmen om national genrejsning forvandlet til en tragedie. Han døde i eksil i Frankrig få måneder før afslutningen på Den Spanske Borgerkrig i 1939. Ironisk nok brugte også oprørsgeneralen Franco Castilien som ideologisk symbolbank for sit nationalkatolske »korstog«. Men i tillæg til 98-generationens optagethed af mikrohistorien og folkelivet inddrog Franco også imperiets triumfer, den castilianske krigerånd og den katolske kirke i sin rekonstruktion af spanskhedens søjler.

Under borgerkrigen installerede Franco sin oprørsregering i domkirkebyen Burgos i det nordlige Castilien. Det er ikke svært at forestille sig, at han har følt sig godt tilpas her.

Man mærker historiens og religionens vingesus, når man går rundt i byen. Den mageløse gotiske katedral fra 1260. Renæssancepaladset Casa del Cordón, hvor det katolske kongepar tog imod Columbus, da han i 1497 vendte tilbage fra sin anden rejse til Amerika. Og rytterstatuen af bysbarnet El Cid, den mytologiske middelalderridder, der red forrest i kampen mod maurerne og lagde navn til heltekvadet Cantar de Mio Cid .

Ideen om Spanien

På en travl tapasbar i det centrale Burgos møder jeg Ignacio Fernández de Mata, som er dekan for det lokale universitet. En 52-årig antropolog med en slående lighed med Bjarne Corydon, hvis ikke det havde været for det velvoksne fuldskæg og lektortasken.

Ifølge Mata har Castiliens historiske rolle i bygningen af den spanske nation sat sig dybe spor i selvforståelsen.

»Det var fra Castilien, at ideen om Spanien blev formet. Og i den proces er den castilianske identitet blevet transformeret til en spansk identitet. Herinde i midten af riget spørger vi ikke os selv, hvem vi er. Der er ikke på samme måde en konkurrence om identiteter, som det eksempelvis er tilfældet i Baskerlandet eller Catalonien.«

Den castilianske identitet, siger Mata, er på den ene side formet af visheden af at være rigets grundpille. Men den er i lige så høj grad formet af det barske klima, af afsavn og opofrelse.

»Den castilianske befolkning har altid betalt den højeste pris for magthavernes ambitioner. Ingen steder har man skullet betale flere skatter og afgive flere mænd til militærtjeneste. Det har været med til at forme denne særlige idé om det castilianske, at vi har været fattige, udpinte, men altid bevaret æren og værdigheden.«

Der er ikke noget afsavn på madfronten denne aften, hvor Mata tager mig med på en rundtur i egnens solide, varmende køkken. Den står både på blodpølse og grillet svinetryne, og maden skylles ned med rigelige mængder rødvin fra det lokale vinområde Ribera del Duero. Stemningen på tapasbaren er opløftet, og historierne om Franco og castiliansk krigerånd afbrydes af kindkys og smalltalk, når venner og kolleger til Mata kommer forbi. Alle lader til at kende hinanden på Burgos’ tapasrute.

Efter en nat på et hotel med udsigt til Francos hovedkvarter lægger jeg Burgos bag mig og kører mod syd. Landskabet skifter farve og vegetation undervejs, men højsletten synes at være indhyllet i en sær tidløshed. Borgfæstningerne på bakkedragene, slettelandet og de evindelige fåreflokke.

De historiske byer, jeg passerer på min vej. Salamanca med verdens tredjeældste universitet fra 1134. Segovia med sit eventyrslot og sin romerske akvædukt. Den gamle fæstningsby Ávila, der stadig ligger og putter sig bag sin berømte bymur. Og – så snart man er ude af byerne – disse uendelige, affolkede strækninger, hvor oliventræer og stenege farver landskabet grågrønt over den gulligbrune jord.

Tradition og modernitet

På den castilianske højslette har traditionen og naturens kræfter markeret livsrytmen gennem århundreder, og herude føles de pulserende storbyer Madrid og Barcelona meget langt væk.

Det har de givetvis også gjort for en ung mand ved navn Pedro Almodóvar. Spaniens største filminstruktør gennem tiderne blev født i La Mancha i 1949 og tog som ung til Madrid, hvor han blev en del af den eksplosive kulturfrigørelse kendt somLa Movida Madrileña efter Francos død i 1975.

Almodóvar skildrer i sine film et frenetisk Storbyspanien fyldt med transvestitter, stoffer og flamboyante karakterer, men mindet om højsletten er altid til stede som bagtæppe. Han vender i sine film igen og igen tilbage til barndommens landskaber og landsbyer i La Mancha, og få har som han bragt denne del af Spanien til live på det store lærred.

Min rejse ender, hvor den begyndte. I La Mancha. I byen Calzada de Calatrava, hvor Pedro Almodóvar blev født. En by af den slags, hvor dagligdagen foregår i slowmotion, og hvor gamle damer i sorte kjoler stadig vasker fortovet foran deres hoveddør, som deres mødre og bedstemødre gjorde før dem. Her havde Almodóvars nyeste film, Dolor y gloria , i marts verdenspremiere i byens lille biograf samtidig med gallapremieren i Madrid. En gestus fra Almodóvar til sin barndoms land, som spiller en central rolle i den selvbiografiske film.

For byens borgmester, den konservative Félix Martín, er Almodóvar det nærmeste, man kommer Gud. På borgmesterkontoret, der er fyldt med krucifikser, leverer han en lang, passioneret enetale om det berømte bysbarn, der som ingen anden har sat Calzada de Calatrava på landkortet.

Det ligner et paradoks: En religiøs konservativ politiker på landet, der helgenkårer en homoseksuel og ateistisk storbyfilmmager. Men sådan er det i Castilien. En uforudsigelig cocktail af nyt og gammelt, af tradition og modernitet, af lokalpatriotisme og storhedsvanvid.

Og måske er det ikke så underligt. Når alt kommer til alt, er Don Quijotes galskab, imperiets feberdrømme, den hellige inkvisition, Francos brutalitet og Almodóvars genialitet groet i den samme jord her på højsletten.