Samspillets svære kunst
Politikerne har ikke kunnet enes om en regeringskoalition, efter at topartisystemet blev sendt til tælling, og nu skal spanierne til stemmeurnerne på ny. Podemos’ alliance står nu til at overhale socialistpartiet som venstrefløjens største spiller; måske kan frygten for venstrepopulisterne føre til forbrødring mellem konservative og socialister. Valgoptakt i Weekendavisen
Det spanske fodboldlandshold har ved det igangværende EM vist momenter af det spil, som de seneste otte år har vakt beundring over hele verden og sikret landet sejre ved to europamesterskaber samt et verdensmesterskab; flydende kombinationer, indbyrdes forståelse og en forbilledlig holdånd, der har fået madrilenere, catalanere, andalusere og baskere til at kæmpe skulder ved skulder og arbejde sammen mod et fælles mål.
Kontrasten til nationens politiske liv kunne næppe være større. Spanien har været uden folkevalgt regering siden valget i december, som vendte op og ned på det politiske landskab, men ikke kunne forløses i regeringsduelige alliancer. Efter måneder med nedsmeltede forhandlinger og bitre personopgør har politikerne kastet håndklædet i ringen, og der er blevet udskrevet nyvalg. På søndag skal spanierne til stemmeurnerne igen og forsøge at løsne den hårdknude, der har paralyseret det politiske liv i Eurozonens fjerdestørste økonomi.
Scenen var ellers sat til et paradigmeskifte i spansk politik, da stemmerne var talt op efter valget i december. Mere end hver tredje vælger havde sat deres kryds ved to nye partier, venstrepopulistiske Podemos og centrumliberale Ciudadanos, som havde lovet fornyelse, reformer og frem for alt et opgør med landets altdominerende topartisystem. Nu skulle politikerne blot skabe en ny, pluralistisk regeringskoalition.
Det skulle vise sig at være lettere sagt end gjort. Hverken de konservative i PP eller socialisterne i PSOSE, de to store partier, som traditionelt har tegnet spansk politik, var i stand til at navigere i det nye landskab og samle de nødvendige 176 mandater bag sig. Alle fire partier har været mest optagede af at fortælle, hvem de ikke ønsker at arbejde sammen med.
Ifølge sociolog og politisk analytiker David Redoli er de mislykkede forhandlinger et symptom på en politisk kultur, der stadig gennemsyres af topartisystemets logik.
»Det er første gang i vores demokratiske historie, at et af de to store partier ikke har absolut flertal eller kan få det med hjælp fra nogle få mandater fra et mindre parti. De spanske politikere skal først til at lære at håndtere dette scenarie,« siger Redoli til Weekendavisen.
Fronterne er trukket op
De kuldsejlede konstitueringsforhandlinger har skærpet tonen i valgkampen frem mod valget på søndag. Alle partier anklager hinanden for at være skyld i sammenbruddet og forsøger at positionere sig selv som det ansvarlige valg.
61-årige Mariano Rajoy fra PP spiller statsmandskortet og fremhæver den konservative krisestyring, der i den foregående regeringsperiode har reduceret arbejdsløsheden og bragt Spanien ud af recessionen med en af Europas højeste vækstrater. Den udlægning angribes af de øvrige partier, der mener, at jobskabelsen er baseret på ubrugelige, midlertidige kontrakter uden socialt sikkerhedsnet. Rajoy har også været udsat for hård kritik som følge af de mange skandaler om hvidvaskning og ulovlige pengeoverførsler i toppen af det konservative parti.
Kritikken har været særlig kontant fra det nye centrumparti Ciudadanos, som raser mod magtmisbruget og den institutionaliserede korruption i det politiske liv. Partiet, som ledes af den 36-årige catalanske jurist Albert Rivera, er også blevet kendt for at kræve liberale reformer af arbejdsmarkedet for at modvirke den store ubalance mellem fastansatte og kontraktansatte.
Mens Ciudadanos lover vælgerne en ny begyndelse, har PSOE, som ledes af 43-årige Pedro Sánchez, valgt at slå på partiets historiske rolle som grundlægger og beskytter af den spanske velfærdsstat. Socialisterne fik ved valget i december det dårligste resultat i nyere tid, og nedturen skyldes ikke mindst fremkomsten af Podemos. Venstrefløjspartiet, som ledes af den karismatiske universitetsprofessor Pablo Iglesias, har rod i Indignados-bevægelsen og er blevet et samlingspunkt for vælgere, der er optændt af social indignation og politikerlede.
Kort efter udskrivelsen af det nye valg trak Iglesias en stor kanin op af hatten: et valgforbund mellem Podemos og venstrefløjslisten Izquierda Unida (IU), en spansk pendant til Enhedslisten. Begge partier led ved sidste valg under valgsystemets fordelingsnøgler, der favoriserer de store partier i tyndtbefolkede valgkredse, men i fællesskab vil de kunne drage nytte af de mange stemmer, der ved det seneste valg ikke blev vekslet til mandater. Det kan blive engame changer, og de seneste meningsmålinger spår, at den nye koalition Unidos Podemos vil overhale PSOE og dermed blive den største formation på venstrefløjen.
Frygten for Podemos
Hvis meningsmålingerne står til troende, vil Unidos Podemos sammen med PSOE være meget tæt på at kunne nå absolut flertal efter søndagens valg. En venstrefløjskoalition synes derfor oplagt, men det kan blive særdeles svært at føre ud i livet. Dels vil det være en næsten ubærlig ydmygelse for PSOE at skulle spille andenviolin i en regering under den kontroversielle Iglesias’ ledelse. Dels vil spørgsmålet om den catalanske separatisme formentlig sætte en stopper for enhver reel forhandling. Podemos ønsker, at catalanerne får lov til at afholde en folkeafstemning om uafhængighed fra Spanien – et uspiseligt krav for socialisterne, der ligesom de to andre store partier har stået stejlt på forsvaret for Spaniens territoriale enhed.
Konflikten med Catalonien kan således få afgørende indflydelse på, hvem der skal lede Spanien efter valget. Og selvom PSOE, PP og Ciudadanos mundhugges i valgkampen på vanlig vis, synes de rørende enige om én ting: at holde Pablo Iglesias uden for indflydelse. Holdningen er, at en regering med deltagelse af Podemos vil destabilisere landet og skal bremses for enhver pris.
Frygten for Podemos kan ende med at sikre de konservative fire år mere i regeringspaladset Moncloa. Stærke kræfter i socialistpartiets bagland har længe presset på for at acceptere et samarbejde med de konservative som det mindste af to onder. Om det i givet fald bliver med Rajoy som premierminister er det store, åbne spørgsmål. Albert Rivera fra Ciudadanos, som vil være den naturlige samarbejdspartner, har fra starten krævet Rajoys hoved på et fad i bytte for sine mandater, så Spanien kan få en ny start. Indtil videre er der ikke noget, der tyder på, at den stædige Rajoy har tænkt sig at parere ordrer fra en mand, der blot har siddet i parlamentet i seks måneder. Hvis Rajoy nægter, kan bolden blive spillet tilbage til Sánchez fra socialistpartiet, og så kan det hele starte forfra.
Eller også kan det ikke. Politikerne har lovet, at der ikke under nogen omstændigheder vil komme endnu et valg i utide, og denne gang bliver de tvunget til at sluge kameler for at nå frem til bæredygtige aftaler.
»Efter valget i december var Spanien endnu ikke psykologisk, politisk og kulturelt klar til de store indrømmelser og kompromiser, som denne type forhandling kræver,« siger David Redoli. »De vil komme nu. Spanien har brug for at få en regering, som kan gennemføre ny lovgivning og sætte penge i omløb i samfundet. Befolkningen vil ikke acceptere, hvis politikerne endnu en gang giver fortabt og lader landet være uden en regering.«
