Spaniens sorte søndag
Politivolden stjæler fokus og giver løsrivelsesbevægelsen ekstra vind i sejlene efter søndagens dramatiske afstemning. Får Europa en ny republik i næste uge? Reportage i Weekendavisen.
Søndagens afstemning i Catalonien var en af de mest besynderlige og dramatiske valghandlinger i Europas nyere historie.
Den spanske forfatningsdomstol havde på forhånd erklæret afstemningen om Cataloniens selvstændighed ulovlig, og den spanske regering havde lovet at bremse den for enhver pris. Spanske betjente i tusindtal var udkommanderet til regionen, og en dommer havde beordret valgstederne lukket og stemmeurnerne konfiskeret.
Som modsvar havde catalanske borgere organiseret sig på tværs af regionen og forskanset sig på de flere tusinde valgsteder – hovedparten af dem skoler – mens stemmeurnerne blev opbevaret på hemmelige steder uden for de spanske myndigheders søgelys. I hundredtusindvis trodsede catalanerne politiopbuddet og strømmede til valgstederne for at sige ja eller nej til en løsrivelse fra Spanien.
På pladsen foran Barcelonas Tekniske Universitet var der en stemning af andægtig trods, og der blev klappet, hver gang grupper af vælgere kom ud fra stemmelokalerne. Mange havde været her siden aftenen før og blev til længe efter, at de havde afgivet deres stemme. De frygtede, at politiet ville komme for at konfiskere stemmeurnerne, og var klar til at danne menneskekæder mod betjentene, hvis det blev nødvendigt.
Historier om brutale sammenstød mellem politi og vælgere fyldte mediebilledet i Catalonien hele søndagen, og hele campus-området var blevet barrikaderet for at gøre det sværere for politiets mandskabsvogne at komme frem.
I løbet af dagen voksede antallet af mennesker foran bygningen, og politiet holdt sig væk. Da valgstedet lukkede klokken 20, brød hele pladsen ud i sang og taktfaste råb, og der bredte sig en euforisk og højtidelig stemning, som var en langvarig belejring slut.
Tilsvarende scener gentog sig overalt i den oprørske region. Af de 2315 valgsteder lykkedes det kun myndighederne at lukke 319. Flere end to millioner catalanere – 42 procent af de stemmeberettigede – afgav deres stemme, og omkring 90 procent af dem stemte ja til løsrivelse.
Politivolden i fokus
Det var imidlertid ikke det massive flertal, der bagefter satte dagsordenen i debatten – alle vidste, at hovedparten af nej-siden var blevet hjemme i protest mod afstemningens manglende gyldighed. Det var heller ikke den åbenlyse mangel på demokratiske garantier og kontrolinstanser i valghandlingen. Det, der for alvor fik sindene i kog, var den voldsomme magtanvendelse, som spanske sikkerhedsstyrker havde mødt de catalanske vælgere med.
Da valgdagen var omme, var 893 mennesker, ifølge de catalanske myndigheder, blevet såret i sammenstød med politiet, og aktionen efterlod den spanske stat med et gigantisk underskud på goodwill-kontoen. Billeder af kampklædt politi, der skød med gummikugler mod vælgere og tæskede løs på forsvarsløse borgere med knipler, gik verden rundt.
Ældre mennesker med ansigtet indsmurt i blod, kvinder, der blev hevet ud af bygninger ved håret, og rækker af sortklædte betjente marcherende frem mod demonstranter, der stod i pacifistisk positur med armene strakt op mod himlen. Kønt så det ikke ud, og BBC var nødt til at advare sine seere om, at videoen fra den catalanske afstemning indeholdt »eksplicit vold«.
Om premierminister Mariano Rajoy havde fået forelagt andre tv-billeder end resten af verden er uklart. Men opsigtsvækkende var det, at han samme aften erklærede sig godt tilfreds med politiets indsats over for de catalanske lovbrydere. Også hans højre hånd i regeringen, vice-premierminister Soraya Saenz de Santamaría, havde lovordene fremme: »Sikkerhedsstyrkerne har optrådt professionelt og med proportionalitet. De har levet op til deres demokratiske pligt.«
Hvis Rajoy havde forventet skulderklap fra sine europæiske kolleger, måtte han gå skuffet i seng. Fra nær og fjern haglede kritikken ned over den spanske regerings håndtering af catalanernes ulovlige folkeafstemning.
»Vold kan aldrig være svaret! Vi fordømmer alle former for vold og gentager vores krav om politisk dialog,« lød det eksempelvis fra Belgiens regeringsleder, Charles Michel, på Twitter.
Tilsvarende udmeldinger kom fra europæiske toppolitikere som Guy Verhofstadt, Jeremy Corbyn, Martin Schulz samt talsmanden for Europa-Kommissionen, Margaritis Schinas. Også store dele af den internationale presse langede fra lederplads ud efter den spanske regering for at slippe urobetjentene løs mod civilbefolkningen.
Nyt rekrutteringsgrundlag
Den voldsomste reaktion mod statsmagtens fremfærd kom selvsagt fra Catalonien selv. Barcelonas borgmester, Ada Colau, kaldte Mariano Rajoy for en »kujon«, som havde »krydset samtlige røde linjer«, og forlangte, at han omgående skulle gå af. Og to dage efter afstemningsdagen blev hele Catalonien lagt ned af en generalstrejke, indkaldt som protest mod statens magtanvendelse.
Overalt i regionen var der massive demonstrationer, og i Barcelona var gaderne fra morgenstunden tætpakket med demonstranter, der i en lang række kæmpestore optog bemægtigede sig byens hovedfærdselsårer.
»Els carrers seran sempre nostres« – gaderne vil altid være vores – lød det rungende og taktfast, mens menneskemængden langsomt bevægede sig gennem byen. Her var arbejdere og direktører, unge og gamle, og alle, Weekendavisen talte med, gav udtryk for den samme vrede og indignation over at blive tromlet ned af den spanske stat.
Ifølge Fidel Masreal, politisk redaktør på den næststørste catalanske avis El Periódico de Catalunya , var søndagens begivenheder en game changer , som har givet løsrivelsesbevægelsen et helt nyt rekrutteringsgrundlag.
»For mange er det kommet til at handle mere om voldelig undertrykkelse af en folkelig mobilisering end et spørgsmål om ja eller nej til løsrivelse,« siger Masreal til Weekendavisen.
»Separatisterne har vundet et overtag i propagandakrigen. Men deres store udfordring er at veksle det til en politisk sejr. Hvis de udråber uafhængighed på dette grundlag, vil de formentlig miste opbakningen fra mange af dem, som mener, at man skal have juridiske garantier for at tage sådan et skridt.«
Juridiske garantier er der ingen af lige nu, og for mange catalanere er separatisterne allerede gået alt for vidt. Det catalanske parlament vedtog i starten af september den kontroversielle løsrivelseslov, uden at oppositionen fik mulighed for at gøre indsigelser, og nej-partierne har nægtet at anerkende præmissen for afstemningen.
Omtrent halvdelen af befolkningen er ifølge meningsmålinger imod løsrivelse, men de har ikke haft mulighed for at komme til orde i en reel debat om konsekvenserne af uafhængighed, som det eksempelvis var tilfældet i Skotland.
De forhold lader ikke til at distrahere den catalanske selvstyrepræsident, Carles Puigdemont, som efter søndagens hændelser har fået ekstra vind i sejlene på sin farefulde færd mod selvstændighed. I sin tale på valgaftenen benyttede han voldsanvendelsen som et afgørende argument for, at Catalonien har »vundet retten til at få sin egen stat«.
Catalansk republik i næste uge?
Hvad der præcis kommer til at ske herfra, er det store, åbne spørgsmål. Ifølge Fidel Masreal er den separatistiske blok dybt splittet, og den har svært ved at finde en fælles sejlrende i det oprørte hav.
»De mest moderate ønsker at træde på bremsen og udskrive et nyvalg til det catalanske parlament. De vil først udråbe Catalonien som en selvstændig stat, hvis selvstændighedsblokken opnår mere end 50 procent af stemmerne. Der er også nogle, der argumenterer for, at international mægling er vejen frem. Men stærke kræfter mener, at det er nu eller aldrig, og at løsrivelsen skal erklæres med det samme.«
De foreløbige vurderinger går ifølge Masreal på, at den sidste gruppe har overtaget, og at Puigdemont i starten af næste uge vil udråbe en selvstændig catalansk republik.
Sker det, vil den spanske regering formentlig blive nødsaget til at aktivere paragraf 155 i den spanske forfatning, der gør det muligt at suspendere Cataloniens selvstyre. Det vil ifølge sociolog og politisk analytiker Jorge Galindo få uoverskuelige konsekvenser:
»Effekten af paragraf 155 afhænger helt og aldeles af, hvor langt Spanien er villig til at gå for at etablere en reel kontrol over territoriet og de catalanske institutioner. Uden den kontrol vil den sociale og politiske uro givetvis fortsætte med uformindsket styrke. Sætter staten omvendt reel magtanvendelse bag ordene, vil det givetvis medføre offentlig bestyrtelse og fordømmelse af Spanien, og det kan ende i en situation, hvor halvdelen af befolkningen vil opleve det som en besættelse,« siger Galindo til Weekendavisen.
Utænkelige scener
Den seneste uge har allerede budt på scener, som ingen ville have troet mulige for bare få måneder siden. Spanske civilgardister, der marcherer ind i catalanske landsbyer, har vakt ubehagelige billeder fra borgerkrigen til live på nethinden.
Flere steder kom det i løbet af søndagen til korporlige sammenstød mellem civilgardister og betjente fra det catalanske politikorps, Mossos d’Esquadra, som modsat deres spanske kolleger forholdt sig afventende for at undgå konfrontationerne med vælgerne ved stemmestederne.
De catalanske betjente handlede angiveligt efter ordre fra deres øverste chef, Josep Lluis de Trapero, som efterfølgende er blevet kaldt til afhøring ved Spaniens særlige kriminalret. Sigtelsen lyder på tilskyndelse til oprør, der har en strafferamme på op til 15 års fængsel.
Samme sigtelse er rejst mod lederne af de to store civile separatistorganisationer, Assemblea Nacional Catalana og Òmnium Cultural, for deres roller i forbindelse med forrige uges hændelser i Barcelona, hvor demonstranter lagde en ring rundt om det catalanske økonomiministerium, så de spanske politienheder ikke kunne komme ud.
Fronterne mellem den spanske stat og de catalanske separatister bliver trukket stadig hårdere op, og situationens alvor blev understreget, da kong Felipe VI tirsdag aften gik på skærmen i den bedste sendetid for at tale til nationen. De, der havde håbet på en udstrakt hånd og kald til forbrødring, var imidlertid gået forgæves.
Kongens tale lød som et ekko af den spanske regerings lov-og-orden-diskurs, og han rettede en hård fordømmelse mod den catalanske regerings forsøg på at bryde »Spaniens enhed«.
Få minutter inde i talen genlød Barcelonas gader af en øredøvende larm fra slag på potter og pander fra balkoner, hustage og åbne vinduer – en efterhånden daglig protestform, der har givet konflikten sit eget sælsomme lydspor.
Mens skyttegravene graves dybere, og retorikken skærpes på begge sider, synes en politisk løsning på konflikten længere væk end nogensinde. Ifølge Jorge Galindo er tilliden mellem de nuværende ledere i Madrid og Barcelona brudt fuldstændig sammen, og dialogen er ikke-eksisterende. For at få genetableret broerne mellem parterne er der brug for nye tilgange til problematikken:
»Det er afgørende, at separatisterne indser, at de får mere ud af at forfølge deres mål inden for grundlovens rammer. Og den anden part må acceptere, at forfatningen ikke er urørlig, at den kan modificeres og fortolkes, og at der, hvis alle andre muligheder er udtømt, også vil kunne findes rum for en folkeafstemning om uafhængighed.«
