Storm over Spaniens dronning
Nationalister og selvudråbte partioter har kaldt til boykot af storfilmen La Reina de España. Årsag: Instruktøren elsker ikke sit fædreland. Weekendavisen Kultur, 09.12.2016.
Den spanske filminstruktør Fernando Trueba er kendt for sine stort anlagte periodefilm med lige dele melodrama, folkekomedie og bittersød satire. Den opskrift sikrede ham i 1994 en Oscar for filmen Belle Epoque, og i 1998 smeltede han med La Niña de tus Ojos hjerter over hele Spanien og sendte Penélope Cruz af sted til Hollywood med divastøv på vingerne.
Forrige uge var der premiere på hans seneste film, La Reina de España, Spaniens dronning, der med Francos diktatur som bagtæppe fortæller historien om en hjemvendt diva (Penélope Cruz), som skal spille hovedrollen i en film om Isabella af Kastilien. Den stjernespækkede film er blandt de dyreste spanske produktioner nogensinde, og scenen var sat til et triumftog for Trueba og hans ensemble af folkekære skuespillere.
Sådan skulle det bare ikke gå. I stedet for lovord og fyldte biografsale har de første uger været præget af bitter polemik og tomme sæder.
Frem mod premieren havde spanske nationalister og selvudråbte patrioter ført en intens kampagne på de sociale medier med opfordring til at boykotte filmen. De havde ikke glemt Truebas polemiske udtalelser fra sidste år, hvor han ved en prisoverrækkelse under filmfestivalen i San Sebastián erklærede, at han aldrig havde følt sig spansk, »ikke så meget som fem minutter«, og at han i tilfælde af krig ville melde sig »på fjendens side«.
Nu var det payback time for alle, der havde følt sig krænket over Truebas udtalelser. Kampagnen for boykot af filmen fik hurtigt vind i sejlene, og de sociale medier glødede af retfærdig harme.
»Hvis han ikke føler sig spansk, kan han tage til et andet land og vise sin film,« lød det fra en af de mange ophidsede brugere på Twitter.
Trueba blev kaldt både »forræder«, »skamløs« og »skeløjet« (hvilket han vitterlig er), og han blev anklaget for kun at føle sig spansk, når han skulle malke penge fra de spanske skatteydere. Mange krævede i samme åndedrag, at han skulle tilbagebetale de mange støttemidler, hans film gennem årene har modtaget fra den spanske stat.
Om det er kampagnens fortjeneste, at filmen indtil videre er floppet, er uvist. Men hele polemikken har fået sindene i kog på begge sider af frontlinjen og antændt en følelsesladet debat om spanskhed og om grænser for kunstneres ytringsfrihed. For hvad har Truebas mangel på national begejstring egentlig at gøre med hans evner som instruktør? Skal en film ikke bedømmes på sine egne præmisser frem for instruktørens personlige overbevisninger?
Trueba selv har erklæret sig »bedrøvet« over reaktionerne. Han har fastholdt, at hans udtalelser blev taget ud af en kontekst, og at hensigten var den stik modsatte.
»Jeg prøvede bare at få folk til at grine, det var ikke tanken, at det skulle skabe konflikt. Jeg elsker mit land, men jeg er ikke nationalist. Jeg er imod enhver form for nationalisme, det var det eneste, jeg ønskede at sige,« sagde instruktøren i et tv-interview på kanalen Antena 3.
Det er langtfra første gang, Trueba har trukket overskrifter med polemiske udtalelser. Han har i årevis været leveringsdygtig i provokerende oneliners, og han bliver ved de store filmgallaer altid omringet af journalister, som håber på lidt ekstra krydderi til morgendagens klumme. Denne gang har han imidlertid krydset en usynlig linje, der har forvandlet ham fra excentrisk kunstnertype til rendyrket folkefjende.
Eller også er det tiderne, der har ændret sig. I et interview forleden med netavisen Valenciaplaza begræd Trueba, at mådehold og forsigtighed er blevet de nye pejlemærker i den offentlige samtale.
»Hvorfor skal jeg ændre adfærd, når vi lever i et demokrati, i et frit land? Der er en tilbagevenden til noget inkvisitorisk, ikke bare i Spanien, men i hele verden.«
Den fremtrædende journalist og debattør Jordi Évole betragter på lignende vis hetzen mod Trueba som symptomatisk for en tendens i tiden. I sin klumme i avisen El Periódico langede han sidste uge ud efter det, han kalder »en minoritet« af reaktionære kræfter, som ifølge ham er i gang med at vinde slaget på de sociale medier.
»De råber højere end alle andre, og de vinder terræn ved at indgyde frygt. Og alle vi andre pålægger os selvcensur. Med få undtagelser har der ikke været noget klart og tydeligt modsvar på kampagnen mod Trueba. Er vi bange for, at de, som har lynchet Trueba, også vil lynche os, hvis vi forsvarer ham?«
Ifølge Évole handler kampagnen mod Trueba om at mistænkeliggøre kunstnere og kulturpersonligheder som personer, der snylter og lever af understøttelse uden at give noget tilbage.
»Som om kulturen var noget ubrugeligt for et samfund i krise. Den spanske automobilindustri bliver understøttet, og ingen brokker sig over det, men hvis det er filmindustrien, der får støtte, er det frås. Man glemmer, at kultursektoren bidrager med mere end tre procent af BNP, og for hver euro, der bliver givet i filmstøtte, kommer der to tilbage til statskassen,« skriver Évole.
Indtil videre tyder intet imidlertid på, atLa Reina de Españagiver pengene retur til investorerne. Kampagnen mod filmen har givetvis gjort sit til at få folk til at blive hjemme, men de patriotiske internetkrigere kan næppe tilskrives hele æren for filmens foreløbige flop. Det mener i hvert fald filmskribenten Juan Sanguino, som i den spanske udgave af Vanity Fair retter en hård kritik mod Truebas værk. Ifølge Sanguino er tiden ganske enkelt løbet fra periodedramaer med folkloristisk islæt, og Truebas egentlige brøde er ikke de kontroversielle udtalelser sidste år, men det faktum, at han har lavet en film, som de unge generationer af spanierne ikke gider se.
Tilbage står det mere grundlæggende spørgsmål, om man som kunstner i et moderne demokrati skal underlægges sindelagskontrol for at gøre sig fortjent til offentlig støtte.
Der er en egen ironisk pointe i, at filmen med sit afsæt i 1950erne portrætterer en periode i Spaniens historie præget af eksalteret nationalisme, streng censur og undertrykkelse af anderledestænkende. Og som en ekstra krølle spiller Penélope Cruz’ figur i filmen rollen som Isabella af Kastilien, der i 1478 indførte den berygtede Spanske Inkvisition.
