Tabende vindere
Uafhængighedspartierne havde iscenesat regionsvalget som en folkeafstemning om løsrivelse fra Spanien, men et mudret valgresultat og vrangvillige udmeldinger fra et lille venstrefløjsparti har kastet grus i maskineriet. Analyse i Weekendavisen.
Cava-propperne gav genlyd i Barcelonas lune septembernat, da resultatet af søndagens regionsvalg i Catalonien stod klart. »Vi har skabt historie, nu vil vi skabe en ny stat,« lød budskabet fra valgets helt store sejrherre, partikoalitionenJunts pel Sí– »Sammen for et ja«.
For første gang nogensinde kunne der i regionsparlamentet dannes et absolut flertal baseret på partier, som går ind for løvsrivelse fra Spanien, og da valget på forhånd var blevet udlagt som en afstemning om ja eller nej til uafhængighed, var begejstringen hos separatisterne forståelig. Euforien boblede ved valgfesten i Barcelona-bydelen Born, hvor de separatistiske ledere var omgivet af nationalistisk symbolik ved mindesmærket for Barcelonas fald i 1714, og den siddende lokalpræsident Artur Mas fra det borgerlige CDC råbte sejrsbudskabet ud på fire sprog til ære for de mange udenlandske journalister: »Hem guanyat, hemos ganado, we have won, nous avons gagné!«
Der var bare ét problem. Separatisterne havde ganske vist indkasseret et flertal af mandaterne, men det lykkedes kun Junts pel Sí og det venstreradikale støtteparti CUP tilsammen at få knap 48 procent af de afgivne stemmer. Det bemærkelsesværdige udfald hænger sammen med, at der skal færre stemmer til at opnå et mandat i de tyndtbefolkede valgområder, hvor opbakningen til løsrivelsesbevægelsen er størst. De partier, der ikke havde tilsluttet sig løsrivelseskravet, kunne til gengæld mønstre 50,5 procent af stemmerne. Og straks begyndte diskussionen at rase, for valget var jo netop blevet iscenesat som den folkeafstemning om løsrivelse, som catalanerne ikke fik lov til at gennemføre sidste år. Og bør sejrherren i en folkeafstemning, hvad enten den er reel eller indirekte, ikke sikre sig mindst halvdelen af stemmerne?
Det mente man i det vitale støtteparti CUP, hvor spidskandidaten Antonio Baños allerede samme aften meldte ud, at han ikke anså mandatet for tilstrækkeligt til at erklære unilateral løsrivelse fra Spanien. Og dermed satte partiet en alvorlig kæp i hjulet på den udstukne kurs mod uafhængighed.
Catalonien er med andre ord endt i en besynderlig situation, hvor separatisterne både har vundet og tabt. Alliancen bestående af de to store separatistpartier, det borgerlige CDC og det venstrerepublikanske ERC, havde forud for valget lovet, at man ville udråbe en selvstændig catalansk stat inden for 18 måneder i tilfælde af flertal i regionsparlamentet. Men uden CUPs opbakning kan Junts pel Sí ikke føre sit løsrivelsesprojekt ud i livet, og den udvikling kan meget vel ende med at ramme den siddende regionspræsident Artur Mas i ryggen som en boomerang. De uregerlige antikapitalister i det venstreradikale parti CUP har allerede meldt ud, at de ikke vil bakke op om Artur Mas som leder af lokalregeringen, og dermed kan den borgerlige del af uafhængighedsbevægelsen få tilført et banesår.
Mas, der har ledet Catalonien siden 2010, er stadig en forhadt person på store dele af den catalanske venstrefløj, som forbinder ham med den Trojka-dikterede nedskæringspolitik, der prægede Catalonien i de første år efter den økonomiske krises udbrud. Da det separatistiske bål i Catalonien for alvor blev tændt i 2012, tilsluttede Mas sig uafhængighedsbevægelsen, og i dag har han fået forenet de gamle dødsfjender CDC og ERC i et fælles projekt. Han stillede op som nummer fire på Junts pel Sí-listen for at give plads til repræsentanter for civilsamfundet på de første pladser, men det var hele tiden planen, at han skulle fortsætte som den formelle leder efter valget. Nedlægger CUP veto, vil konsekvenserne være uoverskuelige, og den skrøbelige alliance mellem højre og venstre kan blive rokket på en måde, så hele det separatistiske korthus styrter sammen.
Opgør med status quo
Søndagens valg kan også få betydning langt ud over regionens grænser. Både i Catalonien og resten af Spanien følges udviklingen disse dage med tilbageholdt åndedræt. Risikoen for et frontalsammenstød mellem separatister og centralmagt har været – og er stadig – overhængende, og den eskalerede kamp mellem tilhængere og modstandere af den spanske union har allerede påvirket resten af det politiske spektrum.
I Catalonien er de gamle partier sendt til tælling, og nye formationer er skudt op. Ved søndagens valg fik det liberale, anti-nationalistiske midterparti Ciutadans hele 25 mandater, en tredobling i forhold til valget i 2012, og den unge andalusiske advokat Inés Arrimadas er nu oppositionsleder i Catalonien.
Den catalanske gren af Spaniens konservative regeringsparti fik halveret sit stemmetal og har nu kun 10 mandater, mens Pablo Iglesias’ meget omtalte venstrefløjsprojekt Podemos fik en regulær vælgerlussing som del af venstrefløjskoalitionen Catalunya Si Que Es Pot. Den catalanske gren af det store spanske socialistparti holdt til gengæld skindet på næsen takket være den lavstammede spidskandidat Miquel Iceta, hvis bizarre danseopvisninger til valgmøderne blev et viralt hit over hele Spanien og gav det gamle parti masser af sympati-point.
De store forskydninger i det catalanske politiske landskab frister til at drage en overordnet konklusion. Hvad enten svaret er løsrivelse, nye kandidater eller anderledes tilgange, synes budskabet at være det samme på tværs af det politiske spektrum: Hovedparten af catalanerne er ikke tilfredse med status quo, men ønsker en grundlæggende forandring. I den forstand kan regionsvalget i Catalonien på mange måder ses som en generalprøve på det spanske parlamentsvalg, som skal afholdes senest til december. Også spansk politik er blevet rystet i sin grundvold de seneste år, og det gamle topartisystem med socialdemokrater og konservative i hovedrollerne vil efter alt at dømme være en saga blot efter næste parlamentsvalg. Korruptionsskandaler, magtarrogance og økonomisk stagnation har fået de gamle partier til at knage i fugerne, og både Podemos og Ciutadans vil med sikkerhed kræve deres bid af kagen.
De fire store partier, der kæmper om regeringsmagten, har da også travlt med at positionere sig i forhold til både Catalonien og den kommende nationale valgkamp. Regeringsleder Mariano Rajoy rakte for første gang i mange måneder hånden ud til Catalonien med tilbuddet om dialog, men insisterede samtidig på, at det skulle være inden for Spaniens juridiske rammer. Dermed afviste han enhver tanke om en mulig catalansk folkeafstemning om uafhængighed – et ønske, der fortsat støttes af tre ud af fire catalanere.
Pablo Iglesias fra Podemos er fortaler for en catalansk folkeafstemning, selvom han har erklæret, at han vil kæmpe for et nej. Midt imellem disse positioner ligger det socialdemokratiske PSOE og dets præsidentkandidat Pedro Sánchez, som har foreslået at reformere den spanske grundlov med henblik på at etablere en føderal stat og dermed give catalanerne et større økonomisk og politisk råderum. Den sidste brik i spillet lægges af Ciutadans (på spansk Ciudadanos), som har fået et gevaldigt momentum efter det catalanske valg i søndags. Partiet har med den unge veltalende Albert Rivera i spidsen placeret sig solidt på midten og vil formentlig trække vælgere fra både højre og venstre med sine paroler om fornyelse, opgør med korruption, omfavnelse af Europa og modstand mod alle former for nationalisme.
Anklagen mod Mas
Inden det kommende valg er der imidlertid fortsat et udestående, der skal afklares i Catalonien. Midt i den kaotiske konstitueringsproces blandede den højeste catalanske anklagemyndighed sig i løjerne og indstævnede Artur Mas for hans rolle i sidste års uautoriserede folkeafstemning om catalansk uafhængighed. Mas valgte dengang at se stort på, at afstemningen på forhånd var erklæret ulovlig af den spanske forfatningsdomstol, og hans opvisning i civil ulydighed kan nu bringe ham i alvorlige juridiske vanskeligheder. Til gengæld kan anklagen måske give ham lige præcis det moralske rygstød, der skal til for at samle den splittede uafhængighedsbevægelse og få det venstreradikale CUP til at skifte holdning på falderebet.
I hvert fald er potentialet for et martyrium til stede, og det forstærkes kun af det faktum, at Artur Mas skal møde op i retten den 15. oktober – samme dag, hvor Catalonien markerer 75-året for den tidligere lokalpræsident Lluís Companys’ død. Companys blev henrettet af Francos tropper efter afslutningen på den spanske borgerkrig, og ifølge legenden råbte han »For Catalonien« som sine sidste ord, før pelotonens kugler gennemhullede ham. For det antiautoritære CUP vil anklageprocessen mod Mas givetvis virke som en rød klud og måske blive det springende punkt, der får dem til alligevel at sætte deres mandater ind på køreplanen mod en unilateral løsrivelsesproces i Catalonien.
