Timeout i Catalonien
Den spanske regering har annonceret vidtrækkende indgreb i det catalanske selvstyre for at genetablere lov og orden i den oprørske region. Befolkningen i Catalonien afventer de næste skridt i en konflikt, der deler familier, venner og arbejdspladser. Reportage i Weekendavisen.
Dolors Baget er 56 år, uddannet ingeniør og kontrollant i en virksomhed, der udvikler landbrugsteknologi. Hun er også overbevist separatist og drømmer om at leve i et frit Catalonien.
»Jeg har aldrig følt mig spansk. Det er ikke, fordi jeg føler, vi er bedre her i Catalonien. Men jeg tror på, at vi kan gøre det anderledes i en selvstændig republik. Vi kan ikke længere blive ved med at lade os styre fra Madrid.«
Baget har inviteret på frokost i sit hjem ved Placa del Centre i Barcelona-bydelen Sants. Uafhængighedsflagene hænger tæt på den hyggelige plads, der som en ironisk hilsen til de aktuelle begivenheder skæres midt over af den brede og trafiktunge Avinguda de Madrid.
I sidste uge annoncerede regeringen i den spanske hovedstad vidtrækkende indgreb i det catalanske selvstyre for at genetablere »lov og orden« i regionen, der har ligget i åben konflikt med centralmagten siden den omstridte folkeafstemning om uafhængighed i starten af oktober.
I morgen, lørdag, forventes det spanske senat at vedtage aktiveringen af forfatningens paragraf 155 - også kendt som »atombomben« – og derefter vil regeringen i Madrid kunne overtage kontrollen med de catalanske institutioner, herunder politiet, finanserne og de regionale medier.
Samtalen omkring bordet kredser om det forestående indgreb, mens torskeretten esqueixada de bacalao og lokale pølser og oste bliver sendt rundt sammen med rødvinen fra det catalanske vindistrikt Penedés.
For Baget er det en sørgelig kulmination på en fejlslagen politik fra den spanske centralregering, som ikke har formået at lytte til de millioner af catalanere, som er trætte af samlivet med Spanien.
»Kan det virkelig passe, at de prøver at løse det på den her måde? De ignorerer utilfredsheden hos en så stor gruppe mennesker. De ignorerer de mere end to millioner mennesker, der gik ud for at stemme den 1.oktober. Det er, som om de lever i deres egen virkelighed«, siger hun.
Det begrænsede selvstyre
Blandt gæsterne er Jordi Comas, en 60-årig professor ved Barcelonas Polytekniske Universitet. Han har hele sit liv været catalanist og kæmpet for at beskytte catalansk sprog og kultur inden for rammerne af den spanske stat. For få år siden mistede han troen på det fælles projekt og sprang ud som separatist.
»Jeg voksede op under Franco, og vi måtte ikke tale catalansk i skolen. Efter Francos død fik vi anerkendelse af vores sprog og kultur, der var plads til vores identitet, og vi var alle glade. Men efter nogle år begyndte den spanske stat igen at centralisere og begrænse selvstyret, og folk stoppede op og spurgte, hvad foregår der her? Og da vores forsøg på at opnå en ny selvstyreaftale blev tromlet ned, virkede en fælles forståelse pludselig langt væk. Mange af os mistede troen på, at Spanien ville os det godt.«
Selvstyreaftalen, som Comas refererer til, havde til hensigt at udvide regionens politiske og økonomiske råderum. Den blev godkendt i det spanske parlament i 2006 og derefter vedtaget ved en folkeafstemning i Catalonien. Men det konservative Partido Popular, det nuværende spanske regeringsparti, kæmpede indædt imod aftalen og indklagede den for den spanske forfatningsret, som efter fire års behandling i 2010 underkendte væsentlige dele af teksten.
Afgørelsen rejste en storm af protest i Catalonien og gav medvind til et voksende krav om at afholde en folkeafstemning om uafhængighed. To år senere – og under påvirkning af den økonomiske krises barske realiteter - var andelen af catalanere, der ønskede løsrivelse fra Spanien, vokset fra 20 til 50 procent.
For Comas er tiden kommet til, at Catalonien bliver herre i eget hus.
»De siger til os, at vi ikke er anderledes end dem. De nægter os retten til selv at bestemme, hvilken relation vi vil indgå med den spanske stat. Men vi er anderledes! Vi har et andet sprog, vi har en anden historie. Spanien er en stat, som har underlagt sig andre nationer. Se bare på, hvor mange gange Barcelona er blevet bombet af landets egen hær – er det normalt?«, spørger Comas.
»Det handler ikke om, at vi ikke vil være solidariske. Vi vil gerne dele, både med Spanien og med Europa. Det største problem er, at alle initiativer herfra bliver bremset, fordi de først skal omkring Madrid. Vi ønsker frihed til at administrere vores egne penge og ressourcer på en måde, som også kommer os selv til gode.«
Comas ved, at processen kan blive lang, og at modstanden både i Spanien og Europa er stor. Men han tror på, at folk er villige til at bringe de ofre, det kræver:
»Hvis vi skal holde ud i lang tid, så gør vi det. Hvis vi skal miste penge, så gør vi det. Hvis de kommer for at arrestere Puigdemont (lederen af det catalanske selvstyre, red.) vil vi beskytte regeringspaladset. Ikke med vold, men med passiv, fredelig modstand.«
Referencer til Franco
Jordi Comas og Dolors Baget deltog begge i lørdagens demonstration i Barcelona, hvor 450.000 mennesker protesterede mod aktiveringen af paragraf 155 og mod fængslingen af aktivistlederne Jordi Sánchez og Jordi Cuixart. Som afslutning på demonstrationen opførte den 70-årige sanger Maria del Mar Bonet den gamle anti-frankistiske protestsang fra 1968 »Que volen aquesta gent« (»Hvad vil disse mennesker?«), mens tårerne trillede blandt publikum og hjemme i stuerne. Og senere samme aften kaldte Carles Puigdemont i en tv-transmitteret tale regeringens tiltag for »det værste angreb på Catalonien siden Franco«.
Referencerne til Franco er blevet hyppigere i takt med, at nervekrigen mellem de catalanske separatister og den spanske regering er eskaleret til åben konflikt. Den emotionelle effekt er umiddelbar, og den spanske stat har leveret både politivold, indgreb mod medier og kontroversielle fængslinger til at nære fortællingen.
Det er imidlertid langt fra alle, der mener, at den gamle caudillo har nogen relevans i den nuværende situation. For mange catalanske uafhængighedsmodstandere er sammenligningerne med fortidens forbrydelser med til at fordreje debatten.
»Separatisterne hænger fast i et billede af et Spanien, der ikke længere findes. De prøver at udlægge det, som om Spanien er diktatorisk, undertrykkende og autoritært, og at Catalonien er det demokratiske alternativ. Men det er dem, som bryder loven, ikke Spanien«, fortæller den 45-årige metalarbejder Jordi Garriga til Weekendavisen på en café få skridt fra Barcelonas gamle tyrefægtningsarena.
Garriga er ikke selv tilhænger af tyrefægtning, som i dag er forbudt i Catalonien, men den spanske identitet er vigtig for ham. At være catalansk, siger han, er blot en anden måde at være spansk på. Han kommer selv fra en catalansk familie, men er vokset op i industribyen Mollet del Vallés, hvor befolkningen er præget af xarnegos - indvandrere fra andre del af Spanien, der i 50erne og 60erne kom til Catalonien for at arbejde. Her er hovedsproget for de fleste mennesker spansk, og i skolen var Garriga den eneste i klassen med catalansk baggrund.
I Mollet del Vallés er der udbredt modstand mod løsrivelsesprojektet, men også her, som i resten af Catalonien, har debatten om uafhængighed haft konsekvenser for det sociale liv.
»Emnet har skabt en kæmpe polarisering og splittelse både på arbejdspladsen og mellem venner. Og det går helt ind i familierne. Min mor og hendes bror er holdt op med at tale sammen, og jeg taler ikke længere med min onkel. Jeg ved ikke, om vi skal mødes til jul i år. Hvis vi gør, er vi nødt til at censurere al snak om politik«, fortæller Garriga.
Ude af kontrol
For Garriga ligger ansvaret for eskaleringen entydigt på separatisterne, og han bakker fuldt op om den spanske regerings hårde kurs. Det er ifølge ham den eneste logiske konsekvens af et projekt, der er kommet ud af kontrol.
»De står lige foran afgrunden, og de fortsætter bare. Og det hele er dybest set meningsløst. Hvilken begrundelse er der for at skabe en ny stat? Det virker, som om separatisternes eneste mål er at kunne sige: Se, vi er ikke spaniere! Men kan det virkelig forsvares at destabilisere alting, at splitte familier og venner op bare for at kunne sige, at vi ikke er spaniere?«
På cafeens tv kører en nyhedsudsendelse, og billeder af Puigdemont toner frem på skærmen igen og igen. Ingen ved endnu, hvordan han vil besvare truslen om intervention fra den spanske stat, og der spekuleres på højtryk frem mod den endelige deadline lørdag. Vil han udskrive nyvalg til det catalanske parlament for at bremse aktiveringen af paragraf 155? Eller vil han udråbe uafhængigheden for i det mindste at være gået hele vejen, inden statsmagten kommer for at sætte regionen under administration – og ham i fængsel? Presset på ham er stort, og hans næste træk kan få vidtrækkende konsekvenser for både Cataloniens og Spaniens fremtid.
Dolors Baget, Jordi Comas og Jordi Garriga vil lige som resten af Catalonien vente med spænding og uro på den næste udvikling i historien. Lige nu er der timeout i Catalonien, men alle ved, at det er stilhed før stormen.
