Trængsel i sansernes paradis
Afrikanske migranter i tusindtal har de seneste måneder løbet stormløb mod grænsehegnet til den spanske enklave Melilla. Ferdinand og Isabellas lille nordafrikanske besiddelse er for alvor blevet Afrikas bagdør til Europa. På begge sider af grænsen er situationen kaotisk.
I en nyligt lanceret reklamefilm iscenesættes den spanske enklave Melilla på Marokkos middelhavskyst som et »sansernes paradis«. Ledsaget af dæmpet musik fortæller filmen om en perle af gastronomi, arkitektur og lækre strande, et »univers af muligheder«, der bygger bro mellem to kontinenter og lader tolerancen og livsglæden gå hånd i hånd.
Filmen fortæller ikke noget om det seks meter høje pigtrådshegn, la valla, der omkranser dette lille fragment af Europa på Afrikas nordkyst. Den fortæller heller ikke om de tusinder af ludfattige afrikanske migranter, der fra deres skjul i bjergene uden for Melilla jævnligt løber stormløb mod hegnet i forsøget på at slippe ind på spansk territorium.
Og var filmen blevet produceret i disse uger, havde den næppe heller vist billeder fra byens flygtningecenter, hvor der lige nu hersker kaotiske tilstande, efter at flere tusinde immigranter i de seneste måneder har forceret grænsehegnet ved en række koordinerede masseangreb.
Allerede i marts indrømmede kilder i det spanske indenrigsministerium, at situationen var ude af kontrol, og siden er det kun blevet værre. TV-optagelser har dokumenteret de spektakulære »raids«, hvor immigranterne – typisk unge mænd fra landene syd for Sahara – i store grupper løber frem mod grænsehegnet og trodser både pigtråd og knippelstave fra grænsepolitiet for at komme ind på spansk territorium. Ved det hidtil største angreb den 28. maj lykkedes det for 500 at slippe over de tre parallelle pigtrådsforskansninger. Blødende, forslåede og euforiske løb de ind i Melilla med kurs mod flygtningecentret, taktfast råbende: »Spanien, Spanien« og »bosa, bosa«. Sejr.
Den massive tilstrømning har udviklet sig til en alvorlig hovedpine for de spanske myndigheder, der har spenderet betragtelige millionbeløb på at sikre grænserne ved Melilla og den anden nordafrikanske enklave, Ceuta, lidt længere oppe ad kysten.
Modtagelsesfaciliteterne i Melilla er bygget til at rumme 472 asylansøgere, men huser for øjeblikket fem gange så mange, og adskillige er allerede overflyttet til fastlandet.
Øget kystpatruljering har sammen med sidste års tragedie ved Lampedusa sat en dæmper på lysten til at nå Europa med båd, og »springet« over hegnet til Melilla er blevet et populært alternativ for de fattigste og mest desperate migranter.
»Europa kan ændre mit liv«
Det anslås, at op mod 30.000 immigranter fra lande som Mali, Cameroun, Niger og Elfenbenskysten skjuler sig i det uvejsomme terræn omkring Gurugú-bjerget vest for Melilla. De organiserer sig i primitive lejre og lever i evig angst for de marokkanske sikkerhedsstyrker. Mange har opholdt sig på bjerget i årevis og forsøgt at forcere hegnet adskillige gange.
»Vi lever i elendighed. Vi bliver arresteret og slået, når vi prøver at krydse hegnet. Men vi har intet andet valg end at fortsætte, vi kan ikke vende tilbage. Vi har efterladt så mange mennesker i elendighed bag os for at søge efter et bedre liv,« fortæller Claude Guillaume Dibonde fra Cameroun til en tv-reporter fra Euronews, som har fulgt en gruppe immigranter på bjerget.
»Jeg er nødt til at løbe denne risiko, og hvis jeg ikke kommer ind, vil jeg prøve igen, indtil det lykkes. Jeg vil blive her, til mit hår bliver hvidt. Jeg er nødt til at komme til Europa, det er det eneste, der kan ændre mit liv. Europa«, supplerer Touré Lassina fra Elfenbenskysten.
De spanske myndigheder har haft mere end svært ved at håndtere presset på Melillas grænsehegn, og der bliver rejst stadig hårdere kritik af de metoder, Spanien benytter for at holde immigranterne ude. Menneskerettighedsgrupper har således både fordømt de skarpe »knive« på hegnet, grænsevagternes brutalitet og de summariske udsendelser, hvor immigranter, der allerede har sat fod på spansk jord, tvinges tilbage over grænsen, uden at de har fået mulighed for at få prøvet deres sag hos immigrationsmyndighederne. En stor del af det beskidte arbejde begås af marokkanske hjælpestyrker, der opererer inde på spansk territorium, mens spanierne vender det døve øre til.
Det er ikke kun sammenstødene ved grænsehegnet, der har været genstand for kritik. I februar druknede 15 immigranter i havet ud for Ceuta, da de forsøgte at nå enklaven ved at svømme rundt om grænseforskansningerne fra en nærliggende strand. Spanske civilgardister skød med gummikugler ud i vandet for at få dem til at vende om, men skuddene affødte så voldsom panik, at 15 af dem druknede. Episoden vakte harme i og uden for Spanien, men den spanske indenrigsminister, Jorge Fernández Díaz, afviste, at skuddene skulle være den direkte årsag til dødsfaldene. Han opfordrede i stedet EU til at sende flere penge til grænsebevogtningen og tage et aktivt medansvar for situationen.
På tilsvarende vis har den spanske regerings repræsentant i Melilla, Abdelmalik El Barkani, tilbagevist kritikken med henvisning til, at enklaven er »under enormt pres«. El Barkani peger på immigranternes aggressive fremfærd – der kastes både med sten og brændende tøj mod grænsevagterne – og han fastholder, at desperation ikke kan retfærdiggøre, at man tiltvinger sig adgang med magt.
Melillas selvstyrepræsident, Juan José Imbroda, har i et interview med den spanske nationale radio udtalt, at han ikke personligt bryder sig om hegnet, men at omstændighederne har gjort det nødvendigt. Problemerne, hævder han, udspringer af den organiserede menneskesmugling, der udnytter de desperate livsvilkår i udvandringslandene. Han opfordrer EU til at træde i karakter og skabe en fælles politik i stedet for at skyde efter Spanien.
»Dette grænsehegn er ikke blot Melillas. Det er hele Europas grænsehegn. Det er hegnet til Barcelona, Rom og Berlin,« påpeger Imbroda.
Erobret i 1400-tallet
Melilla har været på spanske hænder siden 1497, hvor det katolske kongepar Ferdinand og Isabella under senmiddelalderens krige mellem kristne og muslimer erobrede enklaven fra datidens regerende berberdynasti. Ceuta var allerede i 1415 blevet erobret af Portugal og blev en del af Spanien, da Filip II i 1580 overtog den portugisiske trone.
Da det spanske protektorat i Marokko blev etableret i 1908, fik enklaverne stor betydning som handelsstationer i Middelhavet, og den blomstrende økonomi banede vejen for et nyt, selvbevidst og pengestærkt borgerskab, der blandt andet gav Melilla den største koncentration af modernistisk arkitektur i Spanien næst efter Barcelona.
Også militært har byerne haft betydning. Francisco Franco benyttede dem som affyringsrampe for sin væbnede opstand, der udløste den spanske borgerkig i 1936. Efter den marokkanske uafhængighed i 1956 forblev Ceuta og Melilla en del af Spanien, selv om Marokko til stadighed gør krav på de to enklaver.
I mange år levede Ceuta og Melilla en stille eksistens uden for den europæiske interessesfære, men med Spaniens indtræden i Schengen-aftalen i 1995 blev de pludselig de yderste territoriale forposter i Den Europæiske Union. I 2005 var presset fra illegale immigranter blevet så stort, at Spanien brugte 30 millioner euro på at opføre det nuværende grænsehegn. Investeringen lod i en årrække til at bære frugt, og bølgerne af illegal indvandring blev standset eller kanaliseret andre steder hen.
Nu banker migranterne igen på portene til de to byer. De, der har penge, betaler menneskesmuglere betragtelige summer for at blive hjulpet over grænsen, som dagligt passeres af 40.000 marokkanere, der arbejder i byen. Således er også et stort antal flygtninge fra borgerkrigen i Syrien i de seneste måneder sluppet ind i Melilla på falske marokkanske pas, der sælges for op mod 6.000 euro (ca. 45.000 kr.) stykket.
Det er imidlertid langtfra alle, der har råd til at betale smuglerne for at blive transporteret over grænsen, og stormløbene mod grænsehegnet er blevet et reelt alternativ, som tilmed har vist sig at bære frugt for mange tusinde migranter.
Højteknologisk fæstning
Som konsekvens heraf har Spanien sendt ekstra sikkerhedsstyrker til Melilla, og hegnet er blevet forstærket med »anti-klatringsnet«, sensorer og termiske kameraer. Indtil videre har investeringen båret frugt, og under de tre seneste stormløb mod hegnet i juni er ingen nået ind på den anden side.
Grænsehegnet omkring Melilla antager mere og mere karakter af et højteknologisk fæstningsværk, men menneskesmuglerne er angiveligt allerede i gang med at udvikle udstyr, der kan overvinde anti-klatringsnettet og de øvrige tiltag.
Og er der en vilje, er der også en vej – selv hvis den har tragisk udgang. »Eventyret«, som de afrikanske migranter har døbt den lange, strabadserende rejse til Europa, har de sidste ti år krævet mindst 20.000 dødsofre, ifølge tal fra International Organization for Migration, IOM. De fleste omkommer i havet.
Hertil kommer de mange, der forsvinder uden at efterlade sig spor. Et ukendt antal mennesker er døde af tørst og udmattelse under vandringen gennem Sahara til kysten.
De immigranter, der når ind på spansk territorium, venter i flere måneder, mens deres asylansøgning behandles. Langt hovedparten vil få afslag, men eftersom Spanien ikke har udleveringsaftaler med deres hjemlande, kan de ikke returnere dem. De bliver i stedet overflyttet til fastlandet og udstyret med en ordre om at forlade Spanien.
Den ordre vil de færreste adlyde. Langt de fleste vil blive og søge lykken fra samfundets bund som illegal indvandrer i Spanien eller et andet europæisk land.
