Udfordring fra Catalonien
Det skotske nej får ikke catalanerne til at ryste på hånden. Den længe ventede afstemning om catalansk selvstændighed forventes at blive udskrevet nårsomhelst. Der er bare ét problem: Afstemningen er ulovlig i henhold til den spanske grundlov. Weekendavisen 26.09.2014
Der var jubel på regeringskontorerne i Madrid, da skotterne i sidste uge stemte nej til uafhængighed fra Storbritannien. Den spanske centralregering har længe søgt at afværge en tilsvarende afstemning i Catalonien, og resultatet i Skotland blev udlagt som et bevis på, at løsrivelsesbevægelserne kæmper en nyttesløs kamp.
Sådan så de ikke på det i Catalonien. Selvstyrepræsident Artur Mas mødte pressen som en sejrherre og udlagde afstemningen som en triumf for demokratiet.
»Skotland har vist vejen, den gode vej, den eneste vej til at løse konflikterne,« erklærede Mas og fastslog samtidig, at det skotske nej ikke får Catalonien til at ryste på hånden. Allerede samme dag vedtog det catalanske regionsparlament den lov, der skal bane vejen for den længe ventede afstemning, som forventes at blive formelt udskrevet nårsomhelst.
Der er bare ét problem. Afstemninger af denne art er ulovlige i henhold til den spanske grundlov, og forfatningsdomstolen har tidligere dømt et tilsvarende initiativ i Baskerlandet ugyldigt. Det forventes således også, at centralregeringen i Madrid straks vil indklage den catalanske afstemning for forfatningsdomstolen, og så står catalanerne tilbage med en afstemning, de ikke har ret til at gennemføre.
Hvad næste skridt bliver, er det store åbne spørgsmål. Tør Artur Mas og hans borgerligt-nationalistiske partikoalition CiU udfordre den spanske grundlov og stille urnerne frem på den annoncerede afstemningsdag den 9. november?
Civil ulydighed?
Mas har selv insisteret på, at afstemningen skal være i overensstemmelse med loven, men i kulissen rumsterer den kompromisløse Oriol Junqueras fra de fremstormende venstrerepublikanere i støttepartiet ERC. Junqueras har erklæret sig klar til at gå hele vejen, og med Martin Luther King som erklæret inspirationskilde opfordrer han catalanerne til at udøve »civil ulydighed« og stemme den 9. november.
»Tiden er kommet til at lægge den spanske legitimitet bag os til fordel for vores egen. Tiden er kommet til at bortkaste det tidligere lovgrundlag og skabe et nyt, sådan som det altid foregår i en løsrivelsesproces,« lød det fra Junqueras forleden i et interview med avisen El Mundo.
Det vil i givet fald tvinge den spanske regering til at reagere. Gør catalanerne alvor af truslen, kan Spanien i sidste instans opløse det catalanske selvstyre og sætte regionen under statslig administration.
Artur Mas har måttet se forgæves efter den fremstrakte hånd fra Madrid, der kunne gyde olie på vandene og åbne op for en forhandling. David Camerons vovede strategi med at tillade en skotsk folkeafstemning for én gang for alle at få lukket diskussionen har ikke fristet de spanske magthavere.
Premierminister Mariano Rajoys næstkommanderende, Soraya Sáenz de Santamaría, udtalte på et pressemøde dagen efter det skotske nej, at afstemningen i Skotland gav mening, fordi den blev afholdt i overensstemmelse med landets love. »Spanien har en anden demokratisk organisationsform,« sagde hun, og benyttede lejligheden til at påpege, at Spanien er en af de mest decentraliserede statskonstruktioner i Europa.
Artur Mas har stadig et enkelt es i ærmet, idet han kan udskrive nyvalg til det regionale parlament og samle en koalition, der stiller op med løsrivelse som det eneste programpunkt.
Et absolut flertal for uafhængighedspartierne vil lægge maksimalt pres på den spanske regering, men hvis meningsmålingerne står til troende, kan et valg på nuværende tidspunkt meget vel sende Mas og CiU ud i kulden og ERC ind i regeringskontorerne. Med die hard-separatisten Junqueras som regeringsleder i Catalonien vil risikoen for et frontalsammenstød med centralmagten ikke blive mindre.
Korrupt landsfader
Der er nok at tænke over for Artur Mas, som i det hele taget har haft en problemfyldt sensommer. Hans eget parti bløder i meningsmålingerne, og alliancen af nationalistiske partier er dybt splittet i spørgsmålet om mål og midler. På den ene front presser Junqueras og ERC på med deres alt eller intet-strategi, og på den anden prøver lederen af koalitionspartneren UDC, kristen-demokraten Josep Antoni Duran i Lleida, at trække Mas ind på et forhandlingsspor for at opnå en føderal forfatningsreform i stedet for løsrivelse.
Samtidig har Artur Mas været på hårdt arbejde med at inddæmme skandalen omkring den tidligere nationalistiske selvstyrepræsident Jordi Pujol, som er blevet afsløret i at skjule tocifrede millionbeløb for skattemyndighederne gennem mere end tre årtier. Pujol ledede lokalregeringen i 23 år og er det nærmeste, man i Catalonien kommer en landsfader – og indtil for ganske nylig en aktiv del af uafhængighedskampagnen.
Trods ihærdige forsøg på at lægge afstand til den gamle patriark, har skandalen slået skår i separatisternes fortælling om Catalonien som det retskafne og retfærdige alternativ til det fordærvede og røveriske Spanien.
Pujol var af gode grunde heller ikke med i optoget, da op mod en million catalanere (de spanske myndigheder siger 500.000, arrangørerne 1,8 millioner) forleden gik på gaden i Barcelona i forbindelse med fejringen af Cataloniens nationaldag den 11. september. I en nøje koreograferet operation formede menneskemængden et gigantisk »V« i røde og gule farver som symbol på »victoria« (sejr), »votar« (at stemme) og »voluntad« (vilje). I gadeplan en folkefest uden lige, og set fra oven et spektakulært skue.
Den tavse halvdel
Billederne fra Barcelona gik verden rundt, og den massive mobilisering kunne let give indtryk af, at det er et forenet og enigt Catalonien, som ønsker at bryde ud af Spanien. Den halvdel af befolkningen, der ønsker at forblive en del af Spanien, har ikke haft nær samme evne til at skabe opmærksomhed om deres sag. Indtil for nylig var de stort set usynlige, men i de seneste måneder er de begyndt at organisere sig gennem en række forskellige sammenslutninger, platforme og internetfora.
En af de mest markante er den tværpolitiske Societat Civil Catalana. Ifølge organisationens vicepræsident, juraprofessoren Susana Beltrán, er der behov for at give »det tavse flertal« en stemme som modvægt til den nationalistiske diskurs.
»Mange steder bliver du set som en dårlig catalaner, hvis du er kritisk over for uafhængighedsprojektet, og frygten for social eksklusion får mange til at holde lav profil,« fortæller Beltrán til Weekendavisen.
Beltrán er modstander af afstemningen, fordi den »skaber kløfter i samfundet« og »tvinger folk til at vælge mellem to sider af deres identitet«. Hun mener også, at præmissen for hele mobiliseringen er baseret på manipulation.
»De taler om ’retten til at bestemme’. Det er noget vrøvl, for den ret har vi allerede, når vi går ned og stemmer vores politikere ind i parlament og byråd. Det, de i virkeligheden mener, er retten til unilateral løsrivelse, og den ret kan man kun påkalde sig ved militær besættelse eller kolonial undertrykkelse. Ved at benytte denne sprogbrug får de borgerne til at tro, at de er frataget grundlæggende demokratiske rettigheder, og det er ganske enkelt ikke sandt.«
Myter og forestillinger
En anden af de nye organisationer, der kalder sig Somatemps, er gået til angreb på den version af historien, catalanerne lærer gennem skolesystemet og medierne. Ifølge organisationens næstformand, Josep Alsina, manipulerer nationalisterne historien for at skabe en forestilling om en catalansk nation, der har fået frataget sit hjemland.
»Catalonien i dag er et produkt af mange forskellige identiteter og historiske påvirkninger. Det giver ikke mening at tale om middelalderens kongeriger og lave en direkte kobling til moderne tid. Nationalisterne taler om nationer og identiteter, længe før sådanne fandtes,« fortæller Alsina til Weekendavisen på en lille café nær Sagrada Familia.
Alsina kommer selv fra en ærkecatalansk familie, men han ønsker ikke at spænde sin personlige identitetsfølelse for en ideologisk vogn.
»Jeg bryder mig ikke specielt meget om Spanien, men alle de dårligdomme, jeg ser i det spanske samfund, ser jeg også her. Vi har de samme problemer med korruption, social ulighed og magtmisbrug.«
Trods den øgede synlighed fra organisationer som Societat Civil Catalana og Somatemps, har uafhængighedsmodstanderne svært ved for alvor få »det tavse flertal« på barrikaderne. De 5.000 mennesker, der 11. september mødte op i Tarragona som modsvar på V’et i Barcelona, synede mildest talt ikke af meget sammenlignet med den gigantiske folkemængde i den catalanske hovedstad. »Status quo« og »føderal reform« har ikke nær samme emotionelle vægt som budskaberne om »frihed« og »ret til selvbestemmelse«.
Udskrivningen af afstemningen er den foreløbige kulmination på de seneste års separatistiske mobilisering i Catalonien. På blot fire år er tilslutningen til ønsket om løsrivelse steget fra 20 til 50 procent, og projektet fik for alvor politisk tyngde, da Artur Mas med folkestemningen i ryggen sprang ud som separatist i 2012.
Selvstyrepræsidenten har sat hele sin politiske prestige ind på at føre Catalonien til uafhængighed, men det bliver i givet fald over Mariano Rajoys lig. Den spanske regeringschef var klar i mælet, da han dagen efter den skotske afstemning tilkendegav sin holdning til tidens løsrivelsesbevægelser.
»Disse processer er torpedoer mod den europæiske idé. Europa er til for at integrere stater, ikke for at splitte dem op,« lød det.
