Uskyldstabet
Den spanske premierminister Mariano Rajoys troværdighed er i frit fald efter nye afsløringer om korruption og sorte lønudbetalinger i det konservative regeringsparti PP. Skandalesagen kaster mørke skygger over Spaniens politiske kultur. Analyse i Weekendavisen.
Det var en selvsikker Mariano Rajoy, der for et år siden gik på talerstolen i det spanske parlament og annoncerede de største sociale nedskæringer i det moderne Spaniens historie. Med en tale af churchillsk tilsnit opfordrede regeringslederen – med henvisning til den »ekstraordinært alvorlige« situation – spanierne til at udvise opofrelse og bebudede, at belønningen ville vente på den anden side af de hårde tider.
Et år senere synes belønningen særdeles svær at få øje på. Spanien lider under en rekordhøj arbejdsløshed på 27 procent, underernærede skolebørn besvimer i klasselokalerne, og hundredvis af familier bliver dagligt sat på gaden, fordi de ikke kan betale afdragene på deres kreditforeningslån. Rajoys vælgeropbakning har længe været dalende, og det absolutte flertal, der bragte ham til magten, er for længst smuldret væk.
I denne situation er en skandale om pamperi det sidste, Rajoy har brug for. De seneste ugers afsløringer af ulovlige pengeoverførsler i det konservative regeringsparti PP har gjort mere end almindeligt ondt på premierministeren, som har gjort en dyd ud af at fremstå som den stærke og troværdige leder, der kan bringe Eurozonens fjerdestørste økonomi på ret kurs.
Angiveligt skal Rajoy i årevis have modtaget store kontantbeløb fra en hemmelig pengekasse, administreret af partiets tidligere hovedkasserer, den nu fængslede Luís Bárcenas. Pengene skulle, ifølge Bárcenas, være indbetalt af private virksomheder, der til gengæld for de rundhåndede donationer modtog politiske tjenester. En del af pengene skal således være blevet kanaliseret videre som sorte løntillæg til PPs topfolk, der udadtil har fremstået som relativt lavt lønnede.
Bárcenas har i den særlige spanske kriminalret fremlagt en lang række kompromitterende udskrifter fra et hemmeligt partiregnskab, men han har ikke været i stand til at præsentere fældende beviser for Rajoys andel i skandalen. Regeringslederen lader derfor til at undslippe en egentlig retsforfølgelse, men det har imidlertid ikke fået stormen omkring ham til at løje af.
Indicierne mod ham er overvældende, og oplysningerne fra Bárcenas er blevet mødt med lige dele vantro og raseri fra den spanske offentlighed. Er det virkelig muligt, at den samme mand, der har prædiket opofrelse og smalhals, i årevis har stukket fede konvolutter med sprøde kontanter i sin egen inderlomme? Kan det virkelig passe, at Rajoy et år før sin indsættelse som Spaniens redningsmand modtog 95.000 euro i kontanter fra den afgående hovedkasserer og egenhændigt makulerede listen over modtagere af de sorte løntillæg?
Er Rajoy urørlig?
Rajoy har hidtil nægtet at udtale sig om sagen i parlamentet, idet han har dækket sig ind bag sit absolutte flertal, der på papiret gør ham urørlig frem til valgperiodens udløb i 2015.
»Som regeringsleder kan man ikke forholde sig til alle mulige tilfældige beskyldninger, der bliver bragt til torvs af medierne. Jeg vil fuldføre det mandat, spanierne har givet mig,« udtalte han i sidste uge og pointerede, at »Spaniens stabilitet« går forud for alle andre hensyn.
Stabilitet er imidlertid det sidste, Rajoy har opnået ved at knibe læberne sammen. I hvert fald er andelen af spaniere, der tror på premierministerens uskyld, i frit fald, og flere end én million spaniere har indtil videre sat deres navn på en underskriftsindsamling med krav om regeringslederens afgang.
Også de internationale meningsdannere er begyndt at bekymre sig om uroen omkring det spanske regeringsparti på et tidspunkt, hvor der er brug for håndfast krisestyring. The Economist har påpeget, at Rajoy bærer det politiske ansvar for eventuelle ulovligheder i partiet, og Financial Times opfordrede i sidste uge på lederplads Rajoy til at forklare sin rolle i sagen – for Spaniens skyld.
Det stigende pres og truslen om et mistillidsvotum fik i denne uge Rajoy til at skifte strategi, og han har nu indvilliget i at møde op i Kongressen, parlamentets førstekammer, og give sin version af sagen. Det er imidlertid mere end tvivlsomt, om Rajoy vil lægge indrømmelser på bordet. Til gengæld kan debatten i parlamentet give anledning til en tiltrængt opmærksomhed på den omfattende korruption i og omkring de politiske partier i Spanien.
Ikke bare PP, men også det store oppositionsparti PSOE og den magtfulde catalanske partikoalition CiU, er spundet ind i alvorlige korruptionsskandaler, og hundredvis af folkevalgte er anklaget for korruption og magtmisbrug – et svimlende antal, der er med til at forklare spaniernes dybe mistillid til det politiske system.
Styreform i krise
Den verserende sag handler da også om meget mere end Mariano Rajoys fremtid som spansk regeringsleder. Anklagerne om systematisk korruption dybt inde i det spanske regeringsparti har rejst alvorlig tvivl om sundhedstilstanden i den spanske politiske kultur, mener en række spanske samfundsdebattører.
Ifølge sociologen Enrique Gil Calvo er vi vidne til et »uskyldstab« for den politiske model, der blev etableret i Spanien efter Francos død i 1975.
»Fra nu af vil intet længere være det samme,« skriver Gil Calvo i en klumme i El País og fortsætter: »Afsløringerne fra Bárcenas har synliggjort vores styreforms sande natur: Et rendyrket, kleptokratisk bestikkelsessystem, der foregiver at være en demokratisk retsstat.«
Politologen Fernando Vallespin erklærer i samme avis, at »Rajoys problem er alle spanieres problem«. Han vurderer, at tilliden til det politiske system kun kan genoprettes, hvis Rajoy tager konsekvensen og går af som regeringsleder. En afskedsbegæring fra Rajoy vil have en »katarsisk« effekt, der kunne bane vejen for en ny begyndelse for det spanske demokrati, da det ville tvinge de øvrige partier til at forholde sig til de mange raslende skeletter i skabene, mener Vallespin.
»Tiden er kommet til at finde skalpellen frem og statuere et eksempel. Vi har brug for en markant symbolsk handling af hensyn til vores etiske og politiske genrejsning,« skriver Vallespin i El País.
Som sagerne står lige nu, er det imidlertid tvivlsomt, om Rajoy vil følge opfordringen til at lade livet for demokratiets skyld. Han virker overbevist om, at han stadig er den bedste garant for Spaniens stabilitet, og han har indtil videre afvist ethvert kendskab til de påståede ulovligheder i sit eget partis maskinrum. Hverken han eller andre af de ledende figurer i PP har vist tegn på selvransagelse, og den annoncerede debat i parlamentet næste uge vil da også efter alt at dømme blive endnu en opvisning i politisk undvigelseskunst.
Der er dog stadig en enkelt ubekendt tilbage i ligningen, som Rajoy ikke kan kontrollere med henvisning til sit absolutte flertal. I en fængselscelle i Soto El Real nord for Madrid sidder hans gamle våbenbror, Luís Bárcenas, muligvis inde med endnu flere oplysninger, der ikke er kommet frem i de hidtidige afhøringer i kriminalretten. Der hviskes i krogene om, at Bárcenas har gemt et es i ærmet – måske i form af båndoptagede samtaler med Rajoy, der dokumenterer de fremlagte påstande. Hvis det er tilfældet, kan den spanske regeringsleder højst sandsynligt se frem til en tidlig pensionering.
For den almindelige spanier, der dagligt mærker konsekvenserne af Rajoys drastiske nedskæringer, er Bárcenas-affæren endnu en deprimerende påmindelse om, at Spanien ikke bare gennemlever en økonomisk, men også en moralsk og politisk krise.
